Oscar Wilde (1854 – 1900)

Mandag d. 16. oktober er det 163 år siden, at den irske forfatter Oscar Fingal O´Flaherty Wills Wilde kom til verden i Dublin. 

Oscar var søn af protestantiske anglo-irske forældre. Han voksede op i fornemme rammer sammen med sin storebror Willie og lillesøsteren Isola, der dog døde i tiårsalderen af feber (Oscar bar resten af livet en konvolut med en lok af søsterens hår). Faderen Sir William Wilde var Irlands førende øjen- og ørekirurg, og den lille Oscar skulle efter sigende være opkaldt efter kong Oscar II, som hans far havde opereret for grå stær. Faderen skrev desuden bøger om arkæologi og folklore.

Moderen Jane Francesca Wilde var en kendt forfatter og irsk nationalist. Hun skrev under pseudonymet Speranza (italiensk for håb) og påstod at være i slægt med Dante Alighieri. Faderen havde desuden tre børn udenfor ægteskabet, Henry Wilson og søstrene Emily og Mary, der dog begge omkom i deres start-tyvere, da der gik ild i deres skørter til et bal.

Wilde studerede med stor flid og succes klassisk litteratur ved Trinity College i Dublin indtil 1874. Herefter fortsatte han studierne på Oxford indtil 1878, også her med stor succes og med de bedste karakterer i sin årgang. Imellem studierne rejste han til bl.a. Italien og Grækenland med sin tidligere lærer i klassisk filologi.

Efter endte studier rejste Wilde tilbage til Dublin, hvor han mødte og forelskede sig i Florence Balcombe, der senere blev gift med Bram Stoker. Han forlod hurtigt Dublin igen og tilbragte det næste år i USA, hvor han bl.a. turnerede med foredrag. Tilbage i Europa, flyttedes forfatterens litterære fokus fra foredrag til drama. Han mødte i London Constance Lloyd, som han giftede sig med i 1884. Wilde havde både tegnet brudekjolen og vielsesringen. Parret bosatte sig i Chelsea, hvor Wilde i en kort periode fik en stabil indkomst som journalist. De fik to sønner, Cyril, der faldt i første verdenskrig og Vyvyan, der overlevede krigen og blev forfatter og oversætter. 

Wilde debuterede som forfatter i 1878 med det prisvindende digt Ravenna, og førte sig herefter frem i London som ekstravagant klædt excentriker, hylder af æstetikken og dyrker af ”det skønne”. Wilde udgav i 1881 et udvalg af sine digte, Poems, der dog fik en blandet modtagelse.

Eventyrsamlingen Den lykkelige prins og andre historier udkom i 1888 og i 1892 kom endnu en eventyrsamling, Granatæblernes Hus. Wildes favoritgenre var dog komedier og skuespil, og hans første virkelige succes var dramaet Lady Windermere´s Vifte (1892). Denne succes blev fulgt op af En kvinde uden betydning (1893), Den ideelle ægtemand (1895) og hans mesterværk The importance of being earnest (1895). Ordet ”earnest” (oprigtig) var også Victoria-tidens slang for ”homoseksuel”.

Flere af forfatterens værker, som bl.a. romanen Billedet af Dorian Grey (1890) og dramaet Salomé (1893) skabte offentligt postyr, da disse udfordrede datidens æstetiske og moralske normer. 

Wildes litterære talent blev efterhånden overskygget af, at han var homoseksuel. Han udlevede bl.a. sin dekadente seksualitet på pæne hoteller med mandlige prostituerede og i begyndelsen af 1890´erne indledte han et længerevarende forhold til den seksten år yngre adelige Alfred Douglas, også kaldet Bosie, hvilket både ydmygede Wildes kone Constance og Douglas´ far Queensberry. 

Queensberry beskyldte offentligt Wilde for at være homoseksuel og for at have perverteret hans søn, hvilket fik Wilde, presset af Douglas, der hadede sin far, til at indlede en injurieretssag i 1895. Denne sag gav dog i den grad bagslag, da Wilde selv blev dømt for homoseksuelle handlinger og måtte tilbringe to år i fængsel. Wildes hårdtprøvede kone Constance havde allerede sendt sønnerne til Schweiz og fulgte nu selv efter.

Om hele sagen og fængselsopholdet kan man læse om i De Profundis (1897) og hans sidste værk Kvadet om Reading Tugthus (1898).

Oscar Wilde blev fysisk og psykisk nedbrudt af fængselsopholdet. Han forsøgte efter løsladelsen at genoptage sin karriere fra Frankrig under navnet Sebastian Melmoth. Constance støttede ham økonomisk fra Schweiz, men stoppede denne støtte, da Wilde imod alles råd og al fornuft genoptog forholdet til Douglas. 

I Paris pådrog Wilde sig en alvorlig ørebetændelse og gennemgik en mislykket operation på sit billige hotelværelse. I slutningen af november fik han hjernehindebetændelse. Hans sidste ønske, som blev opfyldt, var optagelse i den romersk-katolske kirke og d. 30. november 1900 døde han, 46 år gammel.

Wilde fik en fattigbegravelse uden for Paris´ mure, men blev flyttet til sit nuværende gravsted på Pére-Lachaise-kirkegården i Paris ni år senere, da hans konkursgæld var betalt ved salg af hans værker.

Flere af forfatterens værker er med tiden blevet filmatiseret og hans stykker, især komedierne, spiller stadig for fulde huse.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 472ff); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Steen Steensen Blicher (1782-1848)

Onsdag d. 11. oktober er det 235 år siden, at den danske forfatter Steen Steensen Blicher kom til verden i Vium præstegård (nær Viborg).

Steen voksede op som enebarn, da hans mange søskende alle døde kort efter fødslen. Han var tæt på sin præstefader, Niels Gudme Blicher, der bl.a. vakte sønnens interesse for jagt og naturen. Hans mor, Kristine Marie, der var niece til etatsråd Steen de Steensen, herremand på Aunsbjerg, havde ikke stor betydning for sønnens opvækst og opdragelse, da hun i en ung alder blev sindssvag og færdedes i hjemmet som en skygge af sig selv, meget vel pga. hendes mange spædbørns skæbne. 

I 1796 flyttede familien til Østjylland og i 1799 blev Steen Steensen Blicher student efter faderens hjemmeundervisning og påbegyndte herefter teologistudiet i København. I 1809 afsluttede han sin embedseksamen ved pastoralstudiet, der havde trukket ud, da han både havde været igennem alvorlig sygdom og derudover havde kastet sig ud i at oversætte det skotske digterværk Ossian til dansk, hvilket angiveligt var medvirkende til at skærpe hans interesse for sproget og digtningen. 

I 1810 fik han ansættelse som adjunkt ved skolen i Randers, og samme år giftede han sig med den 17-årige Ernestine Juliane, hans farbrors unge enke. Ægteskabet blev rigt på børn, syv i alt ud over det, som Ernestine havde fra sit tidligere ægteskab, men ikke særlig lykkeligt. I 1828 søgte han separation, men ved faderens mellemkomst blev ægtefællerne forsonet og holdt sammen.

Mellem 1811-19 var Blicher, uden særlig succes, landbrugsforpagter hos sin far i Randlev. Han fik i 1819 præstekald i det fattige Thorning og fra 1825 et bedre kald i Spentrup, som han dog heller ikke varetog optimalt pga. alkohol-indtag. 

Blicher sad i en privat håbløs gæld, og han har selv angivet ønsket om ekstra indtægter som en væsentlig grund til, at han begyndte at skrive noveller til det århusianske underholdningstidsskrift Læsefrugter, og til at han selv forsøgte sig med en konkurrent, Tidsskriftet Nordlys. Et Maanedskrivt (1827-29). Hans novelleproduktion blev overordentlig stor, og meget af denne produktion er med tiden gået i glemmebogen. Der er dog nogle værker som fx Sildig Opvaagnen(1828), Hosekræmmeren (1829) og Præsten i Vejlbye (1829), der er af en sådan kvalitet, at de har bevaret deres popularitet og bliver udgivet igen og igen.

Blicher startede egentlig sin karriere som lyriker. I 1814 udkom debuten Digte. Første Deel efterfulgt af anden delen, Jyllandsrejse i sex Døgn (1817). Det lyriske hovedværk er Trækfuglene (1838). Han skrev også et par skuespil, som dog hverken dengang eller siden har gjort det store indtryk.

Det er dog novelle-digtningen som han fik succes med – og er kendt for. Han fik sit kommercielle gennembrud som novelleforfatter i 1830’erne, med bl.a. udgivelse af Samlede Noveller, bind 1-4 (1832/1834). Den nok bedst kendte novelle, Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), er den første fuldbårne prosafiktion på dansk og er inspireret af den autentiske historie om Marie Grubbe (ca. 1643-1718).

Blicher var i høj grad medvirkende til realismens tilblivelse i den danske litteratur, og han har en særlig fortælleteknik, der tager udgangspunkt i en personificeret jeg-fortæller. Hans særlige stil bliver betegnet som poetisk realisme. Forfatteren adskilte sig især fra sine samtidige kolleger, der mest skrev digte og skuespil, ved at skrive noveller om den jyske almue, og han var den første, der indskrev den jyske dialekt i dansk litteratur.

Forfatteren havde et stærkt politisk engagement i den nationale bevægelse og folkeoplysningen, han var fortaler for en folkelig danskhed og almuens ret til politisk indflydelse. Dette var bl.a. baggrunden for, at han i 1839 var hovedmand bag det første Himmelbjergmøde. Disse møder blev han dog senere (1844) nægtet adgang til pga. uenigheder med de øvrige medlemmer af komitéen og Blicher blev herefter gjort til genstand for offentlig kritik og latterliggørelse i bl.a. Corsaren.

Blicher var desuden en ivrig landbrugsreformator og udformede bl.a. en topografisk beskrivelse af Viborg Amt (1839) samt utallige småskrifter med forslag til sociale og økonomiske forbedringer i hedeegnene, og han må regnes for en af de teoretiske foregangsmænd for den hedeopdyrkning, som for alvor tog fart i slutningen af 1800-tallet.

Steen Steensen Blicher var ikke alt for samvittighedsfuld omkring sit præstekald eller sin egen personlige sømmelighed, og de mange vandre- og jagtture på heden fik efterhånden næsten karakter af egentlig vagabondering. I 1847 blev han afskediget grundet forsømmelse og han døde d. 26. marts i 1848, 65 år gammel i Spentrup ved Randers.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Graham Greene (1904-1991).

Mandag d. 2. oktober er det 113 år siden, at den engelske forfatter Henry Graham Greene kom til verden.

Graham Greene voksede op i byen Berkhamsted i Storbritannien. Han fik i 1925 en bachelorgrad i historie og året efter konverterede han til katolicismen. Dette har medført, at han sidenhen er blevet beskyldt for at være en katolsk forfatter, hvilket han dog selv har afvist.

Samme år, i 1926, begyndte han at arbejde som journalist ved avisen The Times og senere, fra 1935-41 fungerede han som filmanmelder på The Spectator.

Greene debuterede i 1929 med Manden i tågen (senere med titlen En Kryster).

Han fik dog først sit egentlige gennembrud i 1932 med Mennesker i toget (senere med titlen Istanbul-ekspressen), der blev filmatiseret med stor succes. Også bl.a. romanerne Vor mand i Havana (1958) og Den tredje mand og øjenvidnet (1949), er blevet filmatiseret og har bidraget til forfatterens popularitet.

Under 2. Verdenskrig var Greene hemmelig agent i Afrika, og han rejste både før og efter til brændpunkter rundt omkring i verden. Efter krigen havde forfatteren ledende stillinger ved forskellige forlag.

Blandt andre kendte værker fra forfatterens pen, kan nævnes Magten og æren (1940) og Enden på legen (1951), der begge kredser om religiøse spørgsmål, Maskespillet (1966) og spionromanen Den menneskelige faktor (1978).

Greene havde venner som Fidel Castro, Ho Chi Minh og Salvador Allende og hans venstreorienterede sympati kan da også fornemmes i flere af hans bøger.

Forfatteren skrev omkring 30 romaner i alt, men også digte, filmmanuskripter, litterære essays, rejsebøger, skuespil, biografier og noveller kastede han sig over. Han er blandt de engelske forfattere i det 20. årh., hvis bøger har fået den største anerkendelse og udbredelse, såvel i England som resten af verden. 

Graham Greene døde i april 1991 i Antibes Frankrig, hvor han havde boet siden 1960, 87 år gammel, af leukæmi. 

(Kilder: “Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne” (Rosinante, 2000, s. 186f); forfatterweb.dk;wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Fredag d. 29. september er det 470 år siden, at den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedra i 1547 kom til verden i Alcalá de Henares nær Madrid. 

Der findes ikke forfærdelig mange oplysninger om Miguels opvækst, men han var efter sigende søn af en noget forgældet bartskær, det fjerde ud af syv børn, fik skolegang hos jesuitter-munke og studerede teologi ved universiteterne i Salamanca og Madrid.

Som 22-årig tog Cervantes til Italien, muligvis efter at have såret en anden mand i en duel og derfor på flugt fra det spanske retsvæsen. Her stiftede han bekendtskab med den italienske renæssancekultur. Da osmannerne i 1570 indtog Cypern, lod han sig, som en del af korstogene mod tyrkerne, indrullere i den spansk-venetianske flåde og han udmærkede sig her som soldat i bl.a. søslaget ved Lepanto. I dette slag blev han hårdt såret med to skudsår i brystet og et i sin venstre arm, som han herefter mistede brugen af.

Han fortsatte dog i flåden indtil 1575, hvor han vendte tilbage mod Spanien. Skibet, der skulle føre ham tilbage til hjemlandet blev imidlertid kapret af mauriske pirater og Cervantes tilbragte de efterfølgende fem år som krigsfange i Algier, indtil hans familie, med hjælp fra Treenighedsordenen, fik mulighed for at frikøbe ham. 

Tilbage i Spanien ernærede Miguel de Cervantes sig bl.a. som proviantør og skatteopkræver og endte i denne periode desuden flere gange i fængsel, delvis uforskyldt. Cervantes indledte også sin litterære karriere og debuterede i 1585 med La Galatea. 

Cervantes levede i forholdsvis fattige kår, men lykken vendte en smule i 1605, hvor første bind af hans nok bedst kendte værk, den moderne psykologiske roman, Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter, blev udgivet. Herefter, i en alder af 58 år, havde han midlerne, om end ikke mange, til at gøre forfattergerningen til sin levevej. Anden del af Don Quixote blev udgivet i 1615.

I 1583 giftede forfatteren sig med den 18 år yngre Catalina de Salazar y Palacios, der var datter af en velhavende landmand. Ægteskabet var barnløst og efter en affære med en skuespillerinde, hvilket resulterede i en datter, lod han sig sidst i 1580´erne skille fra sin kone.

Ud over allerede nævnte værker står Cervantes bl.a. også bag værkerne Lærerige Fortællinger (1780-81), Parnasset på rejse (1614) og den posthumt udgivne Persilens og Segismundas strabadser (1617), som forfatteren selv betragtede som sit bedste værk.

Forfatteren betragtes af langt de fleste som de moderne romans fader og trods en kronisk leversygdom skrev han det næste årti talrige værker inden for forskellige genrer og stilarter som fx romaner, skuespil og digte.

Miguel de Cervantes Saavedra døde som en fattig mand i april 1616 i Madrid, 69 år gammel.

(Kilder: “Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne” (Rosinante, 2000, s. 88f); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)