Georges Duhamel (1884-1966)

Søndag den 30. juni er det 135 år siden, at den franske forfatter Denis Thévenin, bedre kendt under navnet George Duhamel, kom til verden.

Den lille Georges blev født i 13. arrondissement i den franske hovedstad Paris som det tredje barn i en fattig familie. På grund af forskellige kriser flyttede familien ofte og pludseligt, men på trods af dette lykkedes det den unge Duhamel at færdiggøre sin studentereksamen i 1902.

I 1906 stiftede Duhamel, sammen med blandt andet hans kommende svoger, det kunstneriske kollektiv Abbaye de Créteil. Dette kollektiv havde til formål at sammenbringe digtere, forfattere, musikere og kunstmalere med fokus på menneskets sociale status frem for dets individuelle.

Duhamels første værker bestod af digtsamlinger som fx Des legendes, des batailes (1907), L´himme en tête (1909) og Selon ma loi (1910) og efterfølgende kom et par skuespil i form af fx La lumière (1911) og Le combat (1913).

I 1912 blev han redaktør for det litterære magasin Marcure de France og i 1937 blev han direktør for samme magasin og dets forlag.

På trods af Duhamels store kærlighed for litteratur og de mere humanistiske fag, blev han uddannet som læge og fungerede i fire år som kirurg for den franske hær under 1. Verdenskrig, hvor han udførte over 1.500 operationer.

I 1909 blev forfatteren gift med Blanche Albane, et ægteskab, der varede frem til hans død i 1966. Sammen fik parret børnene Antoine, Bernard og Jean.

Efter krigen viede Duhamel sit liv til litteraturen og som forsvarer af den menneskelige civilisation. Fra 1930 og et årti frem deltog han, som medlem af Det Franske Akademi (Académie francaise), i et hav af konferencer i Frankrig såvel som i udlandet og talte varmt om det franske sprog og den franske kultur samt promoverede ideen om en civilisation baseret på menneskelig kærlighed frem for på teknologisk udvikling.

Under 2. Verdenskrig beskrev Duhamel sig selv som pacifist og internationalist og hans værker blev på grund af hans afstandtagen fra besættelsesmagten forbudt af tyskerne. Efter krigen blev Durhamel udnævnt som præsident af Alliance francaise og han fortsatte sine offentlige taler om fransk kultur.

Forfatteren blev i første omgang især kendt for sine skildringer af menneskeskæbner fra 1. Verdenskrig, som fx kommer til udtryk i Martyrernes liv (1917), der blev udgivet under hans oprindelige navn Denis Thévenin og Civilisation (1918). Disse værker indeholdt en skarp og indigneret kritik af krigens væsen.

Senere introducerede forfatteren det første romanværk om en absurd-eksistentiel problemstilling i Salavins historie 1-5 (1920-32), bestående af Confession de minuit, Deux hommes, Journal de Salavin, Le club des lyonnais og Tel qu´en lui même, om antihelten, den lille grå kontormand Salavin. Fra det individuelle portræt fortsatte forfatteren til det mere brede tidsbillede med Familien Pasquiers Krønike 1-10 (1933-44). Den første bog i denne krønike, Le Notaire du Havre (1933) afspejler på selvbiografisk vis forfatterens første leveår med alle dens begrænsninger og spændinger.

Udover romaner, lyrik og skuespil har Duhamel også beskæftiget sig med blandt andet essays og blandt andre værker fra forfatterens pen kan blandt andet nævnes novellesamlingen Les hommes abandonnés (1919), La possession du monde (1922), hvor forfatteren fremlægger sin livsfilosofi, det satiriske værk Lettres au Patagon (1926), Les plaisirs et les jeux (1926), Les sept dernières plaies (1928), Scènes de la vie future (1931) og Les espoirs et le Épreuves (1953).

Forfatteren modtog i årenes løb flere udmærkelser, blandt andet modtog han i 1918 Goncourtprisen for romanen Civilisation. På trods af 27 nomineringer til Nobelprisen i litteratur modtog Durhamel aldrig denne pris.

Georges Duhamel døde den 13. april 1966, 81 år gammel i Valmondois, Frankrig.

Herfra skal lyde en stor tak til den franske forfatter for hans bidrag til verdenslitteraturen, for hans kærlighed til bøgerne og for hans afstandtagen fra krigen og alle dens rædsler.

Kilder: sv.wikipedia.org; da.wikipedia.org; en.wikipedia.org; denstoredanske.dk

Iselin C. Hermann (1959 – )

Lørdag den 22. juni fylder den danske forfatterinde Iselin Cosman Hermann 60 år.

Den lille Iselin kom til verden i København som datter af Cand.phil. Kinne Hermann og auktionarius Jens Hermann.

Hun blev student fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole i 1977, og året efter blev hun uddannet som linedanser og cirkusartist fra en privat teaterskole i Aix-en-Provence og École Nationale du Cirque i Paris.

Fra 1979-81 studerede Hermann teatervidenskab og italiensk ved Københavns universitet og i 1986 blev hun uddannet Cand.phil. i Nordisk Filologi med speciale i spaltningsmotivet i Henrik Nordbrandts forfatterskab fra samme uddannelsesinstitution.

Sideløbende med studierne arbejde hun fra 1979-81 som instruktørassistent ved Folketeatret og Gladsaxe Teater og blev senere medlem af Torben Jetsmarks trup Tribunen.

I 1982 kom hun ind i forlagsbranchen, først som sekretær ved Christian Ejlers Forlag og fra 1984-91 i samme stilling hos Brøndums Forlag og fra 1991 hos Brøndum/Aschehoug.

Hun blev i 1984 gift med Hans Jørgen Brøndum, med hvem hun drev Brøndums Forlag. Forlaget blev grundlagt af ægtefællen i 1966 og specialiserede sig i æstetisk indbundne bøger, primært med danske kunstneres originalgrafik til nye tekster af danske forfattere eller til oversættelser.

Forlaget ophørte i 2002 og ægteskabet fulgte efter i 2004, da forfatterinden kort og hovedkulds forelskede sig i en anden mand. Parret fik sammen sønnerne Vesle, Oscar og Theodor. Senere har Hermann giftet sig med Tom Møller Kristensen.

Iselin C. Hermann debuterede med den lille brevroman Prioritaire i 1998. Romanen udsprang af faderens pludselige død og den sorg der fulgte. Debuten blev en stor succes, både blandt anmeldere og læsere og blev hurtigt solgt til udgivelse i omkring 20 andre lande. Samme år som debuten udkom valgte hun at kaste sig over livet som fuldtidsforfatter.

Sidenhen har hun blandt andet udgivet romanerne Kongen af Sydspanien – og hele balladen (1999), Der hvor månen ligger ned (2002), Dampe (2003), Træer sår sig selv (2004), Domino (2008) og Cirkus Manera (2012).

Forfatterinden har også udgivet børnebøger hvor iblandt vi fx finder Vilmer og Valdemar (2001), Vilmer i varmen (2001), Vilmer i vildrede (2001), Fadul og hele fadæsen (2005), Baldyrias forunderlige rejse (2008), Mundgodt, snurrepenót og hele redeligheden (2008), Arveslynglen og hele musikken (2009), Drengen, der kun ville sige F (2011) og Hemmeligheden (2011).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatterinden på hendes runde dag.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; jyllands-posten.dk

Jørgen Leth (1937 – )

Fredag den 14. juni fylder den danske journalist, tv- og filmmand, foredragsholder, cykelkommentator og ikke mindst forfatter og digter, Jørgen Leth 82 år.

Jørgen Leth blev født i Aarhus som søn af Hans Kaj Leth og Anne Elisabeth Linde, og voksede op i en toværelses lejlighed, hvor han boede de første 20 år af sit liv.

Den unge Jørgen besøgte ofte Aarhus Cykelbane, som hans onkel bestyrede, og som lidt ældre spillede han bordtennis i Marselisgaard Bordtennisklub. I sin gymnasietid på Marselisborg Gymnasium begyndte han for alvor at interessere sig for moderne jazzmusik. Han blev student herfra i 1957.

Både interessen for sport og kunst fik han blandt andet udløb for i gymnasiebladet og i lokale aviser, og senere som journalist på dagbladet Aktuelt og i Politiken. Sideløbende med jobbet som journalist begyndte Leth at skabe sin egen kunstneriske produktion. Først og fremmest med digte og sidenhen med film.

Han læste blandt andet litteratur og etnografi ved Aarhus Universitet, men fik dog aldrig afsluttet sine studier.

Jørgen Leth debuterede i 1962 med digtsamlingen Gult lys og blandt forfatterens populære digtsamlinger kan desuden nævnes Kanal (1964), Lykken i ingenmandsland (1967), Sportsdigte (1967), Glatte hårdtpumpede puder (1969), Det går forbi mig (1975), Billedet forestiller (2000), Han vil gå (2002) og hele forfatterens samlede lyriske produktion indtil 2002 er udgivet i Samlede digte (2002). Derudover foreligger også digtsamlingen Det gør ikke noget (2006) og i 2011 udgav han Hvad er det nu det hedder, hvor han skildrer jordskælvet i Haiti i januar 2010, hvor hans hus blev lagt i ruiner, og han mistede alt på nær sin computer.

Leth har i årenes løb etableret sig som en markant fornyer af dokumentarfilmgenren med en lang række internationalt anerkendte og prisbelønnede film. Han står bag over 40 spille- og dokumentarfilm, hvoriblandt fx debuten Stopforbud (1963), Det perfekte menneske (1967), Livet i Danmark (1971), Stjernerne og vandbærerne (1974), En forårsdag i Helvede (1977), Peter Martins – en danser (1978), 66 scener fra Amerika (1982), Det legende menneske (1986), Notater om kærlighed (1989), Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993), Haiti – uden titel (1996), Jeg er levende (1999), De fem bespænd (2003) og Det erotiske menneske (2010), kan nævnes.

Derudover er han nok især kendt som tv-kommentator ved det klassiske årlige etapeløb Tour de France, foruden dækningen af løbet i aviser samt i fx reportagebogen Den gule trøje i de høje bjerge (1995). Jørgen Leth har også udgivet flere albums med oplæsning af sine digte og improviserede tekster i samarbejde med forskellige musikere.

I 1963 og tre år frem var Jørgen Leth gift med forfatteren Wivi Leth, Fra 1970-1979 med Ann Bierlich og fra 1979-1988 med Hanne Uldal. Han har børnene Kristian, Asger, Karoline og Thomas.

I 2005 udgav forfatteren det første bind i en erindringsserie, den åbenhjertige selvbiografi, Det uperfekte menneske – Scener fra mit liv.

Bogen fik en stormomsust modtagelse og blev anset for yderst kontroversiel, blandt andet grundet Leths beskrivelse af sit forhold til sin koks 17-årige datter på Haiti. Bogen kostede forfatteren tv-kommentator-jobbet på TV2 i et par år samt posten som dansk honorær konsul i Haiti, hvor han var bosat fra 1991-2010. Hele forløbet er blandt andet dokumenteret og kommenteret i Poul Pilgaard Johansens antologi Det fordømte menneske: Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde (2005). Andet bind, Det uperfekte menneske – Guldet på havets bund, udkom i 2007 og i 2012, på hans 75-års fødselsdag, fulgte tredje bind med titlen Det uperfekte menneske – Et hus er mere end en ting efterfulgt af Det uperfekte menneske – Mine helte (2015). I 2016 og 2017 udkom biografierne i samarbejde med journalist Anders Houmøller Thomsen, Spørge Jørgen – Jørgen Leth svarer på alt (2016) og Spørge Jørgen 2 – Jørgen Leth svarer på alt – igen (2017). Senest i biografier fra Leth finder vi Men jeg er her jo (2017).

Forfatteren har desuden skrevet romaner, noveller, essays og faglitteratur om blandt andet Tour de France, Haiti, film, musik og sport som fx Det er ligesom noget i en drøm – Udvalgte historier om cykelsport 1970-75 (1976), Filmmaskinen – Udvalgte historier om film 1965-78 (1979), Hundene gør – Kup i Haiti 1991-94 (1994), Billeder fra Haiti – Jørgen Leth´s collection (1999), En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem – Tekster om jazz (2008), Tilfældets gaver – Tekster om at lave film (2009), Haiti – Kuppet, faldet, katastrofen (2010). Han har desuden forsøgt sig som børnebogsforfatter med Jeg leger at jeg kan alting – en børnebog (1991).

Jørgen Leth har i årenes løb modtaget flere priser og æresbevisninger, heriblandt Kjeld Abell-prisen i 1983, Holger Drachmann-legatet i 1995 og Weekendavisens litteraturpris i 2005.

Herfra skal lyde et stort tillykke med dagen og en stor tak for Jørgen Leths alsidige kunstneriske virke.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; gyldendal.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Margaret Drabble (1939- )

Onsdag den 5. juni fylder den engelske forfatter Margaret Drabble 80 år.

Margaret Drabble blev født i Sheffield, Yorkshire af forældrene Kathleen Marie Bloor og John F. Drabble, der henholdsvis fungerede som lærer og som dommer og forfatter. Hun voksede op i et kulturelt præget miljø som den næstældste datter ud af en børneflok på tre piger og en dreng.

Efter endt skolegang på en Quaker kostskole i York, hvor hendes mor var ansat, fik den unge Margaret et stipendium til Newnham College i Cambridge, hvor hun studerede engelsk litteratur.

I 1960 blev Drabble gift med skuespilleren Clive Swift med hvem hun fik børnene Joe, Adam og Rebecca. Ægteskabet endte dog med en skilsmisse i 1975, og i 1982 blev hun gift med forfatteren Sir Michael Hilroyd med hvem hun bor i henholdsvis London og Somerset.

Drabble debuterede i 1963 med romanen A summer bird cage og siden er blandt andet fulgt romanerne Vandfaldet (1969), Riger af guld (1975), Istid (1977), Mellemgrunden (1980), Den strålende vej (1987), Heksen fra Exmoor (1997), Stækkede vinger (2001), De syv søstre (2002) og Den forgyldte baby (2013).

Et gennemgående tema i Drabbles romaner er en sammenhæng mellem samtidens engelske samfund og dets individuelle medlemmer. Hendes karakterer, hvoraf hovedpersonerne som regel er kvinder, reflekterer den politiske og økonomiske situation og begrænsningerne af det konservative miljø, med det formål at gøre læserne opmærksom på de mørke pletter i det formodede velhavende England.

Hendes romaner trækker desuden ofte på forfatterindens personlige erfaringer og kredser ofte om spørgsmål vedrørende skæbnen, fri vilje, lighed og social retfærdighed.

Foruden romaner har Drabble også skrevet flere filmmanuskripter, skuespil, faglitteratur, litteraturkritik, biografier, noveller samt fungeret som redaktør på The Oxford companion to English litterature i 1984 og 1998.

Én af Margret Drabbles søstre er Antonia Susan Byatt, der også har valgt forfattervejen. Forholdet mellem de to søstre har dog til tider været anstrengt grundet det selvbiografiske element, som de begge til tider benytter sig af i deres værker.

Margret Drabble har i årenes løb modtaget flere ærestitler og priser for hendes arbejde.

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatterinden på hendes runde dag og en stor tak for hendes flotte romaner.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 125f); wikipedia.org; saxo.com; bibliografi.dk

B. S. Ingemann (1789-1862)

Tirsdag den 28. maj er det 230 år siden, at den danske forfatter og salmedigter Bernhard Severin Ingemann kom til verden i landsbyen Torkilstrup på Falster.

Den lille Bernhard voksede op som den yngste præstesøn i en børneflok på otte. Han mistede allerede som 10-årig sin fader og ti år senere sin moder til tuberkulose. I de følgende år døde desuden samtlige af hans syv brødre. Ingemanns tidlige digtning er da også, forståelig nok, præget af en vis grad af melankoli og dødsbevidsthed.

Efter frivillig militærtjeneste i Kronprinsens Livskorps sammen med mange andre guldalderdigtere, blandt andet Adam Oehlenschläger, startede den unge Ingemann på jurastudiet ved Københavns Universitet i 1806.

Forfatteren debuterede i 1811 med Digte og blev hurtigt københavnsk modeskjald, blandt andet på grund af sit altid let forståelige, lette og ofte kønne sprog. Debuten blev efterfulgt af yderligere tre digtsamlinger, heriblandt Julegave (1817) samt en håndfuld skuespil, hvoraf et par stykker fik en pæn modtagelse.

I 1817 forlod Ingemann jurastudiet uden at tage embedseksamen til fordel for litterære studier på Sorø Akademi, der på dette tidspunkt var et kulturcentrum i Danmark.

I 1818 forlod Ingemann Danmark og tog ud på den, for guldalderens kunstnere, obligatoriske og i dette tilfælde kongeligt finansierede dannelsesrejse, der blandt andet bragte ham til Tyskland, Frankrig og selvfølgelig Rom.

Året efter hjemkomsten udgav han en samling af fire kortprosastykker, med stærk inspiration fra den nye bølge af romantisk litteratur, der strømmede gennem Europa på dette tidspunkt. Værket havde titlen Eventyr og fortællinger (1820). I Tyskland opsøgte den unge Ingemann desuden forgæves den tyske forfatter E. T. A. Hoffmann, der med sine formeksperimenterende fortællinger var et forbillede for flere af datidens europæiske unge digtere, og inspirationen fra denne tyske forfatter er da heller ikke til at tage fejl af i Ingemanns historier.

Ingemann vendte hjem igen i 1819 og efter studierne på Sorø Akademi fik han i 1822 titlen som lektor i dansk sprog og litteratur og blev ansat ved Akademiet. Her fungerede han som lektor indtil nedlæggelsen i 1849 og fra 1842 desuden også som forstander.

Samme år blev han, efter ti års forlovelse, gift med malerinden Lucie Mandix. Ingemann støttede, modsat mange andre på denne tid, sin hustrus kunstneriske virke. Parret fik aldrig børn og ægteskabet varede indtil forfatterens død i 1862.

Det er især Ingemanns julesalmer, morgen- og aftensange, som han forfattede sidst i 1830´erne som er skyld i, at hans navn stadig vækker genklang mange steder. Disse kendes fra blandt andet Morgensange for børn (1837) og Syv aftensange (1838). Blandt de mest kendte af disse salmer kan fx nævnes I sne står urt og busk i skjul (1831), I alle de riger lande (1837), Nu titte til hinanden (1837), I Østen stiger solen op (1837), Julen har bragt velsignet bud (1839), Dejlig er jorden (1850) og Glade Jul, dejlige Jul (1850).

Ingemann var dog ingenlunde udelukkende forfatter af salmer, men skrev også digte og romantiske romaner og han eksperimenterede indenfor en væld af genrer som fx eventyr og den fantastiske fortælling.

I samtiden var Ingemann bedst kendt for sine historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien, hvor inspirationen især var hentet fra den danske middelalder. Med Waldemar den store (1824) indledte forfatteren, en række af disse romaner, der opnåede stor folkelig popularitet og hvoriblandt vi også finder Valdemar Seier (1826), Erik Menveds barndom (1828), Kong Erik og de fredløse (1833), Prinds Otto af Danmark (1835), Dronning Margrete (1836) og Holger Danske (1837). Disse romaner havde en stor rolle i den nationalromantiske vækkelse, der fór gennem landet i midten af 1800-tallet og havde en anselig indflydelse på folkestemningen under treårskrigen (1. Slesvigske krig fra 1848 til 1850). Ingemanns forbillede for disse romaner var Walter Scott, der havde gjort genren populær i England.

Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes Varners poetiske vandringer fra digtsamlingen Procne (1813), eventyrdramaet Reinald underbarnet (1816) og Varulven (1835).

Ingemann var igennem hele sin karriere umådelig produktiv. Ud over hans tidskrævende arbejde som lektor ved Sorø Akademi forfattede han så mange tekster, at den samlede udgave af hans skrifter i alt fylder 41 tykke bind, Samlede skrifter (1843-65).

Blandt forfatterens biografiske skrifter finder vi blandt andet Tilbageblik paa mit liv og min -forfattervirksomhed fra 1811-1837 (trykt 1863), brevvekslingen med N. F. S. Grundtvig 1822-59 (trykt 1882) og Levnetsbog 1-2 (1862).

I 1845 blev han udnævnt etatsråd og i 1857 konferensråd samt Ridder af Dannebrogordenen i 1828, Dannebrogsmand i 1840 og Kommandør af Dannebrog i 1855. I 1859, ved forfatterens 70års fødselsdag, blev Ingemann fejret som Danmarks nationaldigter og modtog et guldhorn som en gave fra de danske kvinder – hornet blev efterfølgende stjålet fra museet på Frederiksberg i 1970 men dukkede i 2010 op på en auktion i Holland.

Bernhard Severin Ingemann døde den 24. februar 1862, 72 år gammel, på Sorø. Han ligger begravet ved Sorø Klosterkirke.

Herfra skal lyde en stor tak til den danske guldalders nationaldigter for hans smukke salmer og store forfatterskab.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; folkekirken.dk