Frans G. Bengtsson (1894-1954)
Fredag den 4. oktober er det 125 år siden, at den svenske forfatter, lyriker og oversætter Frans Gunnar Bengtsson kom til verden på gården Ramnekulla, nær godset Rössjöholm i Tossjö, Kristianstad, hvor hans fader Sven Bengtsson arbejdede som administrator. Han voksede hermed op i et godsforvalterhjem i det nordlige Skåne sammen med broderen Bengt Bengtsson.
I 1912 startede den unge Frans studier i sprog og litteratur ved universitetet i Lund, hvor han ifølge eget udsagn dog brugte det meste af tiden på at spille skak. Studierne blev imidlertid afbrudt i 1915 på grund af en nyresygdom. Han vendte tilbage til universitetet i Lund og blev herfra fil.lic i 1930.
Frans Bengtsson debuterede i 1923 med digtsamlingen Tärningskast, der ligesom resten af forfatterskabet er kendetegnet ved en høj grad af æsteticisme. Herefter udgav han yderligere et par digtsamlinger i høj stil med emner fra især saga og forhistorie som fx Legenden om Babel (1925).
Bengtsson skiftede spor og rettede sig imod essaystilen, hvilket gav ham det store gennembrud. Blandt disse værker kan blandt andet nævnes essaysamlingen Litteratörer och militärer (1929), De langhårede Merovinger og andet krigsfolk (1933), Sällskap för en eremit (1938), För nöjes skull (1947) og den posthume Folk som sjöng (1954). Disse elegante essays, der alle blev store publikums-succeser, var påvirket af den engelske essaytradition og er karakteriseret af stor lærdom og humor.
Denne humor og vid benyttede forfatteren videre i den folkekære og muntre vikingetidsroman Røde Orm. Romanen, som er hans internationalt bedst kendte værk, består af to dele, Røde Orm – Søfarer i Vesterled (1941) efterfulgt af Røde Orm – Hjemme i Østerled (1945). Værket er blandt andet blevet filmatiseret af Jack Cardiff i 1964, lavet som tegneserie og opsat som musical – fx blev den i 2017 opsat i det fri ved Moesgaard Museum i Østjylland af Det Kongelige Teater.
Biografien om den svenske kong Karl, Karl XII´s levnad 1-2 (1935-36) betragtes dog af flere som forfatterens hovedværk. Værket trækker i høj grad på biografien om Kong Karl XII, skrevet af Voltaire i 1731, kun 13 år efter kongens død.
I 1939 blev Bengtsson gift med Gerda Fineman, der arbejdede som sekretær på forlaget Norstedt, der udgav Bengtssons værker, og med hvem han fik sønnen Joachim.
Ud over allerede nævnte, er forfatteren også kendt for en række fornemme oversættelser, fx af Miltons Paradise lost (1667, oversat af Bengtsson i 1926) og af Rolandskvadet (oldfransk skrift fra omkring midten af 1100-tallet, oversat af Bengtsson i 1929).
Forfatterens erindringer har han desuden nedfældet i Det Paradis som var engang (1953).
Bengtsson var udenfor sin samtids demokratiske velfærds-tidsånd, da han ophøjede konservatisme og det heroiske. Han var militærromantiker og havde antidemokratiske holdninger, hvilket fx kommer til udtryk i visse af hans essays, blandt andet i de samlede essays Silversköldama (1931). Hans holdning til blandt andet jøder og muslimer samt til nazismen under 2. Verdenskrig er dog udpræget antiracistisk og antinazistisk.
Frans Gunnar Bengtsson døde den 19. december 1954, 60 år gammel, i det svenske nordlige Västergötland på Ribbingfors gods.
Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter for hans gode fortællinger, og ikke mindst for at have bidraget til højdepunktet i svensk essayistik.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 71f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 43f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com; moesgaardmuseum.dk
