Klumme: De higer og søger – Oehlenschlägers efterfølger efterlyses på tiende år!

Denne klumme blev første gang offentliggjort i Herning Folkeblads kulturmagasin 22.juni 2017.

 

I maj 1802 blev et af Danmarkshistoriens mest berømte kup begået: Guldhornene blev stjålet.

 

Opstandelsen var stor og det tog kun knap et halvt år for Danmarks kommende førstemand inden for

guldalderdigtning, Adam Oehlenschläger (1779-1850), at afstedkomme et af Danmarks mest berømte digte.

”Guldhornene” udkom med hans gennembrud Digte 1803 (fra 1802) – et værk, der regnes for at varsle

romantikkens indmarch i Danmark.

 

Guldhorn -edit sneum tint

Når man er religionshistoriker med sidefag i arkæologi er de to digtomspundne guldhorn lidt af et

drømmescenarie. Kort fortalt er der tale om to drikkehorn fra omkring 400 e.v.t. der antageligt har været

benyttet i religiøs sammenhæng, baseret på deres dekorationer og materiale. Det første horn blev fundet i

1639 i Sønderjylland og det andet knap 100 år senere, på en placering lige ved siden af der, hvor det første

horn blev fundet.

 

I 1802 kom så skandalen. Begge horn blev stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet af den

gældsplagede slubbert Niels Heidenreich.

Efterfølgende blev hornene rekonstrueret ud fra tegninger og kobberstik fra 1600- og 1700-tallet.

I 2007 skete det igen: Hornene, denne gang rekonstruktionerne, blev endnu engang stjålet, denne gang fra

formidlingscenteret Kongernes Jelling. Denne gang blev de dog kort efter fundet intakte.

 

De higer

Digtet ”Guldhornene” er forresten det digt, der starter med ”De higer og søger, I gamle bøger…”.

Digtet omhandler kort fortalt guldhornenes fund og tyveri og er skrevet i versemål, der efterligner de gamle

skjaldevers fra Island. De to guldhorn i digtet tillægges en ophøjet symbolsk betydning, hvor hornene bliver

anset som guddommelige ”glimt fra oldtids dage”, der forsvinder fra menneskenes verden som gudernes

straf overfor samtidens materialistiske mennesker, der havde mistet sansen for det guddommelige.

 

Guderne tog altså guldhornene tilbage i 1802, men gav os Oehlenschlägers digterskab i stedet. Endnu

mangler tyveriet i 2007 at efterlade sig en lignende litterær arv. Om det skyldes, at det var kopier, der blev

stjålet i 2007 eller det faktum, at de blev fundet igen, må stå ubesvaret hen.

 

Guldhornene af Adam Oehlenschläger

Guldhorn 3-edit-ting

De higer og söger

I gamle Böger,

I oplukte Höie

Med speidende Öie,

Paa Sværd og Skiolde

I muldne Volde,

Paa Runestene

Blandt smuldnede Bene.

 

Oldtids Bedrifter

Anede trylle;

Men i Mulm de sig hylle,

De gamle Skrifter.

Blikket stirrer,

Sig Tanken forvirrer.

I Taage de famle.

„I gamle gamle

Hensvundne Dage!

Da det straalte i Norden,

Da Himlen var paa Jorden,

Giv et Glimt tilbage!“

 

Skyen suser,

Natten bruser,

Gravhöien sukker,

Rosen sig lukker.

De övre Regioner

Toner!

De sig möde, de sig möde,

De forklarede Höie,

Kampfarvede, röde,

Med Stierneglands i Öie.

 

„I som raver i blinde,

Skal finde

Et ældgammelt Minde,

Der skal komme og svinde!

Dets gyldne Sider

Skal Præget bære

Af de ældste Tider.

Af det kan I lære.

Med andagtsfuld Ære

I vor Gave belönne.

Det skiönneste Skiönne,

En Möe

Skal Helligdommen finde!“

Saa synge de og svinde.

Lufttonerne döe!

 

Hrymfaxe den sorte

Puster og dukker

Og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

Og Skinfaxe traver

I straalende Lue

Paa Himlens Bue.

 

Og Fuglene synge.

Dugperler bade

Blomsterblade,

Som Vindene gynge.

Og med svævende Fied

En Möe hendandser

Til Marken afsted.

Violer hende krandser.

Hendes Rosenkind brænder,

Hun har Lilliehænder.

Let som en Hind

Med muntert Sind,

Hun svæver og smiler;

Og som hun iler

Og paa Elskov grubler –

Hun snubler!

Og stirrer og skuer

Gyldne Luer,

Og rödmer og bæver

Og zittrende hæver

Med undrende Aand,

Af sorten Muld,

Med sneehvide Haand,

Det röde Guld.

 

En sagte Torden

Dundrer!

Hele Norden

Undrer!

 

Og hen de stimle

I store Vrimle,

Og grave og söge

Skatten at foröge.

Men intet Guld!

Deres Haab har bedraget.

De see kun det Muld,

Hvoraf de er taget.

 

Et Sekel svinder!!

 

Over Klippetinder

Det atter bruser.

Stormenes Sluser

Bryde med Vælde.

Over Norges Fielde

Til Danmarks Dale

I Skyernes Sale,

De forklarede Gamle

Sig atter samle.

 

„For de sieldne Faae

Som vor Gave forstaae,

Som ei Jordlænker binde,

Men hvis Siele sig hæve

Til det Eviges Tinde,

Som ane det Höie

I Naturens Öie,

Som tilbedende bæve

For Guddommens Straaler,

I Sole, i Violer,

I det Mindste, i det Störste,

Som brændende törste

Efter Livets Liv,

Som – o store Aand

For de svundne Tider!

See dit Guddomsblik

Paa Helligdommens Sider,

For dem lyder atter vort Bliv!

Naturens Sön,

Ukiendt i Lön,

Men som sine Fædre

Kraftig og stor,

Dyrkende sin Jord,

Ham vil vi hædre,

Han skal atter finde!“

Saa synge de og svinde.

 

Hrymfaxe den sorte

Puster og dukker,

Og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

Og Skinfaxe traver

I straalende Lue,

Paa Himlens Bue.

 

Ved lune Skov

Öxnene trække

Den tunge Plov,

Over sorten Dække.

 

Da standser Ploven,

Og en Gysen farer

Igiennem Skoven.

Fugleskare

Pludselig tier.

Hellig Taushed

Alt indvier.

 

Da klinger i Muld

Det gamle Guld.

 

Tvende Glimt fra Oldtidsdage

Funkler i de nye Tider.

Selsomt vendte de tilbage,

Gaadefyldt paa röde Sider.

 

Mystisk Helligdom omsvæver

Deres gamle Tegn og

Mærker.

Guddomsglorien ombæver

Evighedens Underværker.

 

Hædrer dem, thi Skiebnen

skalter!

Snart maaskee de er

forsvunden.

Jesu Blod paa Herrens Alter

Fylde dem, som Blod i

Lunden.

 

Men I see kun deres Lue,

Ikke det ærværdigt Höie!

Sætte dem som Pragt tilskue

For et mat nysgierrigt Öie.

 

Himlen sortner, Storme

brage!

Visse Time du er kommen.

Hvad de gav de tog tilbage.

Evig bortsvandt

Helligdommen.

 

 

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *