Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)

Onsdag den 28. august er det 270 år siden, at den tyske videnskabsmand, filosof og ikke mindst forfatter Johann Wolfgang Goethe kom til verden i det velhavende Goethe-hus ”Das Haus mit den drei Leiern” i Frankfurt am Main. Hans fader var handelsmand, og jurist med tilknytning til kejseren, og moderen borgmesterdatter. Den lille Johann var blot én ud af to i en søskendeflok på seks, der overlevede barndommen.

Under Syvårskrigen (1756-63) opstod der splittelse i familien, da der blev drevet en kile ned mellem hans preusservenlige fader og resten af familien, der støttede det fransk-østrigske parti. Dog var der også mere positive islæt at hente i denne periode af den unge Johanns liv. Under den franske besættelse af Frankfurt i krigens sidste år kom et omrejsende teater til byen, og den lille Goethe var fast mand på lægterne og fik ud over kendskab til en række franske klassikere også lært det franske sprog, der blot var ét ud af syv sprog, som han kom til at beherske.

Tidligt i livet fik den unge Johann omfattende privatundervisning i blandt andet græsk, latin, italiensk, engelsk og hebraisk såvel som i matematik, naturvidenskab, tegning, skønskrift og klaverspil, og omkring konfirmationsalderen tegnede sig en profil af en ung og yderst talentfuld renæssance-mand med et talent for at charmere damerne oveni købet.

Undervisningen fortsatte med både ridning og fægtning, og han nåede da også at rage et par forelskelser til sig, inden han i 1765, som 16-årig, drog til Leipzig for, efter faderens ønske, at blive jurist. Johann selv ville have foretrukket at læse klassiske sprog og historie.

I Leipzig levede den unge Goethe en måske lidt for munter tilværelse, distraheret af digtning, litteratur og kunst og i godt selskab, hvorfor det ikke nødvendigvis gik strålende med studierne. I Leipzig forelskede han sig hovedkulds i Käthchen Schönkopf, hvilket dog, som Goethes mange andre kærlighedshistorier, endte ulykkeligt i 1768. Det var også her, at han debuterede med sine første digte, Neue Lieder (1769).

Efter tre år i Leipzig rejste han hjem til Frankfurt, uden eksamen, da al munterheden havde slået sig på helbredet. Her blev han behandlet for både den ulykkelige kærlighed og en svulst – efter sigende på størrelse med en ananas – hvorefter han i 1770 blev sendt til Strassburg for at fuldende sine studier. Her kom han under indflydelse af pioneren inden for tysk romantik, Johann Gottfried Herder og i 1771 blev han ovenikøbet færdiguddannet jurist.

Goethes barn- og ungdomserindringer har han nedfældet i værket Barndomserindringer – Digtning og virkelighed (1811-33).
I 1773 udgav han sit første drama, det dramatiske heltekvad Götz von Berlichingen, der vakte stor national anseelse, og med et slag gjorde den unge forfatter berømt. Året efter vandt han international berømmelse med sin første roman Den unge Werthers lidelser (1774), der blev et af de helt centrale værker i Sturm und Drang (Tysk romantisk litterær ungdomsbevægelse fra 1767-1785, opkaldt efter et skuespil af Friedrich Maximilian von Klinger).
Den unge Werthers lidelser (1774) er til dels baseret på Goethes egne oplevelser, der blandt andet indbefatter hans egen forelskelse i en forvejen forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende, samt en kammerats selvmord på grund af ulykkelig kærlighed. Udgivelsen fik flere konsekvenser. På den ene side etablerede den det tyske sprog og tysk litteratur som en sværvægter i Europa, men på den anden side afsted kom den en form for hysteri blandt ungdommen, hvor flere blev inspireret til at begå selvmord, hvilket betød, at den blev ulovliggjort i flere lande, heriblandt Danmark.

I 1775 flyttede Goethe til det lille hertugdømme Weimar for at fungere som personlig rådgiver for hertug Carl August, med hvem han også knyttede et tæt venskab. Her bistod han energisk med hertugdømmets administration som statsembedsmand indenfor områder som fx vej- og bjergværksvæsenet, finanserne og hæren.

Det var også i denne periode, at det lille ”von” i forfatterens navn kom til, som anerkendelse for hans indsats. Han følte sig dog efterhånden sat i stå som digter, og privat forsøgte han at komme ud af et lidt for kompliceret, men dog kysk, venskab med hofdamen Charlotte von Stein. Denne gifte kvinde og moder til syv inspirerede dog forfatteren til at skrive nogle af sine fineste digte.
I 1786 tog han, nærmest flugtagtigt, til Rom, blandt andet beskrevet i rejsedagbogen Italiensk rejse (1816-17), hvor han igen blomstrede op som kunstner. Det var også her, at forfatteren fik sit erotiske gennembrud i en alder af 37 år, hvilket blandt andet er beskrevet i Romerske elegier (1795), hvoraf enkelte af digtene først er udgivet i nyere tid på grund af deres vovede indhold. De fleste af digtene i værket er dog skrevet efter hjemkomsten og handler om samlivet med den kommende hustru Christiane Vulpius.
I Italien lod Goethe sig kraftigt inspirere af antikkens kunstformer og hermed indvarsledes en ny litterær epoke – nemlig Weimarklassikken eller den Tyske Klassisk (der ofte bliver placeret under romantikken) med Goethe og Friedrich Schiller som de bærende kræfter.

I 1788 vendte forfatteren tilbage til Weimar og boede her til sin død, kun afbrudt af kortere rejser. Her opgav han de fleste af sine officielle hverv, for i stedet at koncentrere sig om sin digtning og videnskabelige studier. Fx fungerede han som teaterchef fra 1790-1817 og i 1810 udkom hans naturvidenskabelige hovedværk, Goethes farvelære, der kan ses som en polemisering mod Newtons teorier om lyset.

Under og efter rejsen til Italien færdiggjorde Goethe flere afbrudte værker, heriblandt dramaerne Iphigenie på Tauris (1787), Egmont (1788) og Torquato Tasso (1790), der med diskussioner af natur og civilisation tydeligt viser forfatterens skifte fra Sturm und Drag til den klassiske periode, der også var præget af en afstandtagen fra Den Franske Revolution.

I denne forbindelse skrev han også et par satiriske spil mod lignende tendenser i Tyskland og skrev i poetisk form sit samfundsideal i værket Hermann og Dorothea (1797). Goethes hovedværk fra Klassikken er dog romanen Wilhelm Meisters læreår (1795-96), der i den europæiske litteraturhistorie kan ses som prototypen på en dannelsesroman.
I Klassikken ser vi en moden og rolig Goethe med idealer som det æstetiske, det moralske, det autonome og det dannede menneske frem for den unge, vilde og illusionsløse mand fra Sturm und Drang-perioden.
Fra 1794 knyttede Goethe venskab med forfatterkollegaen Friedrich Schiller, hvilket blev afgørende for begge mænd. Fælles havde de en interesse i at opdrage publikum og de følte sig begge isoleret mellem den almindelige og trivielle underholdning og den nye romantiske kunst. De korresponderede flittigt om blandt andet æstetiske spørgsmål og bidrog begge til Schillers tidsskrift ”Die Horen”.

Ud over Den unge Werthers lidelser (1774) er forfatterens nok bedst kendte værk Faust (1808-32).

Værket blev til fra starten af 1770´erne og frem til 1831, hvilket betyder, at der her tale om en skabelsesproces, der stort set foregik gennem hele Goethes forfatterskab og derfor afspejler træk fra de forskellige faser i Goethes digtning. Værket kom i sidste ende til at bestå af to dele. Faust – ein fragment udkom i 1790 og en nybearbejdelse med titlen Faust, der Tragödie – Erster Teil i 1808. Udarbejdelsen af den anden og afsluttende del af værket, Faust, der Tragödie – Zweiter Teil varede indtil 1832 og det udkom først posthumt samme år efter Goethes eget ønske. Værket er antageligt baseret på en virkelig person, dr. Johann Georg Faust (ca. 1466 – ca. 1540), der efter sigende beskæftigede sig med magi, alkymi og astrologi. Denne Faust var tilsyneladende noget af en snydepels og blev bandlyst af kirken, som værende i pagt med djævelen, og han skulle have endt sine dage i en eksplosion forårsaget af sine egne alkymistiske eksperimenter. Det første værk om denne Faust stod Christopher Marlowe bag med The tragical history of doctor Faust (1589) og siden har et utal af historier om denne alkymist, der indgår en pagt med djævelen, i både bog-, drama- og musikform, set dagens lys.

I 1805 døde Schiller, hvilket også daterer afslutningen på den Tyske Klassik. Dette var et hårdt slag for Goethe og derudover gjorde Napoleonskrigene (1803-15) et voldsomt og deprimerende indtryk på forfatteren.

Fra år 1788 levede Goethe sammen med sin elskerinde af ringe byrd, Christiane Vulpius, med hvem han oven i købet fik barn, hvilket afstedkom noget af en skandale. Ikke desto mindre blev parret gift i 1806. Ægteskabet varede indtil Christianes død i 1816 og parret fik sammen flere børn, hvoraf dog kun sønnen August, der blev født i 1789, overlevede. Ægteskabet fik dog på ingen måde forfatteren til at falde til ro, hvad kvinder angik. I 1807 faldt den 58-årige Goethe for den kun 18-årige Minna Herzlieb, og hans ulykkelige og umulige kærlighed til dette pigebarn resulterede blandt andet i forfatterens sidste roman Valgslægtskaberne (1809).

I 1823 kastede Goethe sin kærlighed på en 19-årig ung kvinde, og det i en sådan grad, at det endte med et frieri. Den 74-årige forfatter måtte dog endnu engang tage til takke med en afvisning.
Blandt andre af Goethes værker kan man nævne dramaet Clavigo – et sørgespil (1775), digtet Troldmandens lærling (1797), som flere måske kender i Disneys version med Mickey Mouse som lærling, dannelsesromanen Wilhelm Meisters Vandreår (1829) og den store persisk inspirerede digtcyklus Vest-østlige Divan (1819).
Goethes eftermæle hviler især på hans prægning af Sturm und Drang-perioden som ung forfatter, og som ældre forfatter i en vis grad værende synonym med den litterære retning Weimarklassikken og ikke mindst tysk kultur generelt. Som digter var han på denne måde fornyer af det tyske sprog, især inden for lyrikken.

Et gennemgående træk i Goethes digtning er desuden hans mange, og som oftest ulykkelige, kærlighedshistorier, der dog altid medførte en opblussen i hans forfatterskab. Som forfatter til både prosa og naturvidenskabelige værker er et kendetegn ofte et spil mellem modpoler og spændvidden i hans forfatterskab er noget nær ufattelig.

Herhjemme i Danmark er der udgivet et væld af oversættelser af Goethes værker, hvoraf én af de første oversættere var Adam Oehlenschläger. Adskillige forskere har tillige i tidens løb beskæftiget sig med at bidrage til forståelsen Goethes værker og person.

Goethe er en af de få forfattere, der har haft så stor betydning for eftertiden, at der ligefrem er oprettet museer i hans navn, og vi finder Goethe-museer i blandt andet Frankfurt am Main, Düsseldorf og Weimar. Flere af hans digte er der blevet sat musik til og Gounods opera Faust fra 1859 er en af de mest spillede operaer overhovedet. Flere af hans værker er desuden blevet filmatiseret i årenes løb.

Johann Wolfgang von Goethe døde den 22. marts 1832, 82 år gammel, i sin lænestol i Weimar – nogle mener af lungebetændelse, andre af hjerteanfald. Han blev begravet i fyrstemausoleet i Weimar ved siden af hertug Carl August og Friedrich Schiller.

Herfra skal lyde en stor tak til romantikkens vidunderbarn, til den store Goethe, der meget muligt er den forfatter, der har haft størst indflydelse i både det 18. og 19. århundrede, og hvis forfatterskab stadig inspirerer den dag i dag.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 226ff); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 174ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk

Martin A. Hansen (1909-1955)

Tirsdag den 20. august er det 110 år siden, at den danske forfatter Alfred Martin Jens Hansen, bedre kendt som Martin A. Hansen kom til verden i Strøby, nær Køge på Stevns, som søn af Karen Christine Mariane Mathiesen og husmand og daglejer Hans Peter Hansen.

Barndommen foregik i yderst beskedne kår i et meget religiøst hjem, der dog på ingen måde ser ud til at have afstedkommet andet end tryghed i opvæksten.
Han blev i en tidlig alder præget af historiefortælling, da hans forældre var gode fortællere og berettede om slægten og forskellige begivenheder fra egnen.

Frem til 1926 var den unge Martin ved landbruget, og i 1930 blev han uddannet som folkeskolelærer fra Haslev Seminarium, hvorefter han blev ansat ved Københavns skolevæsen og tog til hovedstaden for at undervise.

Martin A. Hansen debuterede i 1935 med romanen Nu opgiver han. Samme år blev han gift med Vera Jensen, med hvem han i 1939 fik sønnen Hans-Ole, der senere i livet blev leder af Historisk-Arkæologisk forsøgscenter i Lejre, og i 1943 datteren Mette-Lise.
Flere tidstypiske kollektivromaner romaner blev udgivet i løbet af 1930’erne, som fx Kolonien (1937), men Hansen brød med denne socialrealistiske genre, da han i 1941 udgav den eventyrlige og humoristiske rejseroman Jonatans rejse (1941). Efter udgivelsen af middelalder-romanen Lykkelige Kristoffer i 1945 kunne han lægge lærergerningen på hylden og på fuld tid koncentrere sig om sit forfatterskab.

I efteråret 1944 måtte Hansen, ligesom flere af sine kunstner-kolleger, gå under jorden, blandt andet grundet illegale bidrag til tidsskriftet Folk og Frihed samt aktiv deltagelse i modstandsbevægelsen og anbefalingen af stikkerlikvideringer.

I sommeren 1944 lejede forfatteren et loftsværelse ved Utterslev Mose og arbejdede hver nat på værket Lykkelige Kristoffer (1945) indtil befrielsen i maj 1945. Han måtte dog efterfølgende slås med en stor skyldfølelse, da unge mænd tilsluttede sig modstandsbevægelsen efter at have læst hans elleve sider lange forsvar for likvideringerne, Dialog om drab og ansvar (1944), hvilket kom til at koste mindst to af disse unge mænd livet.

På sit dødsleje skrev Hansen novellen Gæsten (1955) om sin skyldfølelse.
Efter krigen blev Martin A. Hansen redaktør for tidsskriftet Heretica, uden at han dog af den grund lagde forfatterskabet på hylden. Hans kone Vera blev i denne periode alvorlig syg, hvilket kastede forfatteren ud i en eksistentiel krise.
I 1946 udkom Tornebusken, der var den første gennemkomponerede novellesamling fra forfatterens hånd, der blandt andet indeholder novellen Midsommerfesten.

I begyndelsen af 1949 blev Martin A. Hansen af Statsradiofonien opfordret til at skrive en føljeton og i 1950 udkom så dagbogsromanen Løgneren, der i samtiden opnåede meget høje salgstal og i dag betragtes blandt de danske klassikere. Det gennemgående tema i værket er spørgsmål om ansvar, skyld og næstekærlighed med kristendommen som baggrund og med stærke allusioner til Søren Kierkegaards Enten-Eller (1843). Værket blev oplæst i radioen af Pouel Kern, og blev i 1970 filmatiseret af Knud Leif Thomsen med Frits Helmuth i hovedrollen som Johannes Vig.

Blandt andre værker fra forfatteren finder vi fx novellerne Høstgilde (1944), Agerhønen (1947) og Fuglene (1955), essaysamlingerne Tanker i en skorsten (1948) og Leviathan (1950), novellesamlingerne Åsynet (1949), Sankt Hans aften (1949), Paradisæblerne og andre historier (1953) og Konkylien (1955), romanerne Eneren og massen (1951), Dansk vejr (1953), religionsværket Orm og Tyr (1952) samt rejseskildringen Kringen (1953). Desuden efterlod han sig et stort antal dagbøger.

Martin A. Hansens forfatterskab er især karakteriseret ved kompleksitet og en søgen efter livets store eksistentielle spørgsmål som fx døden, kærligheden, galskaben og livets tomme gentagelse i en hybridform af tradition og modernisme. På trods af, at forfatteren ofte er blevet kritiseret for en antikvarisk skrivestil, rækker hans værker dog ud over sin samtid og får læseren til at reflektere over sig selv som menneske. Derudover spiller kristendommen generelt en stor rolle, og kampen mellem det gamle og det moderne kan findes i samtlige af forfatterens værker.

Blandt Hansens inspirationskilder finder vi nogle af de tunge drenge så som filosoffen Søren Kierkegaard, teologen N. F. S. Grundtvig og forfatterne Jørgen Nielsen og Steen Steensen Blicher.
Hansen modtag flere legater, priser og æresbevisninger for sine litterære værker, heriblandt Kaj Munk-Prisen i 1944, Politikens Kunstnerpris i 1947, De Gyldne Laurbær i 1949 og Holberg-medaljen i 1952.

Alfred Martin Jens Hansen døde den 27. juni 1955, kun 45 år gammel, af kronisk nyrebetændelse på Bispebjerg Hospital i København.
Hans død menes at skyldes et overforbrug af stimulanser på grund af kronisk hovedpine, forårsaget af et fald fra et træ som stor dreng samt af overanstrengelse. Allerede som ung tog han albyl mod hovedpinen, og senere i livet, da han sad og skrev til langt ud på natten, tiltog smerterne og blev holdt nede af albyl i mængdevis. På daværende tidspunkt var man ikke klar over, at albyl skadede nyrerne.

Endnu et slag skulle Hansens stakkels nyrer dog få. Under en nordisk litteraturkongres i Stockholm fjernede han en plet på sine bukser med medbragt rensevæske, men fandt det uforsvarligt at hælde resten af den giftige væske ud i vasken, hvorfor det endte i vandglasset på natbordet. Da han om natten vågnede og var tørstig tømte han glasset hvorefter han tog en tur på skadestuen og satte sig til at vente. Palle Lauring, der fik ham opsporet skulle her have råbt: ”Så skynd jer dog og lad ham komme til! Det er Danmarks største digter, der sidder derude og dør!”. Hansen fik en udpumpning, men nyrerne havde taget yderligere skade.

Herfra skal lyde en stor tak til Martin A. Hansen for hans store bidrag til den danske litteraturskat og til efterkrigstidens åndsliv, på trods af de begrænsede år han havde til dette.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk

Jonathan Franzen (1959 – )

Lørdag den 17. august fylder den amerikanske forfatter Jonathan Earl Franzen 60 år.

Den lille Jonathan kom til verden i Western Springs, Illinois som søn af Irene Super og Earl T. Franzen. Hans fader, der var opvokset i Minnesota, var søn af en svensk immigrant og hans moders ophav var østeuropæisk. Jonathan voksede op i en forstad til St. Louis, Missouri og dimitterede fra Swarthmore College i 1981 med speciale i tysk.

Som en del af sin bacheloruddannelse studerede han fra 1979-80 i Tyskland via Wayne State University´s Junior Year in Munich program, og fra 1981-82 studerede han på Freie Universität i Berlin.

I 1982 blev Jonathan Franzen gift med Kathryn Chetkovich og parret flyttede til Somerville, Massachusetts, for at Franzen kunne forfølge drømmen om en karriere som forfatter. Her arbejdede han sideløbende med skriveriet som forskningsassistent for Harvard Universitys afdeling for jord- og miljøvidenskaber, hvor han blandt andet bidrog som medforfatter på flere videnskabelige artikler.

I 1987 flyttede Franzen og hans kone til New York City, og en måned efter lykkedes det Franzen at sælge sin første roman, The twenty-seventh city (1988), der markerede ham som en forfatter, man skulle holde øje med. I 1992 fulgte romanen Brudzone, der dog ikke blev nogen videre succes.

Franzens internationale gennembrud kom i 2001 med hans tredje roman Korrektioner, der blandt andet modtog den amerikanske National Book Award og blev udvalgt til Oprah Winfrey´s Book Club. På trods af, at Franzen selv bakkede op omkring udvælgelsen af hans bog til denne bogklub, bekymrede det ham dog en smule, om bogen ville få de mandlige læsere, som han havde ønsket, på grund af Oprah-logoet på forsiden. Denne udmelding gav bogen massiv mediedækning og den blev én af årtiets bedst sælgende romaner.

Siden 1994 har Franzen bidraget med skriv til magasinet The New Yorker og flere af hans noveller er skrevet til magasinet, heriblandt The failure (1999), Breakup stories (2004), Two´s company (2005), Agreeable (2010) og The republic of bad taste (2015).

Forfatteren er især kendt for sine spiddende samfundskritiske skildringer, hvad enten det gælder kultur, politik eller klima, og derudover er psykologiske portrætter og menneskers indbyrdes relationer et centralt tema i forfatterskabet.

Blandt andre af forfatterens værker finder vi essaysamlingerne Hvordan man er alene (2002) og Længere væk (2012) den selvbiografiske Ubekvemmelighedszonen – En personlig beretning (2006), romanen Frihed (2010), der er blevet udråbt som et hovedværk i nyere amerikansk litteratur og er skrevet under dyb påvirkning af forfatterkollegaen og vennen, David Foster Wallace´s død, samt den episke slægtsroman Purity (2015).

Udover egne værker har Franzen også oversat tyske værker til engelsk.

Franzen har som allerede antydet modtaget adskillige priser og anerkendelser for sine værker heriblandt: National Book Award i 2001 for Korrektioner (2001), New York Times Best Books of the Year, Salon Book Award og Oprah´s Book Club selection i både 2001 og 2010 for henholdsvis Korrektioner (2001) og Frihed (2010) samt Welt-Litteraturpreis i 2013, for blot at nævne nogle få.

Forfatteren er derudover valgt ind i Akademie der Kunste, Berlin (2010), The American Academy of Arts and Letters (2012) og French Ordres des Arts et Lettres (2012) og medvirkede desuden i 2006 i et afsnit af The Simpsons.

I dag bor Jonathan Franzen i Santa Cruz, Californien med sin hustru, og ud over sin passion for det litterære har han en forkærlighed for fugle-kiggeri og fungerede som følge af dette i ni år som bestyrelsesmedlem i American Bird Conservancy.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den amerikanske forfatter på hans runde dag – og en stor tak for hans bidrag til den moderne amerikanske litteratur.

Kilder: wikipedia.org; gyldendal.dk; den storedanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Sara Blædel (1964 – )

Tirsdag den 6. august fylder den danske forfatterinde Sara Blædel 55 år.

Den lille Sara kom til verden i København, som datter af skuespillerinde Annegrethe Nissen og journalist og Cavlingprisvinder Leif Blædel. Hun voksede op som enebarn (på trods af eksistensen af en halvbror, der dukkede op i hendes liv senere hen) på Østerbro, mens weekender og ferier blev tilbragt på et nedlagt landbrug i Hvalsø på Midtsjælland. Familien flyttede dog permanent på landet, inden Sara skulle begynde i femte klasse. Her brugte hun en del af sin tid i skovene på fjordhestene Lady og Tulle og blev sidenhen konkurrencerytter med dressurheste.

Den unge forfatterspire stiftede tidligt kendskab til litteraturens kriminalsager, da hendes mor læste højt for hende – til stor glæde for den ordblinde Sara.

Det stod derfor heller ikke skrevet i stjernerne, at Sara Blædel med tiden skulle blive en af Danmarks mest succesfulde krimi-forfatterinder. Hun startede da også erhvervskarrieren med en uddannelse som tjener, men skiftede efter et par år retning og gik i gang med en grafisk uddannelse som reprokopist. Hun udviklede dog efter tre år allergi for fremkaldervæske, hvilket afstedkom, at hun blev nødt til at springe fra uddannelsen og var på kanten af en tilværelse som invalidepensionist. Hun vendte i stedet tilbage til tjenerfaget, inden hun blev ansat som grafisk koordinator hos Gyldendals Bogklubber.

Den tidligere hårde træning som ambitiøs dressurrytter, samt årene i tjenerbranchen, havde imidlertid sat sit præg på Blædels krop, der i perioder var lammet i den ene arm og skulder, hvilket resulterede i hyppige besøg på Rigshospitalet. Hun blev derfor nødt til at tage sin tilværelse op til revision, hvilket, på trods af Blædels ordblindhed, i 1993 affødte etableringen af krimiforlaget ”Sara B.”, hvor hun fik oversat amerikanske kriminalromaner til dansk og udgivet dem som billigbøger.

Sideløbende med forlagsarbejdet besluttede hun sig for at følge i sin fars fodspor som journalist. Fra 1995-2001 arbejdede hun som skrivende journalist, før hun begyndte at lave fjernsyn, først som researcher på morgen-tv og sidenhen som tilrettelægger og redaktionschef på forskellige programmer.

Sara Blædel debuterede som forfatter i 2000 med Anne-Marie – Dronning uden rige om den danske prinsesse Anne-Marie og udgav i 2002 samtalebogen Trods modvind – om at komme videre. Idéen om selv at skrive en krimi spøgte dog også, og en dag dukkede den fiktive kriminalassistent Louise Rick op og nægtede at forsvinde igen, hvilket i 2004 resulterede i krimi-debuten Grønt Støv, den første bog i serien om kriminalassistent Louise Rick.

Siden er det blevet til flere bøger i den særdeles populære serie af kriminalromaner med Louise Rick og hendes veninde journalisten Camilla Lind som de centrale karakterer. Udover genrens mere traditionelle indhold gør den dagsaktuelle vinkel ydermere bøgerne til relevante samtidsromaner med en tematisk vægt på livsstilsproblemer i det danske samfund. Serien omfatter yderligere Kald mig prinsesse (2005), Kun ét liv (2007), Aldrig mere fri (2008), Hævnens gudinde (2009), Dødsenglen (2010), De glemte piger (2011), Dødesporet (2013) og Kvinden de meldte savnet (2014).

Forfatterinden har sidenhen kastet sig over trilogien om bedemandsdatteren Ilka, der består af bøgerne Bedemandens datter (2016), Ilkas arv (2017) og Den tredje søster (2018).

Blædel har modtaget flere legater, priser og hædersbeviser for sit arbejde. Hun har flere gange modtaget legater fra Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, og hun fik i 2005 Kriminalakademiets debutantpris.

Hun er, ikke mindre end fire gange, kåret som Danskernes Yndlingsforfatter i 2007, 2009, 2010 og 2014 (prisen er i dag kendt som Martha-prisen og uddeles af Bog & Idé). I 2009 modtog hun Søndagsavisens Author of Choice og i 2015 De Gyldne Laurbær for Kvinden de meldte savnet (2014). Samme år modtog hun Ordblindeprisen samt Romantic Times – Reviewers´ Choice Award, Best Contemporary Mystery og året efter fik hun Publikumsprisen ved Krimimessen i Horsens. Hendes bøger, der i Danmark alene er solgt i mere end 2,5 mill. eksemplarer er udgivet i omkring yderligere 40 andre lande.

Sara Blædel har tidligere boet på Frederiksberg og i Virum med sin søn Adam, sin mand Lars Kirchhoff, som hun blev gift med i 2008, samt hans to døtre. I 2014 blev hun dog skilt og bor nu sammen med sin søn på Østerbro. Mange af hendes bøger er dog skrevet i hendes sommerhus.

Herfra skal lyde et kæmpe stort tillykke til den velformulerede danske forfatterinde – og en stor tak for hendes flotte bidrag til krimi-genren.

Kilder: sarablaedel.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; arnoldbusck.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk

Herman Melville (1819-1891)

Torsdag den 1. august er det 200 år siden, at den amerikanske sømand, forfatter og tolder Herman Melville kom til verden på Manhattan i New York City.

Den lille Herman blev født ind i en rig familie. Hans moder, Maria Gansevoort, var af hollandsk afstamning og faderen Allan Melvill (e´et blev tilføjet i 1830´erne) var en yderst berejst købmand med base i New York. Desværre var faderen også lidt af en spekulant. Da han døde i 1832, var den tidligere så rige købmand gældsat for flere tusind dollars, hvorfor familien måtte ty til hjælp fra sine gode aristokratiske forbindelser, for at den 12-årig Herman kunne fortsætte sin skolegang i Albany.
Den unge Herman forsøgte samtidig med skolegangen at forsørge sin familie ved forskellige jobs indenfor bank og lærervirksomhed, og som kompensation for sin mangelfulde uddannelse kastede han sig ud i omfattende selvstudier.

I 1838 påbegyndte han ingeniøruddannelsen, men opgav dog denne igen. I 1839 sejlede han til Storbritannien som skibsdreng og ved hjemkomsten til Amerika fik han ansættelse som skolelærer. Melville kunne dog ikke helt slippe havet, og i 1841 tog han hyre på et hvalfangerskib og tilbragte herefter tre år på forskellige skibe og øer i Stillehavet, før han atter returnerede til Amerika via Tahiti og Hawaii. Livet på havet skulle efterfølgende vise sig i høj grad at præge forfatterskabet.

Melville debuterede i 1846 med Typee – En skizze af livet paa Sydhavsøerne under fire maaneders ophold i en dal paa Nukuhive, der trak på forfatterens egne erfaringer som polynesisk fange i flere måneder. Debuten blev en bestseller og blev efterfulgt af den ligeledes succesfulde Omoo – Oplevelser i Sydhavet (1847), der også var en populær eventyrlig rejsebeskrivelse, baseret på egne oplevelser.

I 1847 giftede Melville sig med Elizabeth Shaw. Det nygifte par bosatte sig i New York og fik sammen to døtre samt sønnen Malcolm, der dog valgte at tage livet af sig selv i 1867. Det lykkedes aldrig Melville at leve af sit forfatterskab, og resten af sit liv var han plaget af svære økonomiske vilkår.

I 1849 udkom den ambitiøse roman Mardi og en rejse dertil i to store og flotte bind, men læserskaren var imidlertid forsvundet, formentlig grundet tykkelsen på bogen og dermed en forhøjet pris, samt at romanen benyttede sig af en vanskeligere stil og større filosofisk dybde end de tidligere kulørte rejseskildringer. Samme år udkom den ”nemmere” sejlerroman Redburn – his first voyage (1849) og året efter fulgte White-Jacket, or the world in a man-of-war (1850), der med autobiografisk stof fra Melvilles 14 måneder som matros på fregatten United States skildrer det brutale liv til søs. Beskrivelser af blandt andet pisk som hverdagskost blev et vigtigt indslag i tidens debat om vilkårene for de søfarende.

I 1850 købte Melville en landejendom i Pittsfield, Massachusetts og blev hermed nabo til forfatteren Nathaniel Hawthorne. Melville var glad for sin nye nabo, hvilket blandt andet kommer til udtryk i essayet/anmeldelsen i det litterære magasin New York Literary World af Hawthornes novellesamling Mosses from an old manse (1846), En pibe kanaster en redeye, (1850, original titel: Hawthorne and his Moses) samt i den monumentale roman Moby Dick eller Hvalen (1851), der er tilegnet Hawthorne.

Denne roman, der via fortælleren Ishmael beretter om kaptajn Ahabs håbløse jagt på den hvide hval, der af de fleste i dag betragtes som forfatterens hovedværk, havde dog kun få læsere i samtiden, men blev i 1920´erne genopdaget og anerkendt som en af de første moderne romaner. Den monstrøse og encyklopædiske roman inddrager et væld af citater fra Biblen, klassisk litteratur og videnskabelige kilder om hvalfangst, og på trods af dens begrænsede emne rækker den ud over sig selv og kan læses som en allegori over menneskets tvetydige natur og uendelige stræben efter at kontrollere sin egen skæbne.

Melville, der var en smule nedslået over samtidens modtagelse af Moby Dick (1851) forsøgte at kanalisere sine frustrationer over i kunstnerromanen Pierre – eller flertydighederne (1852), der handler om en forfatters arbejde med sit livs roman. Herefter fulgte kortromanen Israel Potter (1855) samt novellerne Skriveren Bartleby (1853), Encantadas – de fortryllede øer (1854) og Skibet og døden/Benito Cereno (1855). Disse fortællinger er samlet i Veranda-fortællinger (1856).

Melvilles sidste prosaværk er Bondefangeren (1857), der er en satanisk og satirisk leg med både romanens form og tidens moralske værdier. Læsere og anmeldere foretrak tydeligt forfatterens eksotiske beskrivelser af fremmede himmelstrøg frem for dette troldspejl, der blev holdt op foran dem og konfronterede deres egne indre mørke. Værket blev derfor modtaget med dårlige eller udeblevne anmeldelser samt en svigtende læserskare.

Efter et sammenbrud i 1856 rejste forfatteren til Europa og Palæstina og denne rejse er blandt andet skildret i det store fortællende digt Clarel – a poem and pilgrimage in the Holy Land (1876), der sammen med borgerkrigsdigtene i Battle-pieces and aspects of the war (1866) viser Melville som en yderst habil lyriker.

Fra 1866-1885 fungerede Melville som toldinspektør på New Yorks kajanlæg, og hans forfatterskab var mere eller mindre arkiveret i glemmebogen, faktisk i en grad så han i nekrologen i New York Times blev omtalt som Henry Melville. Efter sønnens selvmord i 1867 steg Melvilles pessimisme, der, ud over familietragedien, blandt andet var grundet økonomisk usikkerhed og den tiltagende litterære fiasko. Dette tærede på psyken samt på samlivet med hustruen Elizabeth. Han opgav dog aldrig helt skriverierne og som nogle af de sidste værker udgav han digtene John Marr and other sailors (1888) og Timoleon (1891).

Den egentlige oprejsning af Melvilles forfatterskab startede ved fejringen af hundredåret for hans fødsel i 1919, hvor der fremkom flere artikler, der indskrev hans position i den absolutte top af den litterære kanon, hvor han har befundet sig lige siden. Medvirkende til denne renæssance var også opdagelsen af manuskriptet til kortromanen Billy Budd – fortopsgast (uafsluttet i 1891), der udkom i 1924 og kort kan betegnes som en kristusmyte i sømandsregi.

Flere af Melvilles værker er blevet filmatiseret, heriblandt Moby Dick (1851, filmatiseret flere gange, fx i 1956 af John Huston og i 1978 af Paul Stanley) og Billy Budd (1924, også filmatiseret flere gange, fx i 1962 af Peter Ustinov og i 1988 af Barrie Gavin).

Herman Melville døde den 28. september 1891 af hjertesvigt, 72 år gammel, i New York City.

Herfra skal lyde en stor tak til den store amerikanske forfatter for hans evne til at sætte ord på menneskets komplekse og modsætningsfyldte natur med havet som omdrejningspunkt, en evne som desværre ikke blev anerkendt i Melvilles egen samtid, men heldigvis med tiden fik den oprejsning, som denne forfatter fortjener.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 297f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk; imdb.com; melville.org

Christian Kampmann (1939-1988)

Onsdag den 24. juli er det 80 år siden, at den danske journalist og forfatter Christian Peter Georg Kampmann kom til verden i Hellerup som søn af prokurist og direktør Niels Ølgaard Kampmann og Leila Ingersoli Jones.

Den unge Christian voksede op i det bedre borgerskab i Rungsted og blev i 1957 student fra Rungsted Statsskole. Han uddannede sig efterfølgende til journalist og var i sin elevtid fra 1959-60 på den konservative Herning Avis med forlod elevpladsen til fordel for Abbe Pierres klunserprojekt i Paris. Fra 1961-63 var han på Aalborg Stifttidende og fra 1963-64 på Columbia Graduate School of Journalism i New York.

Kampmann debuterede i 1962 med novellesamlingen Blandt venner, der året efter blev fulgt op af romanen Al den snak om lykke (1963). Forfatteren fik sit gennembrud med novellesamlingen Ly i 1965 og i 1967 fulgte romanen Sammen.

Fra 1964-70 var Kampmann medarbejder ved TV-avisen, dog periodisk afbrudt af orlovsperioder, som statens 3-årige arbejdslegat (1967-69) gav mulighed for.

Fra 1967-69 arbejde forfatteren som freelance-anmelder af især engelsk, amerikansk og fransk litteratur ved Aktuelt og senere med samme virke som fast medarbejder ved Information fra 1970-71.

I 1969 udkom spændingsromanen Uden navn, der egentlig var skrevet til ugebladet Hjemmets spændingskonkurrence, men her blev afvist. Samme år udkom den psykologiske roman Nærved og næsten (1969) og i 1970 novellerne Vi elsker mere.

Fra 1971 kunne Kampmann leve af sit forfatterskab. I dette år udkom nøgleromanen Pinde til en skønskrivers ligkiste (1971) samt den halvdokumentariske citatroman Nok til hele ugen (1971). Forfatterskabets andet realistiske gennembrud kom med romanen En tid alene (1972).

I 1962 blev forfatteren borgerligt viet med pianist og musikpædagogen Therese Herman Koppel, med hvem han fik børnene Abelone Koppel og David Kampmann. Han levede dog et dobbeltliv i mange år, og i 1972 blev ægteskabet opløst. I 1975, da han var på toppen af sin karriere, stod han frem og erklærede sig biseksuel.

Forfatteren genoptog i denne forbindelse også sit journalistiske virke som medredaktør af tidsskriftet Seksualpolitik fra 1975-78 som et led i sit kønspolitiske engagement i Bøssernes Befrielsesfront. I forlængelse af dette engagement i den antipatriarkalske og antikapitalistiske kønspolitik finder vi de personligt sandhedssøgende erindringsbøger, romantrilogien Fornemmelser (1977), Videre trods alt (1979) og I glimt (1980) og senere den posthumt udgivne roman Skilles og mødes (1992).

Kampmann var én af de mest populære i sin samtid og er først og fremmest kendt som nyrealistisk roman- og novelleforfatter med sine samtidsromaner, der skildrer middel- og overklassemiljøer i efterkrigstiden og frem til 1980´erne, men vil for eftertiden især blive husket for slægtsromanen i fire bind om familien Gregersen, der bliver udgjort af titlerne Visse hensyn (1973), Faste forhold (1974), Rene linjer (1975) og Andre måder (1975) og er en præstation ud i beskrivelsen af det danske samfund fra 1954-74 og de kønspolitiske og socialpsykologiske opbrud, der fandt sted i perioden. Serien blev filmatiseret i 2004 under titlen Familien Gregersen af Charlotte Sachs Bostrup.

Forfatteren modtog i løbet af sin karriere flere legater og priser, heriblandt Kritikerprisen i 1972 for En tid alene (1972), De Gyldne Laurbær i 1973 og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Christian Peter Georg Kampmann døde natten til den 13. september 1988, 49 år gammel, i sommerhuset Vibehuset på Læsø. Han blev tæsket til døde af sin samlever og partner, psykologen og forfatterkollegaen Jens Michael Schau.

Herfra skal lyde en stor tak til den danske forfatter, der gav os sin version af en fiktiv men dog yderst troværdig skildring af et kapitel i danmarkshistorien.

Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; forfatterweb.dk; nordjyske.dk; bogrummet.dk; bibliografi.dk; imdb.com