Mario Puzo (1920-1999)
Torsdag den 15. oktober er det 100 år siden, at den amerikanske forfatter Mario Guanluigi Puzo kom til verden i Hells Kitchen på Manhattan i New York City.
Den lille Mario voksede op som søn af en fattig familie fra Pietradefusi i Italien og hans senere forfatterskab bærer tydeligt præg af hans herkomst.
Den unge Mario blev uddannet fra City College of New York og blev herefter, under Anden Verdenskrig, indrulleret i det amerikanske flyvevåben. På grund af sit dårlige syn fik han dog ikke lov til at deltage i kamphandlinger, men fungerede primært som PR-officer (public relations-officer), udstationeret i Tyskland.
Efter krigen vendte Puzo hjem til New York, hvor han gik på New School for Social Research og efterfølgende på Columbia University.
I 1946 blev Puzo gift med Erika Lina Broske. Sammen fik parret børnene Anthony, Joseph, Dorothy, Virginia og Eugene, og ægteskabet varede frem til hendes død i 1978. Efterfølgende fandt han sammen med Carol Gina, med hvem han var sammen frem til sin død i 1999.
I 1950 skrev Puzo sin første novelle The last Christmas, der blev udgivet i American Vanguard og hans første roman, Den mørke arena, blev udgivet i 1955.
Igennem 1950´erne og de tidlige 60´erne, arbejdede Puzo som forfatter/redaktør for forlægger Martin Goodman´s Magazine Management Company. Han arbejdede især med forlagets mande-magasiner med titler som ”Male”, ”True Action” og ”Swank” under pseudonymet Mario Cleri.
Puzo er utvivlsomt bedst kendt for sine skildringer af den amerikanske underverden, som den blandt andet beskrives i storværket Mafia (1969), der dog nok er bedre kendt under den amerikanske originaltitel The Godfather, om den sicilianske Mafia og dens forgreninger i USA.
Værket blev filmatiseret af Francis Ford Coppola og indbragte både instruktør og forfatter en Oscar, der sammen havde omformede værket Mafia (1969) til den yderst succesfulde trilogi The Godfather (1972), The Godfather Part II (1974) og The Godfather Part III (1990).
Blandt andre værker fra Puzos pen finder vi også romanerne Tåber dør (1978), Sicilianeren (1984), filmatiseret i 1987 af Michael Cimino, Den fjerde K (1990), Den sidste Don (1996), der i 1997 blev omformet til en TV-miniserie og den posthume Omerta (2000) samt selvbiografien The Godfather Papers & Other Confessions (1972).
Også det originale manuskript til Richard Donners film Superman (1978) stod Puzo bag, og han havde også en finger med i spillet i manuskripter til film som Mark Robsons Jordskælv (1974), Richard Lesters Superman på nye eventyr (1980), Matt Cimber og Joe Tornatores A time to die (1982), filmatiseret under den danske titel Nazijægeren, Francis Ford Coppolas The cotton club (1984) og John Glens Christopher Columbus – Den store eventyrer (1992).
Mario Guanluigi Puzo døde den 2. juli 1999, 78 år gammel, i sit hjem i West Bay Shore, Long Island, New York, af et hjerteanfald.
Herfra skal lyde en stor tak til Mario Puzo for hans romaner og filmmanuskripter, der på godt og ondt har bidraget til et romantiseret syn på den amerikanske underverden.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 473);
wikipedia.org; denstoredanske.dk; dfi.dk; imdb.com