Herman Melville (1819-1891)

Torsdag den 1. august er det 200 år siden, at den amerikanske sømand, forfatter og tolder Herman Melville kom til verden på Manhattan i New York City.

Den lille Herman blev født ind i en rig familie. Hans moder, Maria Gansevoort, var af hollandsk afstamning og faderen Allan Melvill (e´et blev tilføjet i 1830´erne) var en yderst berejst købmand med base i New York. Desværre var faderen også lidt af en spekulant. Da han døde i 1832, var den tidligere så rige købmand gældsat for flere tusind dollars, hvorfor familien måtte ty til hjælp fra sine gode aristokratiske forbindelser, for at den 12-årig Herman kunne fortsætte sin skolegang i Albany.
Den unge Herman forsøgte samtidig med skolegangen at forsørge sin familie ved forskellige jobs indenfor bank og lærervirksomhed, og som kompensation for sin mangelfulde uddannelse kastede han sig ud i omfattende selvstudier.

I 1838 påbegyndte han ingeniøruddannelsen, men opgav dog denne igen. I 1839 sejlede han til Storbritannien som skibsdreng og ved hjemkomsten til Amerika fik han ansættelse som skolelærer. Melville kunne dog ikke helt slippe havet, og i 1841 tog han hyre på et hvalfangerskib og tilbragte herefter tre år på forskellige skibe og øer i Stillehavet, før han atter returnerede til Amerika via Tahiti og Hawaii. Livet på havet skulle efterfølgende vise sig i høj grad at præge forfatterskabet.

Melville debuterede i 1846 med Typee – En skizze af livet paa Sydhavsøerne under fire maaneders ophold i en dal paa Nukuhive, der trak på forfatterens egne erfaringer som polynesisk fange i flere måneder. Debuten blev en bestseller og blev efterfulgt af den ligeledes succesfulde Omoo – Oplevelser i Sydhavet (1847), der også var en populær eventyrlig rejsebeskrivelse, baseret på egne oplevelser.

I 1847 giftede Melville sig med Elizabeth Shaw. Det nygifte par bosatte sig i New York og fik sammen to døtre samt sønnen Malcolm, der dog valgte at tage livet af sig selv i 1867. Det lykkedes aldrig Melville at leve af sit forfatterskab, og resten af sit liv var han plaget af svære økonomiske vilkår.

I 1849 udkom den ambitiøse roman Mardi og en rejse dertil i to store og flotte bind, men læserskaren var imidlertid forsvundet, formentlig grundet tykkelsen på bogen og dermed en forhøjet pris, samt at romanen benyttede sig af en vanskeligere stil og større filosofisk dybde end de tidligere kulørte rejseskildringer. Samme år udkom den ”nemmere” sejlerroman Redburn – his first voyage (1849) og året efter fulgte White-Jacket, or the world in a man-of-war (1850), der med autobiografisk stof fra Melvilles 14 måneder som matros på fregatten United States skildrer det brutale liv til søs. Beskrivelser af blandt andet pisk som hverdagskost blev et vigtigt indslag i tidens debat om vilkårene for de søfarende.

I 1850 købte Melville en landejendom i Pittsfield, Massachusetts og blev hermed nabo til forfatteren Nathaniel Hawthorne. Melville var glad for sin nye nabo, hvilket blandt andet kommer til udtryk i essayet/anmeldelsen i det litterære magasin New York Literary World af Hawthornes novellesamling Mosses from an old manse (1846), En pibe kanaster en redeye, (1850, original titel: Hawthorne and his Moses) samt i den monumentale roman Moby Dick eller Hvalen (1851), der er tilegnet Hawthorne.

Denne roman, der via fortælleren Ishmael beretter om kaptajn Ahabs håbløse jagt på den hvide hval, der af de fleste i dag betragtes som forfatterens hovedværk, havde dog kun få læsere i samtiden, men blev i 1920´erne genopdaget og anerkendt som en af de første moderne romaner. Den monstrøse og encyklopædiske roman inddrager et væld af citater fra Biblen, klassisk litteratur og videnskabelige kilder om hvalfangst, og på trods af dens begrænsede emne rækker den ud over sig selv og kan læses som en allegori over menneskets tvetydige natur og uendelige stræben efter at kontrollere sin egen skæbne.

Melville, der var en smule nedslået over samtidens modtagelse af Moby Dick (1851) forsøgte at kanalisere sine frustrationer over i kunstnerromanen Pierre – eller flertydighederne (1852), der handler om en forfatters arbejde med sit livs roman. Herefter fulgte kortromanen Israel Potter (1855) samt novellerne Skriveren Bartleby (1853), Encantadas – de fortryllede øer (1854) og Skibet og døden/Benito Cereno (1855). Disse fortællinger er samlet i Veranda-fortællinger (1856).

Melvilles sidste prosaværk er Bondefangeren (1857), der er en satanisk og satirisk leg med både romanens form og tidens moralske værdier. Læsere og anmeldere foretrak tydeligt forfatterens eksotiske beskrivelser af fremmede himmelstrøg frem for dette troldspejl, der blev holdt op foran dem og konfronterede deres egne indre mørke. Værket blev derfor modtaget med dårlige eller udeblevne anmeldelser samt en svigtende læserskare.

Efter et sammenbrud i 1856 rejste forfatteren til Europa og Palæstina og denne rejse er blandt andet skildret i det store fortællende digt Clarel – a poem and pilgrimage in the Holy Land (1876), der sammen med borgerkrigsdigtene i Battle-pieces and aspects of the war (1866) viser Melville som en yderst habil lyriker.

Fra 1866-1885 fungerede Melville som toldinspektør på New Yorks kajanlæg, og hans forfatterskab var mere eller mindre arkiveret i glemmebogen, faktisk i en grad så han i nekrologen i New York Times blev omtalt som Henry Melville. Efter sønnens selvmord i 1867 steg Melvilles pessimisme, der, ud over familietragedien, blandt andet var grundet økonomisk usikkerhed og den tiltagende litterære fiasko. Dette tærede på psyken samt på samlivet med hustruen Elizabeth. Han opgav dog aldrig helt skriverierne og som nogle af de sidste værker udgav han digtene John Marr and other sailors (1888) og Timoleon (1891).

Den egentlige oprejsning af Melvilles forfatterskab startede ved fejringen af hundredåret for hans fødsel i 1919, hvor der fremkom flere artikler, der indskrev hans position i den absolutte top af den litterære kanon, hvor han har befundet sig lige siden. Medvirkende til denne renæssance var også opdagelsen af manuskriptet til kortromanen Billy Budd – fortopsgast (uafsluttet i 1891), der udkom i 1924 og kort kan betegnes som en kristusmyte i sømandsregi.

Flere af Melvilles værker er blevet filmatiseret, heriblandt Moby Dick (1851, filmatiseret flere gange, fx i 1956 af John Huston og i 1978 af Paul Stanley) og Billy Budd (1924, også filmatiseret flere gange, fx i 1962 af Peter Ustinov og i 1988 af Barrie Gavin).

Herman Melville døde den 28. september 1891 af hjertesvigt, 72 år gammel, i New York City.

Herfra skal lyde en stor tak til den store amerikanske forfatter for hans evne til at sætte ord på menneskets komplekse og modsætningsfyldte natur med havet som omdrejningspunkt, en evne som desværre ikke blev anerkendt i Melvilles egen samtid, men heldigvis med tiden fik den oprejsning, som denne forfatter fortjener.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 297f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk; imdb.com; melville.org

Christian Kampmann (1939-1988)

Onsdag den 24. juli er det 80 år siden, at den danske journalist og forfatter Christian Peter Georg Kampmann kom til verden i Hellerup som søn af prokurist og direktør Niels Ølgaard Kampmann og Leila Ingersoli Jones.

Den unge Christian voksede op i det bedre borgerskab i Rungsted og blev i 1957 student fra Rungsted Statsskole. Han uddannede sig efterfølgende til journalist og var i sin elevtid fra 1959-60 på den konservative Herning Avis med forlod elevpladsen til fordel for Abbe Pierres klunserprojekt i Paris. Fra 1961-63 var han på Aalborg Stifttidende og fra 1963-64 på Columbia Graduate School of Journalism i New York.

Kampmann debuterede i 1962 med novellesamlingen Blandt venner, der året efter blev fulgt op af romanen Al den snak om lykke (1963). Forfatteren fik sit gennembrud med novellesamlingen Ly i 1965 og i 1967 fulgte romanen Sammen.

Fra 1964-70 var Kampmann medarbejder ved TV-avisen, dog periodisk afbrudt af orlovsperioder, som statens 3-årige arbejdslegat (1967-69) gav mulighed for.

Fra 1967-69 arbejde forfatteren som freelance-anmelder af især engelsk, amerikansk og fransk litteratur ved Aktuelt og senere med samme virke som fast medarbejder ved Information fra 1970-71.

I 1969 udkom spændingsromanen Uden navn, der egentlig var skrevet til ugebladet Hjemmets spændingskonkurrence, men her blev afvist. Samme år udkom den psykologiske roman Nærved og næsten (1969) og i 1970 novellerne Vi elsker mere.

Fra 1971 kunne Kampmann leve af sit forfatterskab. I dette år udkom nøgleromanen Pinde til en skønskrivers ligkiste (1971) samt den halvdokumentariske citatroman Nok til hele ugen (1971). Forfatterskabets andet realistiske gennembrud kom med romanen En tid alene (1972).

I 1962 blev forfatteren borgerligt viet med pianist og musikpædagogen Therese Herman Koppel, med hvem han fik børnene Abelone Koppel og David Kampmann. Han levede dog et dobbeltliv i mange år, og i 1972 blev ægteskabet opløst. I 1975, da han var på toppen af sin karriere, stod han frem og erklærede sig biseksuel.

Forfatteren genoptog i denne forbindelse også sit journalistiske virke som medredaktør af tidsskriftet Seksualpolitik fra 1975-78 som et led i sit kønspolitiske engagement i Bøssernes Befrielsesfront. I forlængelse af dette engagement i den antipatriarkalske og antikapitalistiske kønspolitik finder vi de personligt sandhedssøgende erindringsbøger, romantrilogien Fornemmelser (1977), Videre trods alt (1979) og I glimt (1980) og senere den posthumt udgivne roman Skilles og mødes (1992).

Kampmann var én af de mest populære i sin samtid og er først og fremmest kendt som nyrealistisk roman- og novelleforfatter med sine samtidsromaner, der skildrer middel- og overklassemiljøer i efterkrigstiden og frem til 1980´erne, men vil for eftertiden især blive husket for slægtsromanen i fire bind om familien Gregersen, der bliver udgjort af titlerne Visse hensyn (1973), Faste forhold (1974), Rene linjer (1975) og Andre måder (1975) og er en præstation ud i beskrivelsen af det danske samfund fra 1954-74 og de kønspolitiske og socialpsykologiske opbrud, der fandt sted i perioden. Serien blev filmatiseret i 2004 under titlen Familien Gregersen af Charlotte Sachs Bostrup.

Forfatteren modtog i løbet af sin karriere flere legater og priser, heriblandt Kritikerprisen i 1972 for En tid alene (1972), De Gyldne Laurbær i 1973 og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Christian Peter Georg Kampmann døde natten til den 13. september 1988, 49 år gammel, i sommerhuset Vibehuset på Læsø. Han blev tæsket til døde af sin samlever og partner, psykologen og forfatterkollegaen Jens Michael Schau.

Herfra skal lyde en stor tak til den danske forfatter, der gav os sin version af en fiktiv men dog yderst troværdig skildring af et kapitel i danmarkshistorien.

Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; forfatterweb.dk; nordjyske.dk; bogrummet.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Jean Iris Murdoch (1919-1999)

Mandag den 15. juli er det 100 år siden, at den britiske filosof og forfatter Jean Iris Murdoch kom til verden i Phibsborough, Dublin, Irland, som datter af Wills John Hughes Murdoch og Irene Alice.

Den lille Iris voksede op, og blev efterfølgende boende, i England, men opfattede altid sig selv som irsk. Den unge Murdoch studerede filologi og filosofi ved blandt andet Somerville College, og efter 2. Verdenskrig deltog hun i det internationale flygtningearbejde i blandt andet Belgien og Østrig.

Fra 1948-63 underviste hun i filosofi ved Oxford Universitetet og senere i London.

Jean Iris Murdoch debuterede i 1954 med romanen Under nettet. Siden blev det til yderligere mere end 25 romaner, og hun var en af efterkrigstidens mest produktive og populære engelske forfattere.

I samtiden var hendes romaner især populære og kendt for at være nyskabende, belæste, dybsindige og underholdende på samme tid. Romanernes ramme er ofte den øvre engelske middelklasse, og de udfolder sig her omkring personernes neurotiske og ind imellem seksuelt ret avancerede eskapader og fejltrin.

Blandt andre romaner og noveller fra forfatterindens pen kan blandt andet nævnes Sandslottet (1957), Klokken (1958), Et afhugget hoved (1961, dramatiseret af Murdoch selv og opført som Elsk din næste i 1966 samt filmatiseret af Dick Clement i 1971), En uofficiel rose (1962), Enhjørningen (1963), Den italienske pige (1964), Rødt og grønt (1965), Præst uden gud (1966), Kærlighedens kabale (1968), Æren i behold (1970), Den sorte prins (1973), Kærlighedens paradokser (1974), Et ordets barn (1975), Nonner og krigere (1980) og Bogen om broderskabet (1988).

I 1956 blev Murdoch gift med litteraten John Bayley.

Det er et voluminøst forfatterskab, som Murdoch er ophavskvinde til, der ud over hendes populære romaner, noveller og digte også indbefatter blandt andet filosofiske afhandlinger. Forfatterskabet tager udgangspunkt i den moralfilosofiske udforskning af den brogede og tilfældighedsprægede virkelighed og anvender ofte elementer så som fabulering, symbolik og det fantastiske.

I løbet af 1960´erne blev ”Murdochland” en realitet som et halvallegorisk landskab med tilbagevendende karakterer, og en Platon-inspireret vision om det gode, det skønne og det sande blev etableret som det samlende princip i handlinger, der gennemspiller temaer som fx kærlighedens former, magtens dynamik og virkelighedens natur, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Brunos drøm (1969).

Op igennem 1970´erne og 80´erne bliver tema-metaforen endnu mere fremtrædende og referencer til William Shakespeare er hyppige som i fx Havet, havet (1978).

En optagethed af filosoffens og profetens orakelkraft er udpræget i den senere den af forfatterskabet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i The message to the planet (1989).

Murdoch er blevet anset som en dobbelttydig person, både hvad hendes forfatterskab angår, med romanerne på den ene side og filosofien på den anden side, men også hvad hendes privatliv angik var der fascination over hendes komplekse erotiske liv, der involverede både hetero- og homoseksualitet samt sadomasochistiske forhold. Forfatterinden havde talrige hel- og halvberømte elskere, heriblandt nobelprismodtageren i litteratur Elias Canetti.

Forfatterindens filosofiske standpunkt var anti-eksistentialisme og hendes første betydende filosofiske indsats var værket Sartre – Romantic rationalist (1955), der netop er en skarp kritik af Jean-Paul Sartre og eksistentialismen. I stedet er Murdoch fortaler for ”det godes” eksistens, som den ide, vi retter os imod eller bør rette os imod, uafhængig af vores tilfældige opfattelser. Hendes filosofiske hovedværk, Det godes suverænitet (1970), fortsætter da også denne linje om ”det gode” som den ultimative rettesnor for mennesket og tesen kan også ses i værker som fx essayet The fire and the sun (1976), samt i romaner som Den gode discipel (1985), The green knight (1993) og Jacksons´s dilemma (1995).

I løbet af sin karriere modtog forfatterinden flere priser og æresbevisninger, blandt andet Dame Commander of the Order of the British Empire, Bookerprisen for Havet, havet (1978) og Fellow of the American Academy of Arts and Sciences.

Fra 1994 led forfatterinden af Alzheimers sygdom og Dame Jean Iris Murdoch døde den 8. februar 1999, 79 år gammel, i London, Storbritannien.

Efter hendes død skrev husbonden erindringsbogen Elegy for Iris (1998) om samlivet med forfatterinden og ikke mindst de sidste år, hvor sygdommen Alzheimers fyldte en del. Bogen blev filmatiseret under titlen Iris (2001) af Richard Eyre og med henholdsvis Kate Winslet og Judi Dench som den yngre og ældre Jean Iris Murdoch.

Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatterinde for hendes progressive bidrag til den moralfilosofiske litteratur.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 312f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; kvinfo.dk; bibliorafi.dk; imdb.com

Knud Sønderby (1909-1966)

Onsdag den 10. juli er det 110 år siden, at den danske jurist, journalist, dramatiker og forfatter Knud Sønderby kom til verden i Esbjerg.

Hans fader Niels Christian Sønderby var grosserer, men døde allerede som 47-årig, da den lille Knud var 6 år, hvorefter han sammen med sin moder Inge Nielsen Barfod flyttede fra Esbjerg til Hellerup.

I 1927 blev den unge Knud student fra Øregaard Gymnasium og i 1935 blev han uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet.

Allerede i sin studietid begyndte den unge forfatterspire af skrive, og efter endt uddannelse arbejdede han et par år som sagførerfuldmægtig og efterfølgende ved flere forskellige store dagblade, blandt andet ved Nationaltidende fra 1932-37, Berlingske Tidende fra 1937-44, Politiken fra 1944-45 og ved Information fra 1945-47. Som journalist skrev han især om kulturelt stof.

Han debuterede som forfatter i 1925 med digte og artikler i skolebladet Øregaards-Posten og fik i 1931 udgivet en prosaskitse i tidsskriftet Vild Hvede.

Knud Sønderby debuterede som romanforfatter i 1931 med ungdomsromanen Midt i en jazztid.

Debuten vakte bestyrtelse hos anmelderne, der manglede moral, vilje og politisk engagement, men blev taget helt anderledes positivt imod hos de unge læsere, hvorfor også det første oplag blev meldt udsolgt efter 14 dage, og yderligere tre oplag blev sendt i trykken i løbet af tre måneder.

Året efter udkom endnu en generationsroman med To mennesker mødes (1932). På trods af de forskellige faser i Sønderbys forfatterskab, står disse romaner som de to centrale værker i forfatterskabet og har fået en plads som moderne klassikere i dansk litteratur. Romanerne skildrer Københavns ungdom i de spæde 1930´ere og fanger hermed tidsånd og klassemodsætninger i en brydningstid efter Første Verdenskrig, hvor den moderne ungdom tager sin form, samtidig med at de skildrer eviggyldige vilkår og tidløse konflikter ved den svære ungdomskærlighed.

Anmeldernes hårde og kritiske modtagelse af debutromanen affødte dog hos Sønderby en skyhed overfor offentligheden, som han lod sig mærke med resten af livet.

Forfatteren foretog en del rejser i Mellemeuropa og fra 1935-36 arbejde han i Grønland og fra dette ophold har han blandt andet hentet stof til ægteskabsromanen De kolde flammer (1940) og prosaskitserne Grønlandsk sommer (1941).

I 1940 blev Knud Sønderby gift med Ingeborg Marie Johansen.

Under Anden Verdenskrig påtog forfatteren sig rollen som modstandsmand, men måtte i 1943, ligesom flere af sine kolleger, flygte til Sverige, hvor han levede i eksil frem til 1945.

Efter krigen kom der ikke flere romaner fra Sønderbys pen, men i stedet kastede han sig over essaygenren og dramatikken. Indenfor essayformen er det især den personlige oplevelse og erindring der kommer mere direkte i spil i en impressionistisk form, sammen med en fokus på naturen og landskabet. Her kan værker som fx essaysamlingerne Forsvundne somre (1946), Hvidtjørnen (1950), Gensyn med havet (1957), Det blå glimt (1964) og De danske havne (1969) og skuespillene Krista (1947), Hjertets renhed (1949), Kvindernes oprør (1955) og Gardin for åbent vindue (1968) nævnes.

Som antydet bringer Sønderby ofte selvbiografisk stof i spil, hvilket blandt andet kan ses i romanen En kvinde er overflødig (1936), der har udspring i moderens død i 1934 og Den usynlige hær (1945) om sabotage, modstandsbevægelse og danskhed.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, heriblandt Midt i en jazztid (1931, filmatiseret i 1969 af Knud Leif Thomsen), forfatterens debut som dramatiker – En kvinde er overflødig (1936, opsat som skuespil på Det Kongelige Teater i 1942 og filmatiseret i 1957 af Gabriel Axel) og Den usynlige hær (1945, filmatiseret samme år af Johan Jacobsen).

Derudover oversatte Sønderby blandt andet Arthur Miller, G. B. Shaw, Tjekhov og Shakespeare.

I løbet af sin karriere modtog forfatteren flere legater og priser for sit arbejde, heriblandt Carl Møllers Legat i 1934, Herman Bangs Mindelegat i 1948, Kollegernes Ærespris i 1958, Holberg-Medaillen i 1959, Louisiana-Prisen i 1960 og Danske Dramatikeres Hæderspris i 1964 og fra 1944 kom han fast på finansloven. Knud Sønderby blev desuden som én af de første i 1960 medlem af Det Danske Akademi.

Knud Sønderby døde den 8. august 1966, kun 57 år gammel, i Visbyå. Han er begravet, sammen med hustruen, på Tårbæk kirkegård.

Herfra skal lyde en stor tak til den danske forfatter for hans bidrag til skildringen af Danmark og dens ungdom med alle dens håb, drømme og længsler og for hans essayistiske erindringskunst, der overskrider grænserne for tid og rum, for barndom, ungdom, manddom og alderdom.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Hjalmar Söderberg (1869-1941)

Tirsdag den 2. juli er det 150 år siden, at den svenske forfatter Hjalmar Emil Fredrik Söderberg kom til verden i Stockholm, Sverige.

Den lille Hjalmar blev født ind i det bedre svenske borgerskab og blev fra 1897 fast medarbejder ved Svenska Dagbladet og her kendt som kulturjournalist.

Han debuterede som forfatter i 1895 med den impressionistiske Stockholms-roman Förvillelser (1895), der knyttede sig til tidens sædelighedsdebat, men selv vakte en del påstyr, da den, fra visse kanter, blev anset for usædelig.
De filosofiske noveller Historietter (1898), der er en slags prosadigte, skildrende Stockholmsmiljøer, var med til at slå Söderbergs navn fast blandt tidens forfattere.

I sit virke som forfatter beskæftigede Söderberg sig med alt fra digte, noveller, romaner og dramatik såvel som kritiske kommentarer om samtiden, og han skrev desuden flere religionshistoriske værker. Derudover er han blevet beskrevet som en stor Stockholms-skildrer.

Som så mange andre af hans samtidige kolleger blev også Söderberg påvirket af Dreyfusaffæren i Frankrig og slog over i en illusionsløs kritisk realisme, hvilket blandt andet kan ses i den selvbiografiske udviklingsroman Martin Bircks ungdom (1901), og angreb de borgerlige konventioner i romaner så som Doktor Glas (1905), der er blevet filmatiseret flere gange, Hjertets uro (1909) og Den alvorlige leg (1912).
Dramaet Gertrud (1906) om kærlighedens umulige vilkår, dannede i 1964 grundlag for Carl Th. Dreyers sidste film med samme titel.

I 1899 blev forfatteren gift med Märta Söderberg. Ægteskabet fik dog en ende i 1917, hvor han i stedet giftede sig med Emilie Voss og permanent bosatte sig i København.
Sammen fik parret datteren Betty Søderberg, der senere blev skuespillerinde og giftede sig med kritikeren Hakon Stangerup. Hjalmar Söderberg er derfor også morfar til de danske forfattere Henrik og Helle Stangerup.

Fra 1920´erne kastede forfatteren sig over kristendommens historiske baggrund og angreb utrætteligt kirkens hykleri og alle dens former for irrationalisme og verdensforagt. Denne kritik kommer blandt andet til udtryk i Jesus Barabbas (1928) og Den forvandlede Messias (1932).

Også hans tidlige kritik af den spirende nazisme og antisemitisme har været betydningsfuld, hvilket fx kan ses udtrykt i Tidens usle magter – aforismer og essays (1992).
Hjalmar Söderberg døde den 14. oktober 1941, 72 år gammel, i København. Han er begravet på Vestre Kirkegård i den danske hovedstad.

Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter, hvis forfatterskab af mange bliver anset som ét af de vigtigste i 1900-tallets Sverige.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 422f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk