Mohammed Dib (1920-2003)
Tirsdag den 21. juli er det 100 år siden, at den algeriske forfatter, Mohammed Dib, kom til verden i Tlemcen i Algeriet, nær den marokkanske grænse. Han voksede her op i en middelklassefamilie, der dog med tiden blev fattigere og fattigere.
Den unge Mohammed mistede i en ung alder sin far og begyndte herefter, i en alder af 15 år, at nedfælde de første digte i det, der skulle blive et langt og produktivt forfatterskab.
Som 18-årig begyndte Dib at undervise i det nærliggende Oujda i Marokko. I sine 20’ere og 30’ere bestred han, udover lærerrollen, flere forskellige hverv, blandt andet som væver, revisor, tolk for det franske og britiske militær samt journalist ved flere aviser, fx den kommunistiske avis Algier Républicain og Liberté, der fungerede som talerør for det Algeriske kommunistparti.
I 1952, to år før den Algeriske revolution (1954–1962), ægtede Dib den franske Colette Bellissant, som han var gift med frem til sin død i 2003. Samme år meldte han sig ind i det algeriske kommunistparti og rejste til Frankrig, for at besøge sin hustrus hjemland.
Mohammed Dib debuterede med romanen Det store hus i 1952, der blev efterfulgt af Branden (1954) og Væverammen (1957). Alle tre romaner, der er skrevet under det franske herredømme i Algeriet, udspringer af Dibs politiske engagement som journalist og bliver i dag anset som klassikere indenfor nordafrikansk litteratur. Trilogien har desuden spillet en stor rolle for befolkningens nationale selvforståelse og sociale bevidsthed i Algeriet. De tre bøger, der delvist er selvbiografiske, følger en stor algerisk familie med Omar som hovedfortælleren. I Det store hus (1952) følger vi den unge Omar, der vokser op i fattigdom i Algeriet lige inden 2. Verdenskrig, Branden (1954) handler om Omars liv under 2. Verdenskrig og den sidste bog i trilogien, Væverammen (1957) handler om Omars voksenliv som arbejdsmand i Algeriet.
Dib var medlem af ”Generation ’52”, der var en gruppe af algeriske forfattere, der også talte blandt andet Albert Camus og Mouloud Feraoun.
I 1959 blev Dib udvist af Algeriet af de franske autoriteter på grund af sin støtte til den algeriske uafhængighed, men også på grund af succesen som forfatter, med romaner, der beskrev virkeligheden for en stor del af befolkningen i det koloniserede Algeriet.
I stedet for at gå i eksil i Cairo, som mange andre algeriske nationalister, valgte Dib at flytte til Frankrig, hvilket han fik lov til efter at flere forfattere, heriblandt Albert Camus, havde overtalt den franske regering. Fra 1967 fik han permanent residens i La Celle-Saint-Cloud nær Paris.
Ud over forfatterens delvist realistiske romaner, skrev han også mere kompleks poesi, der blev udgivet efter udvisningen fra Algeriet i 1959. Her kan blandt andet Vogterens skygge (1961), Formularer (1970), Ild, smukke ild (1975) og Oh leve (1987), nævnes. Disse digtsamlinger forener, på en meget personlig måde, den franske litterære tradition med algerisk inspiration. Selvom Dib skrev over 30 romaner, talrige noveller, et par skuespil samt børnelitteratur, anså han dog først og fremmest sig selv som digter.
Fra 1976-77 underviste Dib på University of California i Los Angeles og han har også fungeret som professor ved Sorbonne i Paris. I forfatterens senere år rejste han ofte til Finland, som også udgør rammen for nogle af hans senere romaner. Han skrev blandt andet fire semi-selvbiografiske romaner fra 1985 til 1994 om en nordafrikansk mand, der besøger dette nordiske land, hvor han kommer i et forhold med en lokal kvinde, med hvem han får et barn. Den sidste bog i tetralogien, handler om barnets besøg i faderens hjemland.
Dib oversatte også flere finske bøger til fransk, men stort set ingen af hans værker er blevet oversat til dansk. Alle forfatterens værker blev oprindeligt skrevet på fransk.
Forfatterskabet bevægede sig efterhånden mere og mere væk fra realismen, og behandlede på forskellig litterær vis blandt andet krigens rædsler, erindringens betydning og forskellige dilemmaer i den moderne verden. Han benyttede sig i stigende grad af symbolik, myte, allegori og fantasi til at portrættere den franske koloniserings undertrykkelse af det algeriske folk, en søgen efter et autentisk udtryk for algerisk personlighed, krigen for uafhængighed og dets følger, det nye uafhængige Algeriet og skæbnen for algeriske emigrantarbejdere i Frankrig. Blandt værkerne i denne periode finder vi fx Kongens dans (1968), Gud i barbari (1970), Jagtherren (1973), Orsols terrasser (1985) og Evas søn (1989).
Ligesom i den tidligere fase af forfatterskabet udtrykker den senere fase dog en optimisme omkring menneskehedens broderskab.
Mohammed Dib døde den 2. maj 2003, 82 år gammel, i La Celle-Saint-Cloud, Frankrig.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 158); wikipedia.org; denstoredanske.dk; britannica.com
