Månedens forfatter-fødselar, juni: Libertineren de Sade

Månedens forfatterfødselar, maj: Kanin- og dyrevennen Adams
1. maj 2020
dekorativt foto
Månedens forfatterfødselsdag – Juli: Digte af Dib
1. juli 2020
Vis alle

Månedens forfatter-fødselar, juni: Libertineren de Sade

Donatien-Alphonse-Francois de Sade (1740-1814)

Den 2. juni er det 280 år siden, at den franske, aristokratiske forfatter Donatien-Alphonse-Francois de Sade, nok bedre kendt som libertineren Marquis de Sade, kom til verden i den franske hovedstad Paris som søn af diplomat Comte de Sade og Marie- Elénore de Maillé de Carman, der var kusine samt hofdame for prinsessen af Cindé.

Den lille Donatien-Alphonse-Francois voksede på denne måde op som en del af Frankrigs øverste samfundslag på slægtens slot La Coste nær Avignon og med de privilegier, som denne status medførte. Den unge Sade blev primært opdraget på en jesuiterskole for drenge samt af sin onkel, der var abbed. Barndommen var dog på trods bemærkelsesværdigt præget af et seksuelt frisind. Efter endt skolegang tilbragte Sade en tid indenfor militæret som officer i kavaleriet under Syvårskrigen (1756-1763).

I 1763 blev han gift med Renée-Pélagie de Montreuil, hvilket dog ikke umiddelbart hindrede ham i udenomsægteskabelige affærer, der ofte havde en noget voldelig karakter. På trods af dette hjalp både hans hustru og svigermor i flere tilfælde med at dække over hans eskapader.

På trods af denne familiære beskyttelse blev Sade i flere omgange sendt i fængsel og tilbragte alt i alt mere end 30 år af sit liv indespærret. I 1772 blev han in absentia dømt til døden, for at have forgiftet en prostitueret samt for at have haft et homoseksuelt forhold til sin tjener. Han blev efter kort tid fanget, men flygtede fra fængslet fire måneder senere, hvorefter han gemte sig på sit slot La Coste. Hertil hentede han sin hustru, der hjalp med at planlægge hans orgier. Der gik dog ikke lang tid, før end en ung ”ansat” kvinde klagede over seksuelt misbrug, og Sade måtte atter tage flugten. Han vendte dog tilbage for at fortsætte, hvor han havde sluppet, hvilket, ikke overraskende, afstedkom endnu en arrestation og fængsling i 1777. Også denne gang var der en dødsdom på programmet, som han dog undveg ved at appellere.

Det var i denne periode, at Sade for alvor begyndte sit forfatterskab. Han skrev både noveller, dramaer, filosofiske tekster, ateistiske skrifter og rebelske debatindlæg, især mod Rousseaus og oplysningstidens tro på menneskets naturlige godhed, og disse teser illustrerede han desuden i en række skønlitterære værker, præget af sadistiske voldsscener. Det er nok også disse romaner, som han især er kendt for, så som 120 dage i Sodoma (1785/1904), der sidenhen er blevet anset som det første forsøg på en katalogisering af seksuelle anormaliteter, beretningerne om de to søstre Justine og Juliette i Justine eller dydens genvordigheder (1787) / Ulykkerne følger den dydige eller Justine (1791), Den nye Justine (1797) og Juliette (1798).

I 1784 blev Sade flyttet til Bastillen, men efter at have været årsag til optøjer blev han overflyttet til sindssygehospitalet i Charenton, nær Paris, hvor han opholdt sig indtil det nye regime, der havde taget magten efter Den Franske Revolution, løslod ham.

Sade støttede op om den nye republik og begyndte at betegne sig selv som ”Borger Sade” ,og hans fængsling kom ham nu til gode, for da det netop var kongen, der havde fængslet ham, blev han ikke dømt sammen med de andre adelige. Han formåede til gengæld at opnå flere officielle embeder i den nye republik.

De nye gode tider varede dog ikke, og Sade blev i 1793 anklaget for at være moderat og måtte afsone et år i fængsel. Efter løsladelsen fik forfatteren økonomiske problemer og måtte sælge sit slot La Coste, og friheden varede i denne omgang også blot få år. I 1801 beordrede Napoleon Bonaparte forfatteren arresteret på grund af hans skrifter om Justine og Juliette, og han udgik kun lige med nød og næppe endnu engang guillotinen og blev i stedet idømt fængsel på livstid. På utallige opfordringer fra hans familie blev han dog 1803 erklæret sindssyg og vendte tilbage til sindssygeanstalten Charenton. Dette hindrede ham dog hverken i at skrive eller at fortsætte sit seksualliv frem til sin død i 1814.

Blandt andre af Sades værker finder vi også fx Samtale mellem en præst og en døende (1782) og Filosofien i sovekammeret (1795), der vender sig mod dødsstraf og forsvarer libertinerens livsførelse med udsvævelser og løsagtighed.

Marquis de Sades værker betegnes ofte som ekstreme og grænseoverskridende. Ofte er der en tredjepersons synsvinkel, der ellers er en sjældenhed indenfor erotisk litteratur, men giver en form for kølighed og udenforstående naturligt og upersonligt perspektiv. Værkerne afspejler på denne måde også en radikaliseret form for oplysningstidens materialisme, hvor alt er natur og alle lyster derfor er tilladt, naturen er neutral og er ikke i sig selv nødvendigvis god.

Sades værker blev tidligere stemplet som pornografi og var i mange år forbudt, og først i nyere tid er forfatterskabet blevet læst i et bredere psykoanalytisk og filosofisk perspektiv. Værkerne kan i dag derfor ikke karakteriseres som decideret pornografi, hvis mål er at fremkalde lystfølelser, men er nærmere et forsøg på at udforske seksualitetens status, for derigennem at sige noget om mennesket og det samfund, som det lever i, generelt. Men under alle omstændigheder er hans forfatterskab spækket med tabubelagte emner så som voldtægt, pædofili, blasfemi, tortur, nekrofili og fetichisme.

Donatien-Alphonse-Francois de Sade døde den 2. december 1814, 74 år gammel, på Charenton, af en infektionssygdom.

Omkring en fjerdedel af Sades omfangsrige forfatterskab blev destrueret af politiet under Napoleon, og efter forfatterens død brændte hans søn alle hans endnu ikke publicerede skrifter. Der er dog gennem årene på trods fundet adskillige bevarede manuskripter, heriblandt 120 dage i Sodoma (1785), der blev opdaget i 1904 i en sprække i væggen i forfatterens gamle celle på Bastillen.

Sades indflydelse kan spores indenfor stort set alle genrer, men det mest oplagte eksempel på forfatterens eftermæle er nok, at han kom til at lægge navn til seksuel tilfredsstillelse ved at dominere eller ydmyge anden part eller påføre smerte, altså sadisme.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 502f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 374);
wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk