Vita Andersen (1942 – )

Søndag d. 29. oktober fylder den danske forfatterinde Vita Andersen 75 år.

Vita Andersen blev født i København ind i en forfatterfamilie, som datter af forfatteren Aage Neutzsky-Wulff, en moder med forfatterdrømme og med halvbroderen Erwin Neutzsky-Wulff.

Hun voksede op hos sin moder, men var fra sit 5. til 8. år fjernet fra hjemmet og boede i den periode på børnehjem og i familiepleje hos sin moster. Denne periode har dannet det tematiske grundlag for forfatterskabet.

Vita gik på studenterkursus, uden dog at tage eksamen, læste en tid som skuespiller, arbejdede på en lakridsfabrik, hun tog et år i Grønland, og hun arbejdede som servitrice, i en bank, på et kontor og i et rejsebureau.

Forfatterinden debuterede i 1977 med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner.

Debuten blev efterfuldt af den feministiske novellesamling Hold kæft og vær smuk (1978) samt digtsamlingerne Næste kærlighed eller Laila og de andre (1978) og Det er bare ærgerligt (1981).

Som husdramatiker ved Århus Teater skrev Andersen de to skuespil Elsk mig (1980) og Kannibalerne (1982).

Efter en kortere skrivepause vendte Vita tilbage med romanerne Hva´for en hånd vil du ha´? (1987) og Sebastians kærlighed (1992).

Også børnebøger har Andersen prøvet kræfter med i form af Petrusjkas laksko (1989) og den prisbelønnede Coco (1997).

Endvidere har forfatterinden udgivet romanerne Get a life (2003), Anna Zoë (2006) og Sig det ikke til nogen (2012).

Karakteristisk for Vita Andersens forfatterskab er, at hovedpersonerne er præget af psykiske sår på sjælen på grund af svigt i barndommen fra de voksnes side, og rækker ud efter tryghed, sikkerhed og kærlighed. Hun skriver ud fra egne erfaringer og de temaer der behandles, kan ofte være ret barske.

Forfatterinden var i en periode gift med Mogens Camre, med hvem hun har tre børn.

Hun har modtaget flere priser for sine værker, heriblandt Kritikerprisen i 1987 og De Gyldne Laurbær i 1979 og siden 1991 har hun modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kvinfo.dk)

Oscar Wilde (1854 – 1900)

Mandag d. 16. oktober er det 163 år siden, at den irske forfatter Oscar Fingal O´Flaherty Wills Wilde kom til verden i Dublin. 

Oscar var søn af protestantiske anglo-irske forældre. Han voksede op i fornemme rammer sammen med sin storebror Willie og lillesøsteren Isola, der dog døde i tiårsalderen af feber (Oscar bar resten af livet en konvolut med en lok af søsterens hår). Faderen Sir William Wilde var Irlands førende øjen- og ørekirurg, og den lille Oscar skulle efter sigende være opkaldt efter kong Oscar II, som hans far havde opereret for grå stær. Faderen skrev desuden bøger om arkæologi og folklore.

Moderen Jane Francesca Wilde var en kendt forfatter og irsk nationalist. Hun skrev under pseudonymet Speranza (italiensk for håb) og påstod at være i slægt med Dante Alighieri. Faderen havde desuden tre børn udenfor ægteskabet, Henry Wilson og søstrene Emily og Mary, der dog begge omkom i deres start-tyvere, da der gik ild i deres skørter til et bal.

Wilde studerede med stor flid og succes klassisk litteratur ved Trinity College i Dublin indtil 1874. Herefter fortsatte han studierne på Oxford indtil 1878, også her med stor succes og med de bedste karakterer i sin årgang. Imellem studierne rejste han til bl.a. Italien og Grækenland med sin tidligere lærer i klassisk filologi.

Efter endte studier rejste Wilde tilbage til Dublin, hvor han mødte og forelskede sig i Florence Balcombe, der senere blev gift med Bram Stoker. Han forlod hurtigt Dublin igen og tilbragte det næste år i USA, hvor han bl.a. turnerede med foredrag. Tilbage i Europa, flyttedes forfatterens litterære fokus fra foredrag til drama. Han mødte i London Constance Lloyd, som han giftede sig med i 1884. Wilde havde både tegnet brudekjolen og vielsesringen. Parret bosatte sig i Chelsea, hvor Wilde i en kort periode fik en stabil indkomst som journalist. De fik to sønner, Cyril, der faldt i første verdenskrig og Vyvyan, der overlevede krigen og blev forfatter og oversætter. 

Wilde debuterede som forfatter i 1878 med det prisvindende digt Ravenna, og førte sig herefter frem i London som ekstravagant klædt excentriker, hylder af æstetikken og dyrker af ”det skønne”. Wilde udgav i 1881 et udvalg af sine digte, Poems, der dog fik en blandet modtagelse.

Eventyrsamlingen Den lykkelige prins og andre historier udkom i 1888 og i 1892 kom endnu en eventyrsamling, Granatæblernes Hus. Wildes favoritgenre var dog komedier og skuespil, og hans første virkelige succes var dramaet Lady Windermere´s Vifte (1892). Denne succes blev fulgt op af En kvinde uden betydning (1893), Den ideelle ægtemand (1895) og hans mesterværk The importance of being earnest (1895). Ordet ”earnest” (oprigtig) var også Victoria-tidens slang for ”homoseksuel”.

Flere af forfatterens værker, som bl.a. romanen Billedet af Dorian Grey (1890) og dramaet Salomé (1893) skabte offentligt postyr, da disse udfordrede datidens æstetiske og moralske normer. 

Wildes litterære talent blev efterhånden overskygget af, at han var homoseksuel. Han udlevede bl.a. sin dekadente seksualitet på pæne hoteller med mandlige prostituerede og i begyndelsen af 1890´erne indledte han et længerevarende forhold til den seksten år yngre adelige Alfred Douglas, også kaldet Bosie, hvilket både ydmygede Wildes kone Constance og Douglas´ far Queensberry. 

Queensberry beskyldte offentligt Wilde for at være homoseksuel og for at have perverteret hans søn, hvilket fik Wilde, presset af Douglas, der hadede sin far, til at indlede en injurieretssag i 1895. Denne sag gav dog i den grad bagslag, da Wilde selv blev dømt for homoseksuelle handlinger og måtte tilbringe to år i fængsel. Wildes hårdtprøvede kone Constance havde allerede sendt sønnerne til Schweiz og fulgte nu selv efter.

Om hele sagen og fængselsopholdet kan man læse om i De Profundis (1897) og hans sidste værk Kvadet om Reading Tugthus (1898).

Oscar Wilde blev fysisk og psykisk nedbrudt af fængselsopholdet. Han forsøgte efter løsladelsen at genoptage sin karriere fra Frankrig under navnet Sebastian Melmoth. Constance støttede ham økonomisk fra Schweiz, men stoppede denne støtte, da Wilde imod alles råd og al fornuft genoptog forholdet til Douglas. 

I Paris pådrog Wilde sig en alvorlig ørebetændelse og gennemgik en mislykket operation på sit billige hotelværelse. I slutningen af november fik han hjernehindebetændelse. Hans sidste ønske, som blev opfyldt, var optagelse i den romersk-katolske kirke og d. 30. november 1900 døde han, 46 år gammel.

Wilde fik en fattigbegravelse uden for Paris´ mure, men blev flyttet til sit nuværende gravsted på Pére-Lachaise-kirkegården i Paris ni år senere, da hans konkursgæld var betalt ved salg af hans værker.

Flere af forfatterens værker er med tiden blevet filmatiseret og hans stykker, især komedierne, spiller stadig for fulde huse.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 472ff); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Steen Steensen Blicher (1782-1848)

Onsdag d. 11. oktober er det 235 år siden, at den danske forfatter Steen Steensen Blicher kom til verden i Vium præstegård (nær Viborg).

Steen voksede op som enebarn, da hans mange søskende alle døde kort efter fødslen. Han var tæt på sin præstefader, Niels Gudme Blicher, der bl.a. vakte sønnens interesse for jagt og naturen. Hans mor, Kristine Marie, der var niece til etatsråd Steen de Steensen, herremand på Aunsbjerg, havde ikke stor betydning for sønnens opvækst og opdragelse, da hun i en ung alder blev sindssvag og færdedes i hjemmet som en skygge af sig selv, meget vel pga. hendes mange spædbørns skæbne. 

I 1796 flyttede familien til Østjylland og i 1799 blev Steen Steensen Blicher student efter faderens hjemmeundervisning og påbegyndte herefter teologistudiet i København. I 1809 afsluttede han sin embedseksamen ved pastoralstudiet, der havde trukket ud, da han både havde været igennem alvorlig sygdom og derudover havde kastet sig ud i at oversætte det skotske digterværk Ossian til dansk, hvilket angiveligt var medvirkende til at skærpe hans interesse for sproget og digtningen. 

I 1810 fik han ansættelse som adjunkt ved skolen i Randers, og samme år giftede han sig med den 17-årige Ernestine Juliane, hans farbrors unge enke. Ægteskabet blev rigt på børn, syv i alt ud over det, som Ernestine havde fra sit tidligere ægteskab, men ikke særlig lykkeligt. I 1828 søgte han separation, men ved faderens mellemkomst blev ægtefællerne forsonet og holdt sammen.

Mellem 1811-19 var Blicher, uden særlig succes, landbrugsforpagter hos sin far i Randlev. Han fik i 1819 præstekald i det fattige Thorning og fra 1825 et bedre kald i Spentrup, som han dog heller ikke varetog optimalt pga. alkohol-indtag. 

Blicher sad i en privat håbløs gæld, og han har selv angivet ønsket om ekstra indtægter som en væsentlig grund til, at han begyndte at skrive noveller til det århusianske underholdningstidsskrift Læsefrugter, og til at han selv forsøgte sig med en konkurrent, Tidsskriftet Nordlys. Et Maanedskrivt (1827-29). Hans novelleproduktion blev overordentlig stor, og meget af denne produktion er med tiden gået i glemmebogen. Der er dog nogle værker som fx Sildig Opvaagnen(1828), Hosekræmmeren (1829) og Præsten i Vejlbye (1829), der er af en sådan kvalitet, at de har bevaret deres popularitet og bliver udgivet igen og igen.

Blicher startede egentlig sin karriere som lyriker. I 1814 udkom debuten Digte. Første Deel efterfulgt af anden delen, Jyllandsrejse i sex Døgn (1817). Det lyriske hovedværk er Trækfuglene (1838). Han skrev også et par skuespil, som dog hverken dengang eller siden har gjort det store indtryk.

Det er dog novelle-digtningen som han fik succes med – og er kendt for. Han fik sit kommercielle gennembrud som novelleforfatter i 1830’erne, med bl.a. udgivelse af Samlede Noveller, bind 1-4 (1832/1834). Den nok bedst kendte novelle, Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), er den første fuldbårne prosafiktion på dansk og er inspireret af den autentiske historie om Marie Grubbe (ca. 1643-1718).

Blicher var i høj grad medvirkende til realismens tilblivelse i den danske litteratur, og han har en særlig fortælleteknik, der tager udgangspunkt i en personificeret jeg-fortæller. Hans særlige stil bliver betegnet som poetisk realisme. Forfatteren adskilte sig især fra sine samtidige kolleger, der mest skrev digte og skuespil, ved at skrive noveller om den jyske almue, og han var den første, der indskrev den jyske dialekt i dansk litteratur.

Forfatteren havde et stærkt politisk engagement i den nationale bevægelse og folkeoplysningen, han var fortaler for en folkelig danskhed og almuens ret til politisk indflydelse. Dette var bl.a. baggrunden for, at han i 1839 var hovedmand bag det første Himmelbjergmøde. Disse møder blev han dog senere (1844) nægtet adgang til pga. uenigheder med de øvrige medlemmer af komitéen og Blicher blev herefter gjort til genstand for offentlig kritik og latterliggørelse i bl.a. Corsaren.

Blicher var desuden en ivrig landbrugsreformator og udformede bl.a. en topografisk beskrivelse af Viborg Amt (1839) samt utallige småskrifter med forslag til sociale og økonomiske forbedringer i hedeegnene, og han må regnes for en af de teoretiske foregangsmænd for den hedeopdyrkning, som for alvor tog fart i slutningen af 1800-tallet.

Steen Steensen Blicher var ikke alt for samvittighedsfuld omkring sit præstekald eller sin egen personlige sømmelighed, og de mange vandre- og jagtture på heden fik efterhånden næsten karakter af egentlig vagabondering. I 1847 blev han afskediget grundet forsømmelse og han døde d. 26. marts i 1848, 65 år gammel i Spentrup ved Randers.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)