Ugens forfatter-fødselar:

August Strindberg (1849-1912)

Tirsdag den 22. januar er det 170 år siden, at den svenske dramatiker, forfatter og multikunstner Johan August Strindberg kom til verden i den svenske hovedstad Stockholm.

I 1867 tog den unge Johan studentereksamen, og året efter begyndte han at studere filosofi og æstetik ved universitetet i Uppsala samt kemi og medicin ved Teknologiska Instituttet i Stockholm, men afbrød studierne og arbejdede efterfølgende som hus- og skolelærer. En kort periode forsøgte han sig som skuespiller, dog uden større succes.

I stedet fik han blandt andet arbejde som freelancejournalist og kunstkritiker ved siden af sin litterære produktion. Desuden gjorde han sig bemærket som forsker på Kungliga Biblioteket, blandt andet med speciale i sinologi, det videnskabelige studie af kinesisk sprog og kultur samt svensk historie.

Strindberg debuterede i 1869 med skuespillet Fritænkeren. Værket blev dog brændt af forfatteren, efter at være blevet afvist af den svenske nationalscene Dramaten. Han gav dog ikke op og fik hurtigt et par stykker, I Rom (1871) og Den fredløse (1872), der fulgte tidens trend for historiske skuespil opført på Kungliga Teatern, hvorefter svendestykket og forfatterens første hovedværk, Mester Olof (1872) fulgte. Stykket brød markant med tidens deklamatoriske historiedrama med dialogernes hverdagssprog.

Lige så nyskabende var forfatterens første roman Den røde stue (1879), der er blevet kaldt Sveriges første moderne roman.

I 1877 blev forfatteren gift for første, men ikke eneste gang. Hans første kone var den finsk-svenske adelskvinde og skuespillerinde Siri von Essen med hvem han fik datteren Karin Smirnov og ægteskabet varede indtil 1889. Fra 1893-1897 var han gift med den østrigske journalist Frida Uhl og mellem 1901-1904 med skuespillerinden Harriet Bosse, der fødte ham datteren Anne-Marie. Forfatterens stormomsuste ægteskab med Siri von Essen er skildret i P. O. Enquists drama Tribadernes Nat (1975) og de to følgende ægteskaber var heller ikke just harmoniske.

Efter at have erobret scenen producerede Strindberg værker i en løbende strøm. Historiske dramaer som Lykke-Pers rejse: Æventyrkomedie i 5 akter (1882) og Herr Bengts hustru (1882), svenske kulturhistoriske værker som Svenska folket (1880-82), romaner som Det nye rige (1882) og lyrik som Digte (1883).

Strindberg var især kendt for at provokere med omdebatterede artikler og kontroversielle skuespil og han havde da også både sine svenske forfatterkolleger, den svenske presse samt det svenske politi på nakken ad flere omgange. På grund af dette levede forfatteren indtil 1896 i flere omgange i frivilligt ”eksil” i blandt andet Frankrig, Tyskland og Danmark. Han boede fx i årene 1887-89 henholdsvis i Villa Maud på Strandvejen i Tårbæk og på landstedet Skovlyst i Virum.

I 1884 flyttede forfatteren til Schweiz efter at have skaffet sig fjender i forskellige lejre. Værkerne Lige og ulige (1885) og Utopier i virkeligheden (1885) var med til at starte branden, hvor Strindberg satte sig for at afsløre samfundets ”væv af løgne”, med skytset rettet mod den idealistiske ideologi, der besmykkede de kulturbærende institutioner som kirke, skole, familie og stat. Det var dog med Ægteskab 1-2 (1884-86), at bålet for alvor blussede op, da forfatteren pådrog sig en blasfemianklage, der gjorde hans forlæggere så nervøse, at det truede ham på levebrødet. Samtidig tog hans venner afstand fra hans kønspolitiske holdninger, og Georg Brandes kaldte ham blandt andet den første rigtige kvindehader i nordisk litteratur.

Forfatteren er ofte blevet opfattet som kvindefjendsk i sin dramatik og litteratur og er af mange blevet betragtet som en modsætning til norske Henrik Ibsen, der med sine værker kæmpede for kvinders rettigheder, især i hjemmet.

Strindberg blev dog frikendt af domstolen, men et behov for selvlegitimering opstod, hvilket han blandt andet forløste i litterære eksperimenter som fx selvbiografien Tjenestepigens søn (1886-1909) i fem bind, romanen En dåres forsvarstale (på fransk, 1887) og de naturalistiske sørgespil Faderen (1887) og Frøken Julie (1888).

Forfatterens nok bedst kendte stykke er Frøken Julie (1888), der blev skrevet under et ophold I Danmark, hvor det også havde præmiere, da ingen svenske skuespillere ville medvirke på grunde af dets vovede plot med utroskab og selvmord samt med moderne ideer om ”karakterløse” individer. Hovedrollen som grevens datter, den frigjorte frøken Julie, blev da også spillet af Strindbergs egen hustru. Både Faderen (1887) og Frøken Julie (1888) bygger på magtkampen mellem mand og kvinde og kampen mellem over- og underklasse.

I 1887 udkom den folkelige roman Folkene på Hemsø (omformet som tv-serie i 1966), der med lyse minder om ungdommen sommerophold i Stockholms skærgård står i skærende kontrast til Strindbergs tekster fra denne periode.

I 1889 vendte forfatteren, efter ophold i Schweiz og København, hvor han forgæves havde forsøgt at opbygge en eksperimentalscene, tilbage til Stockholm. Efter en opslidende skilsmisse fra Siri von Essen skrev han romanen I Hafsbandet (1890). Herefter rejste han til Berlin, hvor han for en kort bemærkning ægtede Frida Uhl. Videre gik det til Paris, hvor han studerede okkultisme og alkymi og gennemlevede den såkaldte Inferno-krise, hvis nærmere karakter er omstridt. Strindbergs oplevelser i Paris blev bearbejdet i skriftet Inferno (1897) og i dramatrilogien Til Damaskus 1-3 (1898-1901). Herefter fulgte historiske dramaer som Gustav Vasa (1899), Et drømmespil (1902) og Dronning Kristina (1903).

I 1904 blev forfatterens sidste ægteskab opløst og han vendte efter romanen I ensomhed (1903) tilbage med voldsomme angreb på det samtidige kulturliv i fx romanen Sorte faner (1907), der skaffede ham en lang række nye fjender.

I starten af 1900-tallet vendte Strindberg tilbage til teatret med det såkaldte moderne vandringsdrama, hvor drøm og virkelighed blandes og tid og rum ophæves samt kammerspil. Fra denne periode kan blandt andet nævnes skuespillene Et drømmespil (1901), Tordenluft (1907), Spøgelsessonaten (1907) og Casino (1907). Med disse gjorde forfatteren sig til foregangsmand for såvel det ekspressionistiske som det absurde drama.

Traditionelt deler man Strindbergs forfatterskab op i to perioder. Den første er naturalistisk, med værker som fx Ægteskab (1884), Faderen (1887) og Frøken Julie (1888). Den anden periode er inspireret af nye strømninger i Europa, så som symbolismen og ekspressionismen over surrealismen til absurdismen og herfra finder vi blandt andet værkerne Et drømmespil (1902) og Spøgelsessonaten (1907). Med sine formeksperimenterende skuespil fik Strindberg på denne måde central betydning for 1900-tallets drama.

Det er da også med dramatikken, at Strindberg har fået en plads i verdenslitteraturen. Han producerede mere end 50 skuespil, varierende over adskillige genrer.

Blandt hovedtemaerne i Strindbergs forfatterskab og dramaturgi finder vi det aristokratiske æreskodeks, kvinders magt og indflydelse, kønsroller samt det seksuelle område. Disse temaer er generelt karakteristiske for Det Moderne Gennembrud, der i 1870´erne slog igennem i København og hurtigt spredte sig til resten af Skandinavien.

I En blå bog 1-4 (1907-12) samlede forfatteren mod slutningen af sit liv videnskabelige indfald, filosofiske aforismer, psykologiske skitser. Satiriske udfald og små fortællinger. Her var Strindbergs autoriteter Swedenborg og Biblen og han lagde stor energi i at afvise den samtidige naturvidenskab og i at afsløre bedrageriet i det moderne samfund. Generelt havde forfatteren en usædvanlig stor hang til at skrive selvbiografiske værker som fx Tjenestepigens søn 1-4 (1886-1909), Inferno (1898), Legender (1898), I ensomhed (1903) og Han og hun (1919). Han havde ingen problemer med at udlevere sig selv eller sine hustruer for den sags skyld.

Ved siden af forfatterskabet var han desuden en ihærdig billedkunstner og arbejdede med både fotografi, maleri, tegning og skulptur. En del af hans værker kan i dag ses på Strindbergmuseet, der i 1973 blev indviet i den lejlighed i Blå tornet, Drottninggatan 85 i Stockholm, hvor han boede fra 1908 og frem til sin død i 1912.

Johan August Strindberg døde den 14. maj 1912 i Stockholm, 63 år gammel. Han blev, på trods af sin kontroversielle position, hyldet af store folkemasser og bliver i dag betragtet som Sveriges største digter.

Herfra skal lyde en stor tak til en af Sveriges mest betydningsfulde og internationalt kendte kunstnere, den provokerende forfatter og dramatiker, der via hans komplekse og brede forfatterskab har bidraget til at adaptere litteraturen den facetterede moderne verden.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 417ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)

Nevil Shute (1899-1960)

Torsdag den 17. januar er det 120 år siden, at den britiske forfatter Nevil Shute Norway kom til verden i Ealing, Middelsex.

Den unge Nevil voksede op i Shrewsbury, og i 1915 mistede han sin 19-årige storebror Frederick, da denne døde af sine kampsår i Frankrig efter at have kæmpet for den britiske hær mod Tyskland.

Året efter blev faderen, Arthur Hamilton Norway, leder af hovedpostkontoret i Irland, og familien flyttede til Dublin. Her var Påskeopstanden godt i gang, og Nevil blev senere rost for sin bistand som båre-bærer i denne forbindelse. Han tjente som soldat i den britiske hær i slutningen af 1. Verdenskrig.

I 1922 blev han færdiguddannet som ingeniør fra Oxford University og han tilbragte 1920´erne med at konstruere luftskibe og krydsede i 1930 Atlanten med et af dem.

Shute debuterede som forfatter i 1926 med romanen Farlig kyst (Marazan) og herefter udkom en mere eller mindre traditionel kærligheds- og spændingsroman cirka hvert andet år indtil 1950´erne, på nær i en seksårig periode fra 1931, hvor han grundlagde sin egen flyfabrik, Airspeed Ltd. Forfatterens første roman var egentlig Stephen Morris fra 1923, men denne blev først udgivet i 1961.

Med en flot karriere som ingeniør benyttede han sit fulde navn, men han droppede efternavnet Norway som forfatter, for at beskytte sin karriere som ingeniør mod mulig dårlig omtale i forbindelse med sine romaner.

Under 2. Verdenskrig var Shute medlem af den engelske generalstab. Her blev han i kraft af sit forfatterskab blandt andet sendt til Normandiet på D-dag den 6. juni 1944 og senere til Burma som korrespondent.

I 1931 blev Shute gift med lægen Frances Mary Heaton, et ægteskab der varede hele livet og affødte de to døtre Heather og Shirley.

Forfatterens primære genre var romanen, især om tiden under og efter 2. Verdenskrig, og handlede ofte om hvorledes krigen på afgørende vis griber ind i menneskers liv og tilværelse, hvilket fx kan ses i Pastorale (Pastoral, 1944), Manden med pilefløjterne (Pied piper, 1942), Strengt fortroligt (Most secret, 1945) og Ventetid (On the beach, 1957). Flere af hans efterkrigstidsbøger var desuden præget af en tro på et kommende stærkt Commonwealth.

Shutes popularitet steg ligeså stille, med hver roman han udgav, men det helt store gennembrud kom med det apokalyptiske fremtidsdrama Ventetid (1957), der i høj grad afspejler forfatterens pessimistiske syn på menneskehedens fremtid i det moderne teknologiske samfund. Romanen blev filmatiseret af Stanley Kramers i 1959.

Shutes romaner er skrevet i en simpel og letlæselig stil med tydelige plots, og de fleste af historierne bliver introduceret af en fortæller, der ikke selv er en karakter i romanen. Et af hans mest benyttede temaer i forfatterskabet er æren i at arbejde, på tværs af alle klasser.

Et andet tilbagevendende tema er brobygning mellem sociale barrierer, så som klasse, race og religion, hvilket fx kommer til udtryk i De startede ved daggry (Landfall: a channel story, 1940), Skakbrættet (The Chequer Board, 1947) og Hvilket menneske (Round the bend, 1951). Mange af forfatterens hovedpersoner minder desuden en smule om ham selv, ved at være universitetsuddannede repræsentanter fra middelklassen, som fx advokater, læger, revisorer, bankbestyrere og ingeniører.

Flere af hans bøger er blevet filmatiseret, her iblandt Manden med pilefløjterne (Pied piper, 1942) i 1942, De startede ved daggry (1940) i 1949, Mellemlanding (No highway, 1948) i 1951 og Ventetid (1957) i 1959 samt som miniserie i 2000.

Efter 2. Verdenskrig var forfatteren dog så utilfreds med velfærdspolitikken i England, at han i 1950 valgte at emigrere til Australien. Denne holdning til fædrelandet kan blandt andet ses udtrykt i Det fjerne land (The far country, 1952) og Ringen sluttet (In the wet, 1953).

Blandt andre af Shutes værker finder vi blandt andet Ukendt fly (So disdained, 1928), Til vi ses igen (What happened to the Corbette, 1938), Mr. Warren kommer til byen (Ruined city, 1938), Arven (A town like Alice, 1950), En mand med regnestok (Slide rule: Autobiography of an engineer, 1954), Regnbuen og Rosen (The rainbow and the rose, 1958), Formynderen (Trustee from the toolroom, 1960), Janet (Requiem for a Wren, 1955) og Det forjættede land (Beyond the black stump, 1956).

Mellem 1956-58 blev forfatteren grebet af gal racerbil og benyttede hertil en hvid Jaguar XK140. Nogle af han erfaringer fra denne hobby kan ses i bogen Ventetid (1957).

Nevil Shute døde den 12. januar 1960 af et slagtilfælde i den australske by Melbourne, 60 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til flyingeniøren, der heldigvis havde overskud til også at fortælle gode historier ved siden af arbejdet.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 400); wikipedia.org; bibliografi.dk)

Villy Sørensen (1929-2001)

Søndag den. 13. januar er det 90 år siden, at den danske filosof og forfatter Villy Sørensen kom til verden.

Den lille Villy blev født på Frederiksberg og voksede op i Valby. Efter studentereksamen i 1947 fortsatte han på filosofistudiet, primært på Københavns Universitet, men også i Freiburg i Tyskland. Han tog dog aldrig den afsluttende eksamen på studiet, men valgte at springe fra på grund af det lave videnskabelige indhold.

Sørensen debuterede i 1953 med novellesamlingen Sære historier. Debuten blev fulgt op af Ufarlige historier (1955) og disse novellesamlinger, der på trods af emnernes alvorlighed giver plads til humor, er formegentlig de af forfatterens værker, der er bedst kendt i den brede befolkning.

Sidenhen har forfatteren udfoldet sig i omkring 30 bøger indenfor en bred vifte af genrer, så som fortællinger, lyrik, filosofiske essays, afhandlinger, kommentarer, dagbøger, gendigtninger af klassikere og analyser af folkeviser.

Derudover sørgede han også for, at oversætte og udgive cirka 20 bøger af udenlandske forfattere og tænkere. Blandt disse finder vi Seneca, Erasmus, Friedrich Schiller, Brødrene Grimm, E. T. A. Hoffmann, Ricard Wagner, Herman Broch, Thomas Mann og Franz Kafka.

Sørensens forfatterskab kredser blandt andet omkring beskrivelsen og fortolkningen af individet, samfundet og naturen i sammenhæng og ikke mindst det moderne menneskes splittelse mellem funktion og eksistens, mellem den rolle, der anvises af samfundet, og menneskets egentlige bestemmelse og om overvindelsen af denne splittelse. Dette kan fx ses i Digtere og dæmoner: Fortolkninger og vurderinger (1959) og i essaysamlingen Hverken-eller – Kritiske betragtninger (1961). Denne søgning mod en gylden middelvej kan desuden ses i forfatterens behandling af opdragelse i Formynderfortællinger (1964) og religion i Jesus og Kristus (1992).

Forfatteren beskæftigede sig ofte med demokratiets og velfærdsstatens udfordringer, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i debatbogen, skrevet sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen, Oprør fra midten (1978). Sørensen er desuden ophavsmand til ideen om borgerløn.

Fra 1959-63 var forfatteren redaktør af litteraturtidsskriftet Vindrosen sammen med skolekammeraten Klaus Rifbjerg. Her markerede Sørensen sig som en central figur i det modernistiske opbrud i dansk litteratur.

Forfatteren led af kronisk diskusprolaps, der til tider pålagde ham en noget tilbagetrukket tilværelse, hvilket blandt andet kan anes i Vejrdage (1980), en samling af lyrik og prosa i dagbogsform.

I løbet af 1980´erne genfortalte og nytolkede forfatteren centrale myter i den vestlige kultur i blandt andet Ragnarok. En gudefortælling (1982) og Apollons oprør. De udødeliges historie (1989).

Han kastede sig også over børnebøgerne, hvor iblandt vi finder hans versioner af Aladdin og den vidunderlige lampe (1981), Den berømte Odysseus (1988), Historien om Ødipus (1995), En ensom fugl – H.C. Andersens livs historie fortalt for børn (2000) og Vintereventyr (2000).

En måned før sin død afsluttede han manuskriptet til 55 bagateller (2003), der består af prosatekster og korte historier, hvor kærlighed og samvittighed er de centrale temaer.

Sørensen modtog et væld af legater, priser og æresbevisninger for sit forfatterskab, blandt andet Kritikerprisen i 1959, Det Danske Akademis pris i 1962 (han blev i 1965 medlem af Akademiet) samt Nordisk Råds Litteraturpris 1974 for bogen Uden mål – og med. Moralske tanker (1973) og i 1979 blev han udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet.

Villy Sørensen døde den 16. december 2001 i Hellerup, 72 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til en af Danmarks nationalfilosoffer, der i den grad har beriget de klassiske såvel som de moderne historier med hans pen.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; dr.dk)

Maria Helleberg (1956 -)

Onsdag den 2. januar fylder den danske forfatter Maria Helleberg 63 år.

Maria Helleberg kom til verden på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og hendes barndom var præget af konstante møder med nye skoler, da hendes far nærede en stor kærlighed til at flytte rundt i landet for at sælge TV, på trods af, at der intet dansk tv fandtes på daværende tidspunkt. Hendes ungdom blev dog primært tilbragt i Vejle.

Som 4-årig lærte den lille Maria at læse, og som 5-årig mente hendes far, at hun var gammel nok til at lære at læse engelsk. Den lille forfatterspire trivedes ikke i de forskellige skoler, som hun blev placeret i, men fandt et fristed hos hestene på rideskolen og med musik – lige fra rock til klassisk og barok.

Hun blev samfundssproglig student i 1975, hvorefter hun fortsatte på Københavns Universitet med teatervidenskab og dansk. Hun tog et år til Paris og arbejdede som fotomodel og rejste herefter rundt i Europa og New York. Hun kom tilbage til Danmark og færdiggjorde sine studier i 1987.

Maria Helleberg debuterede som forfatterinde i 1986 med Seersken – en roman fra Trojas fald og modtog efterfølgende et legat fra Statens Kunstfond, der muliggjorde, at hun kunne fortsætte med skriveriet.

Siden debuten har forfatterinden udgivet over 80 bøger, primært inden for genren historiske romaner, men også samtidsromaner, biografier, børne- og ungdomsbøger samt rejsebøger.

Blandt hendes store produktion kan man blandt andet finde Mathilde, magt og maske (1991), Pigerne (1997), Lady Hamilton og hendes tid (1998), Milady (1998), Martha, Marie og Anna (1999), Kærlighedsbarn (2002), Vilde kvinder, milde kvinder (2003), Dronningeskolen (2004), Kvinderne fra Thy – En slægtsroman (2016) og Stormene – kærlighed og magt i reformationens Danmark (2017).

Hendes speciale er underholdende og dramatiske historier med mere eller mindre historisk baggrund. Og et tema, som Helleberg ynder at vende tilbage til, er børn og unges vilkår, hvad enten vi befinder os i Palæstina på Jesu tid, i Danmark i 1600-, 1700- eller 1800-tallet eller i Tyskland under 2. Verdenskrig. Forfatterindens hovedpersoner er som oftest piger, og hun har en forkærlighed for at skrive om disse piger, der vokser op til at blive noget særligt.

Forfatterinde er en yderst berejst dame og har besøgt det meste af verden – og hun ser personlige oplevelser og erfaringer som grundlaget for god litteratur.

Ud over sit forfatterskab har Helleberg skrevet klummer og tv-anmeldelser for blandt andet BT, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt, hun har været gæstelærer på Askov Højskole og Reklameskolen samt været tilknyttet Svalegangen i Aarhus som husdramatiker. Fra 1992-93 bestred forfatterinden desuden formandsposten i Dansk Forfatterforenings skønlitterære gruppe.

I dag bor Helleberg i Fredensborg sammen med sin mand Jørn Engelbrecht-Wolf.

Herfra skal lyde et stort tillykke med dagen til ”Dronningen af den historiske roman” med en stor tak for bidraget til levendegørelsen af historiens vingesus.

(Kilder: mariahelleberg.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)