Ugens forfatter-fødselar, uge 31: Moby-manden Melville runder de 200

Ugens forfatter-fødselar, uge 30: Kampmann, opfinder af familien Gregersen
22. juli 2019
dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 32: Krimi-mesteren og bog-iværksætteren Blædel fylder 55
5. august 2019
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 31: Moby-manden Melville runder de 200

dekorativt foto

Herman Melville (1819-1891)

Torsdag den 1. august er det 200 år siden, at den amerikanske sømand, forfatter og tolder Herman Melville kom til verden på Manhattan i New York City.

Den lille Herman blev født ind i en rig familie. Hans moder, Maria Gansevoort, var af hollandsk afstamning og faderen Allan Melvill (e´et blev tilføjet i 1830´erne) var en yderst berejst købmand med base i New York. Desværre var faderen også lidt af en spekulant. Da han døde i 1832, var den tidligere så rige købmand gældsat for flere tusind dollars, hvorfor familien måtte ty til hjælp fra sine gode aristokratiske forbindelser, for at den 12-årig Herman kunne fortsætte sin skolegang i Albany.
Den unge Herman forsøgte samtidig med skolegangen at forsørge sin familie ved forskellige jobs indenfor bank og lærervirksomhed, og som kompensation for sin mangelfulde uddannelse kastede han sig ud i omfattende selvstudier.

I 1838 påbegyndte han ingeniøruddannelsen, men opgav dog denne igen. I 1839 sejlede han til Storbritannien som skibsdreng og ved hjemkomsten til Amerika fik han ansættelse som skolelærer. Melville kunne dog ikke helt slippe havet, og i 1841 tog han hyre på et hvalfangerskib og tilbragte herefter tre år på forskellige skibe og øer i Stillehavet, før han atter returnerede til Amerika via Tahiti og Hawaii. Livet på havet skulle efterfølgende vise sig i høj grad at præge forfatterskabet.

Melville debuterede i 1846 med Typee – En skizze af livet paa Sydhavsøerne under fire maaneders ophold i en dal paa Nukuhive, der trak på forfatterens egne erfaringer som polynesisk fange i flere måneder. Debuten blev en bestseller og blev efterfulgt af den ligeledes succesfulde Omoo – Oplevelser i Sydhavet (1847), der også var en populær eventyrlig rejsebeskrivelse, baseret på egne oplevelser.

I 1847 giftede Melville sig med Elizabeth Shaw. Det nygifte par bosatte sig i New York og fik sammen to døtre samt sønnen Malcolm, der dog valgte at tage livet af sig selv i 1867. Det lykkedes aldrig Melville at leve af sit forfatterskab, og resten af sit liv var han plaget af svære økonomiske vilkår.

I 1849 udkom den ambitiøse roman Mardi og en rejse dertil i to store og flotte bind, men læserskaren var imidlertid forsvundet, formentlig grundet tykkelsen på bogen og dermed en forhøjet pris, samt at romanen benyttede sig af en vanskeligere stil og større filosofisk dybde end de tidligere kulørte rejseskildringer. Samme år udkom den ”nemmere” sejlerroman Redburn – his first voyage (1849) og året efter fulgte White-Jacket, or the world in a man-of-war (1850), der med autobiografisk stof fra Melvilles 14 måneder som matros på fregatten United States skildrer det brutale liv til søs. Beskrivelser af blandt andet pisk som hverdagskost blev et vigtigt indslag i tidens debat om vilkårene for de søfarende.

I 1850 købte Melville en landejendom i Pittsfield, Massachusetts og blev hermed nabo til forfatteren Nathaniel Hawthorne. Melville var glad for sin nye nabo, hvilket blandt andet kommer til udtryk i essayet/anmeldelsen i det litterære magasin New York Literary World af Hawthornes novellesamling Mosses from an old manse (1846), En pibe kanaster en redeye, (1850, original titel: Hawthorne and his Moses) samt i den monumentale roman Moby Dick eller Hvalen (1851), der er tilegnet Hawthorne.

Denne roman, der via fortælleren Ishmael beretter om kaptajn Ahabs håbløse jagt på den hvide hval, der af de fleste i dag betragtes som forfatterens hovedværk, havde dog kun få læsere i samtiden, men blev i 1920´erne genopdaget og anerkendt som en af de første moderne romaner. Den monstrøse og encyklopædiske roman inddrager et væld af citater fra Biblen, klassisk litteratur og videnskabelige kilder om hvalfangst, og på trods af dens begrænsede emne rækker den ud over sig selv og kan læses som en allegori over menneskets tvetydige natur og uendelige stræben efter at kontrollere sin egen skæbne.

Foto af bog - Moby Dick

Melville, der var en smule nedslået over samtidens modtagelse af Moby Dick (1851) forsøgte at kanalisere sine frustrationer over i kunstnerromanen Pierre – eller flertydighederne (1852), der handler om en forfatters arbejde med sit livs roman. Herefter fulgte kortromanen Israel Potter (1855) samt novellerne Skriveren Bartleby (1853), Encantadas – de fortryllede øer (1854) og Skibet og døden/Benito Cereno (1855). Disse fortællinger er samlet i Veranda-fortællinger (1856).

Melvilles sidste prosaværk er Bondefangeren (1857), der er en satanisk og satirisk leg med både romanens form og tidens moralske værdier. Læsere og anmeldere foretrak tydeligt forfatterens eksotiske beskrivelser af fremmede himmelstrøg frem for dette troldspejl, der blev holdt op foran dem og konfronterede deres egne indre mørke. Værket blev derfor modtaget med dårlige eller udeblevne anmeldelser samt en svigtende læserskare.

Efter et sammenbrud i 1856 rejste forfatteren til Europa og Palæstina og denne rejse er blandt andet skildret i det store fortællende digt Clarel – a poem and pilgrimage in the Holy Land (1876), der sammen med borgerkrigsdigtene i Battle-pieces and aspects of the war (1866) viser Melville som en yderst habil lyriker.

Fra 1866-1885 fungerede Melville som toldinspektør på New Yorks kajanlæg, og hans forfatterskab var mere eller mindre arkiveret i glemmebogen, faktisk i en grad så han i nekrologen i New York Times blev omtalt som Henry Melville. Efter sønnens selvmord i 1867 steg Melvilles pessimisme, der, ud over familietragedien, blandt andet var grundet økonomisk usikkerhed og den tiltagende litterære fiasko. Dette tærede på psyken samt på samlivet med hustruen Elizabeth. Han opgav dog aldrig helt skriverierne og som nogle af de sidste værker udgav han digtene John Marr and other sailors (1888) og Timoleon (1891).

Den egentlige oprejsning af Melvilles forfatterskab startede ved fejringen af hundredåret for hans fødsel i 1919, hvor der fremkom flere artikler, der indskrev hans position i den absolutte top af den litterære kanon, hvor han har befundet sig lige siden. Medvirkende til denne renæssance var også opdagelsen af manuskriptet til kortromanen Billy Budd – fortopsgast (uafsluttet i 1891), der udkom i 1924 og kort kan betegnes som en kristusmyte i sømandsregi.

Flere af Melvilles værker er blevet filmatiseret, heriblandt Moby Dick (1851, filmatiseret flere gange, fx i 1956 af John Huston og i 1978 af Paul Stanley) og Billy Budd (1924, også filmatiseret flere gange, fx i 1962 af Peter Ustinov og i 1988 af Barrie Gavin).

Herman Melville døde den 28. september 1891 af hjertesvigt, 72 år gammel, i New York City.

Herfra skal lyde en stor tak til den store amerikanske forfatter for hans evne til at sætte ord på menneskets komplekse og modsætningsfyldte natur med havet som omdrejningspunkt, en evne som desværre ikke blev anerkendt i Melvilles egen samtid, men heldigvis med tiden fik den oprejsning, som denne forfatter fortjener.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 297f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk; imdb.com; melville.org