Ugens forfatter-fødselar, uge 32: Ullmann – forfatter frem for skuespiller

Linn Ullmann (1966 – )

Torsdag d. 9. august er det 52 år siden at den norske forfatterinde og journalist Karin Beate Ullmann kom til verden.

Karin Beate – også bedre kendt som Linn – kom til verden i Norges hovedstad Oslo, og voksede op som et ”uægte barn” af kunstnerforældrene, den norske skuespillerinde Liv Ullmann og den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, der begge havde andre ægtefæller. På grund af Linns status som ”uægte barn” ville den lokale præst i første omgang ikke døbe hende, men forældrene fik dog et par år senere lov til at få hende døbt – men under navnet Karin Beate Ullmann, da navnet Linn ikke var et lovligt navn. Hun er i dag dog kendt under navnet Linn Ullmann.

Som ung drømte Linn Ullmann om at blive operasanger, men skiftede mening og gik i stedet efter en skuespilkarriere. I 1984 rejste hun til New York, hvor hun startede på en teaterskole. Hendes bestræbelser på en karriere indenfor film og teater blev dog efter et par år skudt i sænk, da hendes underviser erklærede, at Linn var en elendig skuespillerinde – et standpunkt, der fik støtte fra moderen Liv Ullmann.

Linn skiftede herefter de skrå brædder ud med litteraturstudier ved New Yorks Universitet, hvorfra hun fik en kandidatgrad i 1988. Hun påbegyndte efterfølgende en Ph.d., men opgav denne i 1992, da hun vendte tilbage til Norge og blev ansat som journalist ved avisen Dagbladet og senere Aftonbladet, hvor hun har opnået stor succes som litteraturkritiker og kulturjournalist.

Linn Ullmann debuterede i 1998 med romanen Før du sover. Debuten blev en stor succes og allerede inden den blev udgivet i Norge, var den via en bogmesse i Frankfurt solgt til 15 lande. Der var så meget ståhej omkring romanen (meget vel på grund af de verdensberømte forældre), at Linn Ullmann rent faktisk bad sin forlægger om at trække romanen tilbage – hvilket han heldigvis fik hende talt fra.

I alt har Linn Ullmann udgivet seks romaner, udover allerede nævnte debut findes; Når jeg er hos dig (2001), Nåde (2002), Et velsignet barn (2005), Det dyrebare (2011) og den delvis selvbiografiske De urolige (2018).

Hun bor i dag i Norge sammen med sin mand, forfatteren Niels Fredrik Dahl, deres fælles datter samt tre børn fra tidligere ægteskaber.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den prisbelønnede forfatterinde, der godt nok hverken blev operasanger eller skuespillerinde, men i stedet – og heldigvis – fandt sin plads med at berige os andre med gode historier.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; gyldendal.dk)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *