Jakob Knudsen (1858-1917)
Fredag den 14. september er det 160 år siden, at den danske præst og forfatter Jakob Christian Lindberg Knudsen kom til verden.
Den lille Jakob blev født i Rødding, hvor hans fader, Jens Lassen Knudsen, fungerede som højskolelærer. I 1862 flyttede familien til Dalum, hvor faderen blev ansat på Christen Kolds højskole, men flyttede atter efter et par år til Aggersborg i Nordjylland, hvor hans far fik virke som sognepræst. Moderen var Nanna Boisen. Jakob Knudsen fik hjemmeundervisning af forældrene suppleret med hjælpelærere og havde efter eget udsagn en lykkelig barndom og ungdom.
I 1872 fik faderen igen nyt job, denne gang som sognepræst i Lejrskov nær Kolding, og familien flyttede på ny. Befolkningen i dette område var mere velstillede end forrige bopæl og forskellen på landskabet, folkets levevilkår og åndelige modsætninger er en tematik, som Jakob Knudsen ofte vendte tilbage til i sit forfatterskab.
I 1875 blev den unge Jakob sendt på studenterkursus i København og fortsatte på teologistudiet, hvorfra han blev uddannet Cand.theol. i 1881. Drømmen for Jakob Knudsen var egentlig at blive filosof, og han startede da også på studiet på trods af manglende topkarakterer, men kørte fast efter kort tid, blandt andet på grund af stridigheder i universitetsmiljøet og det tunge pensum.
I 1881 blev Knudsen, på faderens foranstaltning, ansat som hjælpelærer på Askov Højskole. Her begyndte han så småt sin skribentvirksomhed med lejlighedsdigte, anmeldelser, essays og artikler i højskoleverdenens tidsskrifter. Her skrev Knudsen også den tekst, som han selv betragter som sin litterære debut, nemlig Bent Kongebroder (1884), optaget i Digte (1938). I spøg udgav han desuden en oversættelse af en retstale af Cicero til hanherredmål, Den først´ af de catalinarisk´ Taaler af Marcus Tullius Cicero øversaat epaa Jusk af Jakob (1887).
Knudsen trivedes ikke på Askov og lysten til at forkynde kristendommen voksede, hvorfor han skiftede til embedet som grundtvigiansk valgmenighedspræst i Mellerup nær Randers Fjord i 1890, da muligheden bød sig.
I 1879 havde Knudsen forlovet sig med Sofie Plockross fra en københavnsk overklassefamilie, og parret blev gift i 1883. Ægteskabet med Sofie blev dog aldrig lykkeligt og i 1893 blev de enige om at lade sig skille. Dette, at en præst lod sig skille, vakte stor forargelse i menigheden såvel som i resten af landet, og forargelsen blev alt andet end mindre, da Jakob Knudsen i 1896 giftede sig med den 19 år yngre forstanderdatter Helga Bek. Den offentlige kritik steg, og i 1897 følte Knudsen sig nødsaget til at tage sin afsked som præst.
Jakob Knudsen og hans 19-årige brud flyttede først til Randers og herefter til Sjælland, hvor han udviklede en omfattende foredragsvirksomhed om blandt andet moralske normer. Dette tærede på helbredet, og der skulle skrabes penge sammen til både at forsørge sin nye familie samt betale hustrubidrag til sin forrige kone. Af økonomisk nød udvidede han derfor også sin litterære virksomhed som 40-årig. Hans folkelige gennembrud som forfatter kom med Den gamle præst (1899) og da de efterfølgende romaner også viste sig succesfulde kunne Knudsen efterhånden ernære sig som forfatter.
I 1901 flyttede han med familien til Hillerød og i 1909 til Birkerød.
Jakob Knudsen var grundtvigianer, men stillede derudover strenge personlige krav til styrke, autoritet og lydighed, som han selv døjede med at leve op til. Han ønskede at forene det kristne livssyn med tidens naturalisme og realisme.
Flere af hans romaner har biografiske træk, som fx dobbeltromanen Gjæring – Afklaring (1902) eller i romanen Den gamle præst (1899), hvor barndomshjemmets præstegård i Aggersborg optræder.
Knudsens forfatterskab var blandt andet drevet af kritikken overfor tidens moderne samfunds- og skoleideer, der var alt for blødsødne. Dette ses blandt andet i romanerne Sind (1903), Fremskridt (1907), Lærer Urup (1909) og Rodfæstet (1911).
Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes versdramaet Cromwell´s datter (1891), den lille roman Et Gjensyn (1898), En forlovelse (1900), En gammel slægt (1904), Varulven (1908) og det store romanværk om Luther, Angst – Mod (1912-14).
Forfatteren skrev også salmer, og blandt de mest kendte finder vi Tunge, mørke natteskyer (1890) og Se, nu stiger solen (1891). Begge blev optaget i den nye salmebog fra 1892 og står der stadig. Sidstnævnte er desuden anset for at være den hyppigst benyttede salme i den danske folkekirke og bliver især brugt som begravelsessalme. Begge tekster er at finde i Digte (1938).
Jakob Christian Lindberg Knudsen døde natten mellem den 20. og 21. januar 1917 i Birkerød, 59 år gammel.
Herfra skal lyde en stor tak til Jakob Knudsen for hans bidrag til den danske litteratur.
(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk)
