Jens Christian Grøndahl (1959 – )

Lørdag den 9. november fylder den danske forfatter Jens Christian Grøndahl 60 år.

Den lille Jens Christian kom til verden i Kongens Lyngby som søn af fotograf Marianne Grøndahl. Han fik sin studentereksamen fra Natalie Zahles Gymnasium og læste fra 1977-79 filosofi på Københavns Universitet. Efter sin bachelor skiftede han dog studieretning og søgte ind på Statens Filmskole, hvorfra han blev uddannet som filminstruktør i 1983. Denne uddannelse skulle komme til at præge den tidlige del af hans forfatterskab.

I 1985 debuterede Grøndahl med romanen Kvinden i midten. Den eksperimenterende prosa-stil som var bærende i debutromanen kom til at kendetegne de første mange år af Grøndahls forfatterkarriere.

I 1989 blev han gift med Charlotte Louise Truelsen, med hvem han fik to sønner. Parret blev dog skilt i 1999 og i dag er Grøndahl gift med Anne Vibeke Vad, med hvem han har to døtre.

Forfatterens tidlige romaner var inspireret af den franske ”ny roman”, men denne stil forlod forfatteren bevidst og skiftede fra det forholdsvis komplicerede og abstrakte sprog til en mere traditionel fortællende stemme. Dette medførte da også lydhørhed fra et større publikum og han fik for alvor sit folkelige gennembrud med blandt andet romanerne Tavshed i oktober (1996) og Lucca (1998).

Fra 1997-99 var Grøndal ansat som husdramatiker ved Aarhus Teater, hvor blandt andet teaterstykkerne Hvor var vi lykkelige (1998) og De sorte skove (1998) var en del af produktionen.

Et gennemgående tema i Grøndahls forfatterskab er det moderne menneskes eksistentielle grundvilkår med den ubegrænsede frihed sat overfor meningsløshed, ensomhed og tvivl samt afstanden i det moderne kærlighedsforhold kontra en konstant længsel efter at nå og møde den anden.

Grøndahl har i tidens løb taget livtag med flere forskellige genrer, heriblandt romaner, essays, faglitteratur, børnebøger og skuespil og blandt endnu ikke nævnte værker fra Grøndahls pen finder vi fx radio-/skuespillene Garmond (1992) og Gennem længslens byer (1993), essaysamlingerne Ved flodens munding (1994) og Night mail (1998), Den sibiriske måne (2013), Europa-trilogien, bestående af Hjemme i Europa (2015), Europas ambassade (2016) og Europa er ikke et sted (2018), romanerne Syd for floden (1986), Rejsens bevægelser (1988), Skyggen i dit sted (1991), Dagene skilles (1992), Stilheden i glas (1993), Indian summer (1994), Hjertelyd (1999), Virginia (2000), Et andet lys (2002), Piazza Bukarest (2004), Røde hænder (2006), Fire dage i marts (2008), Det gør du ikke (2010), Før vi siger farvel (2012), Jernporten (2014), Vejen til Betlehem (2015), Tit er jeg glad (2016) og Inde fra stormen (2019), børnebøgerne Med bedstemor i tidens labyrint (2013), Mine eftermiddage hos hr Astrakan (2014) og Grace og Paolo (2015) samt biografien Om en time springer træerne ud (2010).

Jens Christian Grøndahl har desuden udgivet romanen Det godes pris (2013) under pseudonymet Christian Tornbakke.

Ved siden af skriveriet har forfatteren blandt andet været medredaktør på kulturtidsskriftet Fredag fra 1990-91 og han har markeret sig som forkæmper for ytringsfriheden, især i perioden 1995-98, hvor han var vicepræsident for danske PEN (afdeling af International PEN, der er en verdensomspændende organisation, der kæmper for det frie ord og hvis medlemmer består af skribenter og formidlere af det skrevne ord. Stiftet i London i 1921), som han dog siden meldte sig ud af i protest mod organisationens politiske markeringer.

Derudover er Grøndahl kendt som en forfatter, der ikke er bange for at blande sig i den politiske debat og var fx én af de få danske forfattere, der offentligt støttede invasionen i Irak. Dette standpunkt har han dog taget op til revision i bogen Tre skridt tilbage (2007). Hans interesse for politik og samfundsforhold har desuden udmøntet sig i en række artikler for den uafhængige netavis Altinget.

Jens Christian Grøndahl har i årenes løb modtaget et væld af priser for sit forfatterskab, heriblandt Herman Bangs Mindelegat i 1995, De Gyldne Laurbær i 1998, Danske Banks Litteraturpris i 2002 og Søren Gyldendal-prisen i 2007. Han har været medlem af Kulturministeriets kanonudvalg for litteratur og er blevet tildelt Statens Kunstfonds livslange ydelse samt den franske hædersbevisning Chevalier dens l´ordre des Arts et des Lettres for sit bidrag til skønlitteraturen i Frankrig. Dette indikerer også, at det ikke kun er i Danmark, at Grøndahl er en anerkendt og elsket forfatter, da han også er yderst populær i lande som fx Holland, Belgien og som nævnt ovenfor Frankrig.

Forfatteren holder i dag til i henholdsvis København og Skagen, men har også i flere perioder opholdt sig i Norditalien.

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatteren på hans runde dag og en stor tak for hans bidrag til den danske prosa og ikke mindst til samfundsdebatten.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; arnoldbusck.dk; danskpen.dk; bibliografi.dk; forfatterviden.dk

Svend Åge Madsen (1939 – )

Lørdag den 2. november er det 80 år siden, at den danske forfatter og dramatiker Svend Åge Madsen kom til verden i Aarhus.

Begge forældre stammede fra det vestjyske og var søgt til Aarhus, hvor faderen, Hans Peter Madsen, arbejdede som assurandør og moderen, Julie Marie Bertelsen, som postarbejder. Den lille Svend Åge voksede op som den sidst tilkomne ud af en børneflok på fire, i arbejderkvarteret mellem Ceres og Den Gamle by. Her levede han det første kvarte århundrede af sit liv og det aarhusianske miljø kan da også tydeligt ses afspejlet i det senere forfatterskab.

I skolen klarede den lille Svend Åge sig middelmådigt på nær i de matematiske fag, hvor han brillerede, og derfor var det også den matematiske linje på Marselisborg Gymnasium der blev valgt, og hvorfra han blev student i 1958. De følgende tre år læste han matematik på universitetet, men da det ikke lykkedes at bestå studiets første del med den karakter, der var nødvendig for at komme ind på det eftertragtede licentiatstudie, droppede han sine studier og kastede sig i stedet over en forfatterkarriere. Denne karriere bærer dog i høj grad præg af Madsens matematiske interesse.

Forfatterskabets begyndelse var dog ikke ligetil. Både forlagene Gyldendal og Arena afviste de første noveller med en begrundelse, der antydede, at forfatteren var skizofren. Men i 1962 lykkedes det forfatteren at debutere med novellen Den ottende dag i tidsskriftet Vindrose. Herefter antog Gyldendal hans første bog, romanen Besøget (1963) og siden har forfatteren mere eller mindre udgivet en bog om året.

I 1964 flyttede Madsen til Aarhus-forstaden Risskov, og han giftede sig i 1966 med ergoterapeuten Bendte Ingerlise Larsen, der i øvrigt er medforfatter på de tre kriminalromaner Blodet på mine hænder (1973), Et ved jeg som aldrig dør (1991) og Engleskyts (2002), der er udkommet under pseudonymet Marianne Kainsdatter. Parret levede sammen i Risskov indtil hendes død i 2013, kun afbrudt af kortere ophold i blandt andet USA, Algeriet og Indien.

I 1960´erne var Svend Åge Madsen især inspireret af eksistentiel filosofi og af den franske ”ny roman”, hvilket gjorde ham til en avantgardeforfatter, der skrev abstrakt og eksperimenterende. Dette kan fx ses i de såkaldte ”antiromanerne” eller ”u-romanerne” Lystbilleder (1964) og i romanen Tilføjelser (1967), der er i fem dele, har fem forskellige fortællere og kan læses i vilkårlig rækkefølge.
Under indtryk af blandt andet attituderelativismen (filosofiske retning som anskuer virkeligheden som en serie af overlappende spil) skrev Madsen de følgende bøger som en slags spil, en parodieret leg med genrer og fortællemåder, hvilket fx kan ses i novellerne Maskeballet (1970) og i romanen Sæt verden er til (1971), der i virkeligheden er fem forskellige romaner vævet sammen til en labyrintisk helhed.

Som nævnt, spiller Madsens forkærlighed for det matematiske en rolle i forfatterskabet, hvilket fx kan ses i værket Dage med Diam eller Livet om natten (1972), der med de to titler består af 63 novellestykker, der kan kombineres til 32 noveller med hver sin slutning, hvilket giver læseren mulighed for selv at udfolde sin kreativitet og danne sit eget individuelle bud på tilværelsen.

Svend Åge Madsen fik sit folkelige gennembrud i 1976 med hovedværket Tugt og utugt i mellemtiden, der er en grotesk-humoristisk kritisk samfundsskildring.

I 1980´erne var det især science fiction-prægede romaner, der blandt andet forholdte sig til tidens informationssamfund, der udgjorde forfatterskabet. Blandt disse kan nævnes Se dagens lys (1980), Af sporet er du kommet (1984), Lad tiden gå (1986), At fortælle menneskene (1989), Mellem himmel og jord (1990) og Syv aldres galskab (1994).

Fra 1983-86 var forfatteren husdramatiker ved Aarhus Teater, hvor han blandt andet skrev skuespillene Svejk i tredje verdenskrig (1984), Dr. Strangula (1985) og Det sidste suk (1986).

I flere af sine romaner har forfatteren desuden anvendt teknologiens fristende-skræmmende muligheder til at stille sine personer over for etiske og eksistentielle valg, hvilket fx kan ses i Kvinden uden krop (1996), Genspejlet (1999), Nærvær og næsten (2000) og Den ugudelige farce (2002).

Karakteristisk for Madsens romaner er hans brug af persongalleriet, hvor hovedpersoner i én roman ofte optræder som bipersoner i den næste og omvendt. Det eksistentialistiske og naturvidenskabelige tema er ofte til stede, og i flere af hans værker behandler han fiktionens forhold til virkeligheden, hvilket leder tankerne hen på den sydamerikanske magiske realisme. Desuden er humoren ofte et nærværende element i forfatterens værker.

Madsens forfatterskab er oversat til et stort antal sprog og omfatter over 50 værker, hvoraf de fleste er romaner og noveller for voksne, men indimellem finder vi også essays, børne- og ungdomsbøger samt dramaer for teater, radio og tv.

Blandt andre værker fra forfatterens pen finder vi skuespillene Et livstykke og andre stykker (1965), Uden for nummer (1984), Nøgne masker (1987) og Kopisten (1994), børne-ungdomsbøgerne Modsatterne og omvendterne (1967), Jagten på et menneske (1991), Den usynlige myre (1995), Søren har noget i kikkerten (1998) og Ude af sit gode skind (2004), novellesamlingerne Otto gange orphan (1965), Den blinde pavilion (2003), Ude af sit gode sind – og andre noveller (2004) og Manden der opdagede at han ikke eksisterede (2007), mailkorrespondancen Når man mailer (2009) samt romanerne Liget og lysten (1968), Jakkels vandring (1974), Hadets bånd (1978), Den største gåde (1982), Slægten Laveran (1988), Eden gave (1993), Finder sted (1998), De gode mennesker i Århus – Læselysten (2003), Levemåder (2004), Det syvende bånd (2006), Mange sære ting for (2009), Pigen i cementblanderen (2013) og Af den anden verden (2017).

Madsen har i årenes løb modtaget et væld af priser og andre hædersbeviser for sir forfatterskab. Blandt andet Louisiana-prisen i 1966, Det Danske Akademis Store Pris i 1972 (han blev selv medlem af Akademiet i 2005), Kritikerprisen i 1976, Søren Gyldendal Prisen i 1985, Danske Dramatikeres Hæderspris i 1987, Holberg-Medaillen i 1990, Radioens Romanpris i både 1994 og 2000, De Gyldne Laurbær i 2000, læsernes krimipris i 2003 og Ridderkorset af Dannebrogordenen i 2010.

Herfra skal lyde et kæmpe tillykke og en stor tak, til en af de mest betydningsfulde forfattere indenfor moderne dansk litteratur, på hans runde dag.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; svendaagemadsen.dk; gyldendal.dk

Doris Lessing (1919-2013)

Tirsdag den 22. oktober er det 100 år siden, at den engelske forfatterinde Doris May Taylor, senere bedre kendt som Doris Lessing, kom til verden som datter af britiske forældre i den persiske by Kermanshah.

Faderen, kaptajn Alfred Taylor, havde mistet det ene ben under første Verdenskrig og mødte i denne forbindelse sin kommende hustru og moder til Doris, Emily Taylor (født McVeagh), der arbejdede som sygeplejerske. Faderen havde svært ved at finde ro i England og flyttede derfor med familien til byen Kermanshah i Persien (det nuværende Iran).

I midten af 1920´erne flyttede familien til den britiske koloni Sydrhodesia (det nuværende Zimbabwe), hvor faderen havde købt jord for at dyrke majs. Det gik dog ikke specielt godt med landbruget og familien opnåede ikke den velstand, som de havde drømt om. Ikke desto mindre blev den lille Doris indskrevet i en lokal katolsk klosterskole i hovedstaden Salisbury (det nuværende Harare), men den strenge undervisningskultur passede hende ikke, så hun forlod skolen som 14-årig.

Moderen var i Afrika en vigtig kilde til den unge Doris´ introduktion til litteraturen, da hun sørgede for at bestille bøger hjem fra England, så Doris og hendes yngre bror kunne introduceres for forfattere som fx Charles Dickens, Rudyard Kipling og Robert Louis Stevenson.

Den unge Doris forlod barndomshjemmet som 15-årig og arbejde som barnepige. Det var omkring dette tidspunkt, at den unge forfatterspire begyndte at læse bøger om politik og sociologi, som hun fik af sin arbejdsgiver, samt selv begyndte at skrive.

I 1937 flyttede hun videre til Salisbury for at arbejde som telefonist, og her mødte hun Frank Wisdom, med hvem hun blev gift i 1939. Parret fik sammen børnene Jean og John Wisdom, men ægteskabet holdt dog ikke længere end til 1943, hvor Doris besluttede sig for at forlade familien. Denne beslutning har hun senere blandt andet begrundet som nødvendig for sin intellektuelle udvikling, selv om hun dog også har forholdt sig selvkritisk i forhold til det korrekte i denne beslutning.

Efter skilsmissen blev Lessing medlem af en kommunistisk og antiracistisk gruppe, hvor hun mødte sin anden mand Gottfried Lessing. De blev gift i 1944 og fik sønnen Peter, men heller ikke dette ægteskab holdt. Parret gik hver til sit i 1949, og Doris tog sammen med sønnen til London, da hun på grund af sin modstand mod atomvåben og det sydafrikanske apartheidstyre i mange år blev nægtet indrejse i Sydafrika og Rhodesia. Gottfried Lessing blev senere østtysk ambassadør i Uganda, hvor han i 1979 blev dræbt under oprøret mod Idi Amin Dada.

Året efter skilsmissen udkom forfatterindens debutroman Græsset synger (1950), med inspiration fra hendes iagttagelser af landbrugslivet i Afrika. Romanen vakte stor opmærksomhed med historien om en hvid farmers kone og hendes sorte tjeners umulige forhold.

Den eksperimenterende roman Den gyldne bog (1962), der portrætterer kvinden Anna Wulfs frihedskamp og sammenbrud, blev forfatterindens gennembrud og anses af visse forskere, men dog ikke Lessing selv, som en klassiker indenfor feministbevægelsen.
I 1984 forsøgte Lessing at udgive et par romaner, heriblandt En god nabos dagbog (1983) under pseudonymet Jane Somers for at gøre opmærksom på de vanskeligheder, som nye forfattere havde med at få deres værker udgivet. Begge bøger blev afvist af hendes eget engelske forlag, men blev dog antaget af en anden engelsk forlægger samt af en amerikansk.

Karakteristisk for Doris Lessings forfatterskab er fortællingen om det nære, om barndom og familie, selvom hun dog også har givet sig i kast med fjernere verdener indenfor science fiction, hvilket har medvirket til at skubbe til forestillingerne om, hvad en anmelderrost forfatter må skrive om.

På baggrund af hendes produktivitet kan forfatterskabet desuden knyttes til flere årtiers kulturdebatter vedrørende identitetsdannelse, samliv, race og kulturforskelle. Hun blev født i kølvandet på 1. Verdenskrig, oplevede 2. Verdenskrig med Hitlers og Mussolinis storhed og fald, hun var vidne til det britiske imperiums undergang, opløsningen af Sovjetunionen, racekonflikter og kultursammenstød, og som resultat af dette er hendes bøger ofte skrevet ud fra et samtidigt socialt og politisk perspektiv. Mange af forfatterindens romaner og noveller indeholder desuden selvbiografiske repræsentationer af selvet.

Dette selvbiografiske træk kan man blandt andet se i romanserien Børn af vold, der udgøres af Martha Quest (1952), Et ordentligt ægteskab (1954), En krusning efter uvejret (1958), Dødvande (1965) og Byen med de fire porte (1969).

Lessings forfatterskab opdeles almindeligvis i tre tematiske faser: Den kommunistiske fase (ca. 1944-56), hvor hun skriver om sociale emner; den psykologiske fase (ca. 1956-69); og den sufistiske fase, som hun blandt andet udforsker i science fiction-serien Canopus in Argos: Archives (1979-83), som hun selv anser for sit vigtigste værk, der udgøres af fem bind om menneskets udvikling efter en verdensomspændende atomkatastrofe; Shikasta (1979), Ægteskaberne mellem zone tre, fire og fem (1980), De sirianske eksperimenter (1981), Repræsentanten for planet nr. 8 (1982) og De følsomme agenter i Volyen-imperiet (1983). Også hendes forsøg på en selvbiografi, En overlevendes erindringer (1974) er skrevet indenfor science fiction-genren. I samme genre finder vi også blandt andet Instruks om nedstigning til helvede (1971) samt Sommeren før mørket (1973).

I værker fra slutningen af 1980´erne og 1990´erne vender forfatterinden tilbage til ældre temaer som fx Afrika, opvækst og samfundsskildring i fx romanerne Den gode terrorist (1985) og Det femte barn (1988) samt i erindringsværkerne Under huden (1994) og Vandring i skyggen (1996).

Blandt andre værker fra forfatterindens pen kan blandt andet nævnes Vinter i juli (1951), Katte især (1967), Vores ord forsvinder med vinden og andre dokumenter vedrørende den afganske modstandskamp (1987), Kærlighedens teater (1996) og Mara og Dann (1999).

I 2007 modtog Doris Lessing Nobelprisen i litteratur. Hun blev blot den 11. kvindelige forfatter til at modtage prisen ud af de 106 gange den på daværende tidspunkt var blevet uddelt, og hun var som 88-årig den ældste modtager nogensinde.

Ud over romaner har Lessing igennem hele sin karriere også skrevet noveller og essays, hvoraf nogle af de bedste er samlet i Forsvar for undergrundsbanen (1992). Flere af hendes værker er desuden filmatiseret.

Doris May Lessing døde den 17. november 2013, 94 år gammel, af et slagtilfælde, i London.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatterinden på 100-årsdagen for hendes fødsel, for hendes bidrag til beretninger om Afrika, kvinder, kampe, det ydre rum, islamisk mystik og meget, meget mere.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 347f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 266ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com

Miguel Ángel Asturias (1899-1974)

Lørdag den 19. oktober er det 120 år siden, at den guatemalanske forfatter og diplomat Miguel Ángel Asturias Rosales kom til verden i Guatemala City/Ciudad de Guatemala.

Den lille Miguel voksede op sammen med sin to år yngre lillebror Marco Antonio som søn af advokat og dommer Ernesto Asturias Girón og skolelærerinde María Rosales de Asturias. Begge forældre var af spansk oprindelse og faderens aner kunne spores tilbage til de kolonister, der ankom til Guatemala i 1660´erne.
Selvom den unge Miguel voksede op i Guatemala, skulle han komme til at tilbringe en stor del af sit voksne liv i eksil, da faderen ikke kunne støtte op omkring diktator Manuel Estrada Cabrera, der kom til magten i 1898. Familien blev i 1905 tvunget til at flytte til byen Salamá, efter at faderen i sit embede som dommer havde løsladt nogle studerende, der var blevet anholdt for urostiftelse. Dette var i direkte modstrid med diktaturet, og faderen mistede hermed sit job. Familien flyttede herefter ind hos bedsteforældrene på deres farm. I 1908 flyttede familien dog tilbage til en forstad til Guatemala City, hvor de etablerede forretning.

I 1920 deltog den unge Asturias i aktiviteter imod diktator Manuel Estrada Cabrera, hvor han havde en yderst aktiv rolle med blandt andet at arrangere strejker på sit gymnasium. I 1921, hundredåret for den spansk-amerikanske uafhængighed, deltog han i en bevægelse for at oprette en føderation af centralamerikanske stater, og i 1923 var han som opposition til det guatemalanske diktatur med til at grundlægge et folkeuniversitet i Mexico City.
Den unge Miguel startede på medicin-studierne men skiftede efter et års tid til jura ved San Carlos de Guatemala-universitetet. Han færdiggjorde sin uddannelse i 1923 og modtog Gálvezprisen for sin tese om ”indianer-problemer” samt endnu en pris for at være den bedste studerende på fakultetet.
Det var også på dette universitet, at Asturias stiftede et par fagpolitiske grupper og aktivt deltog i La Tribuna del Partido Unionista, der ultimativt skulle blive endens på Cabreras diktatur. Sideløbende med studierne arbejde Asturias som repræsentant for Asociación General de Estudiantes Universitarios, der var én af de grupper, som den unge forfatterspire stod bag. I dette embede rejste han rundt til blandt andet i El Salvador og Honduras.
Efter endt universitetsuddannelse i 1923 rejste Asturias til Europa. Den oprindelige plan var at studere politisk økonomi i England, men han ændrede mening og tog i stedet til Paris, hvor han læste etnologi ved Sorbonne, og blandt andet fulgte antropologiske kurser om de indianske kulturer og religioner i Mellemamerika.
Det var også her, at han stiftede bekendtskab med den franske surrealisme. Begge dele skulle vise sig at få afgørende indflydelse på det senere forfatterskab. Han begyndte i denne periode så småt at skrive lyrik og fiktion under indflydelse af grupperne af forfattere og kunstnere i det parisiske Montparnasse-område. I Paris stiftede han desuden tidsskriftet Tiempos Nuevos / New Times.

Miguel Ángel Asturias debuterede i 1930 med Legender fra Guatemala og fik sit store gennembrud i 1946 med Præsidenten, der skulle blive en nøgleroman i forfatterskabet. Det er en grum beskrivelse af et diktatur og er delvis baseret på historiske fakta med fordømmelse af den guatemalanske diktator Manuel Estrada Cabrera, men struktureret som myte med magiske træk. Romanen var egentlig allerede færdig i 1933, da han vendte hjem efter ti år i Paris, til endnu et diktatur i Guatemala, men kunne af disse politiske grunde ikke udgive den før end 1946.

I 1939 giftede forfatteren sig med Clemencia Amado, og de fik sammen sønnerne Miguel og Rodrigo Ángel. Parret blev skilt i 1947. I 1950 giftede Asturias sig på ny, denne gang med den argentinske Blanca de Mora y Araujo, et ægteskab der varede indtil hans død i 1974.

I 1954 mistede forfatteren sit guatemalanske statsborgerskab på grund af støtte til Jacobo Árbenz, og de næste otte år levede han i eksil i Chile og Buenos Aires. Et nyt styre i Argentina betød dog, at han endnu engang måtte finde et nyt hjem, og denne gang valgte han at flytte til den italienske by Genoa.

Efter sin litterære debut etablerede Asturias sig som én af mange store latinamerikanske forfattere i det 20. århundrede. Karakteristisk for forfatterskabet, der i flere henseender ligger indenfor den latinamerikanske tradition, er kampen mod imperialisme og anden politisk undertrykkelse, og ligesom mange af sine latinamerikanske kolleger bevæger han sig også indenfor den magiske realisme og surrealismen genremæssigt, i Asturias tilfælde ofte i mayaernes legende-univers. Legender fra Guatemala (1930) er fx en poetisk genskabelse af folkeeventyr og myter fra mayakulturen.

Et hovedværk fra forfatterens pen er Majsmennesker (1949), om kampen mellem indianernes organiske livsmønster kontra mestizernes (statens) destruktion af netop dette. Forfatterens mest omfattende værk er den såkaldte Banan-trilogi om et nordamerikansk frugtfirmas ødelæggende fremfærd i Guatemala. Trilogien udgøres af Stormvind (1950), Den grønne pave (1954) og De begravedes øjne (1960). Novellesamlingen Weekend i Guatemala (1956) indeholder stærke sociale protester og er i høj grad inspireret af den politiske og økonomiske situation i landet på daværende tidspunkt.

Ud over romaner har Asturias skrevet digte, dramatik og noveller og blandt andre værker fra forfatterens portefølje kan nævnes romanen Mulatkvinden (1963) og digtsamlingen Lysvågent forår (1965).

I 1966 kom præsident Julio César Méndez Montenegro til magten via et demokratisk valg, og Asturias fik sit guatemalanske statsborgerskab tilbage. Han blev herefter udnævnt som fransk ambassadør, et hverv han bestred indtil 1970 og hvorunder han endnu engang bosatte sig permanent i Paris. Efter årtier i eksil og på flere punkter marginaliseret individ blev Asturias altså endelig bredt anerkendt. I 1966 modtog han Lenins Fredspris og året efter vandt han Nobelprisen i litteratur, som blot den anden latinamerikaner til at modtage denne anerkendelse (Gabriela Mistral modtog Nobelprisen i litteratur i 1945).

Miguel Ángel Asturias Rosales tilbragte de sidste år af sit liv i den spanske hovedstad Madrid og døde her den 9. juni 1974, 74 år gammel. Han er begravet på Père Lachaise kirkegården i Paris.

Herfra skal lyde en stor tak til den guatemalanske forfatter for hans bidrag til den politiske debat, ihukommelsen af mayaernes univers og til det latinamerikanske magisk-realistiske tradition.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 42f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 23f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Enki Bilal (1951 – )

Mandag den 7. oktober er det 68 år siden, at den serbisk-franske tegneserieskaber, instruktør og manuskriptforfatter Enes Bilalovic, bedre kendt under navnet Enki Bilal, kom til verden i Beograd. Hans mor var fra Tjekkoslovakiet, og hans bosniske far arbejdede en overgang som Marskal Titos skrædder.

De første ti år af sit liv boede den lille Enes sammen med sin søster og forældre i Beograd, og han viste tidlig interesse for tegnekunsten. Han yndede blandt andet, sammen med sine kammerater, at male med farvekridt på fortovene i Beograds gader.

I slutningen af 1950´erne rejste faderen til Paris for at søge arbejde og besluttede sig for ikke at vende tilbage til det kommunistiske diktatur. Det var dog ikke helt let at bringe resten af familien med til Frankrig, men det lykkedes dog familien at få hjælp fra den unge Enes´ lærerindes mand, der var højt placeret indenfor det kommunistiske system. Han var villig til at give familien visum ud af landet mod til gengæld at overtage den lejlighed, som de boede i. Familien blev genforenet i Frankrig i 1961 og flyttede ind i en trist forstad til Paris, der i høj grad inspirerede Enes til de forfaldne bybilleder, der kom til at præge hans senere værker.

I skolen i Paris blev den unge Bilal for første gang introduceret for vestens tegneserieunivers med fx Tintin og Splint og Co., og efter studentereksamen påbegyndte han studier ved kunstakademiet i Nanterre. Opholdet her blev dog kort, da han efter kort tid vandt en tegnekonkurrence arrangeret af tegneseriemagasinet Pilote, og herefter begyndte han at arbejde for magasinet med at tegne forsider og andre mindre illustrationsopgaver.

Bilal debuterede i 1972 med historien Le bol maudit i Pilote.

Ved et tilfælde stødte Bilal ind i tekstforfatteren Pierre Christin i en parisisk boghandel, hvilket afstedkom et yderst frugtbart samarbejde for begge parter. De udviklede sammen en trilogi af dystre og surrealistiske tegneserier for voksne, kendt som Vor tids legender. Serien udgøres af De glemtes krydstogt (1975), Stenskibet (1976) og Byen der ikke eksisterede (1977).

Bilals store gennembrud kom i 1979 med den politiske tegneserie Den sorte ordens falangister, med tekst af Pierre Christin. Værket vandt Prix RTL for bedste tegneserie for voksne i 1980.

Bilal var dog ikke længere tilfreds med blot at illustrere andres manuskripter, og i 1980 både skrev og tegnede han første bind i den såkaldte Nikopol-trilogi, med titlen Udødelighedens pris (1980), der blev efterfulgt af Lokkeduen (1986) og Ækvators kulde (1992). Serien blev i 2008 udviklet som computerspil og sidstnævnte værk vandt desuden magasinet Lires pris for årets bedste bog.

Samarbejdet med Christin fortsatte dog, og i 1983 udgav de det profetiske værk Jagten, der gjorde Bilal berømt i hele Europa som en illustrator i verdensklasse.

Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i 1991 involverede Bilal sig aktivt i debatten og producerede blandt andet en række ”freds-frimærker” og postkort til støtte for fredsprocessen.

I 1998 vendte Bilal tilbage til tegneserieuniverset med Monster-tetralogien, udgjort af Erindringens magt (1998), 32. December (2003), Møde i Paris (2006) og Fire? (2007), der handler om Jugoslaviens sammenbrud set med fremtidsøjne.

Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes Exterminator 17 (1979), Los Angeles – Laurie Blooms glemte stjerne (1984), Sidste halvleg (1987), Blødende hjerter og andre kioskbaskere (1988) samt Jorden i oprør-trilogien, udgjort af Animal´z (2009), Julia & Roem (2011) og Luftens farve (2014).

Karakteristisk for Bilals poetiske streg er hans evne til at forene realisme og surrealisme, og blandt hans foretrukne temaer finder vi menneskets møde med totalitære tankegange, ofte forløst i science fiction-universer. Og hans mareridtsagtige fremtidsverdener er ofte fyldt ud med erotik, vold og poesi.

Ud over tegneserieuniverset har Bilal også bevæget sig indenfor filmmediet, hvor han fx i 1983 stod for designet af kulisserne til Alain Resnais´ film La vie es tune roman og i 1988 instruerede han selv sin første spillefilm, Bunker Palace Hotel, der blev indspillet i de samme gader i Beograd, hvor han selv havde leget som dreng. I 1996 instruerede han sin anden film, Tykho moon og i 2004 sin tredje film Immortel (ad vitam), der var et forsøg på at filmatisere Nikopol-trilogien (1980-93) med en blanding af computeranimerede figurer og rigtige skuespillere og som var én af de første spillefilm, der blev optaget ved hjælp af blue screen teknikken.

I 2012 fik Bilal desuden en solo-udstilling på kunstmuseet Louvre i Paris med titlen Louvres spøgelser.

Enki Bilal lever og arbejder i dag i Paris, og herfra skal lyde et stort tillykke til multikunstneren og en stor tak for hans bidrag til den illustrerede litterære genre.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; forlagetfaraos.dk; imdb.com; litteratursiden.dk; comicwiki.dk