Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)
Onsdag den 28. august er det 270 år siden, at den tyske videnskabsmand, filosof og ikke mindst forfatter Johann Wolfgang Goethe kom til verden i det velhavende Goethe-hus ”Das Haus mit den drei Leiern” i Frankfurt am Main. Hans fader var handelsmand, og jurist med tilknytning til kejseren, og moderen borgmesterdatter. Den lille Johann var blot én ud af to i en søskendeflok på seks, der overlevede barndommen.
Under Syvårskrigen (1756-63) opstod der splittelse i familien, da der blev drevet en kile ned mellem hans preusservenlige fader og resten af familien, der støttede det fransk-østrigske parti. Dog var der også mere positive islæt at hente i denne periode af den unge Johanns liv. Under den franske besættelse af Frankfurt i krigens sidste år kom et omrejsende teater til byen, og den lille Goethe var fast mand på lægterne og fik ud over kendskab til en række franske klassikere også lært det franske sprog, der blot var ét ud af syv sprog, som han kom til at beherske.
Tidligt i livet fik den unge Johann omfattende privatundervisning i blandt andet græsk, latin, italiensk, engelsk og hebraisk såvel som i matematik, naturvidenskab, tegning, skønskrift og klaverspil, og omkring konfirmationsalderen tegnede sig en profil af en ung og yderst talentfuld renæssance-mand med et talent for at charmere damerne oveni købet.
Undervisningen fortsatte med både ridning og fægtning, og han nåede da også at rage et par forelskelser til sig, inden han i 1765, som 16-årig, drog til Leipzig for, efter faderens ønske, at blive jurist. Johann selv ville have foretrukket at læse klassiske sprog og historie.
I Leipzig levede den unge Goethe en måske lidt for munter tilværelse, distraheret af digtning, litteratur og kunst og i godt selskab, hvorfor det ikke nødvendigvis gik strålende med studierne. I Leipzig forelskede han sig hovedkulds i Käthchen Schönkopf, hvilket dog, som Goethes mange andre kærlighedshistorier, endte ulykkeligt i 1768. Det var også her, at han debuterede med sine første digte, Neue Lieder (1769).
Efter tre år i Leipzig rejste han hjem til Frankfurt, uden eksamen, da al munterheden havde slået sig på helbredet. Her blev han behandlet for både den ulykkelige kærlighed og en svulst – efter sigende på størrelse med en ananas – hvorefter han i 1770 blev sendt til Strassburg for at fuldende sine studier. Her kom han under indflydelse af pioneren inden for tysk romantik, Johann Gottfried Herder og i 1771 blev han ovenikøbet færdiguddannet jurist.
Goethes barn- og ungdomserindringer har han nedfældet i værket Barndomserindringer – Digtning og virkelighed (1811-33).
I 1773 udgav han sit første drama, det dramatiske heltekvad Götz von Berlichingen, der vakte stor national anseelse, og med et slag gjorde den unge forfatter berømt. Året efter vandt han international berømmelse med sin første roman Den unge Werthers lidelser (1774), der blev et af de helt centrale værker i Sturm und Drang (Tysk romantisk litterær ungdomsbevægelse fra 1767-1785, opkaldt efter et skuespil af Friedrich Maximilian von Klinger).
Den unge Werthers lidelser (1774) er til dels baseret på Goethes egne oplevelser, der blandt andet indbefatter hans egen forelskelse i en forvejen forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende, samt en kammerats selvmord på grund af ulykkelig kærlighed. Udgivelsen fik flere konsekvenser. På den ene side etablerede den det tyske sprog og tysk litteratur som en sværvægter i Europa, men på den anden side afsted kom den en form for hysteri blandt ungdommen, hvor flere blev inspireret til at begå selvmord, hvilket betød, at den blev ulovliggjort i flere lande, heriblandt Danmark.
I 1775 flyttede Goethe til det lille hertugdømme Weimar for at fungere som personlig rådgiver for hertug Carl August, med hvem han også knyttede et tæt venskab. Her bistod han energisk med hertugdømmets administration som statsembedsmand indenfor områder som fx vej- og bjergværksvæsenet, finanserne og hæren.
Det var også i denne periode, at det lille ”von” i forfatterens navn kom til, som anerkendelse for hans indsats. Han følte sig dog efterhånden sat i stå som digter, og privat forsøgte han at komme ud af et lidt for kompliceret, men dog kysk, venskab med hofdamen Charlotte von Stein. Denne gifte kvinde og moder til syv inspirerede dog forfatteren til at skrive nogle af sine fineste digte.
I 1786 tog han, nærmest flugtagtigt, til Rom, blandt andet beskrevet i rejsedagbogen Italiensk rejse (1816-17), hvor han igen blomstrede op som kunstner. Det var også her, at forfatteren fik sit erotiske gennembrud i en alder af 37 år, hvilket blandt andet er beskrevet i Romerske elegier (1795), hvoraf enkelte af digtene først er udgivet i nyere tid på grund af deres vovede indhold. De fleste af digtene i værket er dog skrevet efter hjemkomsten og handler om samlivet med den kommende hustru Christiane Vulpius.
I Italien lod Goethe sig kraftigt inspirere af antikkens kunstformer og hermed indvarsledes en ny litterær epoke – nemlig Weimarklassikken eller den Tyske Klassisk (der ofte bliver placeret under romantikken) med Goethe og Friedrich Schiller som de bærende kræfter.
I 1788 vendte forfatteren tilbage til Weimar og boede her til sin død, kun afbrudt af kortere rejser. Her opgav han de fleste af sine officielle hverv, for i stedet at koncentrere sig om sin digtning og videnskabelige studier. Fx fungerede han som teaterchef fra 1790-1817 og i 1810 udkom hans naturvidenskabelige hovedværk, Goethes farvelære, der kan ses som en polemisering mod Newtons teorier om lyset.
Under og efter rejsen til Italien færdiggjorde Goethe flere afbrudte værker, heriblandt dramaerne Iphigenie på Tauris (1787), Egmont (1788) og Torquato Tasso (1790), der med diskussioner af natur og civilisation tydeligt viser forfatterens skifte fra Sturm und Drag til den klassiske periode, der også var præget af en afstandtagen fra Den Franske Revolution.
I denne forbindelse skrev han også et par satiriske spil mod lignende tendenser i Tyskland og skrev i poetisk form sit samfundsideal i værket Hermann og Dorothea (1797). Goethes hovedværk fra Klassikken er dog romanen Wilhelm Meisters læreår (1795-96), der i den europæiske litteraturhistorie kan ses som prototypen på en dannelsesroman.
I Klassikken ser vi en moden og rolig Goethe med idealer som det æstetiske, det moralske, det autonome og det dannede menneske frem for den unge, vilde og illusionsløse mand fra Sturm und Drang-perioden.
Fra 1794 knyttede Goethe venskab med forfatterkollegaen Friedrich Schiller, hvilket blev afgørende for begge mænd. Fælles havde de en interesse i at opdrage publikum og de følte sig begge isoleret mellem den almindelige og trivielle underholdning og den nye romantiske kunst. De korresponderede flittigt om blandt andet æstetiske spørgsmål og bidrog begge til Schillers tidsskrift ”Die Horen”.
Ud over Den unge Werthers lidelser (1774) er forfatterens nok bedst kendte værk Faust (1808-32).
Værket blev til fra starten af 1770´erne og frem til 1831, hvilket betyder, at der her tale om en skabelsesproces, der stort set foregik gennem hele Goethes forfatterskab og derfor afspejler træk fra de forskellige faser i Goethes digtning. Værket kom i sidste ende til at bestå af to dele. Faust – ein fragment udkom i 1790 og en nybearbejdelse med titlen Faust, der Tragödie – Erster Teil i 1808. Udarbejdelsen af den anden og afsluttende del af værket, Faust, der Tragödie – Zweiter Teil varede indtil 1832 og det udkom først posthumt samme år efter Goethes eget ønske. Værket er antageligt baseret på en virkelig person, dr. Johann Georg Faust (ca. 1466 – ca. 1540), der efter sigende beskæftigede sig med magi, alkymi og astrologi. Denne Faust var tilsyneladende noget af en snydepels og blev bandlyst af kirken, som værende i pagt med djævelen, og han skulle have endt sine dage i en eksplosion forårsaget af sine egne alkymistiske eksperimenter. Det første værk om denne Faust stod Christopher Marlowe bag med The tragical history of doctor Faust (1589) og siden har et utal af historier om denne alkymist, der indgår en pagt med djævelen, i både bog-, drama- og musikform, set dagens lys.
I 1805 døde Schiller, hvilket også daterer afslutningen på den Tyske Klassik. Dette var et hårdt slag for Goethe og derudover gjorde Napoleonskrigene (1803-15) et voldsomt og deprimerende indtryk på forfatteren.
Fra år 1788 levede Goethe sammen med sin elskerinde af ringe byrd, Christiane Vulpius, med hvem han oven i købet fik barn, hvilket afstedkom noget af en skandale. Ikke desto mindre blev parret gift i 1806. Ægteskabet varede indtil Christianes død i 1816 og parret fik sammen flere børn, hvoraf dog kun sønnen August, der blev født i 1789, overlevede. Ægteskabet fik dog på ingen måde forfatteren til at falde til ro, hvad kvinder angik. I 1807 faldt den 58-årige Goethe for den kun 18-årige Minna Herzlieb, og hans ulykkelige og umulige kærlighed til dette pigebarn resulterede blandt andet i forfatterens sidste roman Valgslægtskaberne (1809).
I 1823 kastede Goethe sin kærlighed på en 19-årig ung kvinde, og det i en sådan grad, at det endte med et frieri. Den 74-årige forfatter måtte dog endnu engang tage til takke med en afvisning.
Blandt andre af Goethes værker kan man nævne dramaet Clavigo – et sørgespil (1775), digtet Troldmandens lærling (1797), som flere måske kender i Disneys version med Mickey Mouse som lærling, dannelsesromanen Wilhelm Meisters Vandreår (1829) og den store persisk inspirerede digtcyklus Vest-østlige Divan (1819).
Goethes eftermæle hviler især på hans prægning af Sturm und Drang-perioden som ung forfatter, og som ældre forfatter i en vis grad værende synonym med den litterære retning Weimarklassikken og ikke mindst tysk kultur generelt. Som digter var han på denne måde fornyer af det tyske sprog, især inden for lyrikken.
Et gennemgående træk i Goethes digtning er desuden hans mange, og som oftest ulykkelige, kærlighedshistorier, der dog altid medførte en opblussen i hans forfatterskab. Som forfatter til både prosa og naturvidenskabelige værker er et kendetegn ofte et spil mellem modpoler og spændvidden i hans forfatterskab er noget nær ufattelig.
Herhjemme i Danmark er der udgivet et væld af oversættelser af Goethes værker, hvoraf én af de første oversættere var Adam Oehlenschläger. Adskillige forskere har tillige i tidens løb beskæftiget sig med at bidrage til forståelsen Goethes værker og person.
Goethe er en af de få forfattere, der har haft så stor betydning for eftertiden, at der ligefrem er oprettet museer i hans navn, og vi finder Goethe-museer i blandt andet Frankfurt am Main, Düsseldorf og Weimar. Flere af hans digte er der blevet sat musik til og Gounods opera Faust fra 1859 er en af de mest spillede operaer overhovedet. Flere af hans værker er desuden blevet filmatiseret i årenes løb.
Johann Wolfgang von Goethe døde den 22. marts 1832, 82 år gammel, i sin lænestol i Weimar – nogle mener af lungebetændelse, andre af hjerteanfald. Han blev begravet i fyrstemausoleet i Weimar ved siden af hertug Carl August og Friedrich Schiller.
Herfra skal lyde en stor tak til romantikkens vidunderbarn, til den store Goethe, der meget muligt er den forfatter, der har haft størst indflydelse i både det 18. og 19. århundrede, og hvis forfatterskab stadig inspirerer den dag i dag.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 226ff); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 174ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk
