Maria Helleberg (1956 -)

Onsdag den 2. januar fylder den danske forfatter Maria Helleberg 63 år.

Maria Helleberg kom til verden på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og hendes barndom var præget af konstante møder med nye skoler, da hendes far nærede en stor kærlighed til at flytte rundt i landet for at sælge TV, på trods af, at der intet dansk tv fandtes på daværende tidspunkt. Hendes ungdom blev dog primært tilbragt i Vejle.

Som 4-årig lærte den lille Maria at læse, og som 5-årig mente hendes far, at hun var gammel nok til at lære at læse engelsk. Den lille forfatterspire trivedes ikke i de forskellige skoler, som hun blev placeret i, men fandt et fristed hos hestene på rideskolen og med musik – lige fra rock til klassisk og barok.

Hun blev samfundssproglig student i 1975, hvorefter hun fortsatte på Københavns Universitet med teatervidenskab og dansk. Hun tog et år til Paris og arbejdede som fotomodel og rejste herefter rundt i Europa og New York. Hun kom tilbage til Danmark og færdiggjorde sine studier i 1987.

Maria Helleberg debuterede som forfatterinde i 1986 med Seersken – en roman fra Trojas fald og modtog efterfølgende et legat fra Statens Kunstfond, der muliggjorde, at hun kunne fortsætte med skriveriet.

Siden debuten har forfatterinden udgivet over 80 bøger, primært inden for genren historiske romaner, men også samtidsromaner, biografier, børne- og ungdomsbøger samt rejsebøger.

Blandt hendes store produktion kan man blandt andet finde Mathilde, magt og maske (1991), Pigerne (1997), Lady Hamilton og hendes tid (1998), Milady (1998), Martha, Marie og Anna (1999), Kærlighedsbarn (2002), Vilde kvinder, milde kvinder (2003), Dronningeskolen (2004), Kvinderne fra Thy – En slægtsroman (2016) og Stormene – kærlighed og magt i reformationens Danmark (2017).

Hendes speciale er underholdende og dramatiske historier med mere eller mindre historisk baggrund. Og et tema, som Helleberg ynder at vende tilbage til, er børn og unges vilkår, hvad enten vi befinder os i Palæstina på Jesu tid, i Danmark i 1600-, 1700- eller 1800-tallet eller i Tyskland under 2. Verdenskrig. Forfatterindens hovedpersoner er som oftest piger, og hun har en forkærlighed for at skrive om disse piger, der vokser op til at blive noget særligt.

Forfatterinde er en yderst berejst dame og har besøgt det meste af verden – og hun ser personlige oplevelser og erfaringer som grundlaget for god litteratur.

Ud over sit forfatterskab har Helleberg skrevet klummer og tv-anmeldelser for blandt andet BT, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt, hun har været gæstelærer på Askov Højskole og Reklameskolen samt været tilknyttet Svalegangen i Aarhus som husdramatiker. Fra 1992-93 bestred forfatterinden desuden formandsposten i Dansk Forfatterforenings skønlitterære gruppe.

I dag bor Helleberg i Fredensborg sammen med sin mand Jørn Engelbrecht-Wolf.

Herfra skal lyde et stort tillykke med dagen til ”Dronningen af den historiske roman” med en stor tak for bidraget til levendegørelsen af historiens vingesus.

(Kilder: mariahelleberg.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)

Naja Marie Aidt (1963 – )

Mandag den 24. december fylder den danske digter og forfatter Naja Marie Aidt 55 år.

Den lille Naja Marie blev, som Jesu-barnet, født juleaftensdag, dog ikke i Betlehem, men i den vestgrønlandske by Aasiaat (Egedesminde). Her boede hun de første syv år af sit liv, sammen med sin mor og far, hvis lærergerning var grunden til, at de var bosat på den store ø.

Da Naja Maria var syv år, besluttede hendes forældre at flytte hjem til Danmark, hvor de kort efter blev skilt. Hun voksede herefter op i henholdsvis Vangede, hos faderen, og på Vesterbro hos moderen og hendes nye mand.

Som 16-årig flyttede forfatterspiren hjemmefra sammen med en barndomsveninde og to fyre i en halvandetværelses lejlighed på Nørrebro i København. Et par år senere var hun i et fast forhold med den ene sambo, musikeren Martin Heurlin, og som 18-årig fødte hun sønnen Frederik. I 1982 fulgte sønnen Carl Emil og i 1991 sønnen Johan. Forholdet holdt dog ikke og parret blev skilt i 1991.

I 1985 tog Aidt HF-eksamen og blev efterfølgende ansat i et bookingbureau, og sidenhen blev hun produktchef i et internationalt pladeselskab.

Som 25-årig begyndte hun dog at fokusere mere på det litterære, og i 1991 debuterede hun med digtsamlingen Så længe jeg er ung. Debuten blev efterfulgt af digtsamlingerne Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994), der sammen kan ses som en trilogi, hvor digtene følger årets gang som et billede på kvindens overgange i livet.

Typisk for Aidts digteriske virke er også hverdagen og de erfaringer, ofte egne, som mennesket gør sig i verden. Forældrenes skilsmisse og det splittende grundvilkår kan også spores i forfatterskabet. Hun er desuden kendt for sin skarpe og ikke mindst minimalistiske skrivestil og beskriver selv naturen og landskaberne som centrale i sine værker.

I 1993 udkom novellesamlingerne Vandmærket (1993) og Tilgang (1995), efterfulgt af endnu et par digtsamlinger i Huset overfor (1996), Rejse for en fremmed (1999) og Balladen om Bianca (2002).

I 2006 modtog Aidt Kritikerprisen og i 2008 Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian (2006), om hvordan mennesker kan blive presset ud i situationer, hvor de ikke længere selv har kontrollen.

I digtsamlingerne Poesibog (2008) og Alting blinker (2009) er et hovedtema eksilering, hvor Aidt blandt andet forholder sig til barndommen, Grønland og forældrenes skilsmisse.

I 2012 udkom Aidt med sin kritikerroste romandebut Sten saks papir, der kredser om mænds roller og positioner, fædre og sønner og social arv.

Sammen med Mette Moestrup og Line Knutzon skrev Aidt Frit flet (2014), en kollage af tekst og billeder, der blandt andet undersøger og fortolker køn og feminisme. Værket blev af Statens Kunstfond præmieret for at være ét af årets mest betydningsfulde værker for dansk litteratur.

I 2016 indgik Aidt og Moestrup atter et samarbejde med digtsamlingen Omina, med amazon-kvinden i centrum.

I 2015 oplevede Naja Maria Aidt en forfærdelig personlig tragedie, da hendes 25-årige søn Carl Emil, sprang ud ad et vindue på 4. sal, i en psykose påvirket af svampe. Denne oplevelse bearbejdede hun til dels gennem det smukke sorgværk Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog (2017), opbygget af korte prosastykker og digte. Det er både en personlig kærlighedsfortælling til sønnen og en beretning om, hvordan man kommer gennem sorgen og tilbage til livet.

Indenfor dramatik står Aidt bag fx Rundt på gulvet (1999) og også børnebogs-genren har hun kastet sig over med fx Zakarias (2005).

Ud over de allerede nævnte priser har forfatterinden også høstet blandt andet Beatrice-prisen i 2004, Søren Gyldendal Prisen i 2011 og Weekendavisens litteraturpris i 2017.

Hun er i dag gift med filmfotografen Eigil Bryld og har siden 2008 været bosat i Brooklyn, New York. Ud over de to sønner hun har med Martin Heurlin fik hun i 2003 sønnen Zakarias med Eigil Bryld.

Herfra skal lyde et stort tillykke til én af tidens mest markante kvindelige digtere, der genremæssigt har bidraget med digte, noveller, romaner, dramatik, sange, børnebøger, teaterstykker og filmmanuskripter og personligt litterært med moderne, splittede, tragiske og livsbekræftende historier.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; forfatterviden.dk)

Aleksandr Solzjenitsyn (1918-2008)

Tirsdag den 11. december er det 100 år siden, at den russiske forfatter Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn (blandt danskere også kendt som Alexander Solsjenitsyn) kom til verden i den kaukasiske by Kislovodsk.

Den unge Aleksandr studerede matematik og fysik i Rostov samt historie, filosofi og litteratur sideløbende pr. korrespondance. Han blev uddannet indenfor artilleriet i Den Røde Hær og fungerede som artillerikaptajn under Anden Verdenskrig.

I 1945 blev han dog arresteret og sendt i fangelejr (Gulag) på grund af kritiske ytringer mod Stalin i private breve. I 1953 blev han forvist til Kasakhstan, hvor han de næste tre år arbejdede som skolelærer, inden han blev “rehabiliteret”.

Forfatterens litterære gennembrud kom med ét slag i 1962 med romanen “En dag i Ivan Denisovitj´s liv” (filmatiseret i 1970). Romanen skildrer livet i de sovjetiske arbejdslejre under Stalin og bygger til dels på Solzjenitsyns egne erfaringer. Romanen vakte stor sensation og fik ved udgivelsen personlig støtte fra den russiske regeringsleder Nikita Khrusjtjov.

Succesen blev fulgt af “Matrjonas gård” (1963), en kristent farvet beretning med Matrjona og hendes landsby som udtryk for det oprindelige Rusland og den kan ses som et tidligt bidrag til den såkaldte ”landsbylitteratur”.

I 1964 blev Khrusjtjov på grund af indre magtkampe i Sovjetunionens kommunistiske parti afsat som parti- og regeringsleder til fordel for Leonid Bresjnev. Den nye partileder var langt fra fan af Solzjenitsyns samfundskritik, men fandt den for vidtgående, og forfatteren fik først publiceret et værk igen i Sovjetunionen i 1990.

Solzjenitsyns to store romanværker, “I den første kreds” (1968) og “Kræftafdelingen” (1969) bygger begge på forfatterens egne erfaringer som henholdsvis lejrfange og kræftpatient. De udkom kun i Vesten, men cirkulerede dog i al hemmelighed og illegalt i Sovjetunionen.

I 1969 blev Solzjenitsyn udstødt af Forfatterforeningen, men fik året efter oprejsning, da han in absentia modtog Nobelprisen i litteratur.

Siden 1958 havde Solzjenitsyn i al hemmelighed samlet materiale til sin dokumentaristiske beretning om Stalin-lejrene, “Gulag Øhavet” (1973-75). Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB, kom dog på sporet af projektet og forfatteren skyndte sig derfor at få den første del af værket udgivet i Paris.

Solzjenitsyn blev arresteret og landsforvist i 1974. Han besøgte flere lande, for at vurdere sin fremtidige bopæl, heriblandt Danmark og Norge. Han blev dog først bosiddende i Vesttyskland hos vennen Henrich Böll, senere i Schweiz og sidenhen i USA på en invitation fra Stanford University.

I det amerikanske eksil blev han både fra højre- og venstrefløjen hyldet for sin protest mod Sovjetstyret, og der blev gjort flere forsøg på at gøre forfatteren til en offentlig person. Han blev under Reagan-periodens aggressive felttog mod ”Ondskabens Imperium” (Sovjetunionen) anset for en frihedshelt. Forfatteren valgte dog i 1976 at trække sig tilbage til et mere fredeligt sted i staten Vermont og forsøgte at koncentrere sig om sit forfatterskab. Han brød sig ikke om at fremtræde i amerikansk tv, hvilket muligvis til dels skyldtes, at han, selvom han læste engelsk, aldrig formåede at blive flydende i sproget. Da han senere vendte tilbage til Rusland fik han sit eget tv-show, der dog snart blev taget af sendefladen grundet lave seer-tal.

I 1975 udkom Solzjenitsyns beretning om kampene med det sovjetiske magtapparat, “Kalven og egen” og samtidig arbejdede han på sit firebinds romanværk, “August 1914” (1971-93), der kan ses som forfatterens historiske og moralske dom over den russiske revolutions historie.

Han udviklede efterhånden en aversion mod hele den moderne vestlige civilisation med dens materialisme og ikke mindst udbredte ateisme. Han begyndte at kritisere den vesterlandske levevis, hvilket fik hans popularitet i Vesten til at dale. Blandt andet støttede forfatteren den russisk-ortodokse kirkes vellykkede bestræbelser på at få myndighederne til at nægte opholdstilladelse til katolske og protestantiske udenlandske præster.

Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af magten i 1985 og Sovjetunionens sammenbrud indledtes en ny periode af tolerance overfor politiske afvigere, og i 1990 fik forfatteren sit sovjetiske statsborgerskab tilbage. Han nægtede dog at vende hjem, før end “Gulag Øhavet” (1973-75) blev udgivet i Rusland, hvilket skete i 1994. Forfatterens togrejse hjem blev sponsoreret og dækket af BBC.

Solzjenitsyn flyttede til Moskva, hvor han blandt andet virkede som politisk og moralfilosofisk kommentator. Som anerkendt forfatter anså han det som en vigtig opgave at være samfundets frittalende samvittighed, hvilket resulterede i et stadig værre forhold til magthaverne og myndighederne. Han var generelt utilfreds med det politiske system i Rusland og skrev på baggrund af dette blandt andet “Rusland i sammenbrud” (1998). Solzjenitsyns kritik var dog på ingen måde forbeholdt hjemlandet og han sammenlignede blandt andet NATOs luftangreb på Serbien i 1999 med Hitlers gerninger under Anden Verdenskrig.

I 2007 modtog forfatteren Den Russiske Føderations statspris, som han på grund af sit dårlige helbred, personligt fik overrakt af den russiske præsident Vladimir Putin, i sit hjem.

Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn døde den 3. august 2008 i Moskva af et slagtilfælde, 89 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til én af 1900-tallets største russiske forfattere, der viede sit liv til fædrelandet og som, hvad enten man er enig i hans synspunkter eller ej, bidrog til nuanceringen af det russiske fædrelands historie.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 407f); information.dk; wikipedia.org)

Mikkel Birkegaard (1968 – )

Søndag den 9. december fylder den danske forfatter Mikkel Birkegaard 50 år.

Mikkel Birkegaard blev født i Randers og voksede op i Roskilde. Her stiftede han tidligt bekendtskab med bøgernes verden, da hans mor ofte tog ham med på arbejde på en række biblioteker. Der blev læst meget i barndomshjemmet, og han var en flittig gæst på biblioteket i Roskilde.

Han blev uddannet som datamatiker, men bøgerne kunne han dog ikke helt slippe.

Forfatteren debuterede i 2007 med romanen Libri di Luca, og han beskriver selv arbejdet med debutromanen som en ”hemmelig mission”, hvor han om dagen arbejdede som systemudvikler i en it-virksomhed, og om natten var forfatter.

Birkegaard begyndte gradvist at forsyne it-virksomhedens personaleblad med små tekster og føljetoner, og da en kollega direkte opfordrede ham til at blive forfatter, gav han efter og tog et halvt års orlov for at hellige sig skriveriet. Efter i alt fem års arbejde med Libri di Luca stødte han, ligesom så mange andre forfattere, ind i problemet med at få materialet udgivet. Efter fire afslag lykkedes det dog at få Forlaget Aschehoug på krogen, og ovenikøbet i en sådan grad, at de havde formået at sælge filmrettighederne til bogen til Nordisk Film, inden bogen var udgivet.

Herefter kom der et helt andet tempo i processen. Libri di Luca strøg til tops på de danske bestsellerlister og er blevet solgt til yderligere 25 lande.

Efterfølgende er det fra forfatterens pen blevet til spændings- og eventyrromanerne Over mit lig (2009), Fra drømmenes bog (2012), Kjærstads alfabet (2013) samt Døde mænds stemmer (2014).

Herfra skal lyde et stort tillykke til den danske forfatter, der på flere niveauer giver bøgerne en velfortjent plads, såvel i selve historierne som i bogreolerne.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; krimiwiki.dk; arnoldbusck.dk; bibliografi.dk)