Jean Iris Murdoch (1919-1999)

Mandag den 15. juli er det 100 år siden, at den britiske filosof og forfatter Jean Iris Murdoch kom til verden i Phibsborough, Dublin, Irland, som datter af Wills John Hughes Murdoch og Irene Alice.

Den lille Iris voksede op, og blev efterfølgende boende, i England, men opfattede altid sig selv som irsk. Den unge Murdoch studerede filologi og filosofi ved blandt andet Somerville College, og efter 2. Verdenskrig deltog hun i det internationale flygtningearbejde i blandt andet Belgien og Østrig.

Fra 1948-63 underviste hun i filosofi ved Oxford Universitetet og senere i London.

Jean Iris Murdoch debuterede i 1954 med romanen Under nettet. Siden blev det til yderligere mere end 25 romaner, og hun var en af efterkrigstidens mest produktive og populære engelske forfattere.

I samtiden var hendes romaner især populære og kendt for at være nyskabende, belæste, dybsindige og underholdende på samme tid. Romanernes ramme er ofte den øvre engelske middelklasse, og de udfolder sig her omkring personernes neurotiske og ind imellem seksuelt ret avancerede eskapader og fejltrin.

Blandt andre romaner og noveller fra forfatterindens pen kan blandt andet nævnes Sandslottet (1957), Klokken (1958), Et afhugget hoved (1961, dramatiseret af Murdoch selv og opført som Elsk din næste i 1966 samt filmatiseret af Dick Clement i 1971), En uofficiel rose (1962), Enhjørningen (1963), Den italienske pige (1964), Rødt og grønt (1965), Præst uden gud (1966), Kærlighedens kabale (1968), Æren i behold (1970), Den sorte prins (1973), Kærlighedens paradokser (1974), Et ordets barn (1975), Nonner og krigere (1980) og Bogen om broderskabet (1988).

I 1956 blev Murdoch gift med litteraten John Bayley.

Det er et voluminøst forfatterskab, som Murdoch er ophavskvinde til, der ud over hendes populære romaner, noveller og digte også indbefatter blandt andet filosofiske afhandlinger. Forfatterskabet tager udgangspunkt i den moralfilosofiske udforskning af den brogede og tilfældighedsprægede virkelighed og anvender ofte elementer så som fabulering, symbolik og det fantastiske.

I løbet af 1960´erne blev ”Murdochland” en realitet som et halvallegorisk landskab med tilbagevendende karakterer, og en Platon-inspireret vision om det gode, det skønne og det sande blev etableret som det samlende princip i handlinger, der gennemspiller temaer som fx kærlighedens former, magtens dynamik og virkelighedens natur, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Brunos drøm (1969).

Op igennem 1970´erne og 80´erne bliver tema-metaforen endnu mere fremtrædende og referencer til William Shakespeare er hyppige som i fx Havet, havet (1978).

En optagethed af filosoffens og profetens orakelkraft er udpræget i den senere den af forfatterskabet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i The message to the planet (1989).

Murdoch er blevet anset som en dobbelttydig person, både hvad hendes forfatterskab angår, med romanerne på den ene side og filosofien på den anden side, men også hvad hendes privatliv angik var der fascination over hendes komplekse erotiske liv, der involverede både hetero- og homoseksualitet samt sadomasochistiske forhold. Forfatterinden havde talrige hel- og halvberømte elskere, heriblandt nobelprismodtageren i litteratur Elias Canetti.

Forfatterindens filosofiske standpunkt var anti-eksistentialisme og hendes første betydende filosofiske indsats var værket Sartre – Romantic rationalist (1955), der netop er en skarp kritik af Jean-Paul Sartre og eksistentialismen. I stedet er Murdoch fortaler for ”det godes” eksistens, som den ide, vi retter os imod eller bør rette os imod, uafhængig af vores tilfældige opfattelser. Hendes filosofiske hovedværk, Det godes suverænitet (1970), fortsætter da også denne linje om ”det gode” som den ultimative rettesnor for mennesket og tesen kan også ses i værker som fx essayet The fire and the sun (1976), samt i romaner som Den gode discipel (1985), The green knight (1993) og Jacksons´s dilemma (1995).

I løbet af sin karriere modtog forfatterinden flere priser og æresbevisninger, blandt andet Dame Commander of the Order of the British Empire, Bookerprisen for Havet, havet (1978) og Fellow of the American Academy of Arts and Sciences.

Fra 1994 led forfatterinden af Alzheimers sygdom og Dame Jean Iris Murdoch døde den 8. februar 1999, 79 år gammel, i London, Storbritannien.

Efter hendes død skrev husbonden erindringsbogen Elegy for Iris (1998) om samlivet med forfatterinden og ikke mindst de sidste år, hvor sygdommen Alzheimers fyldte en del. Bogen blev filmatiseret under titlen Iris (2001) af Richard Eyre og med henholdsvis Kate Winslet og Judi Dench som den yngre og ældre Jean Iris Murdoch.

Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatterinde for hendes progressive bidrag til den moralfilosofiske litteratur.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 312f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; kvinfo.dk; bibliorafi.dk; imdb.com

Knud Sønderby (1909-1966)

Onsdag den 10. juli er det 110 år siden, at den danske jurist, journalist, dramatiker og forfatter Knud Sønderby kom til verden i Esbjerg.

Hans fader Niels Christian Sønderby var grosserer, men døde allerede som 47-årig, da den lille Knud var 6 år, hvorefter han sammen med sin moder Inge Nielsen Barfod flyttede fra Esbjerg til Hellerup.

I 1927 blev den unge Knud student fra Øregaard Gymnasium og i 1935 blev han uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet.

Allerede i sin studietid begyndte den unge forfatterspire af skrive, og efter endt uddannelse arbejdede han et par år som sagførerfuldmægtig og efterfølgende ved flere forskellige store dagblade, blandt andet ved Nationaltidende fra 1932-37, Berlingske Tidende fra 1937-44, Politiken fra 1944-45 og ved Information fra 1945-47. Som journalist skrev han især om kulturelt stof.

Han debuterede som forfatter i 1925 med digte og artikler i skolebladet Øregaards-Posten og fik i 1931 udgivet en prosaskitse i tidsskriftet Vild Hvede.

Knud Sønderby debuterede som romanforfatter i 1931 med ungdomsromanen Midt i en jazztid.

Debuten vakte bestyrtelse hos anmelderne, der manglede moral, vilje og politisk engagement, men blev taget helt anderledes positivt imod hos de unge læsere, hvorfor også det første oplag blev meldt udsolgt efter 14 dage, og yderligere tre oplag blev sendt i trykken i løbet af tre måneder.

Året efter udkom endnu en generationsroman med To mennesker mødes (1932). På trods af de forskellige faser i Sønderbys forfatterskab, står disse romaner som de to centrale værker i forfatterskabet og har fået en plads som moderne klassikere i dansk litteratur. Romanerne skildrer Københavns ungdom i de spæde 1930´ere og fanger hermed tidsånd og klassemodsætninger i en brydningstid efter Første Verdenskrig, hvor den moderne ungdom tager sin form, samtidig med at de skildrer eviggyldige vilkår og tidløse konflikter ved den svære ungdomskærlighed.

Anmeldernes hårde og kritiske modtagelse af debutromanen affødte dog hos Sønderby en skyhed overfor offentligheden, som han lod sig mærke med resten af livet.

Forfatteren foretog en del rejser i Mellemeuropa og fra 1935-36 arbejde han i Grønland og fra dette ophold har han blandt andet hentet stof til ægteskabsromanen De kolde flammer (1940) og prosaskitserne Grønlandsk sommer (1941).

I 1940 blev Knud Sønderby gift med Ingeborg Marie Johansen.

Under Anden Verdenskrig påtog forfatteren sig rollen som modstandsmand, men måtte i 1943, ligesom flere af sine kolleger, flygte til Sverige, hvor han levede i eksil frem til 1945.

Efter krigen kom der ikke flere romaner fra Sønderbys pen, men i stedet kastede han sig over essaygenren og dramatikken. Indenfor essayformen er det især den personlige oplevelse og erindring der kommer mere direkte i spil i en impressionistisk form, sammen med en fokus på naturen og landskabet. Her kan værker som fx essaysamlingerne Forsvundne somre (1946), Hvidtjørnen (1950), Gensyn med havet (1957), Det blå glimt (1964) og De danske havne (1969) og skuespillene Krista (1947), Hjertets renhed (1949), Kvindernes oprør (1955) og Gardin for åbent vindue (1968) nævnes.

Som antydet bringer Sønderby ofte selvbiografisk stof i spil, hvilket blandt andet kan ses i romanen En kvinde er overflødig (1936), der har udspring i moderens død i 1934 og Den usynlige hær (1945) om sabotage, modstandsbevægelse og danskhed.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, heriblandt Midt i en jazztid (1931, filmatiseret i 1969 af Knud Leif Thomsen), forfatterens debut som dramatiker – En kvinde er overflødig (1936, opsat som skuespil på Det Kongelige Teater i 1942 og filmatiseret i 1957 af Gabriel Axel) og Den usynlige hær (1945, filmatiseret samme år af Johan Jacobsen).

Derudover oversatte Sønderby blandt andet Arthur Miller, G. B. Shaw, Tjekhov og Shakespeare.

I løbet af sin karriere modtog forfatteren flere legater og priser for sit arbejde, heriblandt Carl Møllers Legat i 1934, Herman Bangs Mindelegat i 1948, Kollegernes Ærespris i 1958, Holberg-Medaillen i 1959, Louisiana-Prisen i 1960 og Danske Dramatikeres Hæderspris i 1964 og fra 1944 kom han fast på finansloven. Knud Sønderby blev desuden som én af de første i 1960 medlem af Det Danske Akademi.

Knud Sønderby døde den 8. august 1966, kun 57 år gammel, i Visbyå. Han er begravet, sammen med hustruen, på Tårbæk kirkegård.

Herfra skal lyde en stor tak til den danske forfatter for hans bidrag til skildringen af Danmark og dens ungdom med alle dens håb, drømme og længsler og for hans essayistiske erindringskunst, der overskrider grænserne for tid og rum, for barndom, ungdom, manddom og alderdom.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Hjalmar Söderberg (1869-1941)

Tirsdag den 2. juli er det 150 år siden, at den svenske forfatter Hjalmar Emil Fredrik Söderberg kom til verden i Stockholm, Sverige.

Den lille Hjalmar blev født ind i det bedre svenske borgerskab og blev fra 1897 fast medarbejder ved Svenska Dagbladet og her kendt som kulturjournalist.

Han debuterede som forfatter i 1895 med den impressionistiske Stockholms-roman Förvillelser (1895), der knyttede sig til tidens sædelighedsdebat, men selv vakte en del påstyr, da den, fra visse kanter, blev anset for usædelig.
De filosofiske noveller Historietter (1898), der er en slags prosadigte, skildrende Stockholmsmiljøer, var med til at slå Söderbergs navn fast blandt tidens forfattere.

I sit virke som forfatter beskæftigede Söderberg sig med alt fra digte, noveller, romaner og dramatik såvel som kritiske kommentarer om samtiden, og han skrev desuden flere religionshistoriske værker. Derudover er han blevet beskrevet som en stor Stockholms-skildrer.

Som så mange andre af hans samtidige kolleger blev også Söderberg påvirket af Dreyfusaffæren i Frankrig og slog over i en illusionsløs kritisk realisme, hvilket blandt andet kan ses i den selvbiografiske udviklingsroman Martin Bircks ungdom (1901), og angreb de borgerlige konventioner i romaner så som Doktor Glas (1905), der er blevet filmatiseret flere gange, Hjertets uro (1909) og Den alvorlige leg (1912).
Dramaet Gertrud (1906) om kærlighedens umulige vilkår, dannede i 1964 grundlag for Carl Th. Dreyers sidste film med samme titel.

I 1899 blev forfatteren gift med Märta Söderberg. Ægteskabet fik dog en ende i 1917, hvor han i stedet giftede sig med Emilie Voss og permanent bosatte sig i København.
Sammen fik parret datteren Betty Søderberg, der senere blev skuespillerinde og giftede sig med kritikeren Hakon Stangerup. Hjalmar Söderberg er derfor også morfar til de danske forfattere Henrik og Helle Stangerup.

Fra 1920´erne kastede forfatteren sig over kristendommens historiske baggrund og angreb utrætteligt kirkens hykleri og alle dens former for irrationalisme og verdensforagt. Denne kritik kommer blandt andet til udtryk i Jesus Barabbas (1928) og Den forvandlede Messias (1932).

Også hans tidlige kritik af den spirende nazisme og antisemitisme har været betydningsfuld, hvilket fx kan ses udtrykt i Tidens usle magter – aforismer og essays (1992).
Hjalmar Söderberg døde den 14. oktober 1941, 72 år gammel, i København. Han er begravet på Vestre Kirkegård i den danske hovedstad.

Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter, hvis forfatterskab af mange bliver anset som ét af de vigtigste i 1900-tallets Sverige.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 422f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Georges Duhamel (1884-1966)

Søndag den 30. juni er det 135 år siden, at den franske forfatter Denis Thévenin, bedre kendt under navnet George Duhamel, kom til verden.

Den lille Georges blev født i 13. arrondissement i den franske hovedstad Paris som det tredje barn i en fattig familie. På grund af forskellige kriser flyttede familien ofte og pludseligt, men på trods af dette lykkedes det den unge Duhamel at færdiggøre sin studentereksamen i 1902.

I 1906 stiftede Duhamel, sammen med blandt andet hans kommende svoger, det kunstneriske kollektiv Abbaye de Créteil. Dette kollektiv havde til formål at sammenbringe digtere, forfattere, musikere og kunstmalere med fokus på menneskets sociale status frem for dets individuelle.

Duhamels første værker bestod af digtsamlinger som fx Des legendes, des batailes (1907), L´himme en tête (1909) og Selon ma loi (1910) og efterfølgende kom et par skuespil i form af fx La lumière (1911) og Le combat (1913).

I 1912 blev han redaktør for det litterære magasin Marcure de France og i 1937 blev han direktør for samme magasin og dets forlag.

På trods af Duhamels store kærlighed for litteratur og de mere humanistiske fag, blev han uddannet som læge og fungerede i fire år som kirurg for den franske hær under 1. Verdenskrig, hvor han udførte over 1.500 operationer.

I 1909 blev forfatteren gift med Blanche Albane, et ægteskab, der varede frem til hans død i 1966. Sammen fik parret børnene Antoine, Bernard og Jean.

Efter krigen viede Duhamel sit liv til litteraturen og som forsvarer af den menneskelige civilisation. Fra 1930 og et årti frem deltog han, som medlem af Det Franske Akademi (Académie francaise), i et hav af konferencer i Frankrig såvel som i udlandet og talte varmt om det franske sprog og den franske kultur samt promoverede ideen om en civilisation baseret på menneskelig kærlighed frem for på teknologisk udvikling.

Under 2. Verdenskrig beskrev Duhamel sig selv som pacifist og internationalist og hans værker blev på grund af hans afstandtagen fra besættelsesmagten forbudt af tyskerne. Efter krigen blev Durhamel udnævnt som præsident af Alliance francaise og han fortsatte sine offentlige taler om fransk kultur.

Forfatteren blev i første omgang især kendt for sine skildringer af menneskeskæbner fra 1. Verdenskrig, som fx kommer til udtryk i Martyrernes liv (1917), der blev udgivet under hans oprindelige navn Denis Thévenin og Civilisation (1918). Disse værker indeholdt en skarp og indigneret kritik af krigens væsen.

Senere introducerede forfatteren det første romanværk om en absurd-eksistentiel problemstilling i Salavins historie 1-5 (1920-32), bestående af Confession de minuit, Deux hommes, Journal de Salavin, Le club des lyonnais og Tel qu´en lui même, om antihelten, den lille grå kontormand Salavin. Fra det individuelle portræt fortsatte forfatteren til det mere brede tidsbillede med Familien Pasquiers Krønike 1-10 (1933-44). Den første bog i denne krønike, Le Notaire du Havre (1933) afspejler på selvbiografisk vis forfatterens første leveår med alle dens begrænsninger og spændinger.

Udover romaner, lyrik og skuespil har Duhamel også beskæftiget sig med blandt andet essays og blandt andre værker fra forfatterens pen kan blandt andet nævnes novellesamlingen Les hommes abandonnés (1919), La possession du monde (1922), hvor forfatteren fremlægger sin livsfilosofi, det satiriske værk Lettres au Patagon (1926), Les plaisirs et les jeux (1926), Les sept dernières plaies (1928), Scènes de la vie future (1931) og Les espoirs et le Épreuves (1953).

Forfatteren modtog i årenes løb flere udmærkelser, blandt andet modtog han i 1918 Goncourtprisen for romanen Civilisation. På trods af 27 nomineringer til Nobelprisen i litteratur modtog Durhamel aldrig denne pris.

Georges Duhamel døde den 13. april 1966, 81 år gammel i Valmondois, Frankrig.

Herfra skal lyde en stor tak til den franske forfatter for hans bidrag til verdenslitteraturen, for hans kærlighed til bøgerne og for hans afstandtagen fra krigen og alle dens rædsler.

Kilder: sv.wikipedia.org; da.wikipedia.org; en.wikipedia.org; denstoredanske.dk

Iselin C. Hermann (1959 – )

Lørdag den 22. juni fylder den danske forfatterinde Iselin Cosman Hermann 60 år.

Den lille Iselin kom til verden i København som datter af Cand.phil. Kinne Hermann og auktionarius Jens Hermann.

Hun blev student fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole i 1977, og året efter blev hun uddannet som linedanser og cirkusartist fra en privat teaterskole i Aix-en-Provence og École Nationale du Cirque i Paris.

Fra 1979-81 studerede Hermann teatervidenskab og italiensk ved Københavns universitet og i 1986 blev hun uddannet Cand.phil. i Nordisk Filologi med speciale i spaltningsmotivet i Henrik Nordbrandts forfatterskab fra samme uddannelsesinstitution.

Sideløbende med studierne arbejde hun fra 1979-81 som instruktørassistent ved Folketeatret og Gladsaxe Teater og blev senere medlem af Torben Jetsmarks trup Tribunen.

I 1982 kom hun ind i forlagsbranchen, først som sekretær ved Christian Ejlers Forlag og fra 1984-91 i samme stilling hos Brøndums Forlag og fra 1991 hos Brøndum/Aschehoug.

Hun blev i 1984 gift med Hans Jørgen Brøndum, med hvem hun drev Brøndums Forlag. Forlaget blev grundlagt af ægtefællen i 1966 og specialiserede sig i æstetisk indbundne bøger, primært med danske kunstneres originalgrafik til nye tekster af danske forfattere eller til oversættelser.

Forlaget ophørte i 2002 og ægteskabet fulgte efter i 2004, da forfatterinden kort og hovedkulds forelskede sig i en anden mand. Parret fik sammen sønnerne Vesle, Oscar og Theodor. Senere har Hermann giftet sig med Tom Møller Kristensen.

Iselin C. Hermann debuterede med den lille brevroman Prioritaire i 1998. Romanen udsprang af faderens pludselige død og den sorg der fulgte. Debuten blev en stor succes, både blandt anmeldere og læsere og blev hurtigt solgt til udgivelse i omkring 20 andre lande. Samme år som debuten udkom valgte hun at kaste sig over livet som fuldtidsforfatter.

Sidenhen har hun blandt andet udgivet romanerne Kongen af Sydspanien – og hele balladen (1999), Der hvor månen ligger ned (2002), Dampe (2003), Træer sår sig selv (2004), Domino (2008) og Cirkus Manera (2012).

Forfatterinden har også udgivet børnebøger hvor iblandt vi fx finder Vilmer og Valdemar (2001), Vilmer i varmen (2001), Vilmer i vildrede (2001), Fadul og hele fadæsen (2005), Baldyrias forunderlige rejse (2008), Mundgodt, snurrepenót og hele redeligheden (2008), Arveslynglen og hele musikken (2009), Drengen, der kun ville sige F (2011) og Hemmeligheden (2011).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatterinden på hendes runde dag.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; jyllands-posten.dk