Michael Ende (1929-1995)
Tirsdag den 12. november er det 90 år siden, at den tyske forfatter Michael Andreas Helmuth Ende kom til verden i den tyske by Garmisch-Partenkirchen som søn af den surrealistiske maler Edgar Ende.
Den unge Michael deltog som soldat i de sidste to måneder af 2. Verdenskrig og færdiggjorde herefter sin skolegang, inden han begyndte at uddanne sig til skuespiller. Efter endt uddannelse blev han ansat ved flere mindre teatre, skrev kabarettekster og arbejdede som filmkritiker.
Michael Ende begyndte at skrive i 1950´erne, dog med henblik på at blive skuespilforfatter, da han på dette tidspunkt arbejdede som teaterregissør og var irriteret over det realistiske skuespils dominans indenfor teaterverdenen. Der skulle dog gå årtier før end Michael Ende fik udgivet et skuespil, og i stedet debuterede han i 1960, efter at have fået manuskriptet retur fra de første ti forlag, med den eventyrlige børnebog, Jim Knap og Lukas Lokomotivfører. Et par år efter udkom fortsættelsen Jim Knap og de vilde 13 (1962). Ende modtog en ungdomspris for bøgerne, men på trods af dette stod forfatterskabet stille det næste årti.
I 1964 og frem til 1985 var han gift med Ingeborg Hoffmann og fra 1989 og frem til sin død i 1995 med Mariko Sato.
I 1971 forlod forfatteren Vesttyskland til fordel for Italien, da han ikke brød sig om de førende litterære meninger om fornuftspræget og realistisk litteratur. Han vendte dog tilbage til Tyskland i 1985.
I 1973 udgav forfatteren Momo og tidstyvene (eller Momo eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene – en eventyrroman), der fik en pæn modtagelse og i 1979 fulgte Den uendelige historie, der blev forfatterens helt store internationale gennembrud.
Disse to eventyrromaner, er siden udgivelsen fortsat vokset i succes og har i tidens løb sprængt rammerne for oplag og fans over hele verden, hvilket for alvor har sat Michael Ende på forfatter-verdenskortet.
Karakteristisk for forfatterens persongallerier er, at de ofte bliver spillet et puds af ukendte kræfter, og mellem linjerne i forfatterskabet er en hyldest til det muntre, fabulerende, kærlige hele menneske samt en protest imod de kræfter, der gør mennesker til redskaber. Dybdepsykologien er en vigtig inspirationskilde for Ende, der viser os fantasiens og myternes betydning for en måde at leve sammen på som mennesker i en højteknologisk verden.
Blandt andre af forfatterens værker finder vi romanerne Den lille drømmespiser (1978), Gøglereventyr (1982), Spejlet i spejlet (1984), der blev tilegnet faderen Edgar og illustreret med hans surrealistiske billeder, Tage Tyknakke eller det nøgne næsehorn (1984), Trylledrikken (1989), Terrinen og suppeskeen – et moderne eventyr (1990), Hellelils hemmelighed (1991), Den lange vej til Santa Cruz (1992), Frihedens fængsel (1992), Til senere brug (1994), novellesamlingen Trolddomsskolen og andre historier (1994), børnebøgerne Ophelias skyggeteater (1984), Ferdinand Folderig (1984) og Teddybjørnen spurgte – hvorfor er jeg til? (1993), samt skuespillet Lyseslukkerne – en komisk tragedie i fem akter (1989).
Ende har høstet et væld af priser og æresbevisninger for sit forfatterskab og flere af hans værker er blevet filmatiseret, heriblandt Momo (1973, filmatiseret 1986 af Johannes Schaaf) og Den uendelige historie (1979, filmatiseret i 1984 af Wolfgang Petersen, en version, der er blevet fordømt af Ende selv, på trods af, at det var den dyreste film, der nogensinde var blevet produceret i Tyskland på daværende tidspunkt).
Michael Ende døde den 28. august, 65 år gammel af kræft i maven, i den tyske by Filderstadt, Stuttgart.
Herfra skal lyde en kæmpe tak til én af de mest elskede og succesrige tyske forfattere i det 20. århundrede for hans bidrag til den eventyrlige litteratur med surrealismens forsøg på at frigøre de oplevelser, der er knyttet til drift, drøm og ikke mindst fantasi.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 185f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 141f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; gyldendal.dk; imdb.com; bibliografi.dk
