Hjalmar Bergman (1883-1931)

Onsdag d. 19. september er det 135 år siden, at den svenske forfatter Hjalmar Bergman kom til verden i Örebro, Sverige. Forældrene var moderen Fredrique og faderen bankdirektør Claes Bergman.

Efter et uafsluttet studium ved universitetet i Uppsala tog Hjalmar til Italien, inden han i 1905 debuterede som forfatter med læsedramaet Maria, Jesu moder. Bergmans romandebut kom med Solivro, prins av Aeretanien (1906).

I 1908 blev han gift med Stina Bergman, datter af skuespillerparret August og Augusta Lindberg. Der var dog flere tegn på, at Bergman var homoseksuel.

Frem til faderens død i 1915 havde han kunne leve på underhold fra denne, men efterfølgende var han tvunget til at forsørge sig selv og sin hustru af sin litterære virksomhed.

De næste romaner fra Hjalmar Bergmans pen var i nogen grad inspireret af egnen, Bergslagen omkring Örebro, hvor han var vokset op. Dette kan blandt andet ses i Hans nåds testamente (1910, filmatiseret i 1919) og Markurells i Wadköping (1919), hvoraf førstnævnte roman opnåede en vis succes, og gav Bergman sit store gennembrud.

Bergman var yderst produktiv, og om sommeren boede han på en lille ø i Stockholms skærgård, hvor han skrev de fleste af sine romaner. Udover romaner var han også leveringsdygtig inden for noveller, teaterstykker, radiospil og filmmanuskripter, hvor han endog skulle vise sig at være lidt af en pioner. Han interesserede sig meget for film og skrev flere ting til dette medie samt tilbragte fire måneder i Hollywood i 1924.

Flere af forfatterens romaner blev med succes omformet til teatret, hvor hans største succes blev samtidskomedien Swedenhielms (1925).

Karakteristisk for Bergmans forfatterskab, der ofte former sig som analyser af det borgerlige familieliv, er pessimismen og tungsindet, der brydes med humor, skarp ironi og intens fabuleren i hans prosa og dramatik.

Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes romanerne Farmor och Vår Herre (1921), Jag, Ljung och Medardus (1923), Chefen fru Ingeborg (1924), Flickan i frack (1925) og Kerrmans i Paradiset (1927), novellerne Amourer (1910), Loewennoveller (1915-26) og Kärlek genom ett fönster (1929) samt teaterstykkerne Eva (1908), Skandalskrivaren (1919) og Dollar (1926), for blot at nævne nogle få.

I 1930 udgav forfatteren sin sidste roman Clownen Jac, der delvis var inspireret af skuespilleren Gösta Ekman og delvis stærkt selvbiografisk.

Privat var forfatteren yderst ustabil og havde igennem 1920´erne et stort forbrug af alkohol. Han boede både i Firenze i Italien, hvor han mestrede sproget til en grad, hvor han blev brugt som oversætter og i Berlin i Tyskland.

Hjalmar Bergman døde i Berlin den 1. januar 1931 af en overdosis morfin og for meget alkohol, kun 47 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Hjalmar Bergman for hans bidrag til litteraturens verden.

(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; hjalmarbergmansamfundet.se; danskefilm.dk)

Jakob Knudsen (1858-1917)

Fredag den 14. september er det 160 år siden, at den danske præst og forfatter Jakob Christian Lindberg Knudsen kom til verden.

Den lille Jakob blev født i Rødding, hvor hans fader, Jens Lassen Knudsen, fungerede som højskolelærer. I 1862 flyttede familien til Dalum, hvor faderen blev ansat på Christen Kolds højskole, men flyttede atter efter et par år til Aggersborg i Nordjylland, hvor hans far fik virke som sognepræst. Moderen var Nanna Boisen. Jakob Knudsen fik hjemmeundervisning af forældrene suppleret med hjælpelærere og havde efter eget udsagn en lykkelig barndom og ungdom.

I 1872 fik faderen igen nyt job, denne gang som sognepræst i Lejrskov nær Kolding, og familien flyttede på ny. Befolkningen i dette område var mere velstillede end forrige bopæl og forskellen på landskabet, folkets levevilkår og åndelige modsætninger er en tematik, som Jakob Knudsen ofte vendte tilbage til i sit forfatterskab.

I 1875 blev den unge Jakob sendt på studenterkursus i København og fortsatte på teologistudiet, hvorfra han blev uddannet Cand.theol. i 1881. Drømmen for Jakob Knudsen var egentlig at blive filosof, og han startede da også på studiet på trods af manglende topkarakterer, men kørte fast efter kort tid, blandt andet på grund af stridigheder i universitetsmiljøet og det tunge pensum.

I 1881 blev Knudsen, på faderens foranstaltning, ansat som hjælpelærer på Askov Højskole. Her begyndte han så småt sin skribentvirksomhed med lejlighedsdigte, anmeldelser, essays og artikler i højskoleverdenens tidsskrifter. Her skrev Knudsen også den tekst, som han selv betragter som sin litterære debut, nemlig Bent Kongebroder (1884), optaget i Digte (1938). I spøg udgav han desuden en oversættelse af en retstale af Cicero til hanherredmål, Den først´ af de catalinarisk´ Taaler af Marcus Tullius Cicero øversaat epaa Jusk af Jakob (1887).

Knudsen trivedes ikke på Askov og lysten til at forkynde kristendommen voksede, hvorfor han skiftede til embedet som grundtvigiansk valgmenighedspræst i Mellerup nær Randers Fjord i 1890, da muligheden bød sig.

I 1879 havde Knudsen forlovet sig med Sofie Plockross fra en københavnsk overklassefamilie, og parret blev gift i 1883. Ægteskabet med Sofie blev dog aldrig lykkeligt og i 1893 blev de enige om at lade sig skille. Dette, at en præst lod sig skille, vakte stor forargelse i menigheden såvel som i resten af landet, og forargelsen blev alt andet end mindre, da Jakob Knudsen i 1896 giftede sig med den 19 år yngre forstanderdatter Helga Bek. Den offentlige kritik steg, og i 1897 følte Knudsen sig nødsaget til at tage sin afsked som præst.

Jakob Knudsen og hans 19-årige brud flyttede først til Randers og herefter til Sjælland, hvor han udviklede en omfattende foredragsvirksomhed om blandt andet moralske normer. Dette tærede på helbredet, og der skulle skrabes penge sammen til både at forsørge sin nye familie samt betale hustrubidrag til sin forrige kone. Af økonomisk nød udvidede han derfor også sin litterære virksomhed som 40-årig. Hans folkelige gennembrud som forfatter kom med Den gamle præst (1899) og da de efterfølgende romaner også viste sig succesfulde kunne Knudsen efterhånden ernære sig som forfatter.

I 1901 flyttede han med familien til Hillerød og i 1909 til Birkerød.

Jakob Knudsen var grundtvigianer, men stillede derudover strenge personlige krav til styrke, autoritet og lydighed, som han selv døjede med at leve op til. Han ønskede at forene det kristne livssyn med tidens naturalisme og realisme.

Flere af hans romaner har biografiske træk, som fx dobbeltromanen Gjæring – Afklaring (1902) eller i romanen Den gamle præst (1899), hvor barndomshjemmets præstegård i Aggersborg optræder.

Knudsens forfatterskab var blandt andet drevet af kritikken overfor tidens moderne samfunds- og skoleideer, der var alt for blødsødne. Dette ses blandt andet i romanerne Sind (1903), Fremskridt (1907), Lærer Urup (1909) og Rodfæstet (1911).

Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes versdramaet Cromwell´s datter (1891), den lille roman Et Gjensyn (1898), En forlovelse (1900), En gammel slægt (1904), Varulven (1908) og det store romanværk om Luther, Angst – Mod (1912-14).

Forfatteren skrev også salmer, og blandt de mest kendte finder vi Tunge, mørke natteskyer (1890) og Se, nu stiger solen (1891). Begge blev optaget i den nye salmebog fra 1892 og står der stadig. Sidstnævnte er desuden anset for at være den hyppigst benyttede salme i den danske folkekirke og bliver især brugt som begravelsessalme. Begge tekster er at finde i Digte (1938).

Jakob Christian Lindberg Knudsen døde natten mellem den 20. og 21. januar 1917 i Birkerød, 59 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Jakob Knudsen for hans bidrag til den danske litteratur.
(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk)

Lev Tolstoj (1828-1910)

Søndag den 9. september er det 190 år siden, at den russiske forfatter Lev Nikolajevitj Tolstoj, også kendt som Leo Tolstoj, kom til verden på familiens gods i Jasnaja Poljana, syd for Moskva.

Den lille grev Lev tilhørte den adelige Tolstoj-slægt, hvoriblandt man også finder to andre russiske forfattere – Aleksei Konstantinovitj Tolstoj og Aleksei Nikolajevitj Tolstoj.

Han havde tre ældre brødre og en yngre søster. Moderen døde i barselssengen, da Lev var blot 2 år gammel.
I 1844 indledte Lev Tolstoj studier i jura og orientalske sprog ved universitetet i Kazan, men koncentrationen om studierne blev afledt af druk, spil og sværmeri, hvorfor han droppede studiet i 1847 og aldrig fik sin eksamen.

I 1851 gik han ind i den russiske hær og gjorde blandt andet tjeneste i Kaukasus og under Krim-krigen i 1854. Under militærtjenesten fungerede han også som krigskorrespondent for de russiske aviser, og erfaringen med researcharbejde gjorde ham stor gavn i forfattervirket.

I 1855 forlod han hæren og boede dels på familiegodset i Jasnaja Poljana og dels i Moskva, afbrudt af rejser til Vesteuropa.

Lev Tolstoj fik sit litterære gennembrud i 1852 med (det delvis fiktive) erindringsværk Barndom, efterfulgt af Drengeaar (1854) og Ungdom (1857).

Trilogien, der tog afstand fra romantikken, varslede den russiske realisme indenfor litteraturen, som Tolstoj selv skulle blive én af de væsentligste repræsentanter for.

Hans selvoplevede og kontroversielle Fortællinger og skildringer fra Sebastopol (eller Sevastopol i andre udgaver) (1855-56) og dramaet Mørkets magt (1886, opført i 1895) befæstede yderligere hans position som litterært talent.

Her kom Tolstojs modstand mod romantikken i særlig grad til udtryk i den antiromantiske skildring af krigens gru, der skildres som modstridende al menneskelig fornuft og forandrer mennesker, frem for at forherlige heltemodet og patriotismen.

Fortællingerne En rekognoscering (1853) og Kosakkerne (1863) bygger også på forfatterens egne oplevelser i Kaukasus.

I 1862, ægtede forfatteren den 16 år yngre Sofija Andrejevna Bers (efterfølgende Sofija Tolstaja) og bosatte sig på sit barndoms gods. På bryllupsnatten modtog Sofija Levs dagbøger, der blandt andet detaljeret beskrev hans tidligere, omfattende sexliv samt oplysninger om et faderskab til en søn født af et af godsets arbejdere.

På trods af dette virkede deres ægteskab lykkeligt. Sammen fik de 13 børn (hvoraf 5 dog døde som børn) og Sofija fungerede som forfatterens sekretær, korrekturlæser og økonomiansvarlige.

I det følgende årti skrev forfatteren sine to hovedværker Krig og fred (1869) om fem familiers skæbne under den franske kejser Napoleons invasion af Rusland og krigens tilfældigheder samt Anna Karenina (1877) om Anna og hendes forhold til ægtemanden Karenin og elskeren Vronskij.

Det var også i denne periode, at Tolstoj for alvor begyndte at virkeliggøre de tanker, der længe havde optaget ham. Han anfægtede sine privilegier som velhavende greve og godsejer. Han afviste det gode i det klasseopdelte, kapitalistiske samfund, i kirken og i militæret.

Han var fortaler for individets ansvar for at bidrage til pacifisme og han søgte det asketiske liv med den rene krop i form af afkald på kød, alkohol, tobak og sex.

Selv overførte han sin formue til sin hustru og begyndte at leve som en fattig bonde. Han arbejde på markerne, spiste og klædte sig som en bonde. Han prædikede en oprindelig, praktisk betonet kristendom, renset for kirkens dogmer og mystik.

”Tolstojanismen” blev en anti-autoritær og anti-voldelig bevægelse, der fik talrige tilhængere i både Rusland og i udlandet.

Tolstojs sympati for det uciviliserede og uspolerede menneske kan tydeligt ses i fortællinger som Kosakkerne (1863), Fangen i Kaykasus (1872) og Khadzji-Murat (1912).

Han kæmpede for oplysning af bønderne og for et mere retfærdigt jordfordelingssystem. Han satte den russiske bondes fornuft og medmenneskelighed i kontrast med sin egen stands dekadence og hykleri, hvilket blandt andet ses udtrykt i fortællingerne Ivan Iliitsj´s død (1886) og Husbond og arbejder (1895).

Efter at cencuren i 1882 nedlagde forbud mod hans Skriftemål (som dog udkom 1884 i Genéve), udgav han massevis af moraliserende skrifter. Disse skrifter skuffede en del, der forventede mere fra samme skuffe som Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877), men de gav ham tusindvis af nye tilhængere, der valfartede fra hele verden til godset i Jasnaja Poljana for at blive undervist i ”tolstojanismens” lære om det sande, asketiske liv, om ikke-vold og civil ulydighed.

Efter flere års kamp mod censuren i Rusland udkom romanen Kreutzersonaten i 1890, der med dens radikale påbud om kønslig afholdenhed, også i ægteskabet, rejste en ny storm af debatter.

I forfatterens sidste roman, Opstandelse (1899), rettede han et frontalt angreb mod den ortodokse kirke, hvor forfatteren protesterede mod de autoritære institutioner og proklamerede den enkeltes samvittighed som den højeste instans. Som modsvar blev forfatteren udstødt af kirken i 1901.

Ud over romaner og kortere fortællinger skrev Tolstoj også skuespil, fx Mørkets magt (1886) og Det levende lig (1911) og hans to hovedværker Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877) er begge blevet filmatiseret adskillige gange.

Blandt andet grundet Tolstojs værdisæt var den sidste del af Levs og Sofijas liv sammen ikke nær så harmonisk som først antydet. Deres ægteskabs konflikter er legendariske og disse opstod blandt andet på grund af forfatterens ambition om at omdanne sit gods til et mønstersamfund, hvor han blandt andet grundlagde en skole for bøndernes børn, mens hustruen måtte varetage alle de praktiske opgaver med godsets drift, opdragelsen af deres egne børn, renskrivning af mandens værker og kampen mod censuren.

Derudover havde Tolstoj et heftige temperament og Sofijas rolle som sekretær og nærmeste assistent blev med tiden overtaget af den ideologiske tilhænger Vladimir Chertkov. Det endte da også i et brud i 1910, hvor Tolstoj forlod hjemmet.

Lev Tolstoj døde den 20. november 1910, 82 år gammel, af lungebetændelse – alene og ensom på jernbanestationen Astapovo, efter at have forladt hus og hjem. Han kom dog tilbage til godset Jasnaja Poljana for at blive begravet.

Herfra skal lyde en tak til den store russiske forfatter, der igennem sit forfatterskab og øvrige virke gentænkte og inspirerede til alternativer til det levede liv. Ikke mindst for opfordringen til pacifismen og ikke-volden som et alternativ til krig!

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 433ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Hanne Marie Svendsen (1933 – )

Mandag den 27. august fylder den danske forfatter Hanne Marie Svendsen 85 år.

Hanne Marie blev født i Skagen af moderen, bibliotekar Ingeborg Bruun. Faderen var lærer Ditlev Magnus Jensen. Faderen døde dog, da Hanne Marie var otte år og i stedet trådte moderens moster til. Den øvrige familie bestod primært af fiskere – og Skagen som et geografisk fikspunkt og miljøet i byen kan til tider ses som inspiration i hendes forfatterskab.

Hun blev student fra Frederikshavn Gymnasium i 1951 og Cand.mag. i dansk og tysk fra Københavns Universitet i 1958.

I 1954 blev hun gift med forlægger Werner Svendsen, med hvem hun i 1956 fik datteren Cathrine og sønnerne Morten og Christian i henholdsvis 1960 og 1963. Hanne Marie måtte dog tage afsked med ægtefællen Werner i år (2018), da han gik bort i marts.

Hanne Marie Svendsen debuterede i 1962 med den faglitterære essaysamling På rejse ind i romanen og som romanforfatter i 1977 med Mathildes Drømmebog.

Hun har blandt andet arbejdet som lektor ved Københavns Universitet (1965-70), som programmedarbejder ved Danmarks Radios Teater- og Litteraturafdeling (1960-63, 1972-79) samt som anmelder af litteratur og teater ved forskellige dagblade.

Forfatterinden brød for alvor igennem i 1985 med romanen Guldkuglen, en bog skrevet med inspiration fra genren magisk realisme, om tiden og samfundets udvikling, lokalt og globalt. Den vakte også international begejstring og er blevet oversat til flere sprog.

I dag lever hun som fuldtidsforfatter og karakteristisk for hendes forfatterskab er fortællingen om mennesker, der bryder op eller på anden vis bliver bragt ud af hverdagens rutine. Hun skaber bro mellem det fornuftsprægede hverdagsliv og fantasiens verden med drømme, eventyr og kunst.

Svendsen siger selv, at hun har brug for ro og rum til at skrive sine romaner, og dette har hun blandt andet fundet i refugiet San Cataldo i Italien. Stedet kan desuden ses som direkte inspirationskilde til fx romanen Ingen genvej til Paradis (1999). Derudover har hun haft studieophold i blandt andet Nord-, Mellem- og Sydamerika.

Forfatterinden har bevæget sig inden for flere forskellige litterære genre, heriblandt antologier, danskfaglige bøger, skuespil, radiospil, børne- og ungdomsbøger og ikke mindst romaner. Som eksempler kan her nævnes skuespillet Rosmarin og heksevin (1987), børnebøgerne Den røde sten (1990), Lisa Månestråle og hendes søstre (1992), Spejlsøster (1995) og Den skjulte by (2006), romanerne Dans under frostmåne (1979), Klovnefisk (1980), Kaila på fyret (1987), Under solen (1991), Karantæne (1995), Unn fra stjernestene (2003), Rudimenter af R (2009), Gyngende grund (2010), Bølgernes skum (2012) og Himmelsten. Erindringsskitser og billeder fra provinsen (2013).

Svendsen har høstet flere priser og legater for sit forfatterskab, blandt andet Kritikerprisen (1985), Herman Bangs Mindelegat (1987) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (siden 1993).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatterinden på hendes halvrunde dag – og en stor tak for hendes bidrag til den magiske realisme inden for den danske litteratur.
(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; kvinfo.dk)

Vilhelm Moberg (1898-1973).

Mandag d. 20. august er det 120 år siden, at den svenske forfatter Carl Arthur Vilhelm Moberg kom til verden.

Den lille Carl Arthur Vilhelm blev født i den Smålandske by Algutsboda på et såkaldt ”soldaterlod”, et lille husmandssted, der blev stillet til rådighed som en del af lønnen til soldater.

I 1907 flyttede familien til en mindre gård. Vilhelm gik i skole i to år – dog kun fire måneder om året og resten af tiden hjalp han til på gården samt arbejdede på et glasværk. Den korte skolegang var dog heldigvis nok til at vække hans begejstring for det skrevne sprog.

Som ung drømte Vilhelm – som så mange andre på denne tid – om at slippe ud af fattigdommen og rejse til Amerika, og som 16-årig fik han rent faktisk penge til en billet af morbroderen, der allerede var emigreret.

Hans forældre var dog bange for at ”miste” deres søn og solgte et kuld smågrise, så de kunne tilbyde Vilhelm at komme på folkehøjskole, der var en almen voksenuddannelse, hvilket han takkede ja til og dermed opgav turen til Amerika.

Moberg fik dog aldrig taget eksamen, da skolepengene slap op, og han måtte tage arbejde som skovhugger. Derudover gav den spanske syge ham seks måneders sygeleje, og efter at have været døden nær flere gange opgav den 21-årige Vilhelm at uddanne sig, da han følte sig for gammel til det.

Efter at have arbejdet som ulønnet journalist blev han professionel ved Östergötlands Tidning i Motala, hvor han under pseudonymet Ville i Momåla skrev både artikler og noveller. Hans karriere som kritisk journalist fik dog en ende, da det blev ham forbudt at skrive om redaktørens venner, hvilket han ikke kunne acceptere og derfor valgte at rejse hjem til Småland.

Han blev i 1923 gift med Margareta med hvem han fik tre døtre, heriblandt forfatteren Eva Moberg.

Vilhelm Moberg brød igennem med romanen Familien Rask – En soldaterfamilies historie i 1927.

Han er dog især kendt for sin ”Udvandrerne-saga”, der handler om en gruppe smålændinge, der udvandrede til Minnesota i midten af 1800-tallet. Sagaen udkom som Romanen om udvandrerne i 1962 og blev filmatiseret som Udvandrerne i 1971 og Nybyggerne i 1972, samt sat op som musical af ABBA´erne Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Værket består af Udvandrerne + Indvandrerne (Utvandrarna del 1+2) (1949), Mod nye hjem: indvandrerne I + Nybyggerne: indvandrerne II (Indvandrarna del 1+2) (1952), Nybyggerne ved Ki-Chi-Saga I + Guld og vand (Nybyggarne del 1+2) (1956), Velsignet kvinde: udvandrerne VII + Amerikanerne: sidste brev hjem II (Sista brevet til Sverige del 1+2) (1959).

Blandt andre værker fra Mobergs pen findes romantrilogien Dårligt vidnesbyrd (1935), Søvnløs (1937) og Giv os jorden! (1939), romanerne De knyttede hænder (1930), A.P. Rosell – bankdirektør (1932), Mands kvinde (1933), Rid i nat (1941), Brudekilden (1946), Din stund på jorden (1963), den selvbiografiske Soldat uden våben (1944) og den ufuldendte Min Sverigeshistorie (1970).

Moberg var ihærdig modstander af monarkiet og var en af Olof Palmes største kritikere i 1960´erne, da han mente, at Palme leflede for kong Gustav 6. Adolf, hvilket gjorde Palme til en hykler af en republikaner ifølge Moberg.

Carl Arthur Vilhelm Moberg døde ved egen hånd den 8. august 1973 i Väddö, Sverige.

Herfra skal lyde en stor tak til en af Sveriges store arbejderdigtere, der i høj grad har bidraget til den svenske nationalfølelse ved at fortælle landets historie ud fra folkets perspektiv.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 304f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk)

Erik Aalbæk Jensen (1923-1997)

Søndag d. 19. august er det 95 år siden, at den danske forfatter, radio- og tv-medarbejder, sognepræst og modstandsmand, Erik Aalbæk Jensen kom til verden.

Den unge Erik voksede op i Vendsyssel, hvilket tydeligt kan ses i hans forfatterskab.

Efter studentereksamen fra Aalborg Katedralskole begyndte han på teologistudiet i Aarhus, fortsatte på dette studie i København og blev i 1949 uddannet cand.theol.

Erik Aalbæk Jensen blev en del af modstandsbevægelsen og under en auktion i 1944 blev han arresteret og fængslet af tyskerne og opholdt sig både i Vestre Fængsel, Frøslev, Dachau og Neuengamme. Det lykkedes ham dog at flygte til Sverige. Hans erfaringerne som modstandsmand under Anden Verdenskrig benytter han i sit forfatterskab, hvilket blandt andet kan ses i romanerne Gertrud (1956) og I heltespor (1960).

Efter krigen blev Erik Aalbæk Jensen præst på Sjælland og arbejdede desuden som journalist og presseadministrator i DR.

Forfatteren debuterede i 1948 i tidsskriftet Heretica og som romanforfatter med Dommen (1949).

Han blev i 1948 gift med Eva Elisabeth Marie Honore med hvem han fik sønnen (den kendte filmproducent ”Ålen”) Peter Aalbæk Jensen. Fra 1976 og frem til sin død var han gift med Hanne Strøbech.

Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes romanen Dæmningen (1952), Særlige vilkår (1994), Enkebal (udgivet posthumt 1998), ”Vendelbosagaen” bestående af romanerne Perleporten (1964), som blev hans folkelige gennembrud, Sagen (1971), Kridtstregen (1976, filmatiseret i 1983 under titlen Forræderne), Herrens mark (1990) og Magtens folk (1991) og det topografisk-etnologiske værk om Danmarks beboede øer Livet på øerne 1-6 (1981-87).

Forfatteren høstede et væld af legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1964, De Gyldne Laurbær i 1965 og Søren Gyldendal Prisen i 1977.

Erik Aalbæk Jensen døde den 30. september 1997 i Thy, 74 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der blandt andet har givet os realistiske samfundshistoriske skildringer fra det nordjyske.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk)