Naja Marie Aidt (1963 – )

Mandag den 24. december fylder den danske digter og forfatter Naja Marie Aidt 55 år.

Den lille Naja Marie blev, som Jesu-barnet, født juleaftensdag, dog ikke i Betlehem, men i den vestgrønlandske by Aasiaat (Egedesminde). Her boede hun de første syv år af sit liv, sammen med sin mor og far, hvis lærergerning var grunden til, at de var bosat på den store ø.

Da Naja Maria var syv år, besluttede hendes forældre at flytte hjem til Danmark, hvor de kort efter blev skilt. Hun voksede herefter op i henholdsvis Vangede, hos faderen, og på Vesterbro hos moderen og hendes nye mand.

Som 16-årig flyttede forfatterspiren hjemmefra sammen med en barndomsveninde og to fyre i en halvandetværelses lejlighed på Nørrebro i København. Et par år senere var hun i et fast forhold med den ene sambo, musikeren Martin Heurlin, og som 18-årig fødte hun sønnen Frederik. I 1982 fulgte sønnen Carl Emil og i 1991 sønnen Johan. Forholdet holdt dog ikke og parret blev skilt i 1991.

I 1985 tog Aidt HF-eksamen og blev efterfølgende ansat i et bookingbureau, og sidenhen blev hun produktchef i et internationalt pladeselskab.

Som 25-årig begyndte hun dog at fokusere mere på det litterære, og i 1991 debuterede hun med digtsamlingen Så længe jeg er ung. Debuten blev efterfulgt af digtsamlingerne Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994), der sammen kan ses som en trilogi, hvor digtene følger årets gang som et billede på kvindens overgange i livet.

Typisk for Aidts digteriske virke er også hverdagen og de erfaringer, ofte egne, som mennesket gør sig i verden. Forældrenes skilsmisse og det splittende grundvilkår kan også spores i forfatterskabet. Hun er desuden kendt for sin skarpe og ikke mindst minimalistiske skrivestil og beskriver selv naturen og landskaberne som centrale i sine værker.

I 1993 udkom novellesamlingerne Vandmærket (1993) og Tilgang (1995), efterfulgt af endnu et par digtsamlinger i Huset overfor (1996), Rejse for en fremmed (1999) og Balladen om Bianca (2002).

I 2006 modtog Aidt Kritikerprisen og i 2008 Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian (2006), om hvordan mennesker kan blive presset ud i situationer, hvor de ikke længere selv har kontrollen.

I digtsamlingerne Poesibog (2008) og Alting blinker (2009) er et hovedtema eksilering, hvor Aidt blandt andet forholder sig til barndommen, Grønland og forældrenes skilsmisse.

I 2012 udkom Aidt med sin kritikerroste romandebut Sten saks papir, der kredser om mænds roller og positioner, fædre og sønner og social arv.

Sammen med Mette Moestrup og Line Knutzon skrev Aidt Frit flet (2014), en kollage af tekst og billeder, der blandt andet undersøger og fortolker køn og feminisme. Værket blev af Statens Kunstfond præmieret for at være ét af årets mest betydningsfulde værker for dansk litteratur.

I 2016 indgik Aidt og Moestrup atter et samarbejde med digtsamlingen Omina, med amazon-kvinden i centrum.

I 2015 oplevede Naja Maria Aidt en forfærdelig personlig tragedie, da hendes 25-årige søn Carl Emil, sprang ud ad et vindue på 4. sal, i en psykose påvirket af svampe. Denne oplevelse bearbejdede hun til dels gennem det smukke sorgværk Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog (2017), opbygget af korte prosastykker og digte. Det er både en personlig kærlighedsfortælling til sønnen og en beretning om, hvordan man kommer gennem sorgen og tilbage til livet.

Indenfor dramatik står Aidt bag fx Rundt på gulvet (1999) og også børnebogs-genren har hun kastet sig over med fx Zakarias (2005).

Ud over de allerede nævnte priser har forfatterinden også høstet blandt andet Beatrice-prisen i 2004, Søren Gyldendal Prisen i 2011 og Weekendavisens litteraturpris i 2017.

Hun er i dag gift med filmfotografen Eigil Bryld og har siden 2008 været bosat i Brooklyn, New York. Ud over de to sønner hun har med Martin Heurlin fik hun i 2003 sønnen Zakarias med Eigil Bryld.

Herfra skal lyde et stort tillykke til én af tidens mest markante kvindelige digtere, der genremæssigt har bidraget med digte, noveller, romaner, dramatik, sange, børnebøger, teaterstykker og filmmanuskripter og personligt litterært med moderne, splittede, tragiske og livsbekræftende historier.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; forfatterviden.dk)

Aleksandr Solzjenitsyn (1918-2008)

Tirsdag den 11. december er det 100 år siden, at den russiske forfatter Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn (blandt danskere også kendt som Alexander Solsjenitsyn) kom til verden i den kaukasiske by Kislovodsk.

Den unge Aleksandr studerede matematik og fysik i Rostov samt historie, filosofi og litteratur sideløbende pr. korrespondance. Han blev uddannet indenfor artilleriet i Den Røde Hær og fungerede som artillerikaptajn under Anden Verdenskrig.

I 1945 blev han dog arresteret og sendt i fangelejr (Gulag) på grund af kritiske ytringer mod Stalin i private breve. I 1953 blev han forvist til Kasakhstan, hvor han de næste tre år arbejdede som skolelærer, inden han blev “rehabiliteret”.

Forfatterens litterære gennembrud kom med ét slag i 1962 med romanen “En dag i Ivan Denisovitj´s liv” (filmatiseret i 1970). Romanen skildrer livet i de sovjetiske arbejdslejre under Stalin og bygger til dels på Solzjenitsyns egne erfaringer. Romanen vakte stor sensation og fik ved udgivelsen personlig støtte fra den russiske regeringsleder Nikita Khrusjtjov.

Succesen blev fulgt af “Matrjonas gård” (1963), en kristent farvet beretning med Matrjona og hendes landsby som udtryk for det oprindelige Rusland og den kan ses som et tidligt bidrag til den såkaldte ”landsbylitteratur”.

I 1964 blev Khrusjtjov på grund af indre magtkampe i Sovjetunionens kommunistiske parti afsat som parti- og regeringsleder til fordel for Leonid Bresjnev. Den nye partileder var langt fra fan af Solzjenitsyns samfundskritik, men fandt den for vidtgående, og forfatteren fik først publiceret et værk igen i Sovjetunionen i 1990.

Solzjenitsyns to store romanværker, “I den første kreds” (1968) og “Kræftafdelingen” (1969) bygger begge på forfatterens egne erfaringer som henholdsvis lejrfange og kræftpatient. De udkom kun i Vesten, men cirkulerede dog i al hemmelighed og illegalt i Sovjetunionen.

I 1969 blev Solzjenitsyn udstødt af Forfatterforeningen, men fik året efter oprejsning, da han in absentia modtog Nobelprisen i litteratur.

Siden 1958 havde Solzjenitsyn i al hemmelighed samlet materiale til sin dokumentaristiske beretning om Stalin-lejrene, “Gulag Øhavet” (1973-75). Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB, kom dog på sporet af projektet og forfatteren skyndte sig derfor at få den første del af værket udgivet i Paris.

Solzjenitsyn blev arresteret og landsforvist i 1974. Han besøgte flere lande, for at vurdere sin fremtidige bopæl, heriblandt Danmark og Norge. Han blev dog først bosiddende i Vesttyskland hos vennen Henrich Böll, senere i Schweiz og sidenhen i USA på en invitation fra Stanford University.

I det amerikanske eksil blev han både fra højre- og venstrefløjen hyldet for sin protest mod Sovjetstyret, og der blev gjort flere forsøg på at gøre forfatteren til en offentlig person. Han blev under Reagan-periodens aggressive felttog mod ”Ondskabens Imperium” (Sovjetunionen) anset for en frihedshelt. Forfatteren valgte dog i 1976 at trække sig tilbage til et mere fredeligt sted i staten Vermont og forsøgte at koncentrere sig om sit forfatterskab. Han brød sig ikke om at fremtræde i amerikansk tv, hvilket muligvis til dels skyldtes, at han, selvom han læste engelsk, aldrig formåede at blive flydende i sproget. Da han senere vendte tilbage til Rusland fik han sit eget tv-show, der dog snart blev taget af sendefladen grundet lave seer-tal.

I 1975 udkom Solzjenitsyns beretning om kampene med det sovjetiske magtapparat, “Kalven og egen” og samtidig arbejdede han på sit firebinds romanværk, “August 1914” (1971-93), der kan ses som forfatterens historiske og moralske dom over den russiske revolutions historie.

Han udviklede efterhånden en aversion mod hele den moderne vestlige civilisation med dens materialisme og ikke mindst udbredte ateisme. Han begyndte at kritisere den vesterlandske levevis, hvilket fik hans popularitet i Vesten til at dale. Blandt andet støttede forfatteren den russisk-ortodokse kirkes vellykkede bestræbelser på at få myndighederne til at nægte opholdstilladelse til katolske og protestantiske udenlandske præster.

Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af magten i 1985 og Sovjetunionens sammenbrud indledtes en ny periode af tolerance overfor politiske afvigere, og i 1990 fik forfatteren sit sovjetiske statsborgerskab tilbage. Han nægtede dog at vende hjem, før end “Gulag Øhavet” (1973-75) blev udgivet i Rusland, hvilket skete i 1994. Forfatterens togrejse hjem blev sponsoreret og dækket af BBC.

Solzjenitsyn flyttede til Moskva, hvor han blandt andet virkede som politisk og moralfilosofisk kommentator. Som anerkendt forfatter anså han det som en vigtig opgave at være samfundets frittalende samvittighed, hvilket resulterede i et stadig værre forhold til magthaverne og myndighederne. Han var generelt utilfreds med det politiske system i Rusland og skrev på baggrund af dette blandt andet “Rusland i sammenbrud” (1998). Solzjenitsyns kritik var dog på ingen måde forbeholdt hjemlandet og han sammenlignede blandt andet NATOs luftangreb på Serbien i 1999 med Hitlers gerninger under Anden Verdenskrig.

I 2007 modtog forfatteren Den Russiske Føderations statspris, som han på grund af sit dårlige helbred, personligt fik overrakt af den russiske præsident Vladimir Putin, i sit hjem.

Aleksandr Isajevitj Solzjenitsyn døde den 3. august 2008 i Moskva af et slagtilfælde, 89 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til én af 1900-tallets største russiske forfattere, der viede sit liv til fædrelandet og som, hvad enten man er enig i hans synspunkter eller ej, bidrog til nuanceringen af det russiske fædrelands historie.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 407f); information.dk; wikipedia.org)

Mikkel Birkegaard (1968 – )

Søndag den 9. december fylder den danske forfatter Mikkel Birkegaard 50 år.

Mikkel Birkegaard blev født i Randers og voksede op i Roskilde. Her stiftede han tidligt bekendtskab med bøgernes verden, da hans mor ofte tog ham med på arbejde på en række biblioteker. Der blev læst meget i barndomshjemmet, og han var en flittig gæst på biblioteket i Roskilde.

Han blev uddannet som datamatiker, men bøgerne kunne han dog ikke helt slippe.

Forfatteren debuterede i 2007 med romanen Libri di Luca, og han beskriver selv arbejdet med debutromanen som en ”hemmelig mission”, hvor han om dagen arbejdede som systemudvikler i en it-virksomhed, og om natten var forfatter.

Birkegaard begyndte gradvist at forsyne it-virksomhedens personaleblad med små tekster og føljetoner, og da en kollega direkte opfordrede ham til at blive forfatter, gav han efter og tog et halvt års orlov for at hellige sig skriveriet. Efter i alt fem års arbejde med Libri di Luca stødte han, ligesom så mange andre forfattere, ind i problemet med at få materialet udgivet. Efter fire afslag lykkedes det dog at få Forlaget Aschehoug på krogen, og ovenikøbet i en sådan grad, at de havde formået at sælge filmrettighederne til bogen til Nordisk Film, inden bogen var udgivet.

Herefter kom der et helt andet tempo i processen. Libri di Luca strøg til tops på de danske bestsellerlister og er blevet solgt til yderligere 25 lande.

Efterfølgende er det fra forfatterens pen blevet til spændings- og eventyrromanerne Over mit lig (2009), Fra drømmenes bog (2012), Kjærstads alfabet (2013) samt Døde mænds stemmer (2014).

Herfra skal lyde et stort tillykke til den danske forfatter, der på flere niveauer giver bøgerne en velfortjent plads, såvel i selve historierne som i bogreolerne.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; krimiwiki.dk; arnoldbusck.dk; bibliografi.dk)

C. J. L. Almqvist (1793-1866)

Onsdag den 28. november er det 225 år siden at den svenske forfatter, journalist, komponist, maler, præst og rektor, Carl Jonas Love Almqvist, kom til verden i Stockholm.

Den lille Carl voksede op på faderens gård Antuna i Upland omgivet af moderens sværmeriske forhold til religiøsitet og mystik igennem herrnhutismen. Forældrenes ægteskab syntes ikke lykkeligt og moderen døde, da sønnen kun var 12 år.

Den unge Almqvist blev student i Uppsala i 1808 og blev i 1815 uddannet i historie og teologi på universitetet i samme by. I 1823 blev han ansat som embedsmand i Stockholm.

Han begyndte tidligt at skrive og var draget af swedenborgianismen og Rosseau samt dennes svenske elev Thorild. Almqvist sluttede sig til ”Manhemsförbundet”, hvis formål var at fremme kærlighed til fædrelandet og sand kristendom og som forpligtede sine medlemmer til at leve et ”bondeliv”.

Sammen med et par ligesindede forsøgte han at realisere sig selv som ”den ideale bonde” i Värmland. Han købte en lille ejendom, giftede sig med sin tidligere barnepige, en bondepige fra faderens gård og kaldte sig for ”Bonden Love Carlsson”. Projektet mislykkedes dog, da han ikke var i stand til at ernære familien gennem landbrug og begyndte i stedet at skaffe midler ved blandt andet kartografi.

I 1826 vendte han tilbage til Stockholm og levede af afskrivning, korrekturlæsning, og lignende. Han blev ansat som lærer og et par år senere rektor for Nya Elementarskolan, en nyoprettet pædagogisk eksperimenterende skole. Hans mere omfattende end dybdegående kundskaber gjorde ham i stand til at forfatte et stort antal lærebøger inden for en række af skolens forskellige fag, fx hans berømte Svensk rättstafningsläre (1829) på over 20 oplag, en svensk, en græsk, en fransk og en ”almindelig” sproglære (1829-32), en lærebog i geometri (1833), en Regnekunst for begyndere (1832), m.fl.

I 1819 skrev Almqvist Murnis (omarbejdet til De dödas sagor i 1845) om sjælens møde med døden. Manuskriptet var dog så stærkt erotisk ladet, at det først kunne trykkes i 1960. Herefter fulgte blandt andet afhandlingen Om brottsliges behandling (1821), der diskuterer problemet om forbryderes tilregnelighed.

I 1822 skrev forfatteren Amorina, der er en blanding af roman og drama. Værket blev i første omgang tilintetgjort på foranledning af farbroderen Biskop Almqvist, på grund af dens burleske scener med vanvidsudbrud, incestuøse antydninger, slægtsforbandelse, osv., men overlevede dog i en ændret og mildere udgave til udgivelse i 1839 og sceneopførelse i 1951.

I 1830´erne begyndte forfatterens digteriske virksomhed for alvor at tage fart, og på trods af hans gode indtægter og afholdende levevis, tyngede hans pligter som familieforsørger.
I 1833-35 udgav Almqvist sit hovedværk i syv bind, som han kaldte Törnrosens Bok. Fria fantasier, hvilka, betraktade såsom ett helt, af Herr Hugo Löwenstjerna stundom kallades Törnrosens Bok, stundom En irrande Hind, hvor første bind, Jagtslottet (1833) skaber rammefortællingen, hvor en kreds af unge mennesker mødes på et slot og fortæller hinanden historier. Et af de mest populære stykker herfra er Dronningens juvelsmykke (1834) om det androgyne teaterbarn Tintomara. I 1838 kom fire nye bind, indledt med Återkomsten, med en række folkelivsskildringer.

I 1837 lod forfatteren sig præstevie, men hans ambitioner og håb om at opnå et godt præstekald gik ikke i opfyldelse.

I 1839 skete et drastisk skift i forfatterskabet efter en tabt konkurrence om et professorat i æstetik og moderne sprog i Lund. På trods af sine venners økonomiske hjælp så Alqvist sejren ende andetsteds, og herefter ændrede overvægten i hans forfatterskab sig fra det æstetiske til det samfundsreformatoriske som det fremherskende element. I en lang række skrifter, både i form af digte og afhandlinger, rettede forfatteren hårde angreb på mere eller mindre alle hævdvundne ideer og institutioner i samtiden.

Romanen Det går an (1839) satte ægteskabet til debat med ideer om kønnenes frihed. Romanen var meget kontroversiel og medførte en hidsig kamp i pressen, og megen polemik mod Almqvist. Han mistede sin stilling som rektor og da han var præsteviet blev han indstævnet for Uppsala Domkapitel, hvor han dog slap med en formaning.

Herefter fik han en stilling som medarbejder ved ”Aftonbladet”, men måtte ellers leve af sit litterære virke og på trods af en overvejende fremtvungen produktion, blev hans økonomiske situation langt fra bedre og han endte med at indlede sig med den berygtede ågerkarl v. Scheven.

I 1840-41 tog forfatteren til Tyskland, Frankrig og England og skrev hjem om de moderne begivenheder han stødte på. Disse rejseskildringer er samlet i Hvad är en tourist? (1861).

Efter hjemkomsten blev han storleverandør til romanmarkedet med værker som fx Tre fruer i Småland 1-3 (1842-43).

I en ny serie, Törnrosens bok udkom blandt andet de originale Songes (1849), 50 små lyriske tekster, der var tænkt opført som små teaterstykker.

Trængt af forargelse og som følge af økonomisk og personlig krise, flygtede forfatteren i 1851 pludselig til Amerika. Han var mistænkt for et giftmord på en af sine kreditorer. Han efterlod hustru og barn i Sverige og blev fradømt sit præsteembede.

Han giftede sig på ny i Amerika og ernærede sig primært ved undervisning og journalistik, men ellers ved vi stort set intet om hans liv og virksomhed i disse år. Han fortsatte dog med at forfatte, og fra perioden kan blandt andet nævnes en række mærkelige nonsensvers Om svenska rim.

I 1865 vendte Almqvist tilbage til Europa og bosatte sig under dæknavnet K. Westermann i Bremen.

Karakteristisk for Carl Almqvist er det modsætningsfyldte i hans væsen og tankeverden. Han havde en besynderlig sammensat natur med et væld af talenter inden for stort set alle litterære genrer, lige fra den fineste lyrik til den jordnære journalistik. Hans omfattende forfatterskab spejler brydningen mellem romantikken og realismen og har på denne måde haft stor betydning for svensk litteratur.

Det er dog især som folkelivsskildrer, at Almqvist har formået at slå sit navn fast for eftertiden som grundlæggeren af den svenske bondenovelle med fx værker som Kapellet (1838), Skällnora qvarn (1838) og Grimstahamns nybygge (1839).

Carl Jonas Love Almqvist døde den 26. september 1866, 72 år gammel, ensom og ukendt på et hospital i Bremen. Hans jordiske rester blev i 1901 bragt tilbage til Sverige.

Herfra skal lyde en stor tak til den paradoksale multilitterat, den sværmeriske religiøse og radikale samfundsreformator, den spekulative teoretiker og jordnære realist, Almqvist for hans bidrag til litteraturen.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 134ff); wikipedia.org; denstoredanske.dk; gyldendal.dk; litteraturbanken.se)