Ugens forfatter-fødselar, uge 36: Tolstoj – Greven der opgav alt

Dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 35: Den magiske Svendsen runder 85
27. august 2018
Ugens forfatter-fødselar, uge 37: Knudsens historie
10. september 2018
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 36: Tolstoj – Greven der opgav alt

Lev Tolstoj (1828-1910)

Søndag den 9. september er det 190 år siden, at den russiske forfatter Lev Nikolajevitj Tolstoj, også kendt som Leo Tolstoj, kom til verden på familiens gods i Jasnaja Poljana, syd for Moskva.

Den lille grev Lev tilhørte den adelige Tolstoj-slægt, hvoriblandt man også finder to andre russiske forfattere – Aleksei Konstantinovitj Tolstoj og Aleksei Nikolajevitj Tolstoj.

Han havde tre ældre brødre og en yngre søster. Moderen døde i barselssengen, da Lev var blot 2 år gammel.
I 1844 indledte Lev Tolstoj studier i jura og orientalske sprog ved universitetet i Kazan, men koncentrationen om studierne blev afledt af druk, spil og sværmeri, hvorfor han droppede studiet i 1847 og aldrig fik sin eksamen.

I 1851 gik han ind i den russiske hær og gjorde blandt andet tjeneste i Kaukasus og under Krim-krigen i 1854. Under militærtjenesten fungerede han også som krigskorrespondent for de russiske aviser, og erfaringen med researcharbejde gjorde ham stor gavn i forfattervirket.

I 1855 forlod han hæren og boede dels på familiegodset i Jasnaja Poljana og dels i Moskva, afbrudt af rejser til Vesteuropa.

Lev Tolstoj fik sit litterære gennembrud i 1852 med (det delvis fiktive) erindringsværk Barndom, efterfulgt af Drengeaar (1854) og Ungdom (1857).

Trilogien, der tog afstand fra romantikken, varslede den russiske realisme indenfor litteraturen, som Tolstoj selv skulle blive én af de væsentligste repræsentanter for.

Hans selvoplevede og kontroversielle Fortællinger og skildringer fra Sebastopol (eller Sevastopol i andre udgaver) (1855-56) og dramaet Mørkets magt (1886, opført i 1895) befæstede yderligere hans position som litterært talent.

Her kom Tolstojs modstand mod romantikken i særlig grad til udtryk i den antiromantiske skildring af krigens gru, der skildres som modstridende al menneskelig fornuft og forandrer mennesker, frem for at forherlige heltemodet og patriotismen.

Fortællingerne En rekognoscering (1853) og Kosakkerne (1863) bygger også på forfatterens egne oplevelser i Kaukasus.

I 1862, ægtede forfatteren den 16 år yngre Sofija Andrejevna Bers (efterfølgende Sofija Tolstaja) og bosatte sig på sit barndoms gods. På bryllupsnatten modtog Sofija Levs dagbøger, der blandt andet detaljeret beskrev hans tidligere, omfattende sexliv samt oplysninger om et faderskab til en søn født af et af godsets arbejdere.

På trods af dette virkede deres ægteskab lykkeligt. Sammen fik de 13 børn (hvoraf 5 dog døde som børn) og Sofija fungerede som forfatterens sekretær, korrekturlæser og økonomiansvarlige.

I det følgende årti skrev forfatteren sine to hovedværker Krig og fred (1869) om fem familiers skæbne under den franske kejser Napoleons invasion af Rusland og krigens tilfældigheder samt Anna Karenina (1877) om Anna og hendes forhold til ægtemanden Karenin og elskeren Vronskij.

Det var også i denne periode, at Tolstoj for alvor begyndte at virkeliggøre de tanker, der længe havde optaget ham. Han anfægtede sine privilegier som velhavende greve og godsejer. Han afviste det gode i det klasseopdelte, kapitalistiske samfund, i kirken og i militæret.

Han var fortaler for individets ansvar for at bidrage til pacifisme og han søgte det asketiske liv med den rene krop i form af afkald på kød, alkohol, tobak og sex.

Selv overførte han sin formue til sin hustru og begyndte at leve som en fattig bonde. Han arbejde på markerne, spiste og klædte sig som en bonde. Han prædikede en oprindelig, praktisk betonet kristendom, renset for kirkens dogmer og mystik.

”Tolstojanismen” blev en anti-autoritær og anti-voldelig bevægelse, der fik talrige tilhængere i både Rusland og i udlandet.

Tolstojs sympati for det uciviliserede og uspolerede menneske kan tydeligt ses i fortællinger som Kosakkerne (1863), Fangen i Kaykasus (1872) og Khadzji-Murat (1912).

Han kæmpede for oplysning af bønderne og for et mere retfærdigt jordfordelingssystem. Han satte den russiske bondes fornuft og medmenneskelighed i kontrast med sin egen stands dekadence og hykleri, hvilket blandt andet ses udtrykt i fortællingerne Ivan Iliitsj´s død (1886) og Husbond og arbejder (1895).

Efter at cencuren i 1882 nedlagde forbud mod hans Skriftemål (som dog udkom 1884 i Genéve), udgav han massevis af moraliserende skrifter. Disse skrifter skuffede en del, der forventede mere fra samme skuffe som Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877), men de gav ham tusindvis af nye tilhængere, der valfartede fra hele verden til godset i Jasnaja Poljana for at blive undervist i ”tolstojanismens” lære om det sande, asketiske liv, om ikke-vold og civil ulydighed.

Efter flere års kamp mod censuren i Rusland udkom romanen Kreutzersonaten i 1890, der med dens radikale påbud om kønslig afholdenhed, også i ægteskabet, rejste en ny storm af debatter.

I forfatterens sidste roman, Opstandelse (1899), rettede han et frontalt angreb mod den ortodokse kirke, hvor forfatteren protesterede mod de autoritære institutioner og proklamerede den enkeltes samvittighed som den højeste instans. Som modsvar blev forfatteren udstødt af kirken i 1901.

Ud over romaner og kortere fortællinger skrev Tolstoj også skuespil, fx Mørkets magt (1886) og Det levende lig (1911) og hans to hovedværker Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877) er begge blevet filmatiseret adskillige gange.

Blandt andet grundet Tolstojs værdisæt var den sidste del af Levs og Sofijas liv sammen ikke nær så harmonisk som først antydet. Deres ægteskabs konflikter er legendariske og disse opstod blandt andet på grund af forfatterens ambition om at omdanne sit gods til et mønstersamfund, hvor han blandt andet grundlagde en skole for bøndernes børn, mens hustruen måtte varetage alle de praktiske opgaver med godsets drift, opdragelsen af deres egne børn, renskrivning af mandens værker og kampen mod censuren.

Derudover havde Tolstoj et heftige temperament og Sofijas rolle som sekretær og nærmeste assistent blev med tiden overtaget af den ideologiske tilhænger Vladimir Chertkov. Det endte da også i et brud i 1910, hvor Tolstoj forlod hjemmet.

Lev Tolstoj døde den 20. november 1910, 82 år gammel, af lungebetændelse – alene og ensom på jernbanestationen Astapovo, efter at have forladt hus og hjem. Han kom dog tilbage til godset Jasnaja Poljana for at blive begravet.

Herfra skal lyde en tak til den store russiske forfatter, der igennem sit forfatterskab og øvrige virke gentænkte og inspirerede til alternativer til det levede liv. Ikke mindst for opfordringen til pacifismen og ikke-volden som et alternativ til krig!

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 433ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)