Aleksandr Solzjenitsyn (1918-2008)
Tirsdag den 11. december er det 100 år siden, at den russiske forfatter Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn (blandt danskere også kendt som Alexander Solsjenitsyn) kom til verden i den kaukasiske by Kislovodsk.
Den unge Aleksandr studerede matematik og fysik i Rostov samt historie, filosofi og litteratur sideløbende pr. korrespondance. Han blev uddannet indenfor artilleriet i Den Røde Hær og fungerede som artillerikaptajn under Anden Verdenskrig.
I 1945 blev han dog arresteret og sendt i fangelejr (Gulag) på grund af kritiske ytringer mod Stalin i private breve. I 1953 blev han forvist til Kasakhstan, hvor han de næste tre år arbejdede som skolelærer, inden han blev “rehabiliteret”.
Forfatterens litterære gennembrud kom med ét slag i 1962 med romanen “En dag i Ivan Denisovitj´s liv” (filmatiseret i 1970). Romanen skildrer livet i de sovjetiske arbejdslejre under Stalin og bygger til dels på Solzjenitsyns egne erfaringer. Romanen vakte stor sensation og fik ved udgivelsen personlig støtte fra den russiske regeringsleder Nikita Khrusjtjov.
Succesen blev fulgt af “Matrjonas gård” (1963), en kristent farvet beretning med Matrjona og hendes landsby som udtryk for det oprindelige Rusland og den kan ses som et tidligt bidrag til den såkaldte ”landsbylitteratur”.
I 1964 blev Khrusjtjov på grund af indre magtkampe i Sovjetunionens kommunistiske parti afsat som parti- og regeringsleder til fordel for Leonid Bresjnev. Den nye partileder var langt fra fan af Solzjenitsyns samfundskritik, men fandt den for vidtgående, og forfatteren fik først publiceret et værk igen i Sovjetunionen i 1990.
Solzjenitsyns to store romanværker, “I den første kreds” (1968) og “Kræftafdelingen” (1969) bygger begge på forfatterens egne erfaringer som henholdsvis lejrfange og kræftpatient. De udkom kun i Vesten, men cirkulerede dog i al hemmelighed og illegalt i Sovjetunionen.
I 1969 blev Solzjenitsyn udstødt af Forfatterforeningen, men fik året efter oprejsning, da han in absentia modtog Nobelprisen i litteratur.
Siden 1958 havde Solzjenitsyn i al hemmelighed samlet materiale til sin dokumentaristiske beretning om Stalin-lejrene, “Gulag Øhavet” (1973-75). Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB, kom dog på sporet af projektet og forfatteren skyndte sig derfor at få den første del af værket udgivet i Paris.
Solzjenitsyn blev arresteret og landsforvist i 1974. Han besøgte flere lande, for at vurdere sin fremtidige bopæl, heriblandt Danmark og Norge. Han blev dog først bosiddende i Vesttyskland hos vennen Henrich Böll, senere i Schweiz og sidenhen i USA på en invitation fra Stanford University.
I det amerikanske eksil blev han både fra højre- og venstrefløjen hyldet for sin protest mod Sovjetstyret, og der blev gjort flere forsøg på at gøre forfatteren til en offentlig person. Han blev under Reagan-periodens aggressive felttog mod ”Ondskabens Imperium” (Sovjetunionen) anset for en frihedshelt. Forfatteren valgte dog i 1976 at trække sig tilbage til et mere fredeligt sted i staten Vermont og forsøgte at koncentrere sig om sit forfatterskab. Han brød sig ikke om at fremtræde i amerikansk tv, hvilket muligvis til dels skyldtes, at han, selvom han læste engelsk, aldrig formåede at blive flydende i sproget. Da han senere vendte tilbage til Rusland fik han sit eget tv-show, der dog snart blev taget af sendefladen grundet lave seer-tal.
I 1975 udkom Solzjenitsyns beretning om kampene med det sovjetiske magtapparat, “Kalven og egen” og samtidig arbejdede han på sit firebinds romanværk, “August 1914” (1971-93), der kan ses som forfatterens historiske og moralske dom over den russiske revolutions historie.
Han udviklede efterhånden en aversion mod hele den moderne vestlige civilisation med dens materialisme og ikke mindst udbredte ateisme. Han begyndte at kritisere den vesterlandske levevis, hvilket fik hans popularitet i Vesten til at dale. Blandt andet støttede forfatteren den russisk-ortodokse kirkes vellykkede bestræbelser på at få myndighederne til at nægte opholdstilladelse til katolske og protestantiske udenlandske præster.
Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af magten i 1985 og Sovjetunionens sammenbrud indledtes en ny periode af tolerance overfor politiske afvigere, og i 1990 fik forfatteren sit sovjetiske statsborgerskab tilbage. Han nægtede dog at vende hjem, før end “Gulag Øhavet” (1973-75) blev udgivet i Rusland, hvilket skete i 1994. Forfatterens togrejse hjem blev sponsoreret og dækket af BBC.
Solzjenitsyn flyttede til Moskva, hvor han blandt andet virkede som politisk og moralfilosofisk kommentator. Som anerkendt forfatter anså han det som en vigtig opgave at være samfundets frittalende samvittighed, hvilket resulterede i et stadig værre forhold til magthaverne og myndighederne. Han var generelt utilfreds med det politiske system i Rusland og skrev på baggrund af dette blandt andet “Rusland i sammenbrud” (1998). Solzjenitsyns kritik var dog på ingen måde forbeholdt hjemlandet og han sammenlignede blandt andet NATOs luftangreb på Serbien i 1999 med Hitlers gerninger under Anden Verdenskrig.
I 2007 modtog forfatteren Den Russiske Føderations statspris, som han på grund af sit dårlige helbred, personligt fik overrakt af den russiske præsident Vladimir Putin, i sit hjem.
Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn døde den 3. august 2008 i Moskva af et slagtilfælde, 89 år gammel.
Herfra skal lyde en stor tak til én af 1900-tallets største russiske forfattere, der viede sit liv til fædrelandet og som, hvad enten man er enig i hans synspunkter eller ej, bidrog til nuanceringen af det russiske fædrelands historie.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 407f); information.dk; wikipedia.org)
