Aleksandr Solzjenitsyn (1918-2008)

Tirsdag den 11. december er det 100 år siden, at den russiske forfatter Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn (blandt danskere også kendt som Alexander Solsjenitsyn) kom til verden i den kaukasiske by Kislovodsk.

Den unge Aleksandr studerede matematik og fysik i Rostov samt historie, filosofi og litteratur sideløbende pr. korrespondance. Han blev uddannet indenfor artilleriet i Den Røde Hær og fungerede som artillerikaptajn under Anden Verdenskrig.

I 1945 blev han dog arresteret og sendt i fangelejr (Gulag) på grund af kritiske ytringer mod Stalin i private breve. I 1953 blev han forvist til Kasakhstan, hvor han de næste tre år arbejdede som skolelærer, inden han blev “rehabiliteret”.

Forfatterens litterære gennembrud kom med ét slag i 1962 med romanen “En dag i Ivan Denisovitj´s liv” (filmatiseret i 1970). Romanen skildrer livet i de sovjetiske arbejdslejre under Stalin og bygger til dels på Solzjenitsyns egne erfaringer. Romanen vakte stor sensation og fik ved udgivelsen personlig støtte fra den russiske regeringsleder Nikita Khrusjtjov.

Succesen blev fulgt af “Matrjonas gård” (1963), en kristent farvet beretning med Matrjona og hendes landsby som udtryk for det oprindelige Rusland og den kan ses som et tidligt bidrag til den såkaldte ”landsbylitteratur”.

I 1964 blev Khrusjtjov på grund af indre magtkampe i Sovjetunionens kommunistiske parti afsat som parti- og regeringsleder til fordel for Leonid Bresjnev. Den nye partileder var langt fra fan af Solzjenitsyns samfundskritik, men fandt den for vidtgående, og forfatteren fik først publiceret et værk igen i Sovjetunionen i 1990.

Solzjenitsyns to store romanværker, “I den første kreds” (1968) og “Kræftafdelingen” (1969) bygger begge på forfatterens egne erfaringer som henholdsvis lejrfange og kræftpatient. De udkom kun i Vesten, men cirkulerede dog i al hemmelighed og illegalt i Sovjetunionen.

I 1969 blev Solzjenitsyn udstødt af Forfatterforeningen, men fik året efter oprejsning, da han in absentia modtog Nobelprisen i litteratur.

Siden 1958 havde Solzjenitsyn i al hemmelighed samlet materiale til sin dokumentaristiske beretning om Stalin-lejrene, “Gulag Øhavet” (1973-75). Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB, kom dog på sporet af projektet og forfatteren skyndte sig derfor at få den første del af værket udgivet i Paris.

Solzjenitsyn blev arresteret og landsforvist i 1974. Han besøgte flere lande, for at vurdere sin fremtidige bopæl, heriblandt Danmark og Norge. Han blev dog først bosiddende i Vesttyskland hos vennen Henrich Böll, senere i Schweiz og sidenhen i USA på en invitation fra Stanford University.

I det amerikanske eksil blev han både fra højre- og venstrefløjen hyldet for sin protest mod Sovjetstyret, og der blev gjort flere forsøg på at gøre forfatteren til en offentlig person. Han blev under Reagan-periodens aggressive felttog mod ”Ondskabens Imperium” (Sovjetunionen) anset for en frihedshelt. Forfatteren valgte dog i 1976 at trække sig tilbage til et mere fredeligt sted i staten Vermont og forsøgte at koncentrere sig om sit forfatterskab. Han brød sig ikke om at fremtræde i amerikansk tv, hvilket muligvis til dels skyldtes, at han, selvom han læste engelsk, aldrig formåede at blive flydende i sproget. Da han senere vendte tilbage til Rusland fik han sit eget tv-show, der dog snart blev taget af sendefladen grundet lave seer-tal.

I 1975 udkom Solzjenitsyns beretning om kampene med det sovjetiske magtapparat, “Kalven og egen” og samtidig arbejdede han på sit firebinds romanværk, “August 1914” (1971-93), der kan ses som forfatterens historiske og moralske dom over den russiske revolutions historie.

Han udviklede efterhånden en aversion mod hele den moderne vestlige civilisation med dens materialisme og ikke mindst udbredte ateisme. Han begyndte at kritisere den vesterlandske levevis, hvilket fik hans popularitet i Vesten til at dale. Blandt andet støttede forfatteren den russisk-ortodokse kirkes vellykkede bestræbelser på at få myndighederne til at nægte opholdstilladelse til katolske og protestantiske udenlandske præster.

Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af magten i 1985 og Sovjetunionens sammenbrud indledtes en ny periode af tolerance overfor politiske afvigere, og i 1990 fik forfatteren sit sovjetiske statsborgerskab tilbage. Han nægtede dog at vende hjem, før end “Gulag Øhavet” (1973-75) blev udgivet i Rusland, hvilket skete i 1994. Forfatterens togrejse hjem blev sponsoreret og dækket af BBC.

Solzjenitsyn flyttede til Moskva, hvor han blandt andet virkede som politisk og moralfilosofisk kommentator. Som anerkendt forfatter anså han det som en vigtig opgave at være samfundets frittalende samvittighed, hvilket resulterede i et stadig værre forhold til magthaverne og myndighederne. Han var generelt utilfreds med det politiske system i Rusland og skrev på baggrund af dette blandt andet “Rusland i sammenbrud” (1998). Solzjenitsyns kritik var dog på ingen måde forbeholdt hjemlandet og han sammenlignede blandt andet NATOs luftangreb på Serbien i 1999 med Hitlers gerninger under Anden Verdenskrig.

I 2007 modtog forfatteren Den Russiske Føderations statspris, som han på grund af sit dårlige helbred, personligt fik overrakt af den russiske præsident Vladimir Putin, i sit hjem.

Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn døde den 3. august 2008 i Moskva af et slagtilfælde, 89 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til én af 1900-tallets største russiske forfattere, der viede sit liv til fædrelandet og som, hvad enten man er enig i hans synspunkter eller ej, bidrog til nuanceringen af det russiske fædrelands historie.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 407f); information.dk; wikipedia.org)

Mikkel Birkegaard (1968 – )

Søndag den 9. december fylder den danske forfatter Mikkel Birkegaard 50 år.

Mikkel Birkegaard blev født i Randers og voksede op i Roskilde. Her stiftede han tidligt bekendtskab med bøgernes verden, da hans mor ofte tog ham med på arbejde på en række biblioteker. Der blev læst meget i barndomshjemmet, og han var en flittig gæst på biblioteket i Roskilde.

Han blev uddannet som datamatiker, men bøgerne kunne han dog ikke helt slippe.

Forfatteren debuterede i 2007 med romanen Libri di Luca, og han beskriver selv arbejdet med debutromanen som en ”hemmelig mission”, hvor han om dagen arbejdede som systemudvikler i en it-virksomhed, og om natten var forfatter.

Birkegaard begyndte gradvist at forsyne it-virksomhedens personaleblad med små tekster og føljetoner, og da en kollega direkte opfordrede ham til at blive forfatter, gav han efter og tog et halvt års orlov for at hellige sig skriveriet. Efter i alt fem års arbejde med Libri di Luca stødte han, ligesom så mange andre forfattere, ind i problemet med at få materialet udgivet. Efter fire afslag lykkedes det dog at få Forlaget Aschehoug på krogen, og ovenikøbet i en sådan grad, at de havde formået at sælge filmrettighederne til bogen til Nordisk Film, inden bogen var udgivet.

Herefter kom der et helt andet tempo i processen. Libri di Luca strøg til tops på de danske bestsellerlister og er blevet solgt til yderligere 25 lande.

Efterfølgende er det fra forfatterens pen blevet til spændings- og eventyrromanerne Over mit lig (2009), Fra drømmenes bog (2012), Kjærstads alfabet (2013) samt Døde mænds stemmer (2014).

Herfra skal lyde et stort tillykke til den danske forfatter, der på flere niveauer giver bøgerne en velfortjent plads, såvel i selve historierne som i bogreolerne.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; krimiwiki.dk; arnoldbusck.dk; bibliografi.dk)

C. J. L. Almqvist (1793-1866)

Onsdag den 28. november er det 225 år siden at den svenske forfatter, journalist, komponist, maler, præst og rektor, Carl Jonas Love Almqvist, kom til verden i Stockholm.

Den lille Carl voksede op på faderens gård Antuna i Upland omgivet af moderens sværmeriske forhold til religiøsitet og mystik igennem herrnhutismen. Forældrenes ægteskab syntes ikke lykkeligt og moderen døde, da sønnen kun var 12 år.

Den unge Almqvist blev student i Uppsala i 1808 og blev i 1815 uddannet i historie og teologi på universitetet i samme by. I 1823 blev han ansat som embedsmand i Stockholm.

Han begyndte tidligt at skrive og var draget af swedenborgianismen og Rosseau samt dennes svenske elev Thorild. Almqvist sluttede sig til ”Manhemsförbundet”, hvis formål var at fremme kærlighed til fædrelandet og sand kristendom og som forpligtede sine medlemmer til at leve et ”bondeliv”.

Sammen med et par ligesindede forsøgte han at realisere sig selv som ”den ideale bonde” i Värmland. Han købte en lille ejendom, giftede sig med sin tidligere barnepige, en bondepige fra faderens gård og kaldte sig for ”Bonden Love Carlsson”. Projektet mislykkedes dog, da han ikke var i stand til at ernære familien gennem landbrug og begyndte i stedet at skaffe midler ved blandt andet kartografi.

I 1826 vendte han tilbage til Stockholm og levede af afskrivning, korrekturlæsning, og lignende. Han blev ansat som lærer og et par år senere rektor for Nya Elementarskolan, en nyoprettet pædagogisk eksperimenterende skole. Hans mere omfattende end dybdegående kundskaber gjorde ham i stand til at forfatte et stort antal lærebøger inden for en række af skolens forskellige fag, fx hans berømte Svensk rättstafningsläre (1829) på over 20 oplag, en svensk, en græsk, en fransk og en ”almindelig” sproglære (1829-32), en lærebog i geometri (1833), en Regnekunst for begyndere (1832), m.fl.

I 1819 skrev Almqvist Murnis (omarbejdet til De dödas sagor i 1845) om sjælens møde med døden. Manuskriptet var dog så stærkt erotisk ladet, at det først kunne trykkes i 1960. Herefter fulgte blandt andet afhandlingen Om brottsliges behandling (1821), der diskuterer problemet om forbryderes tilregnelighed.

I 1822 skrev forfatteren Amorina, der er en blanding af roman og drama. Værket blev i første omgang tilintetgjort på foranledning af farbroderen Biskop Almqvist, på grund af dens burleske scener med vanvidsudbrud, incestuøse antydninger, slægtsforbandelse, osv., men overlevede dog i en ændret og mildere udgave til udgivelse i 1839 og sceneopførelse i 1951.

I 1830´erne begyndte forfatterens digteriske virksomhed for alvor at tage fart, og på trods af hans gode indtægter og afholdende levevis, tyngede hans pligter som familieforsørger.
I 1833-35 udgav Almqvist sit hovedværk i syv bind, som han kaldte Törnrosens Bok. Fria fantasier, hvilka, betraktade såsom ett helt, af Herr Hugo Löwenstjerna stundom kallades Törnrosens Bok, stundom En irrande Hind, hvor første bind, Jagtslottet (1833) skaber rammefortællingen, hvor en kreds af unge mennesker mødes på et slot og fortæller hinanden historier. Et af de mest populære stykker herfra er Dronningens juvelsmykke (1834) om det androgyne teaterbarn Tintomara. I 1838 kom fire nye bind, indledt med Återkomsten, med en række folkelivsskildringer.

I 1837 lod forfatteren sig præstevie, men hans ambitioner og håb om at opnå et godt præstekald gik ikke i opfyldelse.

I 1839 skete et drastisk skift i forfatterskabet efter en tabt konkurrence om et professorat i æstetik og moderne sprog i Lund. På trods af sine venners økonomiske hjælp så Alqvist sejren ende andetsteds, og herefter ændrede overvægten i hans forfatterskab sig fra det æstetiske til det samfundsreformatoriske som det fremherskende element. I en lang række skrifter, både i form af digte og afhandlinger, rettede forfatteren hårde angreb på mere eller mindre alle hævdvundne ideer og institutioner i samtiden.

Romanen Det går an (1839) satte ægteskabet til debat med ideer om kønnenes frihed. Romanen var meget kontroversiel og medførte en hidsig kamp i pressen, og megen polemik mod Almqvist. Han mistede sin stilling som rektor og da han var præsteviet blev han indstævnet for Uppsala Domkapitel, hvor han dog slap med en formaning.

Herefter fik han en stilling som medarbejder ved ”Aftonbladet”, men måtte ellers leve af sit litterære virke og på trods af en overvejende fremtvungen produktion, blev hans økonomiske situation langt fra bedre og han endte med at indlede sig med den berygtede ågerkarl v. Scheven.

I 1840-41 tog forfatteren til Tyskland, Frankrig og England og skrev hjem om de moderne begivenheder han stødte på. Disse rejseskildringer er samlet i Hvad är en tourist? (1861).

Efter hjemkomsten blev han storleverandør til romanmarkedet med værker som fx Tre fruer i Småland 1-3 (1842-43).

I en ny serie, Törnrosens bok udkom blandt andet de originale Songes (1849), 50 små lyriske tekster, der var tænkt opført som små teaterstykker.

Trængt af forargelse og som følge af økonomisk og personlig krise, flygtede forfatteren i 1851 pludselig til Amerika. Han var mistænkt for et giftmord på en af sine kreditorer. Han efterlod hustru og barn i Sverige og blev fradømt sit præsteembede.

Han giftede sig på ny i Amerika og ernærede sig primært ved undervisning og journalistik, men ellers ved vi stort set intet om hans liv og virksomhed i disse år. Han fortsatte dog med at forfatte, og fra perioden kan blandt andet nævnes en række mærkelige nonsensvers Om svenska rim.

I 1865 vendte Almqvist tilbage til Europa og bosatte sig under dæknavnet K. Westermann i Bremen.

Karakteristisk for Carl Almqvist er det modsætningsfyldte i hans væsen og tankeverden. Han havde en besynderlig sammensat natur med et væld af talenter inden for stort set alle litterære genrer, lige fra den fineste lyrik til den jordnære journalistik. Hans omfattende forfatterskab spejler brydningen mellem romantikken og realismen og har på denne måde haft stor betydning for svensk litteratur.

Det er dog især som folkelivsskildrer, at Almqvist har formået at slå sit navn fast for eftertiden som grundlæggeren af den svenske bondenovelle med fx værker som Kapellet (1838), Skällnora qvarn (1838) og Grimstahamns nybygge (1839).

Carl Jonas Love Almqvist døde den 26. september 1866, 72 år gammel, ensom og ukendt på et hospital i Bremen. Hans jordiske rester blev i 1901 bragt tilbage til Sverige.

Herfra skal lyde en stor tak til den paradoksale multilitterat, den sværmeriske religiøse og radikale samfundsreformator, den spekulative teoretiker og jordnære realist, Almqvist for hans bidrag til litteraturen.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 134ff); wikipedia.org; denstoredanske.dk; gyldendal.dk; litteraturbanken.se)

Selma Lagerlöf (1854-1940)

Tirsdag den 20. november er det 164 år siden, at den svenske forfatterinde Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf kom til verden på slægtsgården Mårbacka.

Moderen var datter af en jernværksejer og faderen var af præsteslægt.

Selma Lagerlöf blev som 23-årig uddannet lærerinde og var fra 1885-1895 beskæftiget som lærerinde i den svenske folkeskole, hvor hun samtidig forsørgede moderen, inden forfatterskabet karrieremæssigt fik overtaget.

Som en tilskyndelse til Lagerlöfs forfatterskab ses tabet af familiegården Mårbacka efter en konkurs i slutningen af 1880´erne. Hun debuterede i 1891 med romanen Gösta Berlings saga, om en afsat præsts hæmningsløse jagt på nydelse. Romanen blev en stor succes og modtog blandt andet stor ros fra Georg Brandes.

I 1895 fik Lagerlöf mulighed for at koncentrere sig fuldt ud om forfatterhvervet og modtog endvidere en mængde legater, der blev brugt på en rejse til Italien og Sicilien. Her fandt hun blandt andet inspiration til romanen Antikrists mirakler (1897).

Forinden havde hun udgivet romanen Et Æventyr i Vineta (1895) og fulgte op med romanen En herregårdshistorie (1899).

I 1899 pakkede forfatterinden endnu engang kufferten, og turen gik her til Jerusalem og Egypten. I Jerusalem mødte hun en gruppe bønder fra Dalarna, der efter en religiøs vækkelse havde forladt Sverige og bosat sig i den hellige by. Denne rejse udmøntede sig i Jerusalem 1-2 (I Dalarna (1901) og I det Hellige land (1902)). Dette værk blev desuden hendes store udenlandske gennembrud og vakte da også postyr, da den blev bandlyst af det kristne fællesskab i Jerusalem.

Blandt Lagerlöfs mest populære novellesamlinger fra denne periode kan blandt andet nævnes Usynlige lænker (1894), Legender og fortællinger (1899), Dronninger i Kongshelle (1904) og Kristuslegender (1904), der især blev populær i flere katolske lande på trods af værkets uhøjtidelige forhold til ortodoksien. Hun fortsatte desuden med at udgive romaner, fx En hverdagshistorie (1903) og den psykologiske roman Hr. Arnes penge (1904), der udspiller sig i 1500-tallets Marstrand.

En særstatus i Lagerlöfs forfatterskab har børne- og undervisningsromanen Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige (1906-07), som hun skrev på opfordring fra den svenske folkeskole, og som i eventyrets form formidler elementære kundskaber om Sverige og blandt andet havde til formål at forebygge yderligere emigration. Dette er nok hendes bedst kendte og mest udbredte værk, og er i tidens løb nået ud til børn over hele verden.

I 1909 modtog Selma Lagerlöf, som den første kvinde nogensinde, Nobelprisen i litteratur. Præmiepengene blev blandt andet brugt til at købe slægtsgården Mårbacka tilbage. Lagerlöf blev desuden i 1914, igen som den første kvinde, medlem af Det Svenske Akademi og kunne derefter selv være med til at uddele nobelprisen.

Hun fortsatte med at udgive romaner som fx Køresvenden (1912), Kejseren af Portugalien (1914), hvor Lagerlöfs bibelstyrke tydeligt kommer til udtryk, Liljecronas hjem (1916) og Bandlyst (1918), der er skrevet under indtryk af 1. Verdenskrigs grusomheder. Sideløbende med disse, i forfatterskabet, bærende romaner, skrev hun også en række små fortællinger, selvbiografiske og kønspolitiske essays og noveller som fx Trolde og mennesker 1-2 (1915, 1922).

To trilogier står som forfatterindens sidste monumentale fase, nemlig romantrilogien om familien Löwensköld, bestående af Löwensköldska ringen (1925), Charlotte Löwensköld (1925) og Anna Svärd (1928) samt Lagerlöfs kunstneriske testamente, erindringstrilogien bestående af Mårbacka (1922), Et barns erindringer (1930) og Dagbog for Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf (1932).

Selma Lagerlöf blev en hovedskikkelse for 1890´ernes litterære symbolisme i Sverige og var en af de tidlige svenske nyromantikere med temaer som frigørelse, skyld, soning og selvopofrelse. Mange af hendes værker kredser om det svenske bondeliv, gerne i området Värmland, og om erindringerne og længslerne knyttet til slægtens historie, den nære familie og barndommens tabte land.

En fornyet interesse omkring hendes forfatterskab skabtes desuden med gennembruddet for den latinamerikanske magiske fortællestil, magisk realisme, hvor hun er blevet anset som en af Nordens åndsfæller til denne litterære genre, med hendes skift mellem det nære svenske Värmland og eventyrets verden.

Udover og igennem sit litterære virke engagerede forfatterinden sig i en række samfundssager, i særdeleshed kvindesagen.
I 1940 sendte hun sin Nobelprismedalje til Finlandsindsamlingen (under Vinterkrigen efter det sovjetiske angreb i 1939) med håbet om, at den kunne omsmeltes og rejse penge til sagen. Der blev dog efter Lagerlöfs død samlet penge til at tilbagekøbe medaljen, så den kunne bevares for eftertiden. Hun involverede sig også i begge verdenskrige, og da nazisterne kom til magten i Tyskland bistod hun flere tyske intellektuelle og kunstnere med at flygte.

Lagerlöf blev aldrig gift eller fik børn, men dyrkede i stedet en række tætte veninder, og det er igennem brevvekslingen med disse kvinder, især Sophie Elkan og Valborg Olander, at vi nok bedst kender forfatterinden uden for hendes egne værker.

Flere af hendes værker er blevet filmatiseret, fx Gösta Berlings saga i 1924, Jerusalem i 1919 og igen i 1996 og Køresvenden i både 1920 og i 1921. Hun er stadig én af verdens mest læste forfattere, hendes portræt har prydet den svenske 20-kroneseddel siden 1991, og flere veje er prydet med hendes navn – også i flere danske byer.

Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf døde den 16. marts 1940, 85 år gammel, på slægtsgården Mårbacka.

Herfra skal lyde en stor tak til én af de forfattere, der blandt andet banede vejen og viste, at kvinder også har deres fulde ret indenfor litteraturens verden.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 157ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; saxo.com; gyldendal.dk)

Anne Holt (1958 – )

Fredag den 16. november fylder den norske forfatterinde og politiker Anne Holt 60 år.

Anne Holt blev født i Larvik og opvoksede i Lillestrøm og Tromsø.

Hun blev uddannet jurist fra Bergens Universitet i 1986 og har siden arbejdet som politifuldmægtig, journalist på Dagsrevyen, advokat i egen praksis samt beklædt posten som norsk justitsminister fra 1996-97 for Arbeiderpartiet.

Dette CV, med kriminalsager og juridiske og politiske anliggender, bliver da også i rigt omfang benyttet i hendes forfatterskab som krimiforfatterinde.

Anne Holt debuterede i 1993 med krimien Blind gudinde (filmatiseret i 1997). Hun havde tilfældigvis læst en annonce for en krimikonkurrence i et dagblad, mens hun arbejde som advokat, og besluttede sig for at give det et forsøg. Hun nåede dog ikke at indsende sit manuskript, inden konkurrencens deadline udløb, men blev antaget med det samme hun indsendte manuskriptet til et forlag. Romanen blev en stor succes og det samme gjorde de efterfølgende bøger i serierne om den lesbiske politibetjent Hanne Wilhelmsen, og efter få år som forfatter kunne Holt ernære sig af dette hverv på fuld tid.

Holt er især kendt for sine stærke plot, de velskrevne miljø- og personskildringer og beskrivelser af storbylivet i Oslo.

Hun har indtil videre skrevet en ordentlig bunke kriminalromaner, og ud over serien om Hanne Wilhelmsen med bøgerne Blind gudinde (1993), Salige er de som tørster (1994), Dæmonens død (1995), Løvens gab (1997), Død joker (1999), Uden ekko (2000), Sandheden bag sandheden (2003), 1222 (2007) og Offline (2015), finder vi også serien med Inger Johanne Vik og Yngvar Stubø som de centrale figurer med Det der er mit (2001), Det som aldrig sker (2004), Madam President (2006), Pengemanden (2009) og Skyggedød (2012).

Forfatterindens romanserie om hjertelægen Sara Zuckerman med Flimmer (2011) og Sudden Death (2015) er skrevet i samarbejde med hendes bror Evan Holt.

Derudover har Holt skrevet børnebogsserien om Kasper og Sofie sammen med Tor Åge Bringsværd, der omfatter Kasper kommer på hospitalet (1996), Kasper og Sofie får nye cykler (2008) og Kasper og Sofie lærer at svømme (2008).

Forfatterinden har siden 2000 dannet par med Anne Christine Kjær, med hvem hun i dag bor i Oslo sammen med deres datter Iohanne.

Holts seneste udgivelse er I støv og aske (2018) og den fortsætter Hanne Wilhelmsen-serien med det 11. bind.

Holt har vundet flere priser for sit forfatterskab, heriblandt Rivertonprisen i 1994, Boghandlerprisen i 1995 og Cappelenprisen i 2001 og hun er medejer af Piratforlaget.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Anne Holt på hendes runde dag – og en stor tak for bidraget til litterære figurer med girl power i og grundigt researchet kriminallitteratur.

(Kilder: gyldendal.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; krimiwiki.dk; saxo.com; bog-ide.dk; bibliografi.dk)