Ugens forfatter-fødselar, uge 44: Storm-ombruste Soya
30. oktober 2017
Ugens forfatter-fødselar, uge 46: Børnenes Lindgren
13. november 2017
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 45: Kazuo Ishiguro

Kazuo Ishiguro (1954 -)

Onsdag d. 8. november fylder den japanskfødte, britiske forfatter Kazuo Ishiguro 63 år.

Ishiguro blev født i Nagasaki i Japan, men flyttede sammen med sine forældre og to søstre til Storbritannien i 1960 grundet faderens job som oceanograf. 

Inden Ishiguro fik en bachelor i engelsk og filosofi på Kent University tog han et sabbatår, der blev brugt på at rejse rundt i USA og Canada. Han fortsatte studierne på University of East Anglia, hvor han i 1980 fik sin kandidatgrad i kreativ skrivning (creative writing). I 1982 blev han britisk statsborger.

Han debuterede i 1982 med romanen De fjerne blå bjerge, der har baggrund i Japans medvirken i 2. Verdenskrig, hvilket også er tilfældet med romanen Kunstner i den flydende verden (1986).

Centralt i forfatterskabet kan man finde temaer så som oplevelsen af at have levet et forfejlet liv, den nære fortid, sprækker i erindringen, selvbedrag og uforløste slutninger.

Han er gift med Lorna MacDougall, med hvem han har datteren Naomi.

Forfatteren vandt i 1989 Booker-prisen for romanen Resten af dagen (1989), der blev filmatiseret i 1993. Også romanerne Kunstner I den flydende verden (1988), Vi forældreløse (2000) og Slip mig aldrig, var nomineret til denne fornemme pris.

Blandt andre værker fra Ishiguros hånd kan nævnes Koncerten (1995), Nocturner: fem fortællinger om musik og skumring (2009) og Den begravede kæmpe (2015).

Forfatteren har desuden skrevet noveller, sanglyrik og tv-manuskripter og har vundet flere priser i løbet af sit forfatterskab.

Disse forfatterfødselsdage tager som regel en dag eller to at skrive, alt afhængig af andre gøremål, og de bliver ofte forberedt i god tid. Det var i morges, d. 5/10-2017, at jeg (Pernille) besluttede mig for, at forfatteren, der skulle hyldes i uge 45 skulle være Kazuo Ishiguro. Her til aften, hvor jeg så småt er ved de afsluttende manøvre, tikker beskeden ind, at Ishiguro netop i dag er vinder af Nobelprisen 2017 i litteratur! Nogle gange falder tingene pudsigt sammen. Men dejligt, at det ikke kun var mig, der mente, at han fortjente lidt opmærksomhed.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 222f); wikipedia.org; denstoredanske.dk)