Nevil Shute (1899-1960)

Torsdag den 17. januar er det 120 år siden, at den britiske forfatter Nevil Shute Norway kom til verden i Ealing, Middelsex.

Den unge Nevil voksede op i Shrewsbury, og i 1915 mistede han sin 19-årige storebror Frederick, da denne døde af sine kampsår i Frankrig efter at have kæmpet for den britiske hær mod Tyskland.

Året efter blev faderen, Arthur Hamilton Norway, leder af hovedpostkontoret i Irland, og familien flyttede til Dublin. Her var Påskeopstanden godt i gang, og Nevil blev senere rost for sin bistand som båre-bærer i denne forbindelse. Han tjente som soldat i den britiske hær i slutningen af 1. Verdenskrig.

I 1922 blev han færdiguddannet som ingeniør fra Oxford University og han tilbragte 1920´erne med at konstruere luftskibe og krydsede i 1930 Atlanten med et af dem.

Shute debuterede som forfatter i 1926 med romanen Farlig kyst (Marazan) og herefter udkom en mere eller mindre traditionel kærligheds- og spændingsroman cirka hvert andet år indtil 1950´erne, på nær i en seksårig periode fra 1931, hvor han grundlagde sin egen flyfabrik, Airspeed Ltd. Forfatterens første roman var egentlig Stephen Morris fra 1923, men denne blev først udgivet i 1961.

Med en flot karriere som ingeniør benyttede han sit fulde navn, men han droppede efternavnet Norway som forfatter, for at beskytte sin karriere som ingeniør mod mulig dårlig omtale i forbindelse med sine romaner.

Under 2. Verdenskrig var Shute medlem af den engelske generalstab. Her blev han i kraft af sit forfatterskab blandt andet sendt til Normandiet på D-dag den 6. juni 1944 og senere til Burma som korrespondent.

I 1931 blev Shute gift med lægen Frances Mary Heaton, et ægteskab der varede hele livet og affødte de to døtre Heather og Shirley.

Forfatterens primære genre var romanen, især om tiden under og efter 2. Verdenskrig, og handlede ofte om hvorledes krigen på afgørende vis griber ind i menneskers liv og tilværelse, hvilket fx kan ses i Pastorale (Pastoral, 1944), Manden med pilefløjterne (Pied piper, 1942), Strengt fortroligt (Most secret, 1945) og Ventetid (On the beach, 1957). Flere af hans efterkrigstidsbøger var desuden præget af en tro på et kommende stærkt Commonwealth.

Shutes popularitet steg ligeså stille, med hver roman han udgav, men det helt store gennembrud kom med det apokalyptiske fremtidsdrama Ventetid (1957), der i høj grad afspejler forfatterens pessimistiske syn på menneskehedens fremtid i det moderne teknologiske samfund. Romanen blev filmatiseret af Stanley Kramers i 1959.

Shutes romaner er skrevet i en simpel og letlæselig stil med tydelige plots, og de fleste af historierne bliver introduceret af en fortæller, der ikke selv er en karakter i romanen. Et af hans mest benyttede temaer i forfatterskabet er æren i at arbejde, på tværs af alle klasser.

Et andet tilbagevendende tema er brobygning mellem sociale barrierer, så som klasse, race og religion, hvilket fx kommer til udtryk i De startede ved daggry (Landfall: a channel story, 1940), Skakbrættet (The Chequer Board, 1947) og Hvilket menneske (Round the bend, 1951). Mange af forfatterens hovedpersoner minder desuden en smule om ham selv, ved at være universitetsuddannede repræsentanter fra middelklassen, som fx advokater, læger, revisorer, bankbestyrere og ingeniører.

Flere af hans bøger er blevet filmatiseret, her iblandt Manden med pilefløjterne (Pied piper, 1942) i 1942, De startede ved daggry (1940) i 1949, Mellemlanding (No highway, 1948) i 1951 og Ventetid (1957) i 1959 samt som miniserie i 2000.

Efter 2. Verdenskrig var forfatteren dog så utilfreds med velfærdspolitikken i England, at han i 1950 valgte at emigrere til Australien. Denne holdning til fædrelandet kan blandt andet ses udtrykt i Det fjerne land (The far country, 1952) og Ringen sluttet (In the wet, 1953).

Blandt andre af Shutes værker finder vi blandt andet Ukendt fly (So disdained, 1928), Til vi ses igen (What happened to the Corbette, 1938), Mr. Warren kommer til byen (Ruined city, 1938), Arven (A town like Alice, 1950), En mand med regnestok (Slide rule: Autobiography of an engineer, 1954), Regnbuen og Rosen (The rainbow and the rose, 1958), Formynderen (Trustee from the toolroom, 1960), Janet (Requiem for a Wren, 1955) og Det forjættede land (Beyond the black stump, 1956).

Mellem 1956-58 blev forfatteren grebet af gal racerbil og benyttede hertil en hvid Jaguar XK140. Nogle af han erfaringer fra denne hobby kan ses i bogen Ventetid (1957).

Nevil Shute døde den 12. januar 1960 af et slagtilfælde i den australske by Melbourne, 60 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til flyingeniøren, der heldigvis havde overskud til også at fortælle gode historier ved siden af arbejdet.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 400); wikipedia.org; bibliografi.dk)

Villy Sørensen (1929-2001)

Søndag den. 13. januar er det 90 år siden, at den danske filosof og forfatter Villy Sørensen kom til verden.

Den lille Villy blev født på Frederiksberg og voksede op i Valby. Efter studentereksamen i 1947 fortsatte han på filosofistudiet, primært på Københavns Universitet, men også i Freiburg i Tyskland. Han tog dog aldrig den afsluttende eksamen på studiet, men valgte at springe fra på grund af det lave videnskabelige indhold.

Sørensen debuterede i 1953 med novellesamlingen Sære historier. Debuten blev fulgt op af Ufarlige historier (1955) og disse novellesamlinger, der på trods af emnernes alvorlighed giver plads til humor, er formegentlig de af forfatterens værker, der er bedst kendt i den brede befolkning.

Sidenhen har forfatteren udfoldet sig i omkring 30 bøger indenfor en bred vifte af genrer, så som fortællinger, lyrik, filosofiske essays, afhandlinger, kommentarer, dagbøger, gendigtninger af klassikere og analyser af folkeviser.

Derudover sørgede han også for, at oversætte og udgive cirka 20 bøger af udenlandske forfattere og tænkere. Blandt disse finder vi Seneca, Erasmus, Friedrich Schiller, Brødrene Grimm, E. T. A. Hoffmann, Ricard Wagner, Herman Broch, Thomas Mann og Franz Kafka.

Sørensens forfatterskab kredser blandt andet omkring beskrivelsen og fortolkningen af individet, samfundet og naturen i sammenhæng og ikke mindst det moderne menneskes splittelse mellem funktion og eksistens, mellem den rolle, der anvises af samfundet, og menneskets egentlige bestemmelse og om overvindelsen af denne splittelse. Dette kan fx ses i Digtere og dæmoner: Fortolkninger og vurderinger (1959) og i essaysamlingen Hverken-eller – Kritiske betragtninger (1961). Denne søgning mod en gylden middelvej kan desuden ses i forfatterens behandling af opdragelse i Formynderfortællinger (1964) og religion i Jesus og Kristus (1992).

Forfatteren beskæftigede sig ofte med demokratiets og velfærdsstatens udfordringer, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i debatbogen, skrevet sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen, Oprør fra midten (1978). Sørensen er desuden ophavsmand til ideen om borgerløn.

Fra 1959-63 var forfatteren redaktør af litteraturtidsskriftet Vindrosen sammen med skolekammeraten Klaus Rifbjerg. Her markerede Sørensen sig som en central figur i det modernistiske opbrud i dansk litteratur.

Forfatteren led af kronisk diskusprolaps, der til tider pålagde ham en noget tilbagetrukket tilværelse, hvilket blandt andet kan anes i Vejrdage (1980), en samling af lyrik og prosa i dagbogsform.

I løbet af 1980´erne genfortalte og nytolkede forfatteren centrale myter i den vestlige kultur i blandt andet Ragnarok. En gudefortælling (1982) og Apollons oprør. De udødeliges historie (1989).

Han kastede sig også over børnebøgerne, hvor iblandt vi finder hans versioner af Aladdin og den vidunderlige lampe (1981), Den berømte Odysseus (1988), Historien om Ødipus (1995), En ensom fugl – H.C. Andersens livs historie fortalt for børn (2000) og Vintereventyr (2000).

En måned før sin død afsluttede han manuskriptet til 55 bagateller (2003), der består af prosatekster og korte historier, hvor kærlighed og samvittighed er de centrale temaer.

Sørensen modtog et væld af legater, priser og æresbevisninger for sit forfatterskab, blandt andet Kritikerprisen i 1959, Det Danske Akademis pris i 1962 (han blev i 1965 medlem af Akademiet) samt Nordisk Råds Litteraturpris 1974 for bogen Uden mål – og med. Moralske tanker (1973) og i 1979 blev han udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet.

Villy Sørensen døde den 16. december 2001 i Hellerup, 72 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til en af Danmarks nationalfilosoffer, der i den grad har beriget de klassiske såvel som de moderne historier med hans pen.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; dr.dk)

Maria Helleberg (1956 -)

Onsdag den 2. januar fylder den danske forfatter Maria Helleberg 63 år.

Maria Helleberg kom til verden på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og hendes barndom var præget af konstante møder med nye skoler, da hendes far nærede en stor kærlighed til at flytte rundt i landet for at sælge TV, på trods af, at der intet dansk tv fandtes på daværende tidspunkt. Hendes ungdom blev dog primært tilbragt i Vejle.

Som 4-årig lærte den lille Maria at læse, og som 5-årig mente hendes far, at hun var gammel nok til at lære at læse engelsk. Den lille forfatterspire trivedes ikke i de forskellige skoler, som hun blev placeret i, men fandt et fristed hos hestene på rideskolen og med musik – lige fra rock til klassisk og barok.

Hun blev samfundssproglig student i 1975, hvorefter hun fortsatte på Københavns Universitet med teatervidenskab og dansk. Hun tog et år til Paris og arbejdede som fotomodel og rejste herefter rundt i Europa og New York. Hun kom tilbage til Danmark og færdiggjorde sine studier i 1987.

Maria Helleberg debuterede som forfatterinde i 1986 med Seersken – en roman fra Trojas fald og modtog efterfølgende et legat fra Statens Kunstfond, der muliggjorde, at hun kunne fortsætte med skriveriet.

Siden debuten har forfatterinden udgivet over 80 bøger, primært inden for genren historiske romaner, men også samtidsromaner, biografier, børne- og ungdomsbøger samt rejsebøger.

Blandt hendes store produktion kan man blandt andet finde Mathilde, magt og maske (1991), Pigerne (1997), Lady Hamilton og hendes tid (1998), Milady (1998), Martha, Marie og Anna (1999), Kærlighedsbarn (2002), Vilde kvinder, milde kvinder (2003), Dronningeskolen (2004), Kvinderne fra Thy – En slægtsroman (2016) og Stormene – kærlighed og magt i reformationens Danmark (2017).

Hendes speciale er underholdende og dramatiske historier med mere eller mindre historisk baggrund. Og et tema, som Helleberg ynder at vende tilbage til, er børn og unges vilkår, hvad enten vi befinder os i Palæstina på Jesu tid, i Danmark i 1600-, 1700- eller 1800-tallet eller i Tyskland under 2. Verdenskrig. Forfatterindens hovedpersoner er som oftest piger, og hun har en forkærlighed for at skrive om disse piger, der vokser op til at blive noget særligt.

Forfatterinde er en yderst berejst dame og har besøgt det meste af verden – og hun ser personlige oplevelser og erfaringer som grundlaget for god litteratur.

Ud over sit forfatterskab har Helleberg skrevet klummer og tv-anmeldelser for blandt andet BT, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt, hun har været gæstelærer på Askov Højskole og Reklameskolen samt været tilknyttet Svalegangen i Aarhus som husdramatiker. Fra 1992-93 bestred forfatterinden desuden formandsposten i Dansk Forfatterforenings skønlitterære gruppe.

I dag bor Helleberg i Fredensborg sammen med sin mand Jørn Engelbrecht-Wolf.

Herfra skal lyde et stort tillykke med dagen til ”Dronningen af den historiske roman” med en stor tak for bidraget til levendegørelsen af historiens vingesus.

(Kilder: mariahelleberg.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)

Naja Marie Aidt (1963 – )

Mandag den 24. december fylder den danske digter og forfatter Naja Marie Aidt 55 år.

Den lille Naja Marie blev, som Jesu-barnet, født juleaftensdag, dog ikke i Betlehem, men i den vestgrønlandske by Aasiaat (Egedesminde). Her boede hun de første syv år af sit liv, sammen med sin mor og far, hvis lærergerning var grunden til, at de var bosat på den store ø.

Da Naja Maria var syv år, besluttede hendes forældre at flytte hjem til Danmark, hvor de kort efter blev skilt. Hun voksede herefter op i henholdsvis Vangede, hos faderen, og på Vesterbro hos moderen og hendes nye mand.

Som 16-årig flyttede forfatterspiren hjemmefra sammen med en barndomsveninde og to fyre i en halvandetværelses lejlighed på Nørrebro i København. Et par år senere var hun i et fast forhold med den ene sambo, musikeren Martin Heurlin, og som 18-årig fødte hun sønnen Frederik. I 1982 fulgte sønnen Carl Emil og i 1991 sønnen Johan. Forholdet holdt dog ikke og parret blev skilt i 1991.

I 1985 tog Aidt HF-eksamen og blev efterfølgende ansat i et bookingbureau, og sidenhen blev hun produktchef i et internationalt pladeselskab.

Som 25-årig begyndte hun dog at fokusere mere på det litterære, og i 1991 debuterede hun med digtsamlingen Så længe jeg er ung. Debuten blev efterfulgt af digtsamlingerne Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994), der sammen kan ses som en trilogi, hvor digtene følger årets gang som et billede på kvindens overgange i livet.

Typisk for Aidts digteriske virke er også hverdagen og de erfaringer, ofte egne, som mennesket gør sig i verden. Forældrenes skilsmisse og det splittende grundvilkår kan også spores i forfatterskabet. Hun er desuden kendt for sin skarpe og ikke mindst minimalistiske skrivestil og beskriver selv naturen og landskaberne som centrale i sine værker.

I 1993 udkom novellesamlingerne Vandmærket (1993) og Tilgang (1995), efterfulgt af endnu et par digtsamlinger i Huset overfor (1996), Rejse for en fremmed (1999) og Balladen om Bianca (2002).

I 2006 modtog Aidt Kritikerprisen og i 2008 Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian (2006), om hvordan mennesker kan blive presset ud i situationer, hvor de ikke længere selv har kontrollen.

I digtsamlingerne Poesibog (2008) og Alting blinker (2009) er et hovedtema eksilering, hvor Aidt blandt andet forholder sig til barndommen, Grønland og forældrenes skilsmisse.

I 2012 udkom Aidt med sin kritikerroste romandebut Sten saks papir, der kredser om mænds roller og positioner, fædre og sønner og social arv.

Sammen med Mette Moestrup og Line Knutzon skrev Aidt Frit flet (2014), en kollage af tekst og billeder, der blandt andet undersøger og fortolker køn og feminisme. Værket blev af Statens Kunstfond præmieret for at være ét af årets mest betydningsfulde værker for dansk litteratur.

I 2016 indgik Aidt og Moestrup atter et samarbejde med digtsamlingen Omina, med amazon-kvinden i centrum.

I 2015 oplevede Naja Maria Aidt en forfærdelig personlig tragedie, da hendes 25-årige søn Carl Emil, sprang ud ad et vindue på 4. sal, i en psykose påvirket af svampe. Denne oplevelse bearbejdede hun til dels gennem det smukke sorgværk Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog (2017), opbygget af korte prosastykker og digte. Det er både en personlig kærlighedsfortælling til sønnen og en beretning om, hvordan man kommer gennem sorgen og tilbage til livet.

Indenfor dramatik står Aidt bag fx Rundt på gulvet (1999) og også børnebogs-genren har hun kastet sig over med fx Zakarias (2005).

Ud over de allerede nævnte priser har forfatterinden også høstet blandt andet Beatrice-prisen i 2004, Søren Gyldendal Prisen i 2011 og Weekendavisens litteraturpris i 2017.

Hun er i dag gift med filmfotografen Eigil Bryld og har siden 2008 været bosat i Brooklyn, New York. Ud over de to sønner hun har med Martin Heurlin fik hun i 2003 sønnen Zakarias med Eigil Bryld.

Herfra skal lyde et stort tillykke til én af tidens mest markante kvindelige digtere, der genremæssigt har bidraget med digte, noveller, romaner, dramatik, sange, børnebøger, teaterstykker og filmmanuskripter og personligt litterært med moderne, splittede, tragiske og livsbekræftende historier.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; forfatterviden.dk)