James Fenimore Cooper (1789-1851)

Søndag den 15. september er det 230 år siden, at den amerikanske forfatter James Fenimore Cooper kom til verden i byen Burlington, New Jersey som søn af en velhavende kvæker og kongresmedlem.

Da den lille James var et år gammel, slog familien sig ned i et nybyggerområde i delstaten New York, der senere blev til Cooperstown, grundlagt af faderen ved Lake Otsego.

Efter skolen påbegyndte den unge James jurastudier ved Yale University, men han blev i 1805 bortvist, hvorefter han stak til søs og tilbragte først fem år på et handelsskib og siden i flåden. Oplevelserne på havet kom den unge Cooper i høj grad til at benytte i sit forfatterskab, hvor omkring en tredjedel af hans 32 romaner skildrer livet på havet. Efter livet til søs rejste han til Europa, hvor han blandt andet fungerede som amerikansk konsul i Lyon fra 1826-29.

I 1811 blev Cooper gift med Susan Augusta DeLancey, med hvem han fik datteren Susan Fenimore Cooper, der også blev forfatter og kendt som filantrop. I de første år af ægteskabet var Cooper økonomisk afhængig af sin kones familie og på baggrund af dette debuterede han i 1920 med romanen Forsigtighed om formuer, frieri og passende partier.

Året efter udkom Spionen (1821), litteraturhistoriens første spionhistorie, der fik stor succes og bliver anset som forfatterens gennembrudsroman.

James Cooper er dog især kendt for sin indianer-romanserie fra den amerikanske ”frontier” om den indiansk opdragne europæer Natty Bumppo med øgenavnet Læderstrømpe. Serien består af Colonisterne (1823), Steppen (1827), Den sidste mohikaner (1826), Stifinder (1840) og Hjortedræber (1841).

Det var dog ikke alle, der var lige imponerede over denne serie, som fx forfatterkollegaen Mark Twain latterliggjorde. Serien har også medvirket, at Cooper ofte bliver betragtet som en ”drengebogsforfatter”, selvom bøgerne ikke nødvendigvis var tiltænkt dette publikum. Flere, heriblandt Walter Scott, Balzac og D. H. Lawrence, har dog dette på trods, set The Leatherstocking Tales (1823-1841) som en amerikansk skabelsesberetning og sidstnævnte har betegnet hovedkarakteren Natty Bumppo som ”The American Adam”.

Flere af bøgerne fra denne serie er blevet filmatiseret – og flere gange endda. Fx er Den sidste mohikaner (1826) blevet filmatiseret i 1920 af Clarence Brown og Maurice Tourneur, i 1936 af George B. Seitz, i 1947 af George Sherman og i 1992 af Michael Mann.

Romanerne fra forfatterens pen fra begyndelsen af 1830´erne, som fx Bøddelen (1833), var skjulte politiske debatindlæg, men levede ikke op til de eventyrlystne læseres forventninger, og flere danske læsere var skuffet, hvilket blandt andet resulterede i, at de to sidste bind i Læderstrømpe-serien, Stifinder (1840) og Hjortedræber (1841) ikke straks blev oversat til dansk.

Blandt andre af forfatterens romaner kan nævnes Den røde røver (1839) og De to admiraler (1855-56). I 1838 udgav Cooper Home as found efter et ophold I Europa og med dette værk blev han den første til at påpege, at den offentlige menings store magt ikke altid er en positiv ting.

Cooper fremhæver i sit forfatterskab ofte jagten og flugtens spænding, romantiseret kærlighed og overdrevne heroiske bedrifter og blander også ofte korrekte historiske oplysninger ind i de fiktive verdener.

Cooper var en af samtidens mest læste forfattere og bliver af flere anset som værende USA´s første internationale kendte romanforfatter. Han var dog ikke kun romanforfatter, men var også en ivrig samfundsdebattør, hvor han blandt andet udtrykte sig igennem essays. Han skrev desuden biografier, rejsebeskrivelser, nautiske fagbøger og politiske fabler.

I sine sidste leveår følte Cooper sig umådeligt upopulær og lå konstant i litterære og juridiske opgør på grund af sine holdninger vedrørende svaghederne ved det unge amerikanske demokrati, da han var af den opfattelse, at ”demokratiets flertalstyranni uden hensyn til den enkeltes ret altid ville vælge at bekræfte middelmådighed som den fælles norm” (The American Democrat, 1838).

James Fenimore Cooper døde den 14. september 1851, dagen inden sin 62-års fødselsdag, i Cooperstown, New York.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der, blandt mange andre ting, har givet os eventyr, spænding, romantik og storslåede beskrivelser af kampen mellem civilisation og natur.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 141f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 104f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com; bibliografi.dk

Richard Wright (1908-1960)

Onsdag den 4. september er det 111 år siden, at den amerikanske forfatter Richard Nathaniel Wright kom til verden i et slumkvarter i Natchez, Mississippi som søn af Nathan Wright og Ella Wilson. Begge hans forældre var født som frie individer efter Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65), men samtlige af hans bedsteforældre var født i slaveri, men dog frigivet som et resultat af Borgerkrigen. Begge hans bedstefædre deltog aktivt i krigen.

Da den lille Richard var fem-seks år gammel, forlod faderen familien og herefter kom Richard midlertidigt på børnehjem. I 1916 tog moderen sammen med Richard og hans yngre broder til Elaine, Arkansas, for at bo hos sin søster Maggie og svogeren Silas. Familien blev dog nødt til at flygte, efter at Silas ”forsvandt”, antageligt dræbt af en hvid mand, der misundte Silas´s succesfulde saloon-forretning.

Da moderen blev ramt af et slagtilfælde, og herefter var ude af stand til at arbejde, blev den unge Richard sendt afsted for midlertidigt at bo hos en onkel. I en alder af 12 år havde Richard endnu ikke haft et komplet års skolegang.
Fra 1920-25 boede familien i Jackson, Mississippi hos mormoren, hvor Richard langt om længe var i stand til at få en regelmæssig skolegang. Som 13-årig kom han på den offentlige skole Jim Hill og blev efter blot to uger opgraderet til 6. klassetrin. Den unge Richard trivedes dog ikke i hjemmet, der i høj grad var præget af den meget religiøse Syvende Dags Adventistkirke, og hvor hans mormor og tante forsøgte at tvinge den unge forfatterspire til at bede, så han kunne finde Gud. Denne religiøse fanatisme efterlod Wright med en permanent og kompromisløs fjendtlighed overfor religion generelt.

Den unge Richard excellerede i skolen, og han blev udvalgt som afslutningstaler på Smith Robertson Junior High School i 1923. Rektor for skolen ville dog have Richard til at oplæse en allerede skrevet tale, der blandt andet skulle undgå at støde (kaukasiske) ansatte på de andre skoler i distriktet. Men på trods af et massivt pres fra familie, venner og rektor, der sågar truede med at lade Richard dumpe, på trods af at alle eksaminer var beståede, leverede den unge og stålfaste forfatter sin egen tale.

Richard var efterfølgende skrevet op til at skulle læse matematik, engelsk og historie på den nye Lanier High School, for farvede elever, men blev nødt til at opgive studierne, da familien manglede penge, og han derfor måtte hjælpe til med at forsørge den.

I 1925, i en alder af 17 år, flyttede Richard Wright alene til Memphis, Tennessee, hvor han studerede på Howe Institute. Året efter sluttede hans moder og broder sig til ham. Kort derefter, i 1927, besluttede familien dog at bryde op fra det sydlige USA og tilslutte sig ”Den store migration”, hvor tusindvis af farvede amerikanere brød op fra Sydstaterne for at søge nye muligheder i de mere økonomisk blomstrende nordlige og midt-vestlige industrielle amerikanske byer. Familien valgte at tage til Chicago.

Richard Wright blev ansat ved postvæsnet i Chicago, og i fritiden læste han og studerede andre forfatteres stil. Under depressionen (1929) blev Wright dog fyret og blev i 1931 nødsaget til at lade sig offentligt forsørge.

I 1932 begyndte Wright at deltage i møder i John Reed Klubben, der var domineret af det amerikanske kommunistparti. Her knyttede den unge forfatterspire bekendtskaber med flere partimedlemmer, især dem, der havde interesser indenfor litteraturen og Wright blev medlem af partiet i 1935.
Samme år færdiggjorde Wright manuskriptet til sin første roman, Cesspool, der dog først blev udgivet posthumt i 1963 under titlen Glad dag i Chicago (original titel: Lawd today).

Som en revolutionær poet, skrev Wright i denne periode flere proletariske digte for forskellige venstreorienterede tidsskrifter så som The New Masses Magazine.

I 1936 begyndte forfatteren at arbejde med The National Negro Congress (NNC). Derudover redigerede han kommunistpartiets magasin, Left Front, der dog blev lukket i 1937. Igennem hele denne periode bidrog Wright desuden jævnligt til The New Masses Magazine.

Wrights forhold til kommunistpartiet og dets ledelse blev dog efterhånden en smule anstrengt, og resulterede i sidste ende i en voldelig episode i 1936. Forholdet til partiet har han blandt andet beskrevet i selvbiografien Sort ungdom (1945).

I 1937 flyttede Wright til New York og knyttede nye bånd til nogle af kommunistpartiets medlemmer og sympatisører, heriblandt forfatterkollegaen Ralph Ellison. Her arbejdede han blandt andet som journalist og egnsredaktør i Harlem på den kommunistiske avis The Daily Worker og stod også for afsnittet om Harlem til guidebogen New York Panorama (1938).

Richard Wright fik sin egentlige debut – og sit nationale gennembrud – med Onkel Toms børn i 1938, en samling af fire noveller, der handlede om en opvækst i et hadsk og raceopdelt Syden. Dette medførte blandt andet en større økonomisk stabilitet, der gjorde, at han permanent kunne flytte til Harlem og påbegynde den naturalistiske roman Søn af de sorte (1940), der nok er forfatterens mest berømte roman. Værket handler om en sort ung mand, der under pres fra omgivelserne ender som dobbeltmorder og dømmes til døden i den elektriske stol. Romanen blev et centralt værk i udviklingen af afroamerikansk protestlitteratur og blev desuden opsat på Broadway i 1941 med Orson Welles som instruktør.

I 1939 blev Wright gift med danselærerinde Dhimah Rose Meidman, der var af jødisk, russisk herkomst. Ægteskabet bestod dog kun til 1940. Året efter ægtede han i stedet den kommunistiske organisator Ellen Poplar née Poplowitz, med hvem han forblev gift med indtil sin død i 1960. Parret fik i 1942 datteren Julia og i 1949 datteren Rachel.

I 1945 udkom selvbiografien Sort ungdom (1945, en afrikansk-amerikansk dannelseshistorie om, hvordan Wright blev forfatter under de forhold, som han voksede op i, fra barndommen i Natchez til han flyttede til Chicago som 19-årig. Selvbiografien Sort sult (1977), der blev udgivet posthumt var egentlig planlagt som en fortsættelse til Sort ungdom (1945) og omhandler blandt andet forfatterens tilknytning til John Reed Klubben og det amerikanske kommunistparti, som han i øvrigt forlod i 1944.

Under 2. Verdenskrig kom forfatteren i FBI´s søgelys. Dette skyldtes dels hans kommunistiske tilknytning samt hans stærke antiracistiske meninger, der af nogle blev tolket som anti-amerikanske. I 1945 tilbragte forfatteren et par måneder i Canada og i 1946 flyttede han til Paris, hvor han blev gode venner med blandt andet forfatterkollegerne Jean-Paul Sartre, Albert Camus og Simone de Beauvoir ,samt med de amerikanske udvandrer-fæller Chester Himes og James Baldwin. Venskabet med sidstnævnte fik dog en ende, da James Baldwin udgav sit essay Everybody´s protest novel (1955), hvor han kritiserede hovedkarakteren Bigger Thomas i Wrights Søn af de sorte (1940) for at være for stereotyp.

I 1947 blev Richard Wright fransk statsborger og i den følgende periode rejste forfatteren en del i både Europa, Asien og Afrika og hentede her inspiration til flere skønlitterære værker.

I 1950 havde forfatteren hovedrollen som teenageren Bigger Thomas (Wright var på dette tidspunkt 42 år) i en argentinsk filmatisering af Søn af de sorte (1940). Værket blev i 1986 også filmatiseret af Richard Wesley.

De franske bekendtskaber medførte en vis eksistentialistisk påvirkning af Wrights forfatterskab, der fx kommer til udtryk i romanen Vidnet (1953), der handler om en afroamerikaner med tilknytning til kommunistpartiet i New York.
Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes romanerne Den lange drøm (1958), der blev opført som skuespil i New York i 1960 af Ketti Frings og floppede totalt samt Glad dag i Chicago (1963). Derudover er der den posthumt udgivne novellesamling Nuancer i sort (1961). I Wrights sidste leveår blev han betaget af den japanske digtform haiku og skrev mere end 4.000 af disse korte digte, hvor af nogle er samlet i Haiku – This other world (1994).
Forfatteren modtog flere priser og æresbevisninger for sit arbejde, heriblandt NAACP´s (National Association for the Advancement of Colored People) prestigefulde Spingarn medalje i 1941, og i 2009 kom hans portræt på amerikanske frimærker. Gennem 1970´erne og 80´erne blev et væld af essays om Wright publiceret i anerkendte videnskabelige studier, Richard Wright-konferencer blev afholdt på universiteter lige fra Mississippi til New Jersey og flere af forfatterens noveller er i dag pensum på mange amerikanske skoler.

Richard Wright døde den 28. november 1960, 52 år gammel, af et hjerteanfald i Frankrigs hovedstad Paris.

Herfra skal lyde en stor tak til Richard Wright for hans bidrag til verdenslitteraturen og ikke mindst for at italesætte racediskrimination i USA, og på denne måde bidrage positivt til at ændre relationen mellem og synet på forskellige racer.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 644f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 481f); wikipedia.org; denstoredanske.dk

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)

Onsdag den 28. august er det 270 år siden, at den tyske videnskabsmand, filosof og ikke mindst forfatter Johann Wolfgang Goethe kom til verden i det velhavende Goethe-hus ”Das Haus mit den drei Leiern” i Frankfurt am Main. Hans fader var handelsmand, og jurist med tilknytning til kejseren, og moderen borgmesterdatter. Den lille Johann var blot én ud af to i en søskendeflok på seks, der overlevede barndommen.

Under Syvårskrigen (1756-63) opstod der splittelse i familien, da der blev drevet en kile ned mellem hans preusservenlige fader og resten af familien, der støttede det fransk-østrigske parti. Dog var der også mere positive islæt at hente i denne periode af den unge Johanns liv. Under den franske besættelse af Frankfurt i krigens sidste år kom et omrejsende teater til byen, og den lille Goethe var fast mand på lægterne og fik ud over kendskab til en række franske klassikere også lært det franske sprog, der blot var ét ud af syv sprog, som han kom til at beherske.

Tidligt i livet fik den unge Johann omfattende privatundervisning i blandt andet græsk, latin, italiensk, engelsk og hebraisk såvel som i matematik, naturvidenskab, tegning, skønskrift og klaverspil, og omkring konfirmationsalderen tegnede sig en profil af en ung og yderst talentfuld renæssance-mand med et talent for at charmere damerne oveni købet.

Undervisningen fortsatte med både ridning og fægtning, og han nåede da også at rage et par forelskelser til sig, inden han i 1765, som 16-årig, drog til Leipzig for, efter faderens ønske, at blive jurist. Johann selv ville have foretrukket at læse klassiske sprog og historie.

I Leipzig levede den unge Goethe en måske lidt for munter tilværelse, distraheret af digtning, litteratur og kunst og i godt selskab, hvorfor det ikke nødvendigvis gik strålende med studierne. I Leipzig forelskede han sig hovedkulds i Käthchen Schönkopf, hvilket dog, som Goethes mange andre kærlighedshistorier, endte ulykkeligt i 1768. Det var også her, at han debuterede med sine første digte, Neue Lieder (1769).

Efter tre år i Leipzig rejste han hjem til Frankfurt, uden eksamen, da al munterheden havde slået sig på helbredet. Her blev han behandlet for både den ulykkelige kærlighed og en svulst – efter sigende på størrelse med en ananas – hvorefter han i 1770 blev sendt til Strassburg for at fuldende sine studier. Her kom han under indflydelse af pioneren inden for tysk romantik, Johann Gottfried Herder og i 1771 blev han ovenikøbet færdiguddannet jurist.

Goethes barn- og ungdomserindringer har han nedfældet i værket Barndomserindringer – Digtning og virkelighed (1811-33).
I 1773 udgav han sit første drama, det dramatiske heltekvad Götz von Berlichingen, der vakte stor national anseelse, og med et slag gjorde den unge forfatter berømt. Året efter vandt han international berømmelse med sin første roman Den unge Werthers lidelser (1774), der blev et af de helt centrale værker i Sturm und Drang (Tysk romantisk litterær ungdomsbevægelse fra 1767-1785, opkaldt efter et skuespil af Friedrich Maximilian von Klinger).
Den unge Werthers lidelser (1774) er til dels baseret på Goethes egne oplevelser, der blandt andet indbefatter hans egen forelskelse i en forvejen forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende, samt en kammerats selvmord på grund af ulykkelig kærlighed. Udgivelsen fik flere konsekvenser. På den ene side etablerede den det tyske sprog og tysk litteratur som en sværvægter i Europa, men på den anden side afsted kom den en form for hysteri blandt ungdommen, hvor flere blev inspireret til at begå selvmord, hvilket betød, at den blev ulovliggjort i flere lande, heriblandt Danmark.

I 1775 flyttede Goethe til det lille hertugdømme Weimar for at fungere som personlig rådgiver for hertug Carl August, med hvem han også knyttede et tæt venskab. Her bistod han energisk med hertugdømmets administration som statsembedsmand indenfor områder som fx vej- og bjergværksvæsenet, finanserne og hæren.

Det var også i denne periode, at det lille ”von” i forfatterens navn kom til, som anerkendelse for hans indsats. Han følte sig dog efterhånden sat i stå som digter, og privat forsøgte han at komme ud af et lidt for kompliceret, men dog kysk, venskab med hofdamen Charlotte von Stein. Denne gifte kvinde og moder til syv inspirerede dog forfatteren til at skrive nogle af sine fineste digte.
I 1786 tog han, nærmest flugtagtigt, til Rom, blandt andet beskrevet i rejsedagbogen Italiensk rejse (1816-17), hvor han igen blomstrede op som kunstner. Det var også her, at forfatteren fik sit erotiske gennembrud i en alder af 37 år, hvilket blandt andet er beskrevet i Romerske elegier (1795), hvoraf enkelte af digtene først er udgivet i nyere tid på grund af deres vovede indhold. De fleste af digtene i værket er dog skrevet efter hjemkomsten og handler om samlivet med den kommende hustru Christiane Vulpius.
I Italien lod Goethe sig kraftigt inspirere af antikkens kunstformer og hermed indvarsledes en ny litterær epoke – nemlig Weimarklassikken eller den Tyske Klassisk (der ofte bliver placeret under romantikken) med Goethe og Friedrich Schiller som de bærende kræfter.

I 1788 vendte forfatteren tilbage til Weimar og boede her til sin død, kun afbrudt af kortere rejser. Her opgav han de fleste af sine officielle hverv, for i stedet at koncentrere sig om sin digtning og videnskabelige studier. Fx fungerede han som teaterchef fra 1790-1817 og i 1810 udkom hans naturvidenskabelige hovedværk, Goethes farvelære, der kan ses som en polemisering mod Newtons teorier om lyset.

Under og efter rejsen til Italien færdiggjorde Goethe flere afbrudte værker, heriblandt dramaerne Iphigenie på Tauris (1787), Egmont (1788) og Torquato Tasso (1790), der med diskussioner af natur og civilisation tydeligt viser forfatterens skifte fra Sturm und Drag til den klassiske periode, der også var præget af en afstandtagen fra Den Franske Revolution.

I denne forbindelse skrev han også et par satiriske spil mod lignende tendenser i Tyskland og skrev i poetisk form sit samfundsideal i værket Hermann og Dorothea (1797). Goethes hovedværk fra Klassikken er dog romanen Wilhelm Meisters læreår (1795-96), der i den europæiske litteraturhistorie kan ses som prototypen på en dannelsesroman.
I Klassikken ser vi en moden og rolig Goethe med idealer som det æstetiske, det moralske, det autonome og det dannede menneske frem for den unge, vilde og illusionsløse mand fra Sturm und Drang-perioden.
Fra 1794 knyttede Goethe venskab med forfatterkollegaen Friedrich Schiller, hvilket blev afgørende for begge mænd. Fælles havde de en interesse i at opdrage publikum og de følte sig begge isoleret mellem den almindelige og trivielle underholdning og den nye romantiske kunst. De korresponderede flittigt om blandt andet æstetiske spørgsmål og bidrog begge til Schillers tidsskrift ”Die Horen”.

Ud over Den unge Werthers lidelser (1774) er forfatterens nok bedst kendte værk Faust (1808-32).

Værket blev til fra starten af 1770´erne og frem til 1831, hvilket betyder, at der her tale om en skabelsesproces, der stort set foregik gennem hele Goethes forfatterskab og derfor afspejler træk fra de forskellige faser i Goethes digtning. Værket kom i sidste ende til at bestå af to dele. Faust – ein fragment udkom i 1790 og en nybearbejdelse med titlen Faust, der Tragödie – Erster Teil i 1808. Udarbejdelsen af den anden og afsluttende del af værket, Faust, der Tragödie – Zweiter Teil varede indtil 1832 og det udkom først posthumt samme år efter Goethes eget ønske. Værket er antageligt baseret på en virkelig person, dr. Johann Georg Faust (ca. 1466 – ca. 1540), der efter sigende beskæftigede sig med magi, alkymi og astrologi. Denne Faust var tilsyneladende noget af en snydepels og blev bandlyst af kirken, som værende i pagt med djævelen, og han skulle have endt sine dage i en eksplosion forårsaget af sine egne alkymistiske eksperimenter. Det første værk om denne Faust stod Christopher Marlowe bag med The tragical history of doctor Faust (1589) og siden har et utal af historier om denne alkymist, der indgår en pagt med djævelen, i både bog-, drama- og musikform, set dagens lys.

I 1805 døde Schiller, hvilket også daterer afslutningen på den Tyske Klassik. Dette var et hårdt slag for Goethe og derudover gjorde Napoleonskrigene (1803-15) et voldsomt og deprimerende indtryk på forfatteren.

Fra år 1788 levede Goethe sammen med sin elskerinde af ringe byrd, Christiane Vulpius, med hvem han oven i købet fik barn, hvilket afstedkom noget af en skandale. Ikke desto mindre blev parret gift i 1806. Ægteskabet varede indtil Christianes død i 1816 og parret fik sammen flere børn, hvoraf dog kun sønnen August, der blev født i 1789, overlevede. Ægteskabet fik dog på ingen måde forfatteren til at falde til ro, hvad kvinder angik. I 1807 faldt den 58-årige Goethe for den kun 18-årige Minna Herzlieb, og hans ulykkelige og umulige kærlighed til dette pigebarn resulterede blandt andet i forfatterens sidste roman Valgslægtskaberne (1809).

I 1823 kastede Goethe sin kærlighed på en 19-årig ung kvinde, og det i en sådan grad, at det endte med et frieri. Den 74-årige forfatter måtte dog endnu engang tage til takke med en afvisning.
Blandt andre af Goethes værker kan man nævne dramaet Clavigo – et sørgespil (1775), digtet Troldmandens lærling (1797), som flere måske kender i Disneys version med Mickey Mouse som lærling, dannelsesromanen Wilhelm Meisters Vandreår (1829) og den store persisk inspirerede digtcyklus Vest-østlige Divan (1819).
Goethes eftermæle hviler især på hans prægning af Sturm und Drang-perioden som ung forfatter, og som ældre forfatter i en vis grad værende synonym med den litterære retning Weimarklassikken og ikke mindst tysk kultur generelt. Som digter var han på denne måde fornyer af det tyske sprog, især inden for lyrikken.

Et gennemgående træk i Goethes digtning er desuden hans mange, og som oftest ulykkelige, kærlighedshistorier, der dog altid medførte en opblussen i hans forfatterskab. Som forfatter til både prosa og naturvidenskabelige værker er et kendetegn ofte et spil mellem modpoler og spændvidden i hans forfatterskab er noget nær ufattelig.

Herhjemme i Danmark er der udgivet et væld af oversættelser af Goethes værker, hvoraf én af de første oversættere var Adam Oehlenschläger. Adskillige forskere har tillige i tidens løb beskæftiget sig med at bidrage til forståelsen Goethes værker og person.

Goethe er en af de få forfattere, der har haft så stor betydning for eftertiden, at der ligefrem er oprettet museer i hans navn, og vi finder Goethe-museer i blandt andet Frankfurt am Main, Düsseldorf og Weimar. Flere af hans digte er der blevet sat musik til og Gounods opera Faust fra 1859 er en af de mest spillede operaer overhovedet. Flere af hans værker er desuden blevet filmatiseret i årenes løb.

Johann Wolfgang von Goethe døde den 22. marts 1832, 82 år gammel, i sin lænestol i Weimar – nogle mener af lungebetændelse, andre af hjerteanfald. Han blev begravet i fyrstemausoleet i Weimar ved siden af hertug Carl August og Friedrich Schiller.

Herfra skal lyde en stor tak til romantikkens vidunderbarn, til den store Goethe, der meget muligt er den forfatter, der har haft størst indflydelse i både det 18. og 19. århundrede, og hvis forfatterskab stadig inspirerer den dag i dag.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 226ff); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 174ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk

Martin A. Hansen (1909-1955)

Tirsdag den 20. august er det 110 år siden, at den danske forfatter Alfred Martin Jens Hansen, bedre kendt som Martin A. Hansen kom til verden i Strøby, nær Køge på Stevns, som søn af Karen Christine Mariane Mathiesen og husmand og daglejer Hans Peter Hansen.

Barndommen foregik i yderst beskedne kår i et meget religiøst hjem, der dog på ingen måde ser ud til at have afstedkommet andet end tryghed i opvæksten.
Han blev i en tidlig alder præget af historiefortælling, da hans forældre var gode fortællere og berettede om slægten og forskellige begivenheder fra egnen.

Frem til 1926 var den unge Martin ved landbruget, og i 1930 blev han uddannet som folkeskolelærer fra Haslev Seminarium, hvorefter han blev ansat ved Københavns skolevæsen og tog til hovedstaden for at undervise.

Martin A. Hansen debuterede i 1935 med romanen Nu opgiver han. Samme år blev han gift med Vera Jensen, med hvem han i 1939 fik sønnen Hans-Ole, der senere i livet blev leder af Historisk-Arkæologisk forsøgscenter i Lejre, og i 1943 datteren Mette-Lise.
Flere tidstypiske kollektivromaner romaner blev udgivet i løbet af 1930’erne, som fx Kolonien (1937), men Hansen brød med denne socialrealistiske genre, da han i 1941 udgav den eventyrlige og humoristiske rejseroman Jonatans rejse (1941). Efter udgivelsen af middelalder-romanen Lykkelige Kristoffer i 1945 kunne han lægge lærergerningen på hylden og på fuld tid koncentrere sig om sit forfatterskab.

I efteråret 1944 måtte Hansen, ligesom flere af sine kunstner-kolleger, gå under jorden, blandt andet grundet illegale bidrag til tidsskriftet Folk og Frihed samt aktiv deltagelse i modstandsbevægelsen og anbefalingen af stikkerlikvideringer.

I sommeren 1944 lejede forfatteren et loftsværelse ved Utterslev Mose og arbejdede hver nat på værket Lykkelige Kristoffer (1945) indtil befrielsen i maj 1945. Han måtte dog efterfølgende slås med en stor skyldfølelse, da unge mænd tilsluttede sig modstandsbevægelsen efter at have læst hans elleve sider lange forsvar for likvideringerne, Dialog om drab og ansvar (1944), hvilket kom til at koste mindst to af disse unge mænd livet.

På sit dødsleje skrev Hansen novellen Gæsten (1955) om sin skyldfølelse.
Efter krigen blev Martin A. Hansen redaktør for tidsskriftet Heretica, uden at han dog af den grund lagde forfatterskabet på hylden. Hans kone Vera blev i denne periode alvorlig syg, hvilket kastede forfatteren ud i en eksistentiel krise.
I 1946 udkom Tornebusken, der var den første gennemkomponerede novellesamling fra forfatterens hånd, der blandt andet indeholder novellen Midsommerfesten.

I begyndelsen af 1949 blev Martin A. Hansen af Statsradiofonien opfordret til at skrive en føljeton og i 1950 udkom så dagbogsromanen Løgneren, der i samtiden opnåede meget høje salgstal og i dag betragtes blandt de danske klassikere. Det gennemgående tema i værket er spørgsmål om ansvar, skyld og næstekærlighed med kristendommen som baggrund og med stærke allusioner til Søren Kierkegaards Enten-Eller (1843). Værket blev oplæst i radioen af Pouel Kern, og blev i 1970 filmatiseret af Knud Leif Thomsen med Frits Helmuth i hovedrollen som Johannes Vig.

Blandt andre værker fra forfatteren finder vi fx novellerne Høstgilde (1944), Agerhønen (1947) og Fuglene (1955), essaysamlingerne Tanker i en skorsten (1948) og Leviathan (1950), novellesamlingerne Åsynet (1949), Sankt Hans aften (1949), Paradisæblerne og andre historier (1953) og Konkylien (1955), romanerne Eneren og massen (1951), Dansk vejr (1953), religionsværket Orm og Tyr (1952) samt rejseskildringen Kringen (1953). Desuden efterlod han sig et stort antal dagbøger.

Martin A. Hansens forfatterskab er især karakteriseret ved kompleksitet og en søgen efter livets store eksistentielle spørgsmål som fx døden, kærligheden, galskaben og livets tomme gentagelse i en hybridform af tradition og modernisme. På trods af, at forfatteren ofte er blevet kritiseret for en antikvarisk skrivestil, rækker hans værker dog ud over sin samtid og får læseren til at reflektere over sig selv som menneske. Derudover spiller kristendommen generelt en stor rolle, og kampen mellem det gamle og det moderne kan findes i samtlige af forfatterens værker.

Blandt Hansens inspirationskilder finder vi nogle af de tunge drenge så som filosoffen Søren Kierkegaard, teologen N. F. S. Grundtvig og forfatterne Jørgen Nielsen og Steen Steensen Blicher.
Hansen modtag flere legater, priser og æresbevisninger for sine litterære værker, heriblandt Kaj Munk-Prisen i 1944, Politikens Kunstnerpris i 1947, De Gyldne Laurbær i 1949 og Holberg-medaljen i 1952.

Alfred Martin Jens Hansen døde den 27. juni 1955, kun 45 år gammel, af kronisk nyrebetændelse på Bispebjerg Hospital i København.
Hans død menes at skyldes et overforbrug af stimulanser på grund af kronisk hovedpine, forårsaget af et fald fra et træ som stor dreng samt af overanstrengelse. Allerede som ung tog han albyl mod hovedpinen, og senere i livet, da han sad og skrev til langt ud på natten, tiltog smerterne og blev holdt nede af albyl i mængdevis. På daværende tidspunkt var man ikke klar over, at albyl skadede nyrerne.

Endnu et slag skulle Hansens stakkels nyrer dog få. Under en nordisk litteraturkongres i Stockholm fjernede han en plet på sine bukser med medbragt rensevæske, men fandt det uforsvarligt at hælde resten af den giftige væske ud i vasken, hvorfor det endte i vandglasset på natbordet. Da han om natten vågnede og var tørstig tømte han glasset hvorefter han tog en tur på skadestuen og satte sig til at vente. Palle Lauring, der fik ham opsporet skulle her have råbt: ”Så skynd jer dog og lad ham komme til! Det er Danmarks største digter, der sidder derude og dør!”. Hansen fik en udpumpning, men nyrerne havde taget yderligere skade.

Herfra skal lyde en stor tak til Martin A. Hansen for hans store bidrag til den danske litteraturskat og til efterkrigstidens åndsliv, på trods af de begrænsede år han havde til dette.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk

Jonathan Franzen (1959 – )

Lørdag den 17. august fylder den amerikanske forfatter Jonathan Earl Franzen 60 år.

Den lille Jonathan kom til verden i Western Springs, Illinois som søn af Irene Super og Earl T. Franzen. Hans fader, der var opvokset i Minnesota, var søn af en svensk immigrant og hans moders ophav var østeuropæisk. Jonathan voksede op i en forstad til St. Louis, Missouri og dimitterede fra Swarthmore College i 1981 med speciale i tysk.

Som en del af sin bacheloruddannelse studerede han fra 1979-80 i Tyskland via Wayne State University´s Junior Year in Munich program, og fra 1981-82 studerede han på Freie Universität i Berlin.

I 1982 blev Jonathan Franzen gift med Kathryn Chetkovich og parret flyttede til Somerville, Massachusetts, for at Franzen kunne forfølge drømmen om en karriere som forfatter. Her arbejdede han sideløbende med skriveriet som forskningsassistent for Harvard Universitys afdeling for jord- og miljøvidenskaber, hvor han blandt andet bidrog som medforfatter på flere videnskabelige artikler.

I 1987 flyttede Franzen og hans kone til New York City, og en måned efter lykkedes det Franzen at sælge sin første roman, The twenty-seventh city (1988), der markerede ham som en forfatter, man skulle holde øje med. I 1992 fulgte romanen Brudzone, der dog ikke blev nogen videre succes.

Franzens internationale gennembrud kom i 2001 med hans tredje roman Korrektioner, der blandt andet modtog den amerikanske National Book Award og blev udvalgt til Oprah Winfrey´s Book Club. På trods af, at Franzen selv bakkede op omkring udvælgelsen af hans bog til denne bogklub, bekymrede det ham dog en smule, om bogen ville få de mandlige læsere, som han havde ønsket, på grund af Oprah-logoet på forsiden. Denne udmelding gav bogen massiv mediedækning og den blev én af årtiets bedst sælgende romaner.

Siden 1994 har Franzen bidraget med skriv til magasinet The New Yorker og flere af hans noveller er skrevet til magasinet, heriblandt The failure (1999), Breakup stories (2004), Two´s company (2005), Agreeable (2010) og The republic of bad taste (2015).

Forfatteren er især kendt for sine spiddende samfundskritiske skildringer, hvad enten det gælder kultur, politik eller klima, og derudover er psykologiske portrætter og menneskers indbyrdes relationer et centralt tema i forfatterskabet.

Blandt andre af forfatterens værker finder vi essaysamlingerne Hvordan man er alene (2002) og Længere væk (2012) den selvbiografiske Ubekvemmelighedszonen – En personlig beretning (2006), romanen Frihed (2010), der er blevet udråbt som et hovedværk i nyere amerikansk litteratur og er skrevet under dyb påvirkning af forfatterkollegaen og vennen, David Foster Wallace´s død, samt den episke slægtsroman Purity (2015).

Udover egne værker har Franzen også oversat tyske værker til engelsk.

Franzen har som allerede antydet modtaget adskillige priser og anerkendelser for sine værker heriblandt: National Book Award i 2001 for Korrektioner (2001), New York Times Best Books of the Year, Salon Book Award og Oprah´s Book Club selection i både 2001 og 2010 for henholdsvis Korrektioner (2001) og Frihed (2010) samt Welt-Litteraturpreis i 2013, for blot at nævne nogle få.

Forfatteren er derudover valgt ind i Akademie der Kunste, Berlin (2010), The American Academy of Arts and Letters (2012) og French Ordres des Arts et Lettres (2012) og medvirkede desuden i 2006 i et afsnit af The Simpsons.

I dag bor Jonathan Franzen i Santa Cruz, Californien med sin hustru, og ud over sin passion for det litterære har han en forkærlighed for fugle-kiggeri og fungerede som følge af dette i ni år som bestyrelsesmedlem i American Bird Conservancy.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den amerikanske forfatter på hans runde dag – og en stor tak for hans bidrag til den moderne amerikanske litteratur.

Kilder: wikipedia.org; gyldendal.dk; den storedanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Sara Blædel (1964 – )

Tirsdag den 6. august fylder den danske forfatterinde Sara Blædel 55 år.

Den lille Sara kom til verden i København, som datter af skuespillerinde Annegrethe Nissen og journalist og Cavlingprisvinder Leif Blædel. Hun voksede op som enebarn (på trods af eksistensen af en halvbror, der dukkede op i hendes liv senere hen) på Østerbro, mens weekender og ferier blev tilbragt på et nedlagt landbrug i Hvalsø på Midtsjælland. Familien flyttede dog permanent på landet, inden Sara skulle begynde i femte klasse. Her brugte hun en del af sin tid i skovene på fjordhestene Lady og Tulle og blev sidenhen konkurrencerytter med dressurheste.

Den unge forfatterspire stiftede tidligt kendskab til litteraturens kriminalsager, da hendes mor læste højt for hende – til stor glæde for den ordblinde Sara.

Det stod derfor heller ikke skrevet i stjernerne, at Sara Blædel med tiden skulle blive en af Danmarks mest succesfulde krimi-forfatterinder. Hun startede da også erhvervskarrieren med en uddannelse som tjener, men skiftede efter et par år retning og gik i gang med en grafisk uddannelse som reprokopist. Hun udviklede dog efter tre år allergi for fremkaldervæske, hvilket afstedkom, at hun blev nødt til at springe fra uddannelsen og var på kanten af en tilværelse som invalidepensionist. Hun vendte i stedet tilbage til tjenerfaget, inden hun blev ansat som grafisk koordinator hos Gyldendals Bogklubber.

Den tidligere hårde træning som ambitiøs dressurrytter, samt årene i tjenerbranchen, havde imidlertid sat sit præg på Blædels krop, der i perioder var lammet i den ene arm og skulder, hvilket resulterede i hyppige besøg på Rigshospitalet. Hun blev derfor nødt til at tage sin tilværelse op til revision, hvilket, på trods af Blædels ordblindhed, i 1993 affødte etableringen af krimiforlaget ”Sara B.”, hvor hun fik oversat amerikanske kriminalromaner til dansk og udgivet dem som billigbøger.

Sideløbende med forlagsarbejdet besluttede hun sig for at følge i sin fars fodspor som journalist. Fra 1995-2001 arbejdede hun som skrivende journalist, før hun begyndte at lave fjernsyn, først som researcher på morgen-tv og sidenhen som tilrettelægger og redaktionschef på forskellige programmer.

Sara Blædel debuterede som forfatter i 2000 med Anne-Marie – Dronning uden rige om den danske prinsesse Anne-Marie og udgav i 2002 samtalebogen Trods modvind – om at komme videre. Idéen om selv at skrive en krimi spøgte dog også, og en dag dukkede den fiktive kriminalassistent Louise Rick op og nægtede at forsvinde igen, hvilket i 2004 resulterede i krimi-debuten Grønt Støv, den første bog i serien om kriminalassistent Louise Rick.

Siden er det blevet til flere bøger i den særdeles populære serie af kriminalromaner med Louise Rick og hendes veninde journalisten Camilla Lind som de centrale karakterer. Udover genrens mere traditionelle indhold gør den dagsaktuelle vinkel ydermere bøgerne til relevante samtidsromaner med en tematisk vægt på livsstilsproblemer i det danske samfund. Serien omfatter yderligere Kald mig prinsesse (2005), Kun ét liv (2007), Aldrig mere fri (2008), Hævnens gudinde (2009), Dødsenglen (2010), De glemte piger (2011), Dødesporet (2013) og Kvinden de meldte savnet (2014).

Forfatterinden har sidenhen kastet sig over trilogien om bedemandsdatteren Ilka, der består af bøgerne Bedemandens datter (2016), Ilkas arv (2017) og Den tredje søster (2018).

Blædel har modtaget flere legater, priser og hædersbeviser for sit arbejde. Hun har flere gange modtaget legater fra Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, og hun fik i 2005 Kriminalakademiets debutantpris.

Hun er, ikke mindre end fire gange, kåret som Danskernes Yndlingsforfatter i 2007, 2009, 2010 og 2014 (prisen er i dag kendt som Martha-prisen og uddeles af Bog & Idé). I 2009 modtog hun Søndagsavisens Author of Choice og i 2015 De Gyldne Laurbær for Kvinden de meldte savnet (2014). Samme år modtog hun Ordblindeprisen samt Romantic Times – Reviewers´ Choice Award, Best Contemporary Mystery og året efter fik hun Publikumsprisen ved Krimimessen i Horsens. Hendes bøger, der i Danmark alene er solgt i mere end 2,5 mill. eksemplarer er udgivet i omkring yderligere 40 andre lande.

Sara Blædel har tidligere boet på Frederiksberg og i Virum med sin søn Adam, sin mand Lars Kirchhoff, som hun blev gift med i 2008, samt hans to døtre. I 2014 blev hun dog skilt og bor nu sammen med sin søn på Østerbro. Mange af hendes bøger er dog skrevet i hendes sommerhus.

Herfra skal lyde et kæmpe stort tillykke til den velformulerede danske forfatterinde – og en stor tak for hendes flotte bidrag til krimi-genren.

Kilder: sarablaedel.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; arnoldbusck.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk