Leif Panduro (1923-1977)

Onsdag d. 18. april er det 95 år siden, at den populære danske forfatter, dramatiker og tandlæge, Leif Thormod Petersen, kom til verden.

Den lille Leif kom til verden på Frederiksberg og kom fra etårs-alderen på børnehjem i Roskilde, efter at faderen, Aage Petersen, var stukket af hjemmefra med en anden kvinde og moderen, Anne Johanne Petersen, blevet indlagt på psykiatrisk afdeling for skizofreni.

Forældrene blev skilt og moderen antog fødenavnet Panduro, som også hendes søn fik. I 1930 kom Leif tilbage til moderen og begyndte i 1. klasse, men da moderen samme år igen blev indlagt, kom han i pleje hos han morbror, den hidsige læge Gregers Panduro og dennes kone ”Tante Risse”. Her fik han et nært forhold til sin fætter Rudi, som han voksede op sammen med.

I 1934 kom han på kostskole i Birkerød og weekenderne tilbragte han i Gentofte hos den maniodepressive moster Jessica og hendes mand Axel, som var blevet indsat som formyndere for den unge Leif og hans mor.

Efter realeksamen i 1939 ønskede Panduro at blive journalistelev, men da han ikke kunne få en elevplads, gik han i stedet i lære som isenkræmmer i Ringsted. Denne plads blev dog hurtigt udskiftet med en ny plads på et apotek, men også denne plads blev skrottet til fordel for et forberedelseskursus til Tandlægehøjskolen i København, hvor han i 1942 bestod adgangseksamen.

I 1943 flygtede Panduro til Sverige, da han i forbindelse med modstandsbevægelsesarbejde troede sig opdaget af tyskerne. Her fik han job på en lak- og limfabrik i Helsingborg. Han vendte tilbage til Danmark året efter, men kunne ikke fortsætte på Tandlægeskolen, da denne, grundet tyskernes besættelse, var lukket.

I stedet erhvervede han sig forskelligartet erhvervserfaring på bl.a. Nordiske Kabel- og Traadfabrikker i København og med optælling af rationeringsmærker for Københavns kommune. Disse erfaringer skulle senere vise sig brugbare i forbindelse med hans forfatterskab.

Kort før krigen havde Panduro for første gang fået kontakt med sin fader, men i 1944 blev denne likvideret af modstandsbevægelsen som propagandachef i det nazistiske Schalburgkorps. Året efter blev Panduro selv ramt i maven af et vådeskud under en aktion som frihedskæmper på befrielsesdagen.

I 1947 tog Leif Panduro tandlægeeksamen og han giftede sig året efter med tandlægekollegaen Esther Larsen, med hvem han fik sønnerne Morten og Ole. Han arbejde herefter som praktiserende tandlæge i provinsen i både Danmark og Sverige. Hans arbejdsliv var, ligesom hans barndom og ungdom, konstant omskifteligt.

I 1949 mødte Panduro psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard, der siden fik stor betydning for Panduro i såvel forfatterskab som privatliv. I 1956 døde Panduros mor på sindssygehospitalet. Sønnen, der var martret af skrækken for at have arvet hendes sindssygdom, deltog ikke i begravelsen.

Forfatteren debuterede i 1957 med romanen Av min guldtand, der handler om en tandlæge, hvis trygge liv i en provinsby forandres af sære, humoristiske optrin. Debuten blev en stor folkelig succes. Romanen blev fulgt op af gennembruddet Rend mig i traditionerne (1958, filmatiseret i 1979). Året inden debutromanen var han debuteret som dramatiker med Historien om Ambrosius (1956).

I 1962 blev Panduro undervisningsassistent ved Tandlægehøjskolen og bosatte sig i Dragør. Ved siden af dette fortsatte han på deltid som tandlæge indtil 1965, hvor han helligede sig forfatterskabet fuldstændigt, der ud over hans værker omfattede en stor mængde klummer og småartikler i forskellige aviser.

Panduros litterære virksomhed er primært baseret på romaner og dramatik og hans agenda virker i høj grad til at være formet af at afsløre, hvordan samfundets etablerede normer og traditioner er en meningsløs vedtaget og accepteret form for vanvid. Ofte vender han det trygge og normale på vrangen, hvormed den iboende galskab bliver frigivet som en positiv kraft. Splittelse, udvikling og frigørelse er tematiske nøglebegreber for Panduros forfatterskab.

Leif Panduros hårde start på livet, med en opvækst i utrygge omgivelser, påvirkede ham resten af livet. Han pådrog sig i slutningen af sin studietid en angstneurose, der fra tid til anden sendte ham i terapi, men sygdommen gav også næring til hans litterære og filmiske værker.

Panduro skrev i alt tretten romaner, heriblandt De uanstændige (1960, filmatiseret i 1983), Øgledage (1961), Fern fra Danmark (1963), Daniels anden verden (1970), Amatørerne (1972), Den ubetænksomme elsker (1973, filmatiseret 1982) og Høfeber (1975, filmatiseret 1991) samt flere noveller, der bl.a. er samlet posthumt i fx Bare det hele var anderledes (1987) og Uro i forstæderne og andre noveller (1995).

Han var manuskriptforfatter på i alt tretten banebrydende TV-spil, som fx En af dagene (1963), Farfar til hest (1966), Farvel, Thomas (1968), Bella (1970), Hjemme hos William (1971), Rundt om Selma (1972), I Adams verden (1973) og Louises hus (1977) ligesom han var forfatter på krimiserierne Ka de li østers? (1967), Smuglerne (1970-71) og Strandvaskeren (1978). Følgelig var han medforfatter til syv filmmanuskripter som fx Harry og kammertjeneren (1961) og Naboerne (1966) og han bidrog desuden til flere tv-produktioner som fx Huset på Christianshavn (1970-77).

Derudover var han forfatter til fem egentlige hørespil og mere end 50 episoder i radioserien Karlsens Kvarter (1968-76). Han drev en livlig journalistisk virksomhed som tv-anmelder, kolumnist og kronikør, med fast tilknytning til Politiken fra 1962 med bl.a. avisspalten At Tænke Sig og han var leveringsdygtig i stort og småt til radioens og fjernsynets underholdningsafdeling.

Leif Panduro var ualmindeligt populær i sin samtid. Årsagen skal formentlig findes i samspillet mellem de muligheder tiden og medierne gav ham, og hans anlæg som menneskekærlig analytiker og kritisk underholder.

Forfatteren høstede flere legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1963, Danske Dramatikeres Hæderspris i 1966, De Gyldne Laurbær i 1971 og Søren Gyldendal Prisen i 1975.

Leif Panduro døde d. 16. januar i 1977, kun 53 år gammel, af en hjertelammelse, i Asserbo. Avisforsiderne vidnede om landesorg og herfra mindes vi den store danske forfatter og dramatiker, der på unik vis skildrede 1960´ernes og 1970´ernes danske velfærdssamfund.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; danmarkshistorien.dk; dr.dk)

Charlotte Weitze (1974 – )

Torsdag d. 12. april fylder den danske forfatterinde Charlotte Weitze 44 år.

Charlotte kom til verden i Kongens Lyngby og voksede her op sammen med sin far, mor og lillebror.

Allerede i skoletiden blev hendes karakteristiske forfatterskab formet, da hun skrev lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og af overnaturlige hændelser. Eventyruniverset havde hun dog allerede lært om i den Rudolf Steiner børnehave som hun gik i, hvor børnene gik ture og fik at vide, hvor både nisser og alfer boede og legede eventyr, hvor de selv var nisser og trolde.

Weitze blev matematisk student i 1993 og tog herefter på højskole, hvor hun bl.a. tog et skrivekursus.

Ulig de fleste andre forfattere fik Charlotte Weitze etableret kontakt til en forlagsredaktør inden hendes egentlige forfatterskab blev skudt i gang, da hun i forbindelse med bogmessen i Forum i 1994, sammen med andre spirende forfattere, blev inviteret af forlaget Lindhart og Ringhof til at indlevere tekstprøver, og Charlottes tekster blev vel modtaget.

I 1995 begyndte Weitze studiet i folkloristik på Københavns Universitet, et studie der blandt andet omhandler myter, eventyr, sagn, vandrehistorier, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger.

Forfatterinden debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting, som hun modtog BogForums debutantpris for. Denne debut hang i høj grad sammen med hendes studier, hvor hun samtidig med debuten var med til at lave en udstilling om netop skiftings-myten, hvor et menneskebarn bliver ombyttet med et troldebarn.

Også hendes bachelorprojekt på folkloristik-studiet, der handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender sære, tungsindige eller vilde tilbage, hang tæt sammen med hendes forfatterskab. Bjergtaget (1999) er netop fortællinger om mennesker, der drager bort, opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden.

Herefter fulgte romanerne Fandekke (2001) og Brevbæreren (2003).

I 2003 debuterede Weitze med sit første stykke som radiodramatiker med Tandfeen på DR P2 efterfulgt af Parken (2006).

Efter afsluttet uddannelse som cand.mag. i folkloristik i 2004 har forfatterinden levet af at skrive, som forfatter, samt som klummeskribent, foredragsholder og deltidsunderviser på Vallekilde Højskole samt gæsteunderviser på forskellige andre højskoler. Hun bor i vestsjællandske Vallekilde med sin mand og deres to døtre.

Ud over allerede nævnte udgivelser, står forfatterinden bag fortællingerne Mørkets Egne (2005), Sværmeri (2010), Det hvide kvarter (2011) og Mørke Cyklister (2016) samt romanerne Harzen-sanger (2013) og Den Afskyelige (2016).

Weitzes forfatterskab er især karakteriseret af eventyret. Hun skriver på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige og er blevet kaldt for eventyrpigen i ny dansk litteratur. Hun inddrager ofte motiver fra folkeeventyret og væsner fra folketroen i sine fortællinger, men forfatterindens rammer er dog den realistiske hverdag. På denne måde kommer hjemmehjælperen, kassedamen og kunstmaleren til at optræde side om side med trolde og spøgelser.

Weitze har i årenes løb hevet flere priser, legater og hædersbevisninger hjem på baggrund af sin forfattervirksomhed.

Herfra skal lyde et stort – og eventyrligt – tillykke til forfatterinden på hendes fødselsdag.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; rosinante-co.dk; litteratursiden.dk; charlotteweitze.dk)

Jakob Ejersbo (1968-2008)

Fredag d. 6. april er det 50 år siden, at den danske forfatter Jakob Ejersbo kom til verden i Rødovre – og 10 år siden, at vi alt for hurtigt måtte tage afsked med ham igen.

Som 6-årig rejste Jakob, sammen med resten af familien Ejersbo, grundet faderens job med udviklingsbistand til Tanzania, hvor den unge Jakob og storesøsteren Ea startede på Den Internationale Skole i byen Moshi.

Efter to år i det afrikanske, rejste familien tilbage til Danmark og bosatte sig i Frejlev uden for Aalborg, hvor Jakob begyndte i 3. klasse. Han fik dog lov til at tage med faderen til Tanzania igen som 13-årig.

I slutningen af 1980´erne rejste Jakob tilbage til Danmark igen, hvor han begyndte på efterskole og senere på HF, mens forældrene endnu engang rejste tilbage til Tanzania, denne gang uden børn.

Jakob Ejersbo afsluttede sin HF-eksamen i 1988 og forsøgte sig med en række universitetsuddannelser i Aalborg uden held. Han kom ind på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og dimitterede i 1995 som færdiguddannet journalist.

Ejersbo arbejdede herefter primært med radio, men også som isolatør, opvasker, piccolo, fabriksarbejder og brolægger – men forfatterdrømmen trak i ham og i 1998 debuterede han med brevromanen Fuga, skrevet sammen med vennen fra universitetsmiljøet i Aalborg, Morten Alsinger.

Debuten blev fulgt op af novellesamlingen Superego (2000), der blev afvist af flere forlag, indtil Gyldendal til sidst antog bogen.

Forfatteren fik sit endelige gennembrud i 2002 med romanen Nordkraft, om misbrugsmiljøet i Aalborg. Romanen indbragte ham De gyldne laurbær i 2003 og blev filmatiseret i 2005.

I 2003 rejste Ejersbo tilbage til Tanzania for at lave research til sit næste værk. Dette blev til Afrika-trilogien, baseret på Ejersbos tid i Tanzania og udgjort af Eksil, Revolution og Liberty.

Trilogien blev til på baggrund af et cirka 1.500 sider langt manuskript, som Ejersbo sammen med Gyldendal-forlægger Johannes Riis havde arbejdet på. Riis arbejdede efter Ejersbos død videre med manuskriptet og med hjælp fra venner og familie udkom de tre romaner med et par måneders mellemrum i 2009.

I 2010 modtog Ejersbo posthumt DR Romanprisen for det sidste bind i trilogien. Illustrationerne på trilogiens omslag er tegnet af Jakobs søster, Ea.

I september 2007 fik Jakob Ejersbo stillet diagnosen ondartet kræft i spiserøret og forfatteren døde d. 10. juli 2008 på Aalborg Sygehus, kun 40 år gammel. Halvdelen af hans aske er begravet på Assistens Kirkegård i København og den anden halvdel blev i 2013 spredt ud fra Kilimanjaro i Afrika.

I 2015 udkom novellesamlingen Nedrullede persienner og andre begyndelser, der er en samling af mindre kendte tekster fra Jakob Ejersbos pen, nogle få af disse tekster har aldrig før været publiceret og andre har bl.a. været bragt i forskellige tidsskrifter.

Herfra mindes vi en stor forfatter på hans fødselsdag, og vi må nøjes med den smule litteratur som han i sit korte liv nåede at videregive, selvom hans talent rakte til langt mere.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; litteratursiden.dk; saxo.com; gyldendal.dk)