Lev Tolstoj (1828-1910)

Søndag den 9. september er det 190 år siden, at den russiske forfatter Lev Nikolajevitj Tolstoj, også kendt som Leo Tolstoj, kom til verden på familiens gods i Jasnaja Poljana, syd for Moskva.

Den lille grev Lev tilhørte den adelige Tolstoj-slægt, hvoriblandt man også finder to andre russiske forfattere – Aleksei Konstantinovitj Tolstoj og Aleksei Nikolajevitj Tolstoj.

Han havde tre ældre brødre og en yngre søster. Moderen døde i barselssengen, da Lev var blot 2 år gammel.
I 1844 indledte Lev Tolstoj studier i jura og orientalske sprog ved universitetet i Kazan, men koncentrationen om studierne blev afledt af druk, spil og sværmeri, hvorfor han droppede studiet i 1847 og aldrig fik sin eksamen.

I 1851 gik han ind i den russiske hær og gjorde blandt andet tjeneste i Kaukasus og under Krim-krigen i 1854. Under militærtjenesten fungerede han også som krigskorrespondent for de russiske aviser, og erfaringen med researcharbejde gjorde ham stor gavn i forfattervirket.

I 1855 forlod han hæren og boede dels på familiegodset i Jasnaja Poljana og dels i Moskva, afbrudt af rejser til Vesteuropa.

Lev Tolstoj fik sit litterære gennembrud i 1852 med (det delvis fiktive) erindringsværk Barndom, efterfulgt af Drengeaar (1854) og Ungdom (1857).

Trilogien, der tog afstand fra romantikken, varslede den russiske realisme indenfor litteraturen, som Tolstoj selv skulle blive én af de væsentligste repræsentanter for.

Hans selvoplevede og kontroversielle Fortællinger og skildringer fra Sebastopol (eller Sevastopol i andre udgaver) (1855-56) og dramaet Mørkets magt (1886, opført i 1895) befæstede yderligere hans position som litterært talent.

Her kom Tolstojs modstand mod romantikken i særlig grad til udtryk i den antiromantiske skildring af krigens gru, der skildres som modstridende al menneskelig fornuft og forandrer mennesker, frem for at forherlige heltemodet og patriotismen.

Fortællingerne En rekognoscering (1853) og Kosakkerne (1863) bygger også på forfatterens egne oplevelser i Kaukasus.

I 1862, ægtede forfatteren den 16 år yngre Sofija Andrejevna Bers (efterfølgende Sofija Tolstaja) og bosatte sig på sit barndoms gods. På bryllupsnatten modtog Sofija Levs dagbøger, der blandt andet detaljeret beskrev hans tidligere, omfattende sexliv samt oplysninger om et faderskab til en søn født af et af godsets arbejdere.

På trods af dette virkede deres ægteskab lykkeligt. Sammen fik de 13 børn (hvoraf 5 dog døde som børn) og Sofija fungerede som forfatterens sekretær, korrekturlæser og økonomiansvarlige.

I det følgende årti skrev forfatteren sine to hovedværker Krig og fred (1869) om fem familiers skæbne under den franske kejser Napoleons invasion af Rusland og krigens tilfældigheder samt Anna Karenina (1877) om Anna og hendes forhold til ægtemanden Karenin og elskeren Vronskij.

Det var også i denne periode, at Tolstoj for alvor begyndte at virkeliggøre de tanker, der længe havde optaget ham. Han anfægtede sine privilegier som velhavende greve og godsejer. Han afviste det gode i det klasseopdelte, kapitalistiske samfund, i kirken og i militæret.

Han var fortaler for individets ansvar for at bidrage til pacifisme og han søgte det asketiske liv med den rene krop i form af afkald på kød, alkohol, tobak og sex.

Selv overførte han sin formue til sin hustru og begyndte at leve som en fattig bonde. Han arbejde på markerne, spiste og klædte sig som en bonde. Han prædikede en oprindelig, praktisk betonet kristendom, renset for kirkens dogmer og mystik.

”Tolstojanismen” blev en anti-autoritær og anti-voldelig bevægelse, der fik talrige tilhængere i både Rusland og i udlandet.

Tolstojs sympati for det uciviliserede og uspolerede menneske kan tydeligt ses i fortællinger som Kosakkerne (1863), Fangen i Kaykasus (1872) og Khadzji-Murat (1912).

Han kæmpede for oplysning af bønderne og for et mere retfærdigt jordfordelingssystem. Han satte den russiske bondes fornuft og medmenneskelighed i kontrast med sin egen stands dekadence og hykleri, hvilket blandt andet ses udtrykt i fortællingerne Ivan Iliitsj´s død (1886) og Husbond og arbejder (1895).

Efter at cencuren i 1882 nedlagde forbud mod hans Skriftemål (som dog udkom 1884 i Genéve), udgav han massevis af moraliserende skrifter. Disse skrifter skuffede en del, der forventede mere fra samme skuffe som Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877), men de gav ham tusindvis af nye tilhængere, der valfartede fra hele verden til godset i Jasnaja Poljana for at blive undervist i ”tolstojanismens” lære om det sande, asketiske liv, om ikke-vold og civil ulydighed.

Efter flere års kamp mod censuren i Rusland udkom romanen Kreutzersonaten i 1890, der med dens radikale påbud om kønslig afholdenhed, også i ægteskabet, rejste en ny storm af debatter.

I forfatterens sidste roman, Opstandelse (1899), rettede han et frontalt angreb mod den ortodokse kirke, hvor forfatteren protesterede mod de autoritære institutioner og proklamerede den enkeltes samvittighed som den højeste instans. Som modsvar blev forfatteren udstødt af kirken i 1901.

Ud over romaner og kortere fortællinger skrev Tolstoj også skuespil, fx Mørkets magt (1886) og Det levende lig (1911) og hans to hovedværker Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877) er begge blevet filmatiseret adskillige gange.

Blandt andet grundet Tolstojs værdisæt var den sidste del af Levs og Sofijas liv sammen ikke nær så harmonisk som først antydet. Deres ægteskabs konflikter er legendariske og disse opstod blandt andet på grund af forfatterens ambition om at omdanne sit gods til et mønstersamfund, hvor han blandt andet grundlagde en skole for bøndernes børn, mens hustruen måtte varetage alle de praktiske opgaver med godsets drift, opdragelsen af deres egne børn, renskrivning af mandens værker og kampen mod censuren.

Derudover havde Tolstoj et heftige temperament og Sofijas rolle som sekretær og nærmeste assistent blev med tiden overtaget af den ideologiske tilhænger Vladimir Chertkov. Det endte da også i et brud i 1910, hvor Tolstoj forlod hjemmet.

Lev Tolstoj døde den 20. november 1910, 82 år gammel, af lungebetændelse – alene og ensom på jernbanestationen Astapovo, efter at have forladt hus og hjem. Han kom dog tilbage til godset Jasnaja Poljana for at blive begravet.

Herfra skal lyde en tak til den store russiske forfatter, der igennem sit forfatterskab og øvrige virke gentænkte og inspirerede til alternativer til det levede liv. Ikke mindst for opfordringen til pacifismen og ikke-volden som et alternativ til krig!

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 433ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Hanne Marie Svendsen (1933 – )

Mandag den 27. august fylder den danske forfatter Hanne Marie Svendsen 85 år.

Hanne Marie blev født i Skagen af moderen, bibliotekar Ingeborg Bruun. Faderen var lærer Ditlev Magnus Jensen. Faderen døde dog, da Hanne Marie var otte år og i stedet trådte moderens moster til. Den øvrige familie bestod primært af fiskere – og Skagen som et geografisk fikspunkt og miljøet i byen kan til tider ses som inspiration i hendes forfatterskab.

Hun blev student fra Frederikshavn Gymnasium i 1951 og Cand.mag. i dansk og tysk fra Københavns Universitet i 1958.

I 1954 blev hun gift med forlægger Werner Svendsen, med hvem hun i 1956 fik datteren Cathrine og sønnerne Morten og Christian i henholdsvis 1960 og 1963. Hanne Marie måtte dog tage afsked med ægtefællen Werner i år (2018), da han gik bort i marts.

Hanne Marie Svendsen debuterede i 1962 med den faglitterære essaysamling På rejse ind i romanen og som romanforfatter i 1977 med Mathildes Drømmebog.

Hun har blandt andet arbejdet som lektor ved Københavns Universitet (1965-70), som programmedarbejder ved Danmarks Radios Teater- og Litteraturafdeling (1960-63, 1972-79) samt som anmelder af litteratur og teater ved forskellige dagblade.

Forfatterinden brød for alvor igennem i 1985 med romanen Guldkuglen, en bog skrevet med inspiration fra genren magisk realisme, om tiden og samfundets udvikling, lokalt og globalt. Den vakte også international begejstring og er blevet oversat til flere sprog.

I dag lever hun som fuldtidsforfatter og karakteristisk for hendes forfatterskab er fortællingen om mennesker, der bryder op eller på anden vis bliver bragt ud af hverdagens rutine. Hun skaber bro mellem det fornuftsprægede hverdagsliv og fantasiens verden med drømme, eventyr og kunst.

Svendsen siger selv, at hun har brug for ro og rum til at skrive sine romaner, og dette har hun blandt andet fundet i refugiet San Cataldo i Italien. Stedet kan desuden ses som direkte inspirationskilde til fx romanen Ingen genvej til Paradis (1999). Derudover har hun haft studieophold i blandt andet Nord-, Mellem- og Sydamerika.

Forfatterinden har bevæget sig inden for flere forskellige litterære genre, heriblandt antologier, danskfaglige bøger, skuespil, radiospil, børne- og ungdomsbøger og ikke mindst romaner. Som eksempler kan her nævnes skuespillet Rosmarin og heksevin (1987), børnebøgerne Den røde sten (1990), Lisa Månestråle og hendes søstre (1992), Spejlsøster (1995) og Den skjulte by (2006), romanerne Dans under frostmåne (1979), Klovnefisk (1980), Kaila på fyret (1987), Under solen (1991), Karantæne (1995), Unn fra stjernestene (2003), Rudimenter af R (2009), Gyngende grund (2010), Bølgernes skum (2012) og Himmelsten. Erindringsskitser og billeder fra provinsen (2013).

Svendsen har høstet flere priser og legater for sit forfatterskab, blandt andet Kritikerprisen (1985), Herman Bangs Mindelegat (1987) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (siden 1993).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatterinden på hendes halvrunde dag – og en stor tak for hendes bidrag til den magiske realisme inden for den danske litteratur.
(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; kvinfo.dk)

Vilhelm Moberg (1898-1973).

Mandag d. 20. august er det 120 år siden, at den svenske forfatter Carl Arthur Vilhelm Moberg kom til verden.

Den lille Carl Arthur Vilhelm blev født i den Smålandske by Algutsboda på et såkaldt ”soldaterlod”, et lille husmandssted, der blev stillet til rådighed som en del af lønnen til soldater.

I 1907 flyttede familien til en mindre gård. Vilhelm gik i skole i to år – dog kun fire måneder om året og resten af tiden hjalp han til på gården samt arbejdede på et glasværk. Den korte skolegang var dog heldigvis nok til at vække hans begejstring for det skrevne sprog.

Som ung drømte Vilhelm – som så mange andre på denne tid – om at slippe ud af fattigdommen og rejse til Amerika, og som 16-årig fik han rent faktisk penge til en billet af morbroderen, der allerede var emigreret.

Hans forældre var dog bange for at ”miste” deres søn og solgte et kuld smågrise, så de kunne tilbyde Vilhelm at komme på folkehøjskole, der var en almen voksenuddannelse, hvilket han takkede ja til og dermed opgav turen til Amerika.

Moberg fik dog aldrig taget eksamen, da skolepengene slap op, og han måtte tage arbejde som skovhugger. Derudover gav den spanske syge ham seks måneders sygeleje, og efter at have været døden nær flere gange opgav den 21-årige Vilhelm at uddanne sig, da han følte sig for gammel til det.

Efter at have arbejdet som ulønnet journalist blev han professionel ved Östergötlands Tidning i Motala, hvor han under pseudonymet Ville i Momåla skrev både artikler og noveller. Hans karriere som kritisk journalist fik dog en ende, da det blev ham forbudt at skrive om redaktørens venner, hvilket han ikke kunne acceptere og derfor valgte at rejse hjem til Småland.

Han blev i 1923 gift med Margareta med hvem han fik tre døtre, heriblandt forfatteren Eva Moberg.

Vilhelm Moberg brød igennem med romanen Familien Rask – En soldaterfamilies historie i 1927.

Han er dog især kendt for sin ”Udvandrerne-saga”, der handler om en gruppe smålændinge, der udvandrede til Minnesota i midten af 1800-tallet. Sagaen udkom som Romanen om udvandrerne i 1962 og blev filmatiseret som Udvandrerne i 1971 og Nybyggerne i 1972, samt sat op som musical af ABBA´erne Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Værket består af Udvandrerne + Indvandrerne (Utvandrarna del 1+2) (1949), Mod nye hjem: indvandrerne I + Nybyggerne: indvandrerne II (Indvandrarna del 1+2) (1952), Nybyggerne ved Ki-Chi-Saga I + Guld og vand (Nybyggarne del 1+2) (1956), Velsignet kvinde: udvandrerne VII + Amerikanerne: sidste brev hjem II (Sista brevet til Sverige del 1+2) (1959).

Blandt andre værker fra Mobergs pen findes romantrilogien Dårligt vidnesbyrd (1935), Søvnløs (1937) og Giv os jorden! (1939), romanerne De knyttede hænder (1930), A.P. Rosell – bankdirektør (1932), Mands kvinde (1933), Rid i nat (1941), Brudekilden (1946), Din stund på jorden (1963), den selvbiografiske Soldat uden våben (1944) og den ufuldendte Min Sverigeshistorie (1970).

Moberg var ihærdig modstander af monarkiet og var en af Olof Palmes største kritikere i 1960´erne, da han mente, at Palme leflede for kong Gustav 6. Adolf, hvilket gjorde Palme til en hykler af en republikaner ifølge Moberg.

Carl Arthur Vilhelm Moberg døde ved egen hånd den 8. august 1973 i Väddö, Sverige.

Herfra skal lyde en stor tak til en af Sveriges store arbejderdigtere, der i høj grad har bidraget til den svenske nationalfølelse ved at fortælle landets historie ud fra folkets perspektiv.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 304f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk)

Erik Aalbæk Jensen (1923-1997)

Søndag d. 19. august er det 95 år siden, at den danske forfatter, radio- og tv-medarbejder, sognepræst og modstandsmand, Erik Aalbæk Jensen kom til verden.

Den unge Erik voksede op i Vendsyssel, hvilket tydeligt kan ses i hans forfatterskab.

Efter studentereksamen fra Aalborg Katedralskole begyndte han på teologistudiet i Aarhus, fortsatte på dette studie i København og blev i 1949 uddannet cand.theol.

Erik Aalbæk Jensen blev en del af modstandsbevægelsen og under en auktion i 1944 blev han arresteret og fængslet af tyskerne og opholdt sig både i Vestre Fængsel, Frøslev, Dachau og Neuengamme. Det lykkedes ham dog at flygte til Sverige. Hans erfaringerne som modstandsmand under Anden Verdenskrig benytter han i sit forfatterskab, hvilket blandt andet kan ses i romanerne Gertrud (1956) og I heltespor (1960).

Efter krigen blev Erik Aalbæk Jensen præst på Sjælland og arbejdede desuden som journalist og presseadministrator i DR.

Forfatteren debuterede i 1948 i tidsskriftet Heretica og som romanforfatter med Dommen (1949).

Han blev i 1948 gift med Eva Elisabeth Marie Honore med hvem han fik sønnen (den kendte filmproducent ”Ålen”) Peter Aalbæk Jensen. Fra 1976 og frem til sin død var han gift med Hanne Strøbech.

Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes romanen Dæmningen (1952), Særlige vilkår (1994), Enkebal (udgivet posthumt 1998), ”Vendelbosagaen” bestående af romanerne Perleporten (1964), som blev hans folkelige gennembrud, Sagen (1971), Kridtstregen (1976, filmatiseret i 1983 under titlen Forræderne), Herrens mark (1990) og Magtens folk (1991) og det topografisk-etnologiske værk om Danmarks beboede øer Livet på øerne 1-6 (1981-87).

Forfatteren høstede et væld af legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1964, De Gyldne Laurbær i 1965 og Søren Gyldendal Prisen i 1977.

Erik Aalbæk Jensen døde den 30. september 1997 i Thy, 74 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der blandt andet har givet os realistiske samfundshistoriske skildringer fra det nordjyske.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk)

Linn Ullmann (1966 – )

Torsdag d. 9. august er det 52 år siden at den norske forfatterinde og journalist Karin Beate Ullmann kom til verden.

Karin Beate – også bedre kendt som Linn – kom til verden i Norges hovedstad Oslo, og voksede op som et ”uægte barn” af kunstnerforældrene, den norske skuespillerinde Liv Ullmann og den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, der begge havde andre ægtefæller. På grund af Linns status som ”uægte barn” ville den lokale præst i første omgang ikke døbe hende, men forældrene fik dog et par år senere lov til at få hende døbt – men under navnet Karin Beate Ullmann, da navnet Linn ikke var et lovligt navn. Hun er i dag dog kendt under navnet Linn Ullmann.

Som ung drømte Linn Ullmann om at blive operasanger, men skiftede mening og gik i stedet efter en skuespilkarriere. I 1984 rejste hun til New York, hvor hun startede på en teaterskole. Hendes bestræbelser på en karriere indenfor film og teater blev dog efter et par år skudt i sænk, da hendes underviser erklærede, at Linn var en elendig skuespillerinde – et standpunkt, der fik støtte fra moderen Liv Ullmann.

Linn skiftede herefter de skrå brædder ud med litteraturstudier ved New Yorks Universitet, hvorfra hun fik en kandidatgrad i 1988. Hun påbegyndte efterfølgende en Ph.d., men opgav denne i 1992, da hun vendte tilbage til Norge og blev ansat som journalist ved avisen Dagbladet og senere Aftonbladet, hvor hun har opnået stor succes som litteraturkritiker og kulturjournalist.

Linn Ullmann debuterede i 1998 med romanen Før du sover. Debuten blev en stor succes og allerede inden den blev udgivet i Norge, var den via en bogmesse i Frankfurt solgt til 15 lande. Der var så meget ståhej omkring romanen (meget vel på grund af de verdensberømte forældre), at Linn Ullmann rent faktisk bad sin forlægger om at trække romanen tilbage – hvilket han heldigvis fik hende talt fra.

I alt har Linn Ullmann udgivet seks romaner, udover allerede nævnte debut findes; Når jeg er hos dig (2001), Nåde (2002), Et velsignet barn (2005), Det dyrebare (2011) og den delvis selvbiografiske De urolige (2018).

Hun bor i dag i Norge sammen med sin mand, forfatteren Niels Fredrik Dahl, deres fælles datter samt tre børn fra tidligere ægteskaber.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den prisbelønnede forfatterinde, der godt nok hverken blev operasanger eller skuespillerinde, men i stedet – og heldigvis – fandt sin plads med at berige os andre med gode historier.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; gyldendal.dk)

Emily Jane Brontë (1818-1848)

Mandag d. 30. juli er det 200 år siden, at den engelske forfatterinde Emily Jane Brontë kom til verden.

Den lille Emily blev født i victoriatidens Thornton, West Yorkshire, Storbritannien ind i en søskendeflok der omfattede søstrene Maria, Elizabeth og Charlotte, forfatterinden bag bl.a. Jane Eyre (1850), broderen Branwell og senere lillesøsteren Anne, forfatterinden bag bl.a. Agnes Grey (1847).

Søskendeflokken voksede op på faderens Patrick Brontës præstegård, i udkanten af fabriksbyen Haworth i Yorkshire. Faderen var udover præst også udgivet forfatter og poet. Moderen døde af kræft i 1821. I 1824 blev alle pigerne sendt på kostskole, på nær den yngste Anne. I denne periode blev de to ældste søstre Maria og Elizabeth syge og døde.

Charlotte og Emily blev herefter kaldt hjem og sammen med søstrene og broderen, blev Emily opdraget af deres moster Elizabeth Branwell, der havde overtaget ansvaret for husholdningen i hjemmet.

Børnene blev undervist af faderen på præstegården og levede et tilbagetrukket og isoleret liv fra omverdenen. Men der var tid og ro til at udfolde de litterære evner med intellektuel frihed og inspiration hentet fra det omgivende vilde hedelandskab.

Emily fik ansættelse som guvernante, der var den eneste respektable indtjeningsmulighed for datidens veluddannede kvinder. Hun trivedes dog ikke med dette, og sammen med søsteren Charlotte rejste hun til Bruxelles for at dygtiggøre sig i sprogkundskaber. Deres drøm var at drive en skole på præstegården, når de vendte hjem. Denne drøm blev dog aldrig realiseret, blandt andet på grund af broderen Branwell, der efter en mislykket kunstnerkarriere flyttede forgældet hjem til Haworth og kastede en skygge over familiens ry med sin hang til opium og alkohol, der også kom til at koste ham livet i 1848.

Emily skrev allerede som 13-årig og sammen med søsteren Anne digtede hun blandt andet om fantasiverdenen Gondal, hvoraf der dog kun er bevaret nogle få lyriske passager. I 1846 udgav de tre søstre Anne, Emily og Charlotte digtsamlingen Poems by Currer, Ellis and Acton Bell (under pseudonymerne Currer, Ellis og Acton Bell). Digtene fik gode anmeldelser, men blev alligevel kun solgt i to eksemplarer.

Emily Brontë skrev primært digte, og det blev til i alt omkring 200 af disse. Hun skrev dog også en enkelt roman, nemlig Stormfulde højder (1847). Romanen blev ikke skrevet under eget navn, men under det mandlige pseudonym Ellis Bell. Romanen kredser om emner som skæbne, naturkræfter, vold, vild natur, kønsroller og lidenskab. Forfatterens identitet blev først afsløret i 1850, da det blev trykt på en redigeret, kommerciel udgave.

Den victorianske samtid afviste romanen på grund af dens skildringer af had og brutalitet, men den er siden hen blevet en klassiker inden for engelsk litteratur og er blevet filmatiseret mere end én gang (1939, 1953, 1992, 2011, 2018).

Under begravelsen af hendes bror i september 1848, blev Emily forkølet og begyndte snart at udvise tegn på tuberkulose. Hun afviste alle former for lægehjælp og medicin og døde d. 19. december 1848 i Haworth, Storbritannien, kun 30 år gammel.

Anne døde året efter i 1849 og Charlotte i 1955, begge af tuberkulose og på denne måde overlevede deres fader tragisk nok samtlige af sine seks børn.

Et brev fra Emily Brontës udgiver afslører, at hun var begyndt at skrive på endnu en roman – men manuskriptet er dog aldrig blevet fundet, hvorfor vi må nøjes med at takke Emily Jane Brontë for hendes digte samt den ene store roman Stormfulde Højder.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 61f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk)