Ugens forfatter-fødselar, uge 45: Grøndahl runder 60 år

dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 44: Madsen fylder 80 år som mester
28. oktober 2019
Ugens forfatter-fødselar, uge 46: Uendelige Ende
11. november 2019
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 45: Grøndahl runder 60 år

dekorativt foto

Jens Christian Grøndahl (1959 – )

Lørdag den 9. november fylder den danske forfatter Jens Christian Grøndahl 60 år.

Den lille Jens Christian kom til verden i Kongens Lyngby som søn af fotograf Marianne Grøndahl. Han fik sin studentereksamen fra Natalie Zahles Gymnasium og læste fra 1977-79 filosofi på Københavns Universitet. Efter sin bachelor skiftede han dog studieretning og søgte ind på Statens Filmskole, hvorfra han blev uddannet som filminstruktør i 1983. Denne uddannelse skulle komme til at præge den tidlige del af hans forfatterskab.

I 1985 debuterede Grøndahl med romanen Kvinden i midten. Den eksperimenterende prosa-stil som var bærende i debutromanen kom til at kendetegne de første mange år af Grøndahls forfatterkarriere.

I 1989 blev han gift med Charlotte Louise Truelsen, med hvem han fik to sønner. Parret blev dog skilt i 1999 og i dag er Grøndahl gift med Anne Vibeke Vad, med hvem han har to døtre.

Forfatterens tidlige romaner var inspireret af den franske ”ny roman”, men denne stil forlod forfatteren bevidst og skiftede fra det forholdsvis komplicerede og abstrakte sprog til en mere traditionel fortællende stemme. Dette medførte da også lydhørhed fra et større publikum og han fik for alvor sit folkelige gennembrud med blandt andet romanerne Tavshed i oktober (1996) og Lucca (1998).

Fra 1997-99 var Grøndal ansat som husdramatiker ved Aarhus Teater, hvor blandt andet teaterstykkerne Hvor var vi lykkelige (1998) og De sorte skove (1998) var en del af produktionen.

Et gennemgående tema i Grøndahls forfatterskab er det moderne menneskes eksistentielle grundvilkår med den ubegrænsede frihed sat overfor meningsløshed, ensomhed og tvivl samt afstanden i det moderne kærlighedsforhold kontra en konstant længsel efter at nå og møde den anden.

Grøndahl har i tidens løb taget livtag med flere forskellige genrer, heriblandt romaner, essays, faglitteratur, børnebøger og skuespil og blandt endnu ikke nævnte værker fra Grøndahls pen finder vi fx radio-/skuespillene Garmond (1992) og Gennem længslens byer (1993), essaysamlingerne Ved flodens munding (1994) og Night mail (1998), Den sibiriske måne (2013), Europa-trilogien, bestående af Hjemme i Europa (2015), Europas ambassade (2016) og Europa er ikke et sted (2018), romanerne Syd for floden (1986), Rejsens bevægelser (1988), Skyggen i dit sted (1991), Dagene skilles (1992), Stilheden i glas (1993), Indian summer (1994), Hjertelyd (1999), Virginia (2000), Et andet lys (2002), Piazza Bukarest (2004), Røde hænder (2006), Fire dage i marts (2008), Det gør du ikke (2010), Før vi siger farvel (2012), Jernporten (2014), Vejen til Betlehem (2015), Tit er jeg glad (2016) og Inde fra stormen (2019), børnebøgerne Med bedstemor i tidens labyrint (2013), Mine eftermiddage hos hr Astrakan (2014) og Grace og Paolo (2015) samt biografien Om en time springer træerne ud (2010).

Jens Christian Grøndahl har desuden udgivet romanen Det godes pris (2013) under pseudonymet Christian Tornbakke.

Ved siden af skriveriet har forfatteren blandt andet været medredaktør på kulturtidsskriftet Fredag fra 1990-91 og han har markeret sig som forkæmper for ytringsfriheden, især i perioden 1995-98, hvor han var vicepræsident for danske PEN (afdeling af International PEN, der er en verdensomspændende organisation, der kæmper for det frie ord og hvis medlemmer består af skribenter og formidlere af det skrevne ord. Stiftet i London i 1921), som han dog siden meldte sig ud af i protest mod organisationens politiske markeringer.

Derudover er Grøndahl kendt som en forfatter, der ikke er bange for at blande sig i den politiske debat og var fx én af de få danske forfattere, der offentligt støttede invasionen i Irak. Dette standpunkt har han dog taget op til revision i bogen Tre skridt tilbage (2007). Hans interesse for politik og samfundsforhold har desuden udmøntet sig i en række artikler for den uafhængige netavis Altinget.

Jens Christian Grøndahl har i årenes løb modtaget et væld af priser for sit forfatterskab, heriblandt Herman Bangs Mindelegat i 1995, De Gyldne Laurbær i 1998, Danske Banks Litteraturpris i 2002 og Søren Gyldendal-prisen i 2007. Han har været medlem af Kulturministeriets kanonudvalg for litteratur og er blevet tildelt Statens Kunstfonds livslange ydelse samt den franske hædersbevisning Chevalier dens l´ordre des Arts et des Lettres for sit bidrag til skønlitteraturen i Frankrig. Dette indikerer også, at det ikke kun er i Danmark, at Grøndahl er en anerkendt og elsket forfatter, da han også er yderst populær i lande som fx Holland, Belgien og som nævnt ovenfor Frankrig.

Forfatteren holder i dag til i henholdsvis København og Skagen, men har også i flere perioder opholdt sig i Norditalien.

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatteren på hans runde dag og en stor tak for hans bidrag til den danske prosa og ikke mindst til samfundsdebatten.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; arnoldbusck.dk; danskpen.dk; bibliografi.dk; forfatterviden.dk