Ugens forfatter-fødselar, uge 50: Osborne, en vred aktivist og dramatiker

Mandagsåbent i december
3. december 2019
dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 51: Sci-fi-mesteren Dick
16. december 2019
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 50: Osborne, en vred aktivist og dramatiker

dekorativt foto

John James Osborne (1929-1994)

Torsdag den 12. december er det 90 år siden, at den engelske skuespiller, manuskriptforfatter, politiske aktivist og dramatiker John James Osborne kom til verden i Fulham, London som søn af den kommercielle kunstner Thomas Godfrey Osborne og Cockney-barpigen Nellie Beatrice.

I 1935 flyttede den lille familie til Stoneleigh nær Ewell i jagten på et bedre liv. Her voksede den lille John op, med en far han elskede og en mor han hadede og generelt anså han sit barndomsmiljø som en kulturel udørk.

I 1941 døde faderen og efterlod sønnen med en forsikringssum, som blev brugt til at finansiere privatundervisning på Belmont College, hvor han begyndte i 1943. Han blev dog bortvist fra skolen i 1945 efter at have slået igen, da rektor havde revset ham for at lytte til en forbudt udsendelse med Frank Sinatra.

Efter endt skolegang var Osborne kort omkring et job som journalist, og efterfølgende fik han et tutorjob for unge turnerende skuespillere, hvormed han blev introduceret til teaterverdenen. Snart blev han involveret som regissør, instruktørassistent og skuespiller som medlem af Anthony Creighton´s trup.

Osborne kastede sig herefter over dramatikken og blev først medforfatter på stykket The Devil inside him (1950, skrevet sammen med hans mentor Stella Linden) og Personal enemy (1955, skrevet sammen med Anthony Creighton).

Skuespillet Ung vrede (1956), der skulle komme til at forvandle engelsk teater allerede ved uropførelsen den 8. maj 1956 på Royal Court Theater i London, skrev Osborne i løbet af sytten dage – og det var i høj grad et selvbiografisk stykke med inspiration hentet fra hans ægteskab med Pamela Lane, som han ægtede i 1951, og med hvem han boede sammen med i trange kår i Derby, mens hun også så en del til den velhavende lokale tandlæge. Publikum, der traditionelt set var vant til at blive underholdt af det engelske borgerskabs diskrete og høflige charme, blev her i stedet konfronteret med den eksistentielt frustrerede, utilpassede og rastløse universitetsuddannede Jimmy, der retter sin retoriske aggression mod alt og alle, men i særdeleshed mod de politiske og religiøse normer.

Privat boede Osborne på dette tidspunkt i en utæt husbåd på Themsen sammen med Creighton, hvor han, for at få lidt at spise, blandt andet plukkede brændenælder ved flodbredden. Forfatteren levede som vegetar, hvilket på dette tidspunkt absolut ikke var helt almindeligt.

Selvom Ung Vrede (1956) til at begynde med så ud til at blive en fiasko og rejste en storm af forargelse, skiftede anmeldelserne dog hurtigt, og stykket endte med at få stor succes og kolossal betydning for teaterhistorien. Stykket, der gjorde oprør mod stivnede konventioner i det stærkt klassedelte engelske samfund, gik sin sejrsgang verden over og blev starten på en hel bølge af ny, realistisk drama.

Den gifte Osborne påbegyndte også på dette tidspunkt et forhold til Mary Ure og blev skilt fra sin kone Pamela for at ægte Ure i 1957. Ung vrede (1956) blev desuden filmatiseret i 1959 af Tony Richardson med Richard Burton og Mary Ure i hovedrollerne.

Også stykker som Tribunehelten (1957, også kendt under titlen Entertaineren, filmatiseret i 1960 af Tony Richardson) og Inadmissible evidence (1964, filmatiseret i 1968 af Anthony Page) er blevet klassikere indenfor engelsk teater, og i 1965 vandt Osborne en Oscar for manuskripttilpasningen af Henry Fieldings værk Tom Jones (1749, filmatiseret i 1963 af Tony Richardson).

Blandt andre værker fra forfatteren kan nævnes The world of Paul Slickey (1959), det historiske drama Luther (1961, filmatiseret i 1974 af Guy Green), Strengt Fortroligt (1963), Uanstændigt vidne (1964), Time Present (1968), Hotel in Amsterdam (1968), West of Suez (1971), A sense of detachment (1973) og Nedtælling (1976).

I løbet af de 40 år, hvor Osborne var produktiv, udforskede han mange forskellige genrer og skrev både til teater, film og tv samt optrådte som skuespiller i flere film så som Gør Carter kold (1971 af Mike Hodges), Dødens sikre bytte (1978 af Peter Collinson) og Jens Lyn (1980 af Mike Hodges).

Osbornes teatralske vrede blev med årene mere og mere reaktionær og kulminerede i hans sidste stykke Déjávu (1991), hvor publikum møder Jimmy fra Ung vrede (1956), 36 år efter.

Forfatteren levede et yderst ekstravagant liv, og var berygtet for sit voldsomme sprog, ikke kun i forbindelse med sine skuespil og politiske holdninger, men også mod sin egen familie, hustruer såvel som børn. Som allerede antydet var Osbornes romantiske bedrifter også til tider forholdsvis komplicerede, og John Heilpern giver i sin biografi John Osborne (2006) et meget godt eksempel, da han beskriver en ferie i Frankrig i 1961, hvor Osborne var afsted med sin elskerinde, mens han havde en passioneret affære med sin kommende tredje hustru og samtidig med, at hans daværende hustru fødte en søn, som Osborne ikke var fader til.

Osborne var gift med Pamela Lane fra 1951 til 1957, hvorefter han ægtede Mary Ure. Dette ægteskab var heller ikke lutter lagkage og begge parter var hinanden utro. Ægteskabet gik endelig itu i 1963, da Ure gik fra Osborne til fordel for en anden mand, med hvem hun fik fire børn inden hun begik selvmord i 1975. Osborne ægtede sin tredje hustru, den rødhårede og gifte Penelope Gilliatt, i 1963 efter at hun succesfuldt havde forført forfatteren. Dette ægteskab varede indtil 1968 og sammen fik de datteren Nolan, som Osborne senere smed ud af sit hjem, da hun var 17, for aldrig at tale med hende igen. Forfatteren indledte en affære med skuespillerinden Jill Bennett som han ægtede i 1968. Også dette forhold var mildest talt stormfuldt og allerede i 1971 var Bennett offentligt ude og kalde Osborne for blandt andet impotent og homoseksuel. Hun begik selvmord i 1990 og det er den offentlige mening, at dette var et resultat af forfatterens afvisning af hende. Selv efter hendes død erklærede Osborne, at Adolf, som han kaldte hende, var den mest ondsindede kvinde, som han nogensinde havde mødt, og han udviste ikke andet end foragt for hendes selvmord. I 1978 blev Osborne gift for femte og sidste gang. Den heldige kvinde var den tidligere kunst-journalist og -kritiker Helen Dawson. Ægteskabet varede til forfatterens død i 1994, og indtil Dawsons død i 2004 arbejdede hun utrætteligt for at bevare og videreføre Osbornes eftermæle på trods af, at han efterlod hende som dybt forgældet.

I forfatterens sidste leveår udgav han to bemærkelsesværdigt åbenhjertige selvbiografier – A better class of person (1981) og Almost a gentleman (1991), hvor han blandt andet fortæller om sine ægteskaber og langer ellers ud efter utallige afdøde samt nulevende personer fra teaterets verden.

I 1987 blev forfatteren ramt af en alvorlig leversygdom og fik konstateret sukkersyge. John James Osborne døde den 24. december i 1994 i sit hjem i Clunton, nær Craven Arms, Shropshire, Storbritannien, 65 år gammel, som følge af komplikationer af sukkersygen.

Herfra skal lyde en stor tak til Osborne for hans bidrag til teaterverdenen og til verdens vrede.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 438f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 331f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com