Martin A. Hansen (1909-1955)
Tirsdag den 20. august er det 110 år siden, at den danske forfatter Alfred Martin Jens Hansen, bedre kendt som Martin A. Hansen kom til verden i Strøby, nær Køge på Stevns, som søn af Karen Christine Mariane Mathiesen og husmand og daglejer Hans Peter Hansen.
Barndommen foregik i yderst beskedne kår i et meget religiøst hjem, der dog på ingen måde ser ud til at have afstedkommet andet end tryghed i opvæksten.
Han blev i en tidlig alder præget af historiefortælling, da hans forældre var gode fortællere og berettede om slægten og forskellige begivenheder fra egnen.
Frem til 1926 var den unge Martin ved landbruget, og i 1930 blev han uddannet som folkeskolelærer fra Haslev Seminarium, hvorefter han blev ansat ved Københavns skolevæsen og tog til hovedstaden for at undervise.
Martin A. Hansen debuterede i 1935 med romanen Nu opgiver han. Samme år blev han gift med Vera Jensen, med hvem han i 1939 fik sønnen Hans-Ole, der senere i livet blev leder af Historisk-Arkæologisk forsøgscenter i Lejre, og i 1943 datteren Mette-Lise.
Flere tidstypiske kollektivromaner romaner blev udgivet i løbet af 1930’erne, som fx Kolonien (1937), men Hansen brød med denne socialrealistiske genre, da han i 1941 udgav den eventyrlige og humoristiske rejseroman Jonatans rejse (1941). Efter udgivelsen af middelalder-romanen Lykkelige Kristoffer i 1945 kunne han lægge lærergerningen på hylden og på fuld tid koncentrere sig om sit forfatterskab.
I efteråret 1944 måtte Hansen, ligesom flere af sine kunstner-kolleger, gå under jorden, blandt andet grundet illegale bidrag til tidsskriftet Folk og Frihed samt aktiv deltagelse i modstandsbevægelsen og anbefalingen af stikkerlikvideringer.
I sommeren 1944 lejede forfatteren et loftsværelse ved Utterslev Mose og arbejdede hver nat på værket Lykkelige Kristoffer (1945) indtil befrielsen i maj 1945. Han måtte dog efterfølgende slås med en stor skyldfølelse, da unge mænd tilsluttede sig modstandsbevægelsen efter at have læst hans elleve sider lange forsvar for likvideringerne, Dialog om drab og ansvar (1944), hvilket kom til at koste mindst to af disse unge mænd livet.
På sit dødsleje skrev Hansen novellen Gæsten (1955) om sin skyldfølelse.
Efter krigen blev Martin A. Hansen redaktør for tidsskriftet Heretica, uden at han dog af den grund lagde forfatterskabet på hylden. Hans kone Vera blev i denne periode alvorlig syg, hvilket kastede forfatteren ud i en eksistentiel krise.
I 1946 udkom Tornebusken, der var den første gennemkomponerede novellesamling fra forfatterens hånd, der blandt andet indeholder novellen Midsommerfesten.
I begyndelsen af 1949 blev Martin A. Hansen af Statsradiofonien opfordret til at skrive en føljeton og i 1950 udkom så dagbogsromanen Løgneren, der i samtiden opnåede meget høje salgstal og i dag betragtes blandt de danske klassikere. Det gennemgående tema i værket er spørgsmål om ansvar, skyld og næstekærlighed med kristendommen som baggrund og med stærke allusioner til Søren Kierkegaards Enten-Eller (1843). Værket blev oplæst i radioen af Pouel Kern, og blev i 1970 filmatiseret af Knud Leif Thomsen med Frits Helmuth i hovedrollen som Johannes Vig.
Blandt andre værker fra forfatteren finder vi fx novellerne Høstgilde (1944), Agerhønen (1947) og Fuglene (1955), essaysamlingerne Tanker i en skorsten (1948) og Leviathan (1950), novellesamlingerne Åsynet (1949), Sankt Hans aften (1949), Paradisæblerne og andre historier (1953) og Konkylien (1955), romanerne Eneren og massen (1951), Dansk vejr (1953), religionsværket Orm og Tyr (1952) samt rejseskildringen Kringen (1953). Desuden efterlod han sig et stort antal dagbøger.
Martin A. Hansens forfatterskab er især karakteriseret ved kompleksitet og en søgen efter livets store eksistentielle spørgsmål som fx døden, kærligheden, galskaben og livets tomme gentagelse i en hybridform af tradition og modernisme. På trods af, at forfatteren ofte er blevet kritiseret for en antikvarisk skrivestil, rækker hans værker dog ud over sin samtid og får læseren til at reflektere over sig selv som menneske. Derudover spiller kristendommen generelt en stor rolle, og kampen mellem det gamle og det moderne kan findes i samtlige af forfatterens værker.
Blandt Hansens inspirationskilder finder vi nogle af de tunge drenge så som filosoffen Søren Kierkegaard, teologen N. F. S. Grundtvig og forfatterne Jørgen Nielsen og Steen Steensen Blicher.
Hansen modtag flere legater, priser og æresbevisninger for sine litterære værker, heriblandt Kaj Munk-Prisen i 1944, Politikens Kunstnerpris i 1947, De Gyldne Laurbær i 1949 og Holberg-medaljen i 1952.
Alfred Martin Jens Hansen døde den 27. juni 1955, kun 45 år gammel, af kronisk nyrebetændelse på Bispebjerg Hospital i København.
Hans død menes at skyldes et overforbrug af stimulanser på grund af kronisk hovedpine, forårsaget af et fald fra et træ som stor dreng samt af overanstrengelse. Allerede som ung tog han albyl mod hovedpinen, og senere i livet, da han sad og skrev til langt ud på natten, tiltog smerterne og blev holdt nede af albyl i mængdevis. På daværende tidspunkt var man ikke klar over, at albyl skadede nyrerne.
Endnu et slag skulle Hansens stakkels nyrer dog få. Under en nordisk litteraturkongres i Stockholm fjernede han en plet på sine bukser med medbragt rensevæske, men fandt det uforsvarligt at hælde resten af den giftige væske ud i vasken, hvorfor det endte i vandglasset på natbordet. Da han om natten vågnede og var tørstig tømte han glasset hvorefter han tog en tur på skadestuen og satte sig til at vente. Palle Lauring, der fik ham opsporet skulle her have råbt: ”Så skynd jer dog og lad ham komme til! Det er Danmarks største digter, der sidder derude og dør!”. Hansen fik en udpumpning, men nyrerne havde taget yderligere skade.
Herfra skal lyde en stor tak til Martin A. Hansen for hans store bidrag til den danske litteraturskat og til efterkrigstidens åndsliv, på trods af de begrænsede år han havde til dette.
Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk
