Ugens forfatter-fødselar- uge 37: 60 år for McBrides alvorlige humor

Mandag d. 11. fylder den amerikanske forfatter, journalist og musiker James McBride 60 år. 

James McBride er født i New York City og voksede op i et socialt boligbyggeri i bydelen Brooklyn hos sin polsk-jødiske mor og elleve søskende. Faderen, der var afroamerikansk præst, døde af kræft inden James blev født. 

McBride var i første omgang draget af musikken og i 1979 fik han en bachelorgrad i musikkomposition fra The Oberlin Conservatory of Music i Ohio. McBride havde dog også et svagt punkt for at skrive, hvorfor han fortsatte med at uddanne sig på Columbia University i hjembyen, hvorfra han blev journalist.

Efter endt uddannelse arbejde han for flere større amerikanske medier, som fx The Boston Globe, The New York Times, People Magazine, Rolling Stone Magazine, Chicago Tribune og The Washington Post, men han stoppede med journalistikken som 30-årig for i stedet at lave jazzmusik.

Han debuterede som forfatter i 1997 med selvbiografien Som vandets farve – en sort mands hyldest til sin hvide mor. Bogen lå to år på New York Times Bestsellerliste og kan i dag betragtes som en af amerikansk litteraturs klassikere.

I 2002 udkom McBrides anden bog, Miracle at Sct. Anna, efterfulgt af Song yet sung i 2008. Ingen af disse er endnu oversat til dansk. Miracle at Sct. Anna blev imidlertid blevet filmatiseret af Spike Lee i 2008.

I 2013 udkom McBrides fjerde roman, Skaberfuglen, der bl.a. vandt den prestigefyldte, amerikanske bogpris National Book Award.

James McBride skriver om temaer så som identitet, slaveri og race, men benytter sig af humor i hans værker.

Han har i løbet af sin karriere fået flere æresdoktor-titler, vundet en del musikpriser og blev i 2016 tildelt den amerikanske ”National Humanities” medalje for sit bidrag til racediskussionen i USA.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *