John James Osborne (1929-1994)

Torsdag den 12. december er det 90 år siden, at den engelske skuespiller, manuskriptforfatter, politiske aktivist og dramatiker John James Osborne kom til verden i Fulham, London som søn af den kommercielle kunstner Thomas Godfrey Osborne og Cockney-barpigen Nellie Beatrice.

I 1935 flyttede den lille familie til Stoneleigh nær Ewell i jagten på et bedre liv. Her voksede den lille John op, med en far han elskede og en mor han hadede og generelt anså han sit barndomsmiljø som en kulturel udørk.

I 1941 døde faderen og efterlod sønnen med en forsikringssum, som blev brugt til at finansiere privatundervisning på Belmont College, hvor han begyndte i 1943. Han blev dog bortvist fra skolen i 1945 efter at have slået igen, da rektor havde revset ham for at lytte til en forbudt udsendelse med Frank Sinatra.

Efter endt skolegang var Osborne kort omkring et job som journalist, og efterfølgende fik han et tutorjob for unge turnerende skuespillere, hvormed han blev introduceret til teaterverdenen. Snart blev han involveret som regissør, instruktørassistent og skuespiller som medlem af Anthony Creighton´s trup.

Osborne kastede sig herefter over dramatikken og blev først medforfatter på stykket The Devil inside him (1950, skrevet sammen med hans mentor Stella Linden) og Personal enemy (1955, skrevet sammen med Anthony Creighton).

Skuespillet Ung vrede (1956), der skulle komme til at forvandle engelsk teater allerede ved uropførelsen den 8. maj 1956 på Royal Court Theater i London, skrev Osborne i løbet af sytten dage – og det var i høj grad et selvbiografisk stykke med inspiration hentet fra hans ægteskab med Pamela Lane, som han ægtede i 1951, og med hvem han boede sammen med i trange kår i Derby, mens hun også så en del til den velhavende lokale tandlæge. Publikum, der traditionelt set var vant til at blive underholdt af det engelske borgerskabs diskrete og høflige charme, blev her i stedet konfronteret med den eksistentielt frustrerede, utilpassede og rastløse universitetsuddannede Jimmy, der retter sin retoriske aggression mod alt og alle, men i særdeleshed mod de politiske og religiøse normer.

Privat boede Osborne på dette tidspunkt i en utæt husbåd på Themsen sammen med Creighton, hvor han, for at få lidt at spise, blandt andet plukkede brændenælder ved flodbredden. Forfatteren levede som vegetar, hvilket på dette tidspunkt absolut ikke var helt almindeligt.

Selvom Ung Vrede (1956) til at begynde med så ud til at blive en fiasko og rejste en storm af forargelse, skiftede anmeldelserne dog hurtigt, og stykket endte med at få stor succes og kolossal betydning for teaterhistorien. Stykket, der gjorde oprør mod stivnede konventioner i det stærkt klassedelte engelske samfund, gik sin sejrsgang verden over og blev starten på en hel bølge af ny, realistisk drama.

Den gifte Osborne påbegyndte også på dette tidspunkt et forhold til Mary Ure og blev skilt fra sin kone Pamela for at ægte Ure i 1957. Ung vrede (1956) blev desuden filmatiseret i 1959 af Tony Richardson med Richard Burton og Mary Ure i hovedrollerne.

Også stykker som Tribunehelten (1957, også kendt under titlen Entertaineren, filmatiseret i 1960 af Tony Richardson) og Inadmissible evidence (1964, filmatiseret i 1968 af Anthony Page) er blevet klassikere indenfor engelsk teater, og i 1965 vandt Osborne en Oscar for manuskripttilpasningen af Henry Fieldings værk Tom Jones (1749, filmatiseret i 1963 af Tony Richardson).

Blandt andre værker fra forfatteren kan nævnes The world of Paul Slickey (1959), det historiske drama Luther (1961, filmatiseret i 1974 af Guy Green), Strengt Fortroligt (1963), Uanstændigt vidne (1964), Time Present (1968), Hotel in Amsterdam (1968), West of Suez (1971), A sense of detachment (1973) og Nedtælling (1976).

I løbet af de 40 år, hvor Osborne var produktiv, udforskede han mange forskellige genrer og skrev både til teater, film og tv samt optrådte som skuespiller i flere film så som Gør Carter kold (1971 af Mike Hodges), Dødens sikre bytte (1978 af Peter Collinson) og Jens Lyn (1980 af Mike Hodges).

Osbornes teatralske vrede blev med årene mere og mere reaktionær og kulminerede i hans sidste stykke Déjávu (1991), hvor publikum møder Jimmy fra Ung vrede (1956), 36 år efter.

Forfatteren levede et yderst ekstravagant liv, og var berygtet for sit voldsomme sprog, ikke kun i forbindelse med sine skuespil og politiske holdninger, men også mod sin egen familie, hustruer såvel som børn. Som allerede antydet var Osbornes romantiske bedrifter også til tider forholdsvis komplicerede, og John Heilpern giver i sin biografi John Osborne (2006) et meget godt eksempel, da han beskriver en ferie i Frankrig i 1961, hvor Osborne var afsted med sin elskerinde, mens han havde en passioneret affære med sin kommende tredje hustru og samtidig med, at hans daværende hustru fødte en søn, som Osborne ikke var fader til.

Osborne var gift med Pamela Lane fra 1951 til 1957, hvorefter han ægtede Mary Ure. Dette ægteskab var heller ikke lutter lagkage og begge parter var hinanden utro. Ægteskabet gik endelig itu i 1963, da Ure gik fra Osborne til fordel for en anden mand, med hvem hun fik fire børn inden hun begik selvmord i 1975. Osborne ægtede sin tredje hustru, den rødhårede og gifte Penelope Gilliatt, i 1963 efter at hun succesfuldt havde forført forfatteren. Dette ægteskab varede indtil 1968 og sammen fik de datteren Nolan, som Osborne senere smed ud af sit hjem, da hun var 17, for aldrig at tale med hende igen. Forfatteren indledte en affære med skuespillerinden Jill Bennett som han ægtede i 1968. Også dette forhold var mildest talt stormfuldt og allerede i 1971 var Bennett offentligt ude og kalde Osborne for blandt andet impotent og homoseksuel. Hun begik selvmord i 1990 og det er den offentlige mening, at dette var et resultat af forfatterens afvisning af hende. Selv efter hendes død erklærede Osborne, at Adolf, som han kaldte hende, var den mest ondsindede kvinde, som han nogensinde havde mødt, og han udviste ikke andet end foragt for hendes selvmord. I 1978 blev Osborne gift for femte og sidste gang. Den heldige kvinde var den tidligere kunst-journalist og -kritiker Helen Dawson. Ægteskabet varede til forfatterens død i 1994, og indtil Dawsons død i 2004 arbejdede hun utrætteligt for at bevare og videreføre Osbornes eftermæle på trods af, at han efterlod hende som dybt forgældet.

I forfatterens sidste leveår udgav han to bemærkelsesværdigt åbenhjertige selvbiografier – A better class of person (1981) og Almost a gentleman (1991), hvor han blandt andet fortæller om sine ægteskaber og langer ellers ud efter utallige afdøde samt nulevende personer fra teaterets verden.

I 1987 blev forfatteren ramt af en alvorlig leversygdom og fik konstateret sukkersyge. John James Osborne døde den 24. december i 1994 i sit hjem i Clunton, nær Craven Arms, Shropshire, Storbritannien, 65 år gammel, som følge af komplikationer af sukkersygen.

Herfra skal lyde en stor tak til Osborne for hans bidrag til teaterverdenen og til verdens vrede.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 438f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 331f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com

Ludvig Holberg (1684-1754)

Tirsdag den 3. december er det 335 år siden, at den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg kom til verden i det norske hansestad Bergen, der på dette tidspunkt var en del af dobbelt-monarkiet Norge-Danmark.

Den lille Ludvig var den yngste i en børneflok på seks. Hans fader, oberstløjtnant Christian Nielsen Holberg døde, da den yngste søn var halvandet år og hans moder, Karen Pedersdatter Lem gik bort, da han var 11 år gammel. Moderens morfar var Bergens biskop Ludvig Munthe og faderen, der var bondefødt, opnåede adelig rang på grund af titlen som oberstløjtnant.

Efter at have mistet begge sine forældre blev Ludvig optaget i hjemmet hos sin fætter, præst Otto Munthe, i den lille bygd Fron i Guldbrandsdalen, og senere fik han bopæl i hjemmet hos morbroderen Peder Pedersen Lem i Bergen.

I sommeren 1702 dimitterede den unge Holberg fra Bergens latinskole og påbegyndte studier ved Københavns Universitet, hvorfra han i foråret 1704 tog den filosofiske eksamen samt den teologiske attestats, der gav ham ret til at virke som præst. Senere kastede han sig også over studier i blandt andet jura, historie og sprog. Herefter tjente han blandt andet som huslærer hos forskellige præster, hvilket overbeviste Holberg om, at han hverken drømte om at blive lærer eller præst. Han arbejdede desuden i mange år ved Københavns Universitet som underviser.

Grebet af udlængsel solgte den unge Holberg et arvet bodslod og tog i efteråret 1704 til Amsterdam, og fra 1705-06 boede han i Kristiansand hos en gejstlig slægtning.

I 1706 drog Holberg sammen med den velbeslåede ven Christian Brix til Oxford, hvor han på Bodleian Library besluttede sig for at blive populariserende forfatter. Han hjembragte fra Oxford et stort manuskript, der blev udgivet i to dele som Introduktion til de fornemste europæiske rigers historie fortsat indtil disse sidste tider (1711) samt et geografisk Anhang (1713) hertil.

Holbergs vejleder fra studietiden, græskprofessor Poul Vinding sendte den unge forfatter til Tyskland for at være mentor for sin søn, og i 1709 sørgede samme professor for, at Holberg blev optaget på Borchs Kollegium, hvor han for alvor påbegyndte sit forfatterskab med at skrive historiske og juridiske værker.

Holberg besluttede sig for at fuldføre Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike (1595-1604), der var standset ved Christian III´s død og videreført af C. C. Lyschander med Frederik II´s krønike (udgivet i 1680 af Peder Hansen Resen). I foråret 1711 lå de tre resterende kongers historie klar til censur. Selvom værket først blev udgivet i 1729 indbragte det i 1712 forfatteren Det Rosenkrantzske Legat på 120 rigsdaler i fire år samt et løfte fra Frederik IV om, at forfatteren kunne besætte det først ledige professorat.

Herefter kastede forfatteren sig blandt andet over emnet naturretten og folkeretten til studiebrug i værket Introduktion til naturens og folkerettens kundskab (1716), der blandt andet blev anvendt som grundbog til uddannelsen af de danske jurister med en fast formuleret rationel retslære og etik med udgangspunkt i mennesket og dets forhold til samfundet. Denne nye naturfilosofi, der føg henover Europa på dette tidspunkt i historien, skulle da også komme til at præge hele det senere forfatterskab.

I 1717 blev han professor i metafysik, da det var dette fag, der først blev ledigt. Dette var dog kun muligt efter at have tilbragt tre ud af fire år i udlandet, da et professorat krævede dette. Derfor rejste han i 1714-16 mere eller mindre ufrivilligt til blandt andet Paris og Rom, hvilket dog skulle få afgørende betydning for hans forfatterskab, hvor han siden benyttede inspiration fra fx de franske komedier, som han så i Paris, og fra gadeteatrene i Rom. Derudover åbnede rejserne hans sind og gjorde ham til den oplysningstidens mand, som vi siden har lært ham at kende som.

Senere fik han også professorater i latin og i 1730 i historie, som var det professorat, som han hele tiden havde stræbt efter. Fra 1735-36 bestred han rektorposten på Københavns Universitet og var fra 1737 dets kvæstor, altså ejendomsadministrator og forretningsfører, hvorfor han også blev fritaget for at undervise og hermed kunne koncentrere sig om at skrive og administrere – dels for universitetet, dels for sig selv.

Som en reaktion på historiker og jurist Andreas Hojers overlegne ord om Holbergs Europahistorie (1718), brød han ud som digter og prosaist, da han i 1719, i to pseudonyme smædeskrifter på et bevinget latin, både fik kaldt Hojer for en Don Quixote og pygmæ.

Holberg fortsatte sin satire under pseudonymet Hans Mikkelsen med blandt andet det komiske heltedigt Peder Paars (1719-20), Poeten raader sin gamle ven Jens Larsen fra at gifte sig (1722), Fire Skjæmte-digte (1722) og Zille Hans Dotters Forsvars-skrift for Qvinde-kjønnet (1722).

Inden Det Danske Teater åbnede i september 1722 med Moliéres Den Gerrige (1668) modtog Holberg opfordring fra kredse omkring hoffet til at skrive komedier. Den politiske kandestøber (1722) af Holberg blev således opsat som det andet stykke på teatret, kun to dage efter åbningen.

Blandt forfatterens nok bedst kendte værker finder vi komedierne Jeppe på bjerget eller den forvandlede bonde (1722), der er det mest spillede teaterstykke i Danmark og er blevet filmatiseret flere gange, blandt andet i 1981 af Kaspar Rostrup med Buster Larsen i hovedrollen samt Erasmus Montanus (1723). I perioden 1722-27 skrev Holberg i alt 25 komedier, hvoraf de første 15 blev skrevet på knap et år. Det er i disse første komedier, der er skrevet over samme genreskabelon, at man finder den største originalitet. Holbergs mission med disse komedier var at ”gavne og fornøje”, hvorfor de udover at være humoristiske også har et moralsk positivt budskab. Blandt andre af forfatterens komedier finder vi Den Vægelsindede (1722), Jean de France (1722), Den stundesløse (1723), Mester Gert Westphaler (1723), Jacob von Thyboe (1723), Barselstuen (1724), Mascarade (1724), Juele-stue (1724), Ulysses von Ithacia (1725), Melampe (1725) og De usynlige (1726).

Holbergs stil udviklede sig til en slags datidens sit-com, for hvis man læser et større udsnit af hans komedier, vil man opdage, at en del af personerne går igen i flere af værkerne. Her møder man dem i forskellige konstellationer, og Holberg kommer omkring et utal af livets aspekter – lige fra de små komiske situationer, som alle kender, til de helt store spørgsmål om kærligheden, rettigheder og livssyn.

Holberg vendte i 1729 tilbage til faglitteraturen, med Dannemarks og Norges beskrivelse, der blev en stor salgssucces. Herefter fulgte, nu med forfatteren som professor i Historie, Dannemarks Riges historie 1-3 (1732-35), Almindelig kirkehistorie fra Christendommens første begyndelse til lutheri reformation (1738), Jødiske historie fra verdens begyndelse forsatt til disse tider (1742) samt Adskillige Heltes- og heltinders sammenlignede historier (1739/1745).

I 1741 gav Holberg sine liberale holdninger til kvinder udtryk i romanen Niels Klims underjordiske rejse, der udkom anonymt og på latin i Leipzig og blev forfatterens internationale gennembrud. Holberg udbredte desuden sin filosofi om blandt andet frigjorte kvinder og religionsfrihed i en stor samling latinske Epigrammer (1737), Moralske tanker (1744), der grundlagde det danske essay, Epistler 1-5 (1748-54) samt i Moralske fabler (1751).

Holbergs Epistler dækker, ligesom resten af forfatterskabet, et utal af emner, lige fra dagligdags gøremål, så som kaffedrikning, til de helt store spørgsmål som fx ytringsfrihed eller naturretten. Han opfordrer sine læsere til at være kritiske overfor vante tankemønstre og være åben overfor nye overvejelser og tvivlen.

Holberg skrev altså både videnskabelige værker om jura, historie, filosofi og geografi, men er nok bedst kendt for sine romaner, poesi og ikke mindst komedier. Ud over det meget brede genrefelt, som Holberg skrev inden for, var hans forfatterskab også kolossalt, hvad omfang angik og hans Samlede skrifter (1913-63) fylder i alt 18 store bind. Holbergs forfatterskab bliver desuden af mange delt op i tre grupper – den historiske, den poetisk-komiske og den religiøst-filosofiske.

Holberg havde desuden sans for økonomi og handel. Han udgav og solgte selv sine værker, både hjemme fra professorboligen i Købmagergade men også gennem venner og boghandlere i provinsen. Han solgte både værkerne engros og enkeltvis – gerne efter forudbestilling, enten indbundne eller som løsark, som folk selv kunne få indbundne.

Desuden levede han hele livet meget asketisk. Fx foretrak han at gå frem for at køre og mente desuden, at det var én af grundene til, at han kunne leve med den malaria, som han havde pådraget sig i Italien. Han placerede sine midler i handelsforetagender og i fast ejendom, hvoraf den første store besiddelse, købt i 1740, var Brorupgaard nær Havrebjerg på Sydvestsjælland. Senere anskaffede forfatteren sig Tersløsegård ved Dianalund. Da Holberg var både ugift og barnløs nær slutningen af sit liv, blev han opfordret til at testamentere sin anseelige formue til Sorø Ridderlige Akademi, hvis formål var at etablere en institution på universitetsniveau for unge adelige mænd, hvilket han gjorde.

Holberg blev med tiden godsejer og oprettede i 1747 baroniet Holberg af sine ejendomme Brorup og Tersløsegård og fik på denne måde tilføjet titlen ”baron” til sit navn.

De sidste år af livet tilbragte forfatteren på Tersløsegård, der er den eneste af hans ejendomme som endnu er bevaret, da de andre, i Bergen, København og ved Havrebjerg, alle er brændt eller nedrevet. Ejendommen fungerer i dag som Holbergmuseum.

Ludvig Holberg døde den 28. januar 1754 i København, 69 år gammel. Hans sarkofag står i Sorø Klosterkirke.

Holbergs eftermæle er stort, og består ud over hans omfangsrige forfatterskab og Sorø Akademi også i Holberg-medaljen, der er blevet uddelt siden 1934 til en forfatter med ”en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke” samt det litterære selskab ”Holberg-samfundet”. Forfatteren bidrog i høj grad til indførelsen af mange af oplysningstidens tanker i Norge og Danmark og afviste den teologiske tilgang til videnskaben til fordel for den induktive og empiriske, hvor sandheden skal findes via erfaringer på grundlag af observationer.

Herfra skal lyde en stor tak til essayisten, historikeren, dramatikeren, manuskriptforfatteren, filosoffen, digteren, romanforfatteren og ikke mindst ”Den danske litteraturs fader” for hans bidrag til oplysningstidens litteratur, til det danske sprogs udvikling, til den nordiske komedieskat og til debatten om kvindens plads og ret i samfundet og religionsfrihed for mennesker.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; havrebjerg.dk; adl.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Alberto Moravia (1907-1990)

Torsdag den 28. november er det 112 år siden, at den italienske journalist og forfatter Alberto Pincherle, bedre kendt som Alberto Moravia, kom til verden i den italienske hovedstad Rom, som søn af de jødiske forældre Teresa Iginia de Marsanich og arkitekt Carlo Pincherle.

I sin barndom led den unge Alberto af knogletuberkulose, hvilket medførte, at han i perioder boede på sanatorier, hvor han havde god tid og lejlighed til at læse og reflektere over tilværelsen og livets store og små spørgsmål.

Alberto Moravia debuterede allerede som 22-årig med sin første roman De ligeglade (1929), der fik stor succes. Romanen beskriver det romerske borgerskab, som den unge forfatter selv tilhørte, og skildrede denne befolkningsgruppe som dekadente mennesker, der først og fremmest er optaget af penge og sex og ellers bevæger sig i en atmosfære af ligegyldighed, tristesse og lede. Værket kan i og for sig ses som en forløber for værker af de franske eksistentialister så som Camus og Sartre.

Debutromanen grundlagde Moravias berømmelse, og herefter udsendte han med uhyre regelmæssighed en lang række realistiske og samfundskritiske samtidsromaner og novellesamlinger, som regel udspillende sig i det romerske miljø.

I 1936 traf han forfatterinden Elsa Morante med hvem han blev gift i 1941. Dette ægteskab varede officielt frem til hende død i 1985, da hun var troende katolik og imod skilsmisse, men var uformelt et overstået kapitel fra omkring 1955, blandt andet grundet forfatterinden Dacia Maraini, som Moravia levede sammen med i en årrække. I 1986, som 78-årig, giftede han sig med den tredje forfatterinde i sit liv, den 31-årige Carmen Llera.

Inden udbruddet af 2. Verdenskrig rejste forfatteren meget og boede blandt andet en tid i USA på grund af gnidninger med den italienske fascistiske regering. Under fascismen blev forfatteren, som overbevist antifascist og tilknyttet kommunistpartiet, på forskellig vis generet af regimet. I 1941 fik han skriveforbud og boede frem til 1943 i selvvalgt eksil på Capri. Han fik ikke lov til at udgive sit mesterværk, den korte roman Agostino før end 1944, selvom den på dette tidspunkt havde været færdig i et par år. I 1951 fulgte romanen Medløberen, der portrætterer livet under det fascistiske styre. Værket blev i øvrigt filmatiseret i 1970 af Bernardo Bertolucci.

Ved siden af sit forfatterskab arbejdede Moravia som journalist i Torino og var blandt andet udenrigs-krigskorrespondent i London under 2. Verdenskrig.

Den centrale periode i Moravias forfatterskab begynder for alvor med romanen Romerinden (1947, filmatiseret i 1954 af Luigi Zampa) og sluttede med romanen Livslede (1960). Imellem disse to værker var han en af de vigtigste repræsentanter for efterkrigstidens litterære neorealisme med inspiration fra freudianismen og marxismen og knyttede de revolutionære tematikker med de seksuelle. Som et tredje hovedværk fra denne periode kan nævnes romanen To kvinder (1957, filmatiseret i 1960 af Vittorio de Sica under titlen Huntigeren og med Sophia Loren i hovedrollen). Alle tre netop nævnte værker er samtidsromaner, henlagt til Rom og omegn og med 2. Verdenskrig som baggrund for begivenhederne.

Moravia tog efter 2. Verdenskrig på lange og risikable rejser gennem det centrale Afrika, da han var dybt fascineret af kontinentet. Disse rejser resulterede blandt andet i flere rejsebøger som fx Hvilken stamme hører du til? Rejsedagbog fra Afrika (1972), Breve fra Sahara (1981) og Afrikanske vandringer (1988).

Hans store forfatterskab omfatter både romaner, novellesamlinger, essays, dramatik og som netop nævnt rejseberetninger. Tematikken kredser ofte om emner som seksualitet, fascisme, borgerlighedens tomhed og den deraf følgende fremmedgørelse og eksistentialisme. De to centrale ord i forfatterskabet er dog penge og sex.

Blandt endnu ikke nævnte værker finder vi novellesamlingerne Romerske fortællinger (1954), Truende uvejr og andre fortællinger (1959), Robotten og andre noveller (1962), En ting er en ting (1967), Paradis (1970), romanerne Maskeraden (1941), Foragtet (1954, filmatiseret af Jean-Luc Godard i 1963 under titlen Jeg elskede dig i går), Det forlorne liv (1965), Jeg og han (1971), Det indre liv (1978), Rejsen til Rom (1988) og Leopardkvinden (1991) samt selvbiografien Moravia. Mit liv (1990).

Livet igennem var forfatteren yderst aktiv som politisk kommentator og fra 1984 til 1989 var han medlem af Europa Parlamentet, repræsenterende Partito Comunista Italiano. Her engagerede han sig blandt andet i kampen mod atomoprustning.

Alberto Moravia døde den 26. september 1990 i Rom, 82 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til en af de toneangivende italienske forfattere i det 20. århundrede, både for hans enorme bidrag til det italienske kulturmiljø som engageret meningsdanner og for skildringen af dette miljø.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 406f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 308ff); wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com

Erwin Neutzsky-Wulff (1949 – )

Søndag den 24. november fylder den danske forfatter og filosof Erwin Christian Neutzsky-Wulff 70 år.

Den lille Erwin voksede op i København som søn af forfatteren Aage Neutzsky-Wulff og halvbror til forfatteren Vita Andersen. Han gik i katolsk skole og som 12-13-årig begyndte han at gå til spiritistiske seancer.

Som 16-årig var han en del af en gruppe satanister, hvor dele af hans okkulte verdensbillede blev formet, men han brød senere med denne gruppe. Efter studentereksamen studerede han i tre år filosofi ved Københavns Universitet, men tog aldrig den afsluttende eksamen.

Neutzsky-Wulff debuterede som romanforfatter i 1971 med Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer og året efter fulgte digtsamlingerne 666 (1972), Kærlighed (1972) og Parentes begynd (1972).

En del af Neutzsky-Wulffs romaner er udgivet som tetralogier, ofte udgivet indenfor samme årti. I 1970´erne finder vi tetralogien bestående af Anno Domini (1975), Gud (1976), Den 33. marts (1977) og Havet (1978), i 1980´erne Indsigtens sted (1980), Menneske (1982), Den ufuldendte, der egentlig aldrig udkom grundet arbejdet med bøger til computerprogrammering, men som forfatteren ikke desto mindre selv tæller med og Faust (1989), i 1990´erne udkom science fiction tetralogien bestående af 2000 (1991), Verden (1994), Døden (1996) og Ufo (1999) og i 00´erne Rum (2001), Abattoir (2003), Hjernen (2006), der med sine næsten 1000 sider er ét af de længste stykker skønlitteratur skrevet i Danmark i nyere tid samt 9999 (2010).

I 1970´erne udgav forfatteren romanserien om det okkulte detektivbureau Victor Janis Adam Hart bestående af Adam Harts opdagelser (1972), Adam Hart og sjælemaskinen (1977, hvoraf en episode fra romanen blev til novellefilmen Adam Hart i Sahara i 1990), Victor Janis & søn (1977) samt Oiufael (1977).

Neutzsky-Wulffs yderst omfangsrige forfatterskab breder sig genremæssigt, men især esoteriske emner som okkultisme, sadomasochisme samt videnskab og samfund er ofte et omdrejningspunkt. Flere af hans skønlitterære værker ligger genremæssigt indenfor science fiction med erkendelsen af andre dimensioner af tilværelsen end den realistiske og jordnære men dog formår Neutzsky-Wulff at nedbryde genrerne og kombinerer gerne science fiction, gys, pornografi, romanprosa, poesi og faglitteratur.

Han udfordrer og sætter i sit forfatterskab spørgsmålstegn ved samfundets grundlæggende ideer som fx den klassiske naturvidenskab, den kristne etik, kvindefrigørelse og demokrati. En gennemgående pointe i forfatterskabet er, at der ikke eksisterer en virkelighed uafhængig af iagttageren. Et eksempel på dette er, at andre kulturers religiøse verdensbillede ikke kan betragtes som ugyldigt, da dette verdensbillede netop afhænger af iagttageren. Derudover er et centralt omdrejningspunkt forfatterens neurologiske forklaring på, og detaljering af, overnaturlige fænomener, der primært beskrives ud fra begreberne transcendens og descendens og dette medfører blandt andet, at der ingen reel modsætning findes mellem videnskab og religion.

Blandt andre værker fra forfatterens pen, der ofte er meget omfangsrige, hvad sidetal angår, finder vi fx romanerne Jack The Ripper (2011), Roman (2014), Møde (2018) og Liv (2019), novellerne Science fiction – den moderne myte (1978), Bronzealderen (1979), For ti kroner Wulff – noveller (1979), Videnskabsmanden og den lille dreng (1980), Spøgelset i lærerværelset (1983), En sørgelig historie (1984), Ulvens arv og andre noveller (1984), Wulff (1984), Et ukompliceret mord (1989), På fantasiens vinger (1989), Skrækkens ABC (1992), essaysamlingen 9 tekster og et selvbiografisk essay (1992), børnebøgerne Hr. Sol og frøken Måne (1992), Den blå kanin (1993), Mimi Midnat (1994), biografierne Samtaler med Erwin Neutzsky-Wulff (2004) og Hitler (2015) samt tegneserien Lawman (2008).

Som allerede nævnt har Neutzsky-Wulff også skrevet faglitteratur, blandt andet stod han i begyndelsen af 1980´erne bag en række populære computerbøger så som BASIC-programmering med Texas 99/4A (1984), Mikrodatamaten, programmering og anvendelse – en bog om ZX81 BASIC (1984), Programmering med COMMODORE BASIC (1985), Amstrad BASIC (1985), BASIC med COMMODORE 64 (1986), Comal 80 og Piccoline (1986), Postscript-programmering (1990).
I midten af 1980´erne udkom dobbeltværket Okkultisme (1985) og Magi (1986) og i 1988 Verdens historie – Oprindelse – Indtil 2700 før vor tidsregning, der egentlig var ment som en del af en længere serie, men dog blot blev ved det ene bind. Forfatterens faglitterære hovedværk bliver af flere anset som Det overnaturlige, der udkom i 2004.

Blandt det faglitterære forfatterskab finder vi desuden Etik (1972), Tidsmaskinen (1972), Okkult-teknisk bibliotek – Astralrejsens teknik (1981), Ame tarok (1993), For længe siden – Første Mosebog i nyoversættelse (2000), Den overnaturlige verden (2009), Menneskets afvikling (2009), Bibelen (2011), Danmark (2012), Religion (2015) samt Teorien om alting (2017).

Derudover har forfatteren også bidraget med noveller til tidsskrifter som fx Faklen, tegneseriemagasinet GRU og det erotiske magasin Weekend-sex, som han desuden var redaktør på i en kort periode i starten af 1970´erne.

I starten af 2010´erne stiftede forfatteren sit eget forlag og fik gradvis større berøringsflade med sine læsere via blandt andet blogindlæg på det danske blogunivers DenFri, hvor han har bidraget med over 500 blogindlæg.

Ved siden af sit forfatterskab har Neutzsky-Wulff anmeldt film, især indenfor gyser- og science fiction-genren. I 2003 begyndte han at udgive sin eget fanzine og filmblad kaldte Bathos og i 2013 samlede han en stor mængde af sine engelsksprogede filmanmeldelser fra diverse fanzines som fx Tracking, Inferno, Ultimo Mondo Franko, Filmsamleren og Obskuriøst, i bogen Horror and science fiction in the cinema before 1980 (2013).

Forfatteren har været gift fire gange, senest i 2007 med Chresteria med hvem han i dag bor sammen med i en nedlagt skole i Vinstrup nord for Randers.

Herfra skal lyde et kæmpe tillykke til den danske kultforfatter på hans runde dag og en stor tak for hans dejligt skæve bidrag til den danske litteratur. Og også en hilsen til hans skønne hustru Chresteria, der påtog sig den ikke helt lette opgave at undervise undertegnede i oldgræsk på AU samt sørge for, at flere af fødselarens værker (hvoraf mange som sagt ikke er af ubetydelig størrelse) fra det private bibliotek, blev signeret.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; enwforlag.dk; forfatterviden.dk; bibliografi.dk

Michael Ende (1929-1995)

Tirsdag den 12. november er det 90 år siden, at den tyske forfatter Michael Andreas Helmuth Ende kom til verden i den tyske by Garmisch-Partenkirchen som søn af den surrealistiske maler Edgar Ende.

Den unge Michael deltog som soldat i de sidste to måneder af 2. Verdenskrig og færdiggjorde herefter sin skolegang, inden han begyndte at uddanne sig til skuespiller. Efter endt uddannelse blev han ansat ved flere mindre teatre, skrev kabarettekster og arbejdede som filmkritiker.

Michael Ende begyndte at skrive i 1950´erne, dog med henblik på at blive skuespilforfatter, da han på dette tidspunkt arbejdede som teaterregissør og var irriteret over det realistiske skuespils dominans indenfor teaterverdenen. Der skulle dog gå årtier før end Michael Ende fik udgivet et skuespil, og i stedet debuterede han i 1960, efter at have fået manuskriptet retur fra de første ti forlag, med den eventyrlige børnebog, Jim Knap og Lukas Lokomotivfører. Et par år efter udkom fortsættelsen Jim Knap og de vilde 13 (1962). Ende modtog en ungdomspris for bøgerne, men på trods af dette stod forfatterskabet stille det næste årti.

I 1964 og frem til 1985 var han gift med Ingeborg Hoffmann og fra 1989 og frem til sin død i 1995 med Mariko Sato.

I 1971 forlod forfatteren Vesttyskland til fordel for Italien, da han ikke brød sig om de førende litterære meninger om fornuftspræget og realistisk litteratur. Han vendte dog tilbage til Tyskland i 1985.

I 1973 udgav forfatteren Momo og tidstyvene (eller Momo eller den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene – en eventyrroman), der fik en pæn modtagelse og i 1979 fulgte Den uendelige historie, der blev forfatterens helt store internationale gennembrud.

Disse to eventyrromaner, er siden udgivelsen fortsat vokset i succes og har i tidens løb sprængt rammerne for oplag og fans over hele verden, hvilket for alvor har sat Michael Ende på forfatter-verdenskortet.

Karakteristisk for forfatterens persongallerier er, at de ofte bliver spillet et puds af ukendte kræfter, og mellem linjerne i forfatterskabet er en hyldest til det muntre, fabulerende, kærlige hele menneske samt en protest imod de kræfter, der gør mennesker til redskaber. Dybdepsykologien er en vigtig inspirationskilde for Ende, der viser os fantasiens og myternes betydning for en måde at leve sammen på som mennesker i en højteknologisk verden.

Blandt andre af forfatterens værker finder vi romanerne Den lille drømmespiser (1978), Gøglereventyr (1982), Spejlet i spejlet (1984), der blev tilegnet faderen Edgar og illustreret med hans surrealistiske billeder, Tage Tyknakke eller det nøgne næsehorn (1984), Trylledrikken (1989), Terrinen og suppeskeen – et moderne eventyr (1990), Hellelils hemmelighed (1991), Den lange vej til Santa Cruz (1992), Frihedens fængsel (1992), Til senere brug (1994), novellesamlingen Trolddomsskolen og andre historier (1994), børnebøgerne Ophelias skyggeteater (1984), Ferdinand Folderig (1984) og Teddybjørnen spurgte – hvorfor er jeg til? (1993), samt skuespillet Lyseslukkerne – en komisk tragedie i fem akter (1989).

Ende har høstet et væld af priser og æresbevisninger for sit forfatterskab og flere af hans værker er blevet filmatiseret, heriblandt Momo (1973, filmatiseret 1986 af Johannes Schaaf) og Den uendelige historie (1979, filmatiseret i 1984 af Wolfgang Petersen, en version, der er blevet fordømt af Ende selv, på trods af, at det var den dyreste film, der nogensinde var blevet produceret i Tyskland på daværende tidspunkt).

Michael Ende døde den 28. august, 65 år gammel af kræft i maven, i den tyske by Filderstadt, Stuttgart.

Herfra skal lyde en kæmpe tak til én af de mest elskede og succesrige tyske forfattere i det 20. århundrede for hans bidrag til den eventyrlige litteratur med surrealismens forsøg på at frigøre de oplevelser, der er knyttet til drift, drøm og ikke mindst fantasi.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 185f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 141f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; gyldendal.dk; imdb.com; bibliografi.dk