Denne klumme blev første gang offentliggjort i Herning Folkeblads kulturmagasin 22.juni 2017.
I maj 1802 blev et af Danmarkshistoriens mest berømte kup begået: Guldhornene blev stjålet.
Opstandelsen var stor og det tog kun knap et halvt år for Danmarks kommende førstemand inden for
guldalderdigtning, Adam Oehlenschläger (1779-1850), at afstedkomme et af Danmarks mest berømte digte.
”Guldhornene” udkom med hans gennembrud Digte 1803 (fra 1802) – et værk, der regnes for at varsle
romantikkens indmarch i Danmark.
Når man er religionshistoriker med sidefag i arkæologi er de to digtomspundne guldhorn lidt af et
drømmescenarie. Kort fortalt er der tale om to drikkehorn fra omkring 400 e.v.t. der antageligt har været
benyttet i religiøs sammenhæng, baseret på deres dekorationer og materiale. Det første horn blev fundet i
1639 i Sønderjylland og det andet knap 100 år senere, på en placering lige ved siden af der, hvor det første
horn blev fundet.
I 1802 kom så skandalen. Begge horn blev stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet af den
gældsplagede slubbert Niels Heidenreich.
Efterfølgende blev hornene rekonstrueret ud fra tegninger og kobberstik fra 1600- og 1700-tallet.
I 2007 skete det igen: Hornene, denne gang rekonstruktionerne, blev endnu engang stjålet, denne gang fra
formidlingscenteret Kongernes Jelling. Denne gang blev de dog kort efter fundet intakte.
De higer
Digtet ”Guldhornene” er forresten det digt, der starter med ”De higer og søger, I gamle bøger…”.
Digtet omhandler kort fortalt guldhornenes fund og tyveri og er skrevet i versemål, der efterligner de gamle
skjaldevers fra Island. De to guldhorn i digtet tillægges en ophøjet symbolsk betydning, hvor hornene bliver
anset som guddommelige ”glimt fra oldtids dage”, der forsvinder fra menneskenes verden som gudernes
straf overfor samtidens materialistiske mennesker, der havde mistet sansen for det guddommelige.
Guderne tog altså guldhornene tilbage i 1802, men gav os Oehlenschlägers digterskab i stedet. Endnu
mangler tyveriet i 2007 at efterlade sig en lignende litterær arv. Om det skyldes, at det var kopier, der blev
stjålet i 2007 eller det faktum, at de blev fundet igen, må stå ubesvaret hen.
Guldhornene af Adam Oehlenschläger
De higer og söger
I gamle Böger,
I oplukte Höie
Med speidende Öie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!“
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De övre Regioner
Toner!
De sig möde, de sig möde,
De forklarede Höie,
Kampfarvede, röde,
Med Stierneglands i Öie.
„I som raver i blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
En Möe
Skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne döe!
Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Möe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rödmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det röde Guld.
En sagte Torden
Dundrer!
Hele Norden
Undrer!
Og hen de stimle
I store Vrimle,
Og grave og söge
Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
Hvoraf de er taget.
Et Sekel svinder!!
Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale,
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
„For de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Höie
I Naturens Öie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler,
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Störste,
Som brændende törste
Efter Livets Liv,
Som – o store Aand
For de svundne Tider!
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
Ukiendt i Lön,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!“
Saa synge de og svinde.
Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.
Ved lune Skov
Öxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.
Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskare
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.
Da klinger i Muld
Det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa röde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og
Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen
skalter!
Snart maaskee de er
forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i
Lunden.
Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Öie.
Himlen sortner, Storme
brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt
Helligdommen.
