Christian Jacq (1947 – )

Lørdag d. 28. april fylder den franske egyptolog og forfatter Christian Jacq 71 år.

Christian Jacq kom til verden i den franske hovedstad Paris.

Som 13-årig fik den unge forfatterspire en belgisk bog om Det Gamle Egyptens historie (Histoire de la civilisation de l´Egypte ancielle, 1961-63) af Jacques Pirenne mellem hænderne, og han blev i den grad betaget af faraoernes ældgamle rige. Som 17-årig rejste han til Egypten og landet beslaglagde herefter hans liv.

Som 18-årig havde Christian Jacq allerede skrevet otte bøger, men hans første kommercielle succes var Champollion l’égyptien (1987), der handler om franskmanden Champollion, der i 1822 knækkede koden til læsning af hieroglyfferne og hermed gav mulighed for at tyde de mange tekster og indskrifter i den gamle gådefulde kultur.

Christian Jacq blev uddannet egyptolog og har efterfølgende opnået en doktorgrad fra Sorbonne. Hele hans forfatterskab er da også gennemsyret af Det Gamle Egypten, og det er gennem årene både blevet til fag- og skønlitteratur med dette emne i centrum.

Det er især indenfor genren historiske romaner, at forfatteren har slået sit navn fast. Ikke mindst på grund af sit 5-binds biografiske epos om Farao Ramses II, der blev en stor succes, muligvis pga. forfatterens egen fascination af denne karakter, der herskede over Egypten fra 1279-1213 f.v.t.

Jacq blev også krediteret for at øge mængden af franske turister, der rejste til Egypten i slutningen af 1990´erne. Serien består af Lysets søn (Le fils de la lumière, 1995), Evighedens tempel (Le temple des millions d’années, 1996), Slaget ved Kadesh (La bataille de Kadesh, 1996), Abu Simbels herskerinde (La dame d’Abou Simbel, 1997) og Under det hellige akacietræ (Sous l’acacia d’Occident, 1997).

Forfatteren står desuden bag en række andre bog-serier. Her kan blandt anden nævnes trilogien om ”Den egyptiske dommer”, bestående af: Den skændede pyramide (La pyramide assassinée, 1993), Ørkenens lov (La loi du désert, 1993) og Vesirens retfærdighed (La justice du vizir, 1994).

Serien om ”Den lysende sten” foregår i Deir al-Madinah, der er et af de steder fra oldtidens Egypten, der er så velbevaret, at forfatteren her har kunnet trække på virkelige navne, karakterer og skandaler i sin fiktive rekonstruktion. Serien består af fire bind: Nefer den tavse (Néfer le Silencieux, 2000), Den vise kvinde (La femma sage, 2001), Paneb den iltre (Paneb l’ardent, 2001) og Sandhedens sted (La place de vérité, 2001). Der er også trilogien om ”Frihedens Dronning”, der er historien om Dronning Ahoteb, der kæmper for at frigøre sin nation og består af Mørkets Rige (L’empire des ténèbres, 2002), Krigen om kronerne (La guerre des couronnes, 2002) og Det flammende sværd (L`Épée flamboyante, 2002), og serien om ”Osiris mysterierne“, bestående af Livets træ (L’arbre de vie, 2003), Ondskabens komplot (Le conspiration du mal, 2003), Ildens vej (Le chemin de feu, 2004) og Den store hemmelighed (Le grand secret, 2004). Derudover står han bag et par andre serier samt flere enkeltværker.

Blandt Christian Jacqs faglitterære værker, hvoraf danske oversættelser er en mangelvare, kan nævnes: La Sagesse vivante de l’Égypte ancienne (1998), Les Maximes de Ptah-Hotep: l’enseignement d’un sage au temps des pyramides (2006) og Egypt (2009).

En af forfatterens store styrker er netop hans store viden og smittende begejstring for den mere end 3.000 år gamle kultur, som han tager sine læsere med tilbage til.

Forfatteren er i dag bosat i Schweiz, og han og hans kone har bl.a. stiftet ”Ramses-instituttet” i Paris, der har til formål at registrere og fotografisk dokumentere egyptiske, arkæologiske interesseområder, hvoraf mange er bevaringsmæssigt truede.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Jacq og et stort tak for hans arbejde for at bevare og på smukkeste vis give liv til et af oldtidens største riger.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk; britannica.com)

Leif Panduro (1923-1977)

Onsdag d. 18. april er det 95 år siden, at den populære danske forfatter, dramatiker og tandlæge, Leif Thormod Petersen, kom til verden.

Den lille Leif kom til verden på Frederiksberg og kom fra etårs-alderen på børnehjem i Roskilde, efter at faderen, Aage Petersen, var stukket af hjemmefra med en anden kvinde og moderen, Anne Johanne Petersen, blevet indlagt på psykiatrisk afdeling for skizofreni.

Forældrene blev skilt og moderen antog fødenavnet Panduro, som også hendes søn fik. I 1930 kom Leif tilbage til moderen og begyndte i 1. klasse, men da moderen samme år igen blev indlagt, kom han i pleje hos han morbror, den hidsige læge Gregers Panduro og dennes kone ”Tante Risse”. Her fik han et nært forhold til sin fætter Rudi, som han voksede op sammen med.

I 1934 kom han på kostskole i Birkerød og weekenderne tilbragte han i Gentofte hos den maniodepressive moster Jessica og hendes mand Axel, som var blevet indsat som formyndere for den unge Leif og hans mor.

Efter realeksamen i 1939 ønskede Panduro at blive journalistelev, men da han ikke kunne få en elevplads, gik han i stedet i lære som isenkræmmer i Ringsted. Denne plads blev dog hurtigt udskiftet med en ny plads på et apotek, men også denne plads blev skrottet til fordel for et forberedelseskursus til Tandlægehøjskolen i København, hvor han i 1942 bestod adgangseksamen.

I 1943 flygtede Panduro til Sverige, da han i forbindelse med modstandsbevægelsesarbejde troede sig opdaget af tyskerne. Her fik han job på en lak- og limfabrik i Helsingborg. Han vendte tilbage til Danmark året efter, men kunne ikke fortsætte på Tandlægeskolen, da denne, grundet tyskernes besættelse, var lukket.

I stedet erhvervede han sig forskelligartet erhvervserfaring på bl.a. Nordiske Kabel- og Traadfabrikker i København og med optælling af rationeringsmærker for Københavns kommune. Disse erfaringer skulle senere vise sig brugbare i forbindelse med hans forfatterskab.

Kort før krigen havde Panduro for første gang fået kontakt med sin fader, men i 1944 blev denne likvideret af modstandsbevægelsen som propagandachef i det nazistiske Schalburgkorps. Året efter blev Panduro selv ramt i maven af et vådeskud under en aktion som frihedskæmper på befrielsesdagen.

I 1947 tog Leif Panduro tandlægeeksamen og han giftede sig året efter med tandlægekollegaen Esther Larsen, med hvem han fik sønnerne Morten og Ole. Han arbejde herefter som praktiserende tandlæge i provinsen i både Danmark og Sverige. Hans arbejdsliv var, ligesom hans barndom og ungdom, konstant omskifteligt.

I 1949 mødte Panduro psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard, der siden fik stor betydning for Panduro i såvel forfatterskab som privatliv. I 1956 døde Panduros mor på sindssygehospitalet. Sønnen, der var martret af skrækken for at have arvet hendes sindssygdom, deltog ikke i begravelsen.

Forfatteren debuterede i 1957 med romanen Av min guldtand, der handler om en tandlæge, hvis trygge liv i en provinsby forandres af sære, humoristiske optrin. Debuten blev en stor folkelig succes. Romanen blev fulgt op af gennembruddet Rend mig i traditionerne (1958, filmatiseret i 1979). Året inden debutromanen var han debuteret som dramatiker med Historien om Ambrosius (1956).

I 1962 blev Panduro undervisningsassistent ved Tandlægehøjskolen og bosatte sig i Dragør. Ved siden af dette fortsatte han på deltid som tandlæge indtil 1965, hvor han helligede sig forfatterskabet fuldstændigt, der ud over hans værker omfattede en stor mængde klummer og småartikler i forskellige aviser.

Panduros litterære virksomhed er primært baseret på romaner og dramatik og hans agenda virker i høj grad til at være formet af at afsløre, hvordan samfundets etablerede normer og traditioner er en meningsløs vedtaget og accepteret form for vanvid. Ofte vender han det trygge og normale på vrangen, hvormed den iboende galskab bliver frigivet som en positiv kraft. Splittelse, udvikling og frigørelse er tematiske nøglebegreber for Panduros forfatterskab.

Leif Panduros hårde start på livet, med en opvækst i utrygge omgivelser, påvirkede ham resten af livet. Han pådrog sig i slutningen af sin studietid en angstneurose, der fra tid til anden sendte ham i terapi, men sygdommen gav også næring til hans litterære og filmiske værker.

Panduro skrev i alt tretten romaner, heriblandt De uanstændige (1960, filmatiseret i 1983), Øgledage (1961), Fern fra Danmark (1963), Daniels anden verden (1970), Amatørerne (1972), Den ubetænksomme elsker (1973, filmatiseret 1982) og Høfeber (1975, filmatiseret 1991) samt flere noveller, der bl.a. er samlet posthumt i fx Bare det hele var anderledes (1987) og Uro i forstæderne og andre noveller (1995).

Han var manuskriptforfatter på i alt tretten banebrydende TV-spil, som fx En af dagene (1963), Farfar til hest (1966), Farvel, Thomas (1968), Bella (1970), Hjemme hos William (1971), Rundt om Selma (1972), I Adams verden (1973) og Louises hus (1977) ligesom han var forfatter på krimiserierne Ka de li østers? (1967), Smuglerne (1970-71) og Strandvaskeren (1978). Følgelig var han medforfatter til syv filmmanuskripter som fx Harry og kammertjeneren (1961) og Naboerne (1966) og han bidrog desuden til flere tv-produktioner som fx Huset på Christianshavn (1970-77).

Derudover var han forfatter til fem egentlige hørespil og mere end 50 episoder i radioserien Karlsens Kvarter (1968-76). Han drev en livlig journalistisk virksomhed som tv-anmelder, kolumnist og kronikør, med fast tilknytning til Politiken fra 1962 med bl.a. avisspalten At Tænke Sig og han var leveringsdygtig i stort og småt til radioens og fjernsynets underholdningsafdeling.

Leif Panduro var ualmindeligt populær i sin samtid. Årsagen skal formentlig findes i samspillet mellem de muligheder tiden og medierne gav ham, og hans anlæg som menneskekærlig analytiker og kritisk underholder.

Forfatteren høstede flere legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1963, Danske Dramatikeres Hæderspris i 1966, De Gyldne Laurbær i 1971 og Søren Gyldendal Prisen i 1975.

Leif Panduro døde d. 16. januar i 1977, kun 53 år gammel, af en hjertelammelse, i Asserbo. Avisforsiderne vidnede om landesorg og herfra mindes vi den store danske forfatter og dramatiker, der på unik vis skildrede 1960´ernes og 1970´ernes danske velfærdssamfund.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; danmarkshistorien.dk; dr.dk)

Charlotte Weitze (1974 – )

Torsdag d. 12. april fylder den danske forfatterinde Charlotte Weitze 44 år.

Charlotte kom til verden i Kongens Lyngby og voksede her op sammen med sin far, mor og lillebror.

Allerede i skoletiden blev hendes karakteristiske forfatterskab formet, da hun skrev lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og af overnaturlige hændelser. Eventyruniverset havde hun dog allerede lært om i den Rudolf Steiner børnehave som hun gik i, hvor børnene gik ture og fik at vide, hvor både nisser og alfer boede og legede eventyr, hvor de selv var nisser og trolde.

Weitze blev matematisk student i 1993 og tog herefter på højskole, hvor hun bl.a. tog et skrivekursus.

Ulig de fleste andre forfattere fik Charlotte Weitze etableret kontakt til en forlagsredaktør inden hendes egentlige forfatterskab blev skudt i gang, da hun i forbindelse med bogmessen i Forum i 1994, sammen med andre spirende forfattere, blev inviteret af forlaget Lindhart og Ringhof til at indlevere tekstprøver, og Charlottes tekster blev vel modtaget.

I 1995 begyndte Weitze studiet i folkloristik på Københavns Universitet, et studie der blandt andet omhandler myter, eventyr, sagn, vandrehistorier, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger.

Forfatterinden debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting, som hun modtog BogForums debutantpris for. Denne debut hang i høj grad sammen med hendes studier, hvor hun samtidig med debuten var med til at lave en udstilling om netop skiftings-myten, hvor et menneskebarn bliver ombyttet med et troldebarn.

Også hendes bachelorprojekt på folkloristik-studiet, der handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender sære, tungsindige eller vilde tilbage, hang tæt sammen med hendes forfatterskab. Bjergtaget (1999) er netop fortællinger om mennesker, der drager bort, opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden.

Herefter fulgte romanerne Fandekke (2001) og Brevbæreren (2003).

I 2003 debuterede Weitze med sit første stykke som radiodramatiker med Tandfeen på DR P2 efterfulgt af Parken (2006).

Efter afsluttet uddannelse som cand.mag. i folkloristik i 2004 har forfatterinden levet af at skrive, som forfatter, samt som klummeskribent, foredragsholder og deltidsunderviser på Vallekilde Højskole samt gæsteunderviser på forskellige andre højskoler. Hun bor i vestsjællandske Vallekilde med sin mand og deres to døtre.

Ud over allerede nævnte udgivelser, står forfatterinden bag fortællingerne Mørkets Egne (2005), Sværmeri (2010), Det hvide kvarter (2011) og Mørke Cyklister (2016) samt romanerne Harzen-sanger (2013) og Den Afskyelige (2016).

Weitzes forfatterskab er især karakteriseret af eventyret. Hun skriver på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige og er blevet kaldt for eventyrpigen i ny dansk litteratur. Hun inddrager ofte motiver fra folkeeventyret og væsner fra folketroen i sine fortællinger, men forfatterindens rammer er dog den realistiske hverdag. På denne måde kommer hjemmehjælperen, kassedamen og kunstmaleren til at optræde side om side med trolde og spøgelser.

Weitze har i årenes løb hevet flere priser, legater og hædersbevisninger hjem på baggrund af sin forfattervirksomhed.

Herfra skal lyde et stort – og eventyrligt – tillykke til forfatterinden på hendes fødselsdag.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; rosinante-co.dk; litteratursiden.dk; charlotteweitze.dk)