Oscar Wilde (1854 – 1900)
Mandag d. 16. oktober er det 163 år siden, at den irske forfatter Oscar Fingal O´Flaherty Wills Wilde kom til verden i Dublin.
Oscar var søn af protestantiske anglo-irske forældre. Han voksede op i fornemme rammer sammen med sin storebror Willie og lillesøsteren Isola, der dog døde i tiårsalderen af feber (Oscar bar resten af livet en konvolut med en lok af søsterens hår). Faderen Sir William Wilde var Irlands førende øjen- og ørekirurg, og den lille Oscar skulle efter sigende være opkaldt efter kong Oscar II, som hans far havde opereret for grå stær. Faderen skrev desuden bøger om arkæologi og folklore.
Moderen Jane Francesca Wilde var en kendt forfatter og irsk nationalist. Hun skrev under pseudonymet Speranza (italiensk for håb) og påstod at være i slægt med Dante Alighieri. Faderen havde desuden tre børn udenfor ægteskabet, Henry Wilson og søstrene Emily og Mary, der dog begge omkom i deres start-tyvere, da der gik ild i deres skørter til et bal.
Wilde studerede med stor flid og succes klassisk litteratur ved Trinity College i Dublin indtil 1874. Herefter fortsatte han studierne på Oxford indtil 1878, også her med stor succes og med de bedste karakterer i sin årgang. Imellem studierne rejste han til bl.a. Italien og Grækenland med sin tidligere lærer i klassisk filologi.
Efter endte studier rejste Wilde tilbage til Dublin, hvor han mødte og forelskede sig i Florence Balcombe, der senere blev gift med Bram Stoker. Han forlod hurtigt Dublin igen og tilbragte det næste år i USA, hvor han bl.a. turnerede med foredrag. Tilbage i Europa, flyttedes forfatterens litterære fokus fra foredrag til drama. Han mødte i London Constance Lloyd, som han giftede sig med i 1884. Wilde havde både tegnet brudekjolen og vielsesringen. Parret bosatte sig i Chelsea, hvor Wilde i en kort periode fik en stabil indkomst som journalist. De fik to sønner, Cyril, der faldt i første verdenskrig og Vyvyan, der overlevede krigen og blev forfatter og oversætter.
Wilde debuterede som forfatter i 1878 med det prisvindende digt Ravenna, og førte sig herefter frem i London som ekstravagant klædt excentriker, hylder af æstetikken og dyrker af ”det skønne”. Wilde udgav i 1881 et udvalg af sine digte, Poems, der dog fik en blandet modtagelse.
Eventyrsamlingen Den lykkelige prins og andre historier udkom i 1888 og i 1892 kom endnu en eventyrsamling, Granatæblernes Hus. Wildes favoritgenre var dog komedier og skuespil, og hans første virkelige succes var dramaet Lady Windermere´s Vifte (1892). Denne succes blev fulgt op af En kvinde uden betydning (1893), Den ideelle ægtemand (1895) og hans mesterværk The importance of being earnest (1895). Ordet ”earnest” (oprigtig) var også Victoria-tidens slang for ”homoseksuel”.
Flere af forfatterens værker, som bl.a. romanen Billedet af Dorian Grey (1890) og dramaet Salomé (1893) skabte offentligt postyr, da disse udfordrede datidens æstetiske og moralske normer.
Wildes litterære talent blev efterhånden overskygget af, at han var homoseksuel. Han udlevede bl.a. sin dekadente seksualitet på pæne hoteller med mandlige prostituerede og i begyndelsen af 1890´erne indledte han et længerevarende forhold til den seksten år yngre adelige Alfred Douglas, også kaldet Bosie, hvilket både ydmygede Wildes kone Constance og Douglas´ far Queensberry.
Queensberry beskyldte offentligt Wilde for at være homoseksuel og for at have perverteret hans søn, hvilket fik Wilde, presset af Douglas, der hadede sin far, til at indlede en injurieretssag i 1895. Denne sag gav dog i den grad bagslag, da Wilde selv blev dømt for homoseksuelle handlinger og måtte tilbringe to år i fængsel. Wildes hårdtprøvede kone Constance havde allerede sendt sønnerne til Schweiz og fulgte nu selv efter.
Om hele sagen og fængselsopholdet kan man læse om i De Profundis (1897) og hans sidste værk Kvadet om Reading Tugthus (1898).
Oscar Wilde blev fysisk og psykisk nedbrudt af fængselsopholdet. Han forsøgte efter løsladelsen at genoptage sin karriere fra Frankrig under navnet Sebastian Melmoth. Constance støttede ham økonomisk fra Schweiz, men stoppede denne støtte, da Wilde imod alles råd og al fornuft genoptog forholdet til Douglas.
I Paris pådrog Wilde sig en alvorlig ørebetændelse og gennemgik en mislykket operation på sit billige hotelværelse. I slutningen af november fik han hjernehindebetændelse. Hans sidste ønske, som blev opfyldt, var optagelse i den romersk-katolske kirke og d. 30. november 1900 døde han, 46 år gammel.
Wilde fik en fattigbegravelse uden for Paris´ mure, men blev flyttet til sit nuværende gravsted på Pére-Lachaise-kirkegården i Paris ni år senere, da hans konkursgæld var betalt ved salg af hans værker.
Flere af forfatterens værker er med tiden blevet filmatiseret og hans stykker, især komedierne, spiller stadig for fulde huse.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 472ff); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)
