Joseph Rudyard Kipling (1865-1936)

Mandag den 30. december er det 154 år siden, at den engelske journalist, forfatter og digter, Joseph Rudyard Kipling kom til verden i Bombay (det nuværende Mumbai) i Indien som søn af Alice og John Lockwood Kipling, der tilhørte det britiske anglo-indiske kunstnermiljø. Faderen arbejdede som kunstlærer i Bombay og senere som museumsdirektør i Lahore.

I 1871, da den lille Joseph var seks år gammel, blev han sendt hjem til England for at gå i skole. Først boede han hos familie og siden på kostskole. Her begyndte han at skrive digte, og disse kan blandt andet læses i Schoolboy lyrics (1881). Tiden på kostskolen skulle desuden også komme til at resultere i den muntre skoleroman Stilk & Co. (1899, også kendt under titlen Langben & Co.).

Kipling tog tilbage til Bombay i 1882, hvor han arbejdede som journalist og redaktør ved lokale engelsksprogede aviser. I dagspressen udgav han i disse år også sine digte og noveller, som senere blev samlet i fx Engelskmænd i Indien (1888).

Temaerne i disse værker, der udspilles i en uhøjtidelig og broget naturalistisk stil, er oftest om dagliglivets mindre komedier og tragedier, om menige soldaters beskedne kår samt om indernes myldrende og mystificerende liv.

I 1889 tog forfatteren tilbage i England, hvor hans ry var ilet i forvejen, og allerede havde gjort ham til en folkekær forfatter. Her fortsatte han med at skrive digte og noveller men forsøgte sig også udi romanskrivningens kunst, dog uden større succes i første omgang. Der kan dog findes et par romaner som fangede læserne, her i blandt ungdomsromanen Havets helte (1897) og eventyrromanen Kim (1901).

Blandt Kiplings vigtigste udgivelser fra denne periode finder vi desuden versbøgerne Afdelings-viser (1886) og Belægningsstue-ballader (1892), med blandt andet den kendte cockney-ballade The road to Mandalay, som er blevet optaget i den danske visetradition med fortolkere så som Mogens Wieth, Kim Larsen og Four Jacks. Desuden er der prosasamlingerne Tre soldater og andre historier (1888) og Lille Willie Winkie (1888). Også fra denne periode stammer den selvbiografiske roman Lyset, der sluktes (1890).

Efter opholdet i England rejste Kipling videre til blandt andet Sydafrika, hvor Boerkrigen rasede på daværende tidspunkt, inden han bosatte sig permanent i Sussex.

I 1892 giftede forfatteren sig med Caroline Starr Balestier og sammen fik parret sønnen John samt døtrene Elsie og Josephine. Sønnen John skulle dog kun overleve til sit 18. år, hvor han faldt som løjtnant i Irish Guards i Slaget ved Loos i Nordfrankrig i september 1915. Det lykkedes aldrig forældrene at lokalisere sønnens grav, hvilket tog hårdt på dem.

Bosiddende i England var det især forfatterens fortællinger for børn, som fik succes, fx Eventyr (1902), hvor Kipling fortæller om, hvordan dyrene har fået deres forskelligartede egenskaber, heriblandt fablen om, hvordan elefanten fik sin snabel og Nis Puk fra Pukhøj (1906), hvor Kipling med sin karakteristiske belærende og moraliserende tone beretter om Englands fortid og traditioner.

Hans eftermæle beror dog især blev især på Junglebogen (1894) og Den nye junglebog (1895), om drengen Mowglis opvækst blandt junglens vilde dyr. Junglebogen er filmatiseret flere gange, blandt andet i 1942 af Zoltan Korda, i 2016 af Jon Favreau og som tegnefilm i 1967 af Walt Disney.

Det er også i dette værk, at Kipling eksplicit udtrykker sin centrale trosbekendelse om ”Loven” eller ”Jungleloven”, hvor den selvregulerende natur finder og sørger for orden uden menneskelig indgriben. Den giver det enkelte individ ret til at nyde i forhold til sin ydelse til almenvellet.

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at forfatteren var forsvarer af den britiske imperialisme, hvor de vestlige teknologisk og økonomisk overlegne lande var forpligtet til at hjælpe andre lande, som Kipling udtrykte i begrebet ”den hvide mands byrde”, hvilket blandt andet ses afspejlet i digtet Hvid mands byrde (1899).

Dog kan Kiplings filosofi, med skepsis overfor demokrati, foragt for slaphed, troen på den imperialistiske krigs berettigelse, på disciplin og på ubetinget loyalitet, i historiens lys, med blandt andet afviklingen af Det Britiske Imperium og to verdenskriges rædsler, klinge en smule hult. Efter århundredeskiftet faldt Kiplings status da også på grund af netop dette. Hans imperialistiske synspunkter blev skarpere og mere polemiske, men den offentlige mening og de dominerende intellektuelle præferencer bevægede sig i den modsatte retning.

Selvom Kiplings litterære talent primært var bundet til novellegenren, gjorde han sig også som salmedigter, krigskorrespondent, selvbiograf, science fiction-forfatter, manuskriptforfatter og som allerede nævnt journalist, børnebogsforfatter, digter og romanforfatter.

Blandt andre værker fra forfatterens pen kan, for blot at fremhæve nogle få, nævnes novellesamlingerne Fra Indien (1892), Lys og skygge (1897), Spærret og andre fortællinger (1898), Fortællinger fra mange lande (1903), Soldaterhistorier (1907), Mange slags folk (1910), Med nat-expressen aar 2000 og andre fortællinger (1914), Under egene (1915), Malstrømmen og andre fortællinger (1918), Fra land til sø (1923), Debet og Credit (1926), Færden og fund (1932), romanerne Naulakke, fortælling fra Vesten og Østen (1892), Mange krogveje (1898), Til orlogs med kanaleskadren (1909), Fra hav til hav (1912) og Liv og drøm (1913), digtsamlingerne Soldatersange og andre digte (1914) og Banjoen synger (1921), de faglitterære værker Den nye hær (1915), Frankrig i krig (1915), Fra flaadens overdrev (1916), Undervandsbaadenes bedrifter (1916), Krigsliv til søs (1917) samt selvbiografien Lidt om mig selv (1937).

I 1907 modtog Kipling, som den første britiske forfatter, Nobelprisen i litteratur.

Joseph Rudyard Kipling døde den 18. januar 1936, 70 år gammel, af ulcus, i Storbritanniens hovedstad London.

Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatter for hans bidrag til verdenslitteraturen og for hans eventyrlige historier – samt for sin udgave af den hvide mands syn på de mere primitive samfund, som under alle omstændigheder i historisk perspektiv absolut ikke er ubrugbar.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 316); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 243f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Poul Ørum (1919-1997)

Mandag den 23. december er det 100 år siden, at den danske forfatter Poul Erik Nørholm Ørum kom til verden på Nykøbing Mors, hvor han voksede op i et jævnt arbejderhjem som søn af Constance Nørholm og kedel- og maskinpasser Laurits Ørum.

Efter realeksamen fra Skive tog han hyre som jungmand på en skonnert. Skipperen viste sig dog så brutal overfor den unge Poul Erik, at skipperen var på nippet til at slå den unge forfatterspire ihjel. Oplevelserne på skonnerten bidrog dog til at forme den unge mands erfaringer om underkuelse og sindets mørke dybder, der senere er blevet skildret i fx novellen Atlanten (1965) og i romanen Tilbagerejsen (1973).

Efter halvandet år på havet gik Ørum i land og måtte under 1930ernes krise, som ung uden uddannelse eller andre privilegier, tage tilfældigt forefaldende arbejde som blandt andet landarbejder, gartner, børstesælger, reservebetjent, leder af en ungdomslejr, tørvegraver, røgter og dyrelægeassistent.

I 1944 fik Ørum ansættelse som journalist i fødebyen ved Morsø Ventreblad. Samme år giftede han sig med skibonitten Signe Andersen. Siden blev han ansat som kriminalreporter ved Ny Tid i Aalborg, og fra 1947 var han ved den socialdemokratiske provinspresse i København. Han følte sig dog aldrig hjemme i hovedstaden, men længtes tilbage mod hjemstavnen og fortiden.

Denne længsel kan blandt andet ses udtryk i Ørums to tidligste romaner, der er socialhistoriske betragtninger fra 1700-tallets Jylland; debuten Dansen med de fire vinde (1953) om en dødsdømt hestetyv og Ulveleg (1954), der handler om en rømmet tugthusfange og er skildret efter folkelivsforskeren H. P. Hansens Natmændsfolk og kjæltringer (1921-1922) samt digtsamlingen Sommerens genfærd (1956).

Forfatterens tid som politireporter, samt det indgående kendskab som han havde fået til samfundets udstødte og underprivilegerede i 1930erne, qua sit arbejde forskellige steder, betød en unik indlevelse i marginaliserede borgere og lovbrydere, som efterhånden blev et hovedmotiv i mange af de følgende nutidsromaner, hvor den første i rækken, Sidste flugt (1955), udsprang af en avisreportage om en undvegen arrestant, der begik selvmord for at undslippe sine forfølgere.

Efter romanen Slet dine spor (1956), der rummer en del autobiografisk stof og indbragte ham Kollegernes Ærespris i 1957, følte Ørum sig tilstrækkeligt konsolideret til at opsige sin stilling som journalist, og han nøjedes herefter med at levere ugentlige artikler til ugebladet Hjemmet. Udvalg af Ørums livsbetragtninger, refleksioner og erindringsglimt fra bladet kan blandt andet findes i Det lille lys (1959) og Tagdryp (1963).

I 1957 slog han sig ned på Fanø, hvorfra hans mødrene slægt stammede,
med sin familie. Herefter fulgte romanerne Det gyldne rav (1957), Ræven og jomfruen (1957), gennembrudsromanen Lyksalighedens ø (1958), Skyggen ved din højre hånd (1959), Komedie i Florens (1960), Natten i ventesalen (1962, filmatiseret i 1974 af Henning Ørnbak), samt Rundt om en enebærbusk (1963).

Kriminalassistent Jonas Mørck, der spiller hovedrollen i flere af Ørums krimier som fx Syndebuk (1972), Kun sandheden (1974, filmatiseret i 1975 af Henning Ørnbak), Tavse vidner (1976) og Vildspor (1994), beskriver forfatteren selv som en afspaltning af hans eget væsen i form af en let idealisering men også en vis dæmonisering, og Mørck kan på denne måde anses for et alter ego for Ørum.

Sammen med sin hustru Signe engagerede forfatteren sig i sagen for at få frikendt den svagt begavede Jacob Bølling for et seksualmord i Egebæksvang, der er beskrevet i bogen Retssikkerhedens illusion. Analyse af et justitsmord (1980). Inden bogens afslutning havde Ørum dog den store sorg at miste sin hustru og partner i bestræbelserne for ”at skaffe forfordelte, tilsidesatte og uretfærdigt behandlede mennesker ret og rimelighed” (fra bogens forord), og han forsøgte sig herefter med at skrive sig ud af sorgen og depressionen, hvilket blandt andet resulterede i romanen Ravnen mod aften (1982) og senere fagbogen Sorgens følelser (1984).

Ørum skrev, som allerede antydet, primært romaner, der ofte er bygget op omkring egne oplevelser, og forfatterskabet er på denne måde en stadig søgen efter selvet. Han skrev i alt 23 romaner, men forfattede også indenfor andre genrer så som digte, noveller, erindringer og essays.

Blandt andre værker fra forfatterens pen kan da også nævnes novellesamlingerne I vandenes dyb (1961), Uskylds frugt (1964) og Nattens gæster (1969), romanerne Hanegal (1965), Romance for Selma (1966), Ukendt offer (1967), Spionen ud af den blå luft (1968), Hjemkomst til drab (1970), dobbeltromanen om lærer Ronald Sørensen Et andet ansigt (1970) og Den stjålne ild (1971), og videre romanerne Det 11. bud (1972), De uforsonlige (1975), Bristepunktet (1978), Efterforskningen (1986), Dagens lys (1989), de to bøger om fanøboen Georg Manning, Af hjertets grund (1992) og Galgenfrist (1993) og romanen Det uopklarlige (1997) samt erindringsværkerne Tilbagerejsen (1973), Den magiske dimension – et barns oplevelsesverden (1995) og Drøm og selvindsigt (1998).

Forfatteren har modtaget et hav af legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1958, De Gyldne Laurbær i 1963, Søren Gyldendal Prisen i 1973 og han var modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Poul Ørum døde den 27. december 1997, 78 år gammel på Fanø, hvor han også ligger begravet på Nordby Kirkegård.

Herfra skal lyde en stor tak til den store danske forfatter for hans meget fine bidrag til den danske litteraturhistorie – og især for historierne om de udstødte, kriminelle og underbemidlede i samfundet.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Philip K(indred) Dick (1928-1982)

Mandag den 16. december er det 91 år siden, at den amerikanske forfatter Philip Kindred Dick kom til verden i Chicago, Illinois.

Forældrene Joseph Edgar Dick og Dorothy Dick (født Kindred) blev skilt, da den lille Philip var 5 år gammel, muligvis på grund af efterdønninger ved at have mistet Philips tvillingesøster kort efter fødslen.

Den unge Philip læste en kort overgang germanistik på universitetet i Berkeley og arbejdede sideløbende som bestyrer i en pladeforretning og som radiospeaker.

Dick solgte i 1951 sin første novelle og fra 1952 begyndte han at skrive på fuld tid. Han debuterede som romanforfatter i 1955 med Solar Lottery og vandt en vis anerkendelse for romanen Manden i den store fæstning (1962) om en alternativ verden, hvor Tyskland og Japan har vundet 2. Verdenskrig og i fællesskab besat USA.

Selvom Dick blev anerkendt af samtidige forfattere var det først efter sin død, at han for alvor slog igennem. Han er primært kendt som science fiction-forfatter under initialerne PKD, men skrev også under pseudonymerne Richard Phillipps og Jack Dowland.

Forfatteren skrev i alt 121 noveller og 44 romaner. Hans fortællinger udvikler sig ofte til surrealistiske fantasier, hvor personerne opdager, at deres daglige verden er en illusion. Derudover udfordrer han i høj grad opfattelsen af én enkelt objektiv virkelighed – alt er et spørgsmål om opfattelse.

Mange af Dicks værker blev skrevet under påvirkning af stoffer og i 70’erne havde han en række sære syner og åbenbaringer. I samme årti mislykkedes et selvmordsforsøg i Vancouver og han gik herefter i narkotikaafvænning.

En lang række af forfatterens værker er blevet filmatiseret, selvom de fleste dog kun løseligt er baseret på de originale historier. Der er fx ofte tilføjet vold, som ellers er ukarakteristisk for Dicks historier, og den typiske uinteressante hovedperson er som regel skiftet ud med en form for Hollywood-actionhelt.

Den nok mest kendte af disse filmatiseringer er Ridley Scotts Blade Runner fra 1982, baseret på Dicks roman Drømmer androider om elektriske får? (1968). Romanen, som nok må betegnes som forfatterens hovedværk, udforsker grænserne mellem menneske og robot. Marvel Comics udviklede ud fra filmen A Marvel Comics Super Special: Blade Runner (1982) og i 2009 startede BOOM! Studios udgivelsen en 24-afsnits tegne-miniserie af romanen.

Blandt andre filmatiseringer af Dicks værker finder vi også Stephen Spielbergs tilpasning af novellen Minoritetsrapporten (1956) under titlen Minority Report (2002), Paul Verhoevens Sidste udkald (1990), baseret på novellen Erindringer en gros / Vi husker det for den en gros (1966), Gary Fleders Imposter (2001), baseret på Dicks novelle Stedfortræder (1953), der anvender to af forfatterens mest almindelige temaer – sindssyge, der formindskes i takt med den syges evne til at skelne mellem virkelighed og hallucination, samt en hovedperson, der forfølges af en undertrykkende regering. Videre har vi John Woos Paycheck (2003), baseret på novellen Løncheck (1953), Christian Duguays Screamers (1995), baseret på novellen Den anden variant (1953), Jerome Boivins franske Barjo (1992), baseret på novellen Confessions of a crap artist (1975), Richard Linklaters animerede A scanner darkly (2006), der er baseret på Dicks novelle af samme navn fra 1977.

Blandt andre af forfatterens mere kendte værker finder vi romanerne Øjet på himlen (1957), Ubik (1969), Strøm mine tårer, sagde politimanden (1974) og novellesamlingen En håndfuld mørke (1955).

Også Marvel Comics har haft interesse i Dick forfatterskab og udgav blandt andet Dicks novelle The electric ant (1970) som en kort serie i 2009.

Forfatteren var i alt gift fem gange og fik tre børn.

Philip Kindred Dick døde den 2. marts 1982, 54 år gammel af et slagtilfælde, i Santa Ana, Californien.

Herfra skal lyde en stor tak til en af de mest betydningsfulde science fiction-forfattere for hans imponerende og yderst betydningsfulde bidrag til genren.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 158); wikipedia.org; denstoredanske.dk; dfi.dk; bibliografi.dk; imdb.com

John James Osborne (1929-1994)

Torsdag den 12. december er det 90 år siden, at den engelske skuespiller, manuskriptforfatter, politiske aktivist og dramatiker John James Osborne kom til verden i Fulham, London som søn af den kommercielle kunstner Thomas Godfrey Osborne og Cockney-barpigen Nellie Beatrice.

I 1935 flyttede den lille familie til Stoneleigh nær Ewell i jagten på et bedre liv. Her voksede den lille John op, med en far han elskede og en mor han hadede og generelt anså han sit barndomsmiljø som en kulturel udørk.

I 1941 døde faderen og efterlod sønnen med en forsikringssum, som blev brugt til at finansiere privatundervisning på Belmont College, hvor han begyndte i 1943. Han blev dog bortvist fra skolen i 1945 efter at have slået igen, da rektor havde revset ham for at lytte til en forbudt udsendelse med Frank Sinatra.

Efter endt skolegang var Osborne kort omkring et job som journalist, og efterfølgende fik han et tutorjob for unge turnerende skuespillere, hvormed han blev introduceret til teaterverdenen. Snart blev han involveret som regissør, instruktørassistent og skuespiller som medlem af Anthony Creighton´s trup.

Osborne kastede sig herefter over dramatikken og blev først medforfatter på stykket The Devil inside him (1950, skrevet sammen med hans mentor Stella Linden) og Personal enemy (1955, skrevet sammen med Anthony Creighton).

Skuespillet Ung vrede (1956), der skulle komme til at forvandle engelsk teater allerede ved uropførelsen den 8. maj 1956 på Royal Court Theater i London, skrev Osborne i løbet af sytten dage – og det var i høj grad et selvbiografisk stykke med inspiration hentet fra hans ægteskab med Pamela Lane, som han ægtede i 1951, og med hvem han boede sammen med i trange kår i Derby, mens hun også så en del til den velhavende lokale tandlæge. Publikum, der traditionelt set var vant til at blive underholdt af det engelske borgerskabs diskrete og høflige charme, blev her i stedet konfronteret med den eksistentielt frustrerede, utilpassede og rastløse universitetsuddannede Jimmy, der retter sin retoriske aggression mod alt og alle, men i særdeleshed mod de politiske og religiøse normer.

Privat boede Osborne på dette tidspunkt i en utæt husbåd på Themsen sammen med Creighton, hvor han, for at få lidt at spise, blandt andet plukkede brændenælder ved flodbredden. Forfatteren levede som vegetar, hvilket på dette tidspunkt absolut ikke var helt almindeligt.

Selvom Ung Vrede (1956) til at begynde med så ud til at blive en fiasko og rejste en storm af forargelse, skiftede anmeldelserne dog hurtigt, og stykket endte med at få stor succes og kolossal betydning for teaterhistorien. Stykket, der gjorde oprør mod stivnede konventioner i det stærkt klassedelte engelske samfund, gik sin sejrsgang verden over og blev starten på en hel bølge af ny, realistisk drama.

Den gifte Osborne påbegyndte også på dette tidspunkt et forhold til Mary Ure og blev skilt fra sin kone Pamela for at ægte Ure i 1957. Ung vrede (1956) blev desuden filmatiseret i 1959 af Tony Richardson med Richard Burton og Mary Ure i hovedrollerne.

Også stykker som Tribunehelten (1957, også kendt under titlen Entertaineren, filmatiseret i 1960 af Tony Richardson) og Inadmissible evidence (1964, filmatiseret i 1968 af Anthony Page) er blevet klassikere indenfor engelsk teater, og i 1965 vandt Osborne en Oscar for manuskripttilpasningen af Henry Fieldings værk Tom Jones (1749, filmatiseret i 1963 af Tony Richardson).

Blandt andre værker fra forfatteren kan nævnes The world of Paul Slickey (1959), det historiske drama Luther (1961, filmatiseret i 1974 af Guy Green), Strengt Fortroligt (1963), Uanstændigt vidne (1964), Time Present (1968), Hotel in Amsterdam (1968), West of Suez (1971), A sense of detachment (1973) og Nedtælling (1976).

I løbet af de 40 år, hvor Osborne var produktiv, udforskede han mange forskellige genrer og skrev både til teater, film og tv samt optrådte som skuespiller i flere film så som Gør Carter kold (1971 af Mike Hodges), Dødens sikre bytte (1978 af Peter Collinson) og Jens Lyn (1980 af Mike Hodges).

Osbornes teatralske vrede blev med årene mere og mere reaktionær og kulminerede i hans sidste stykke Déjávu (1991), hvor publikum møder Jimmy fra Ung vrede (1956), 36 år efter.

Forfatteren levede et yderst ekstravagant liv, og var berygtet for sit voldsomme sprog, ikke kun i forbindelse med sine skuespil og politiske holdninger, men også mod sin egen familie, hustruer såvel som børn. Som allerede antydet var Osbornes romantiske bedrifter også til tider forholdsvis komplicerede, og John Heilpern giver i sin biografi John Osborne (2006) et meget godt eksempel, da han beskriver en ferie i Frankrig i 1961, hvor Osborne var afsted med sin elskerinde, mens han havde en passioneret affære med sin kommende tredje hustru og samtidig med, at hans daværende hustru fødte en søn, som Osborne ikke var fader til.

Osborne var gift med Pamela Lane fra 1951 til 1957, hvorefter han ægtede Mary Ure. Dette ægteskab var heller ikke lutter lagkage og begge parter var hinanden utro. Ægteskabet gik endelig itu i 1963, da Ure gik fra Osborne til fordel for en anden mand, med hvem hun fik fire børn inden hun begik selvmord i 1975. Osborne ægtede sin tredje hustru, den rødhårede og gifte Penelope Gilliatt, i 1963 efter at hun succesfuldt havde forført forfatteren. Dette ægteskab varede indtil 1968 og sammen fik de datteren Nolan, som Osborne senere smed ud af sit hjem, da hun var 17, for aldrig at tale med hende igen. Forfatteren indledte en affære med skuespillerinden Jill Bennett som han ægtede i 1968. Også dette forhold var mildest talt stormfuldt og allerede i 1971 var Bennett offentligt ude og kalde Osborne for blandt andet impotent og homoseksuel. Hun begik selvmord i 1990 og det er den offentlige mening, at dette var et resultat af forfatterens afvisning af hende. Selv efter hendes død erklærede Osborne, at Adolf, som han kaldte hende, var den mest ondsindede kvinde, som han nogensinde havde mødt, og han udviste ikke andet end foragt for hendes selvmord. I 1978 blev Osborne gift for femte og sidste gang. Den heldige kvinde var den tidligere kunst-journalist og -kritiker Helen Dawson. Ægteskabet varede til forfatterens død i 1994, og indtil Dawsons død i 2004 arbejdede hun utrætteligt for at bevare og videreføre Osbornes eftermæle på trods af, at han efterlod hende som dybt forgældet.

I forfatterens sidste leveår udgav han to bemærkelsesværdigt åbenhjertige selvbiografier – A better class of person (1981) og Almost a gentleman (1991), hvor han blandt andet fortæller om sine ægteskaber og langer ellers ud efter utallige afdøde samt nulevende personer fra teaterets verden.

I 1987 blev forfatteren ramt af en alvorlig leversygdom og fik konstateret sukkersyge. John James Osborne døde den 24. december i 1994 i sit hjem i Clunton, nær Craven Arms, Shropshire, Storbritannien, 65 år gammel, som følge af komplikationer af sukkersygen.

Herfra skal lyde en stor tak til Osborne for hans bidrag til teaterverdenen og til verdens vrede.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 438f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 331f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com