Gustav Wied (1858-1914)

Tirsdag d. 6. marts er det 160 år siden, at den danske forfatter Gustav Johannes Wied kom til verden på Holmegård i Branderslev ved Nakskov på Lolland.

Gustav var søn af gårdejer Carl August Wied og Catharine Wied og var det femte barn i en børneflok på elleve.

Allerede som seksårig begyndte den lille Gustav at skrive små digte og skuespil og drømte om at blive skuespiller. Hans moder støttede hans ambitioner, og de havde livet igennem et nært forhold. Faderen var derimod ikke den store tilhænger af litterære og kunstneriske interesser, men lod sønnen gå i lære som boghandler efter sin konfirmation, som et slags kompromis. Han startede i Nakskov og flyttede senere til København som boghandlermedhjælpervikar hos C. A. Reitzels Boghandel.

I hovedstaden fik han lejlighed til at dyrke sin passion, teatret, og i 1878 fik han overtalt sin far til at yde økonomisk støtte, så han kunne læse til studentereksamen. Han bestod endelig eksamen i 1884, efter at have dumpet ikke mindre end tre gange. I 1886 blev han uddannet cand.phil. fra Københavns Universitet.

En tid var han ansat som timelærer på Sundby realskole, men scenelivet trak dog stadig i den unge Wied, og som stor beundrer af August Strindberg fik han i 1889 lov til at medvirke i den svenske dramatikers Kreditorer i København.

Wieds første skrift var som ”Peter Idealist” med pamfletten Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger (1887), der ubarmhjertigt latterliggør kulturminister Scavenius´ dobbeltmoral efter at være blevet afsløret i, at have opsøgt en københavnsk prostitueret. Forfatterens egentlige debut kom et par år efter, med skuespillet En hjemkomst (1889), omhandlende had mellem fædre og sønner.

Forfatterens ungdom er for øvrigt skildret i Ungdomshistorier (1895) samt i erindringerne Digt og Virkelighed (1914).

I begyndelsen af 1890´erne indledte Wied sin karriere som prosaist, først med små historier, der blev trykt i avisen København, der senere blev udgivet som novellesamlinger. Nogle af Wieds historier var dog for heftige for den offentlige moral og han tilbragte bl.a. i 1892 14 dage i fængsel for overtrædelse af den litterære blufærdighed pga. historien De unge og de gamle, der skildrer incestuøse forhold mellem voksne kvinder og små drenge.

I 1892 indledte han også et forhold til Alice Tutein, der var datter af godsejer og folketingsmand Frederik Christian Ferdinand Tutein. Også dette vakte offentlig forargelse, ikke mindst pga. de to børn som parret fik sammen uden at være ægtefolk. De blev dog gift i 1896, efter at Alice´s fader havde meldt Wied til politiet for usædelighed. Svigerfaderen skulle endvidere vise sig at blive en betydelig kilde til Wieds personkarakteristikker og kritik af borgerskabet.

Forfatteren skrev, ud over dramatik, primært romaner og noveller og er især kendt for at portrættere den danske provins på en overbevisende og satirisk måde. Overfor den satiriske tone i forfatterskabet, står dog et sort menneskesyn, der næsten har taget overhånd i den sene del af forfatterskabet, og som tydeligt kan ses i bl.a. romanen Slægten (1898) og fortsættelsen Fædrene æde druer (1908). Begge romaner er filmatiseret under titlerne Slægten i 1978 og Sort høst i 1993.
Blandt andre af forfatterens mest kendte værker finder vi novellerne Silhuetter (1891) og Barnlige sjæle (1893) samt romanerne Livsens Ondskab (1899), Knagsted (1902) og Pastor Sørensen og Co. (1913).
Som dramatiker beskæftigede Wied sig primært med den folkelige komedie, men fornyede også teateret med en ny genre, de såkaldte ”satyrspil”, med detaljerede beskrivelser af interiører, stemninger og personernes tanker. Blandt de mere populære af disse kan bl.a. Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde (1897), To Kroner og halvtreds (1901) og Dansemus (1905), nævnes. Blandt andre af hans mest populære skuespil kan desuden nævnes En Bryllupsnat (1890), Thummelumsen (1901), Skærmydsler (1901) og Ærtehalm (1909).

Forfatteren levede et forholdsvis omflakkende liv, på Møn, ved Ebeltoft, i Sæby, i Næstved og i Berlin foruden en større rejse til Middelhavet og flere til Tyskland. Han slog sig dog endelig ned i Roskilde, hvor han fik opført et hus efter specifikke ønsker, opdelt i to adskilte afdelinger, det ene til familien og det andet til arbejde. Forfatterkollegaen Walter Christmas betegnede efter et besøg huset som ”Kastellet”, hvilket Wied sidenhen anvendte konsekvent.

Wied led i perioder af sindssygdom, der med jævne mellemrum sendte ham ud i dybe depressioner og sågar indlæggelser. I hans sidste år blev hans indtægter formindsket og han led desuden af kraftige mavesmerter.

Gustav Wied døde d. 24. oktober 1914 i Roskilde. Han begik selvmord med en dosis cyankalium og blev hermed kun 56 år gammel. Han blev begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, hvor Gustav Wied Selskabet hvert år mødes d. 6. marts og lægger en krans på hans sarkofag.

Han var ved sin død en højt elsket dramatiker og forfatter blandt teatergængere og det læsende publikum og herfra skal lyde et tak for hans bidrag til den danske litteratur.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Michel Eyquem de Montaigne (1533-1592)

Onsdag d. 28. februar er det 485 år siden, at den franske humanistiske adelsmand og grundlægger af essaygenren, Michel Eyquem de Montaigne, kom til verden på slottet Château de Montaigne, nær byen Bordeaux i Frankrig.

Michel var den ældste søn i en meget velhavende familie, hvor faderen havde fungeret som borgmester for byen Bordeaux. Hans opdragelse var utraditionel og foregik uden prygl. Faderen havde udviklet en pædagogisk plan for sønnen og kort efter hans fødsel, blev han bragt til en gård, hvor han levede de første tre år af hans liv hos en bondefamilie, for at han kunne lære om det liv, og være tæt på de folk, som havde behov for hjælp fra en familie som Montaignes. Herefter blev Michel bragt tilbage til Château de Montaigne, hvor han hver morgen blev vækket af musik og hvor han lærte at tale latin, længe inden han blev undervist i fransk.

Faderen bliver ofte nævnt i Montaignes forfatterskab, mens moderen, der levede en stor del af sit liv nær sønnen og sågar overlevede ham, kun nævnes et par gange.

Omkring år 1539 blev Montaigne sendt på kostskole og i 1546 havde han færdiggjort jurastudiet på universitetet i Toulouse. Han startede en karriere indenfor retssystemet og blev i 1557 medlem af byrådet i Bordeaux. Her mødte han forfatteren La Boétie, der blev en nær ven og vakte Montaignes interesse for antikken.

Han blev i 1565 gift med Francoise de la Cassaigne, i et formentligt arrangeret ægteskab. De fik seks døtre, hvoraf dog kun den andenfødte, Léonor, overlevede.

I 1568 udgav Montaigne den første oversættelse af den catalanske munk Raymond Sebond´s Theologia naturalis.

Året før var Montaignes fader død, og han arvede derfor slottet Château de Montaigne og i 1570, da han flyttede ind, også titlen Lord af Montaigne.

Montaigne fungerede fra 1557-71 som dommer i Bordeaux, men trak sig fra embedet i 1571 i en alder af 38 år, for at skrive sine essays. Dette foregik ved, at han mere eller mindre totalt isolerede sig fra alle familiære og sociale begivenheder i sit såkaldte citadel i tårnet på Château de Montaigne, omgivet af omkring 1.500 bøger.

I 1580 udsendte han de første to bind af sine Essays, og blev omgående en berømt mand i Frankrig. Han rejste efterfølgende til Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien, dels for at finde en kur mod sine smertende nyresten, dels som en pilgrimsrejse til det Hellige Hus i Loreto. Han førte under denne rejse en dagbog, hvor han optegnede regionale forskelle og skikke og skrev om personlige episoder, heriblandt den succesfulde kurering af hans nyresten. Dagbogen blev senere fundet og udgivet i 1774 under titlen Italiensrejse. I 1581 fik forfatteren at vide, at han var blevet udråbt til borgmester i Bordeaux, men der måtte en kongelig ordre til, før end han vendte hjem for at overtage posten, som han bestred frem til 1585.

I 1588 udsendte forfatteren sit tredje bind af Essays.

Forfatterens Essays (1580-88) kan kort beskrives som en samling af et stort antal af korte subjektive behandlinger af forskellige moralske, livsfilosofiske eller mere hverdagsagtige emner som fx beskrivelser af mennesker fra forskellige udgangspunkter (hukommelse, magt, idealer, m.m.), religion, psykologi og børneopdragelse, og hans berømte motto og valgsprog var ”Hvad ved jeg?”.

Essayet kan karakteriseres som et løst komponeret, ræsonnerende prosastykke, som fra forskellige vinkler belyser et bestemt emne, og på denne måde behandlede Montaigne alt fra religion og politik til spisevaner og transportmidler.

Montaigne var en af renæssancens store humanister. Han var inspireret af antikkens filosofi, især Plutarch, Platon, Seneca og Lukrets, og brød med middelalderens teologiske verdensopfattelse, for i stedet at koncentrere sig om menneskelivet her på jorden.

Montaignes Essays blev nærmest et bibel for den franske og engelske adel og hans arbejde kan ses at have inspireret mange senere forfattere og tænkere som fx William Shakespeare, René Descartes, Friedrich Nietzsche, Francis Bacon og Ludvig Holberg.

Michel de Montaigne døde d. 13. september 1592 af en halsbyld. Han døde samme sted, som han var født, 59 år gammel. Han blev begravet i nærheden, men senere flyttet til, først den ene, og så den anden kirke, hvoraf ingen længere er bevaret. Hans hjerte er dog bevaret i den parisiske Saint-Michel-de-Montaigne kirke.

Herfra siger vi tak til den franske adelsmand, der skabte essayet og med sine værker fik en betydningsfuld plads i såvel pædagogikkens som i filosofihistorien, som en af de første moderne europæiske tænkere.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 307); wikipedia.dk; denstoredanske.dk; wikipedia.org)

Helen Fielding (1958 – )

Mandag d. 19. februar fylder den britiske forfatterinde Helen Fielding 60 år.

Helen blev født i byen Morley, West Yorkshire i Storbritannien som barn nummer to ud af fire.

Hun blev i 1979 uddannet i engelsk fra Oxford University og fik efterfølgende ansættelse ved BBC. Her arbejdede hun de næste ti år med bl.a. en række dokumentarprogrammer fra Afrika, nyhedsudsendelser og programmer for børn.

I 1989 droppede Fielding tv-verdenen og arbejdede fra 1990-1999 som freelancejournalist og klummeskribent for en række nationale aviser som fx The Sunday Times, The Independent og The Telegraph.

Helen Fielding debuterede i 1994 med En stjernesag, der handler om en kvindelig journalists oplevelser i Afrika.
Debuten blev vel modtaget og forfatterinden fik i 1995 en ugentlig klumme i den britiske avis The Independent – og det var netop denne klumme, skrevet som den fiktive singlekvinde Bridget Jones´ dagbog, der skulle udvikle sig til forfatterindens største succes. Fieldings redaktør opfordrede hende til at skrive en roman om Bridget, og denne roman, Bridget Jones´ dagbog, udkom i 1996, og lagde samtidig grunden til en ny genre inden for litteraturen, den såkaldte ”chick lit”.
Hun vandt i 1998 prisen Book of the Year ved British Book Awards for Bridget Jones´ dagbog.

Efterfølgende udkom Bridget Jones – På randen af fornuft (1999) og de to romaner er blevet filmatiseret i henholdsvis 2001 og 2004 med stjerneskuespillerne Renée Zellweger, Hugh Grant og Colin Firth i hovedrollerne.

Forfatterinden tog en pause, men vendte i 2003 tilbage til den litterære scene, denne gang med parodien på en spionroman, Olivia Joules´ hyperaktive fantasi, som dog langt fra var nogen succes.

I 2005 genoptog Fielding en ny serie klummer om Bridget i The Independent og i 2013 udkom Bridget Jones – Vild med ham. En tredje filmatisering er det da også blevet til, denne fra 2016, Bridget Jones´ Baby, er dog ikke baseret på et litterært forlæg fra Fielding.

Ud over arbejdet med Bridget Jones har forfatterinden skrevet filmmanuskripter.

Fielding flyttede i 1999 til Los Angeles for at være sammen med kæresten Kevin Curran, der var medforfatter til kulttegneserien The Simpsons. De fik sammen to børn, inden Curran døde af kræft i 2016 i en alder af 59 år.

Herfra skal lyder et stort tillykke til Helen Fielding, der gav os chick lit-genren – og tusind tak for den finurlige og underholdende tilføjelse til litteraturen.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk)

Georges Joseph Chrétien Simenon (1903-1989)

Tirsdag d. 13. februar er det 115 år siden, at den franskskrivende, belgiske forfatter Georges Joseph Chrétien Simenon kom til verden i den belgiske by Liége. Ifølge de officielle papirer kom han til verden torsdag d. 12. februar 1903, kl. 23.30, men ifølge forfatterens eget udsagn, fandt fødslen først sted fredag d. 13., kl. 00.10 – men at hans fader, på foranledning af sin overtroiske kone, havde efterdateret fødselstidspunktet.

Moderen, Henriette, var ud af en bondeslægt og havde tidligere arbejdet som ekspeditrice og faderen, Désiré, arbejdede som bogholder i et forsikringsselskab. Familieidyllen var så langt fra intakt. Da den tre år yngre lillebror Christian kom til verden følte Georges sig overset af moderen, hvilket førte til en splittelse, både fra mor og bror. Faderen blev til gengæld idealiseret som rolig, nøjsom og arbejdsom.

Den lille Georges lærte allerede at læse og skrive i børnehaven, og han gik ud af sin katolske folkeskole som den dygtigste elev. Han var desuden messedreng og overvejede i en periode at blive præst.

Han valgte dog i stedet at kaste sig over den russiske litteratur og var særdeles glad for Gogol, Tjekhov og Dostojevskij og det var ikke unormalt, at han lånte omkring ti bøger om ugen på det offentlige bibliotek, dog ikke alle af russiske forfattere.

Som 12-årig fik den unge Georges sine første seksuelle erfaringer med en tre år ældre pige. Han skiftede skole, for at være tættere på denne pige, blot for at finde ud af, at hun havde en ældre kæreste. Han følte sig som en outsider på den nye skole, hvilket resulterede i, at han mistede interessen for religion, vandrede rundt i gaderne om natten, skændtes med sin mor, begyndte at drikke og begå småtyverier samt opsøge prostituerede.

Som 15-årig blev faderen alvorligt syg, og dermed måtte Georges påtage sig at forsørge familien. Han droppede ud af skolen og forsøgte sig, uden den store succes, som konditor og butiksassistent hos en boghandler.

Georges Simenon indledte sin skibentkarriere i en alder af knap seksten år, som journalist på avisen La Gazette de Liége. Han skrev her under pseudonymet Georges Sim og førte sig frem med regnfrakke og pibe. Han fik sin egen daglige klumme og begyndte desuden at offentliggøre korte historier i avisen samt i andre tidsskrifter.

Forfatteren fik sin romandebut i 1921 med Au Pont des Arches.

På trods af Simenons succes, blev han på redaktionen betragtet som en enfant terrible – utilpasset og oprørsk. Dette bragte ham dog til gengæld ind i kunstnerkredse, hvor han i 1920 mødte kunstneren Régine Renchon, som han blev gift med i 1923. Han blev ansat som privatsekretær hos markis Raymond de Tracy, der kom til at fungere som en slags faderfigur for den unge forfatter.

Simenon forsøgte i starten af 20´erne at få fodfæste på den parisiske litterære scene og det lykkedes ham mellem 1924-26 at offentliggøre 200-300 historier i forskellige tidsskrifter, bl.a. med hjælp fra den franske forfatterinde Colette, der fungerede som litteraturredaktør på avisen Le Matin.

Forfatteren kastede sig herefter over billigbogsromaner og triviallitteratur og blev efterhånden en kommerciel succes.

Georges og Régine boede i Paris fra 1924-27 og mens Régine etablerede sig som kunstmaler, benyttede Simenon sin efterhånden pæne indtægt til fester, rejser, biler og kvinder. Der var især to kvinder, der fik forfatterens opmærksomhed. Den ene var den 18-årige Henriette Liberges, som var ansat som husassistent (m.m.), den anden var verdensstjernen Josephine Baker, som Simenon var privatsekretær (m.m.) for.

De første bøger, som forfatteren udgav i eget navn, var bøgerne om kriminalkommissær Jules Maigret. Han startede på serien i 1931 med Pieter fra Letland og den skulle vise sig at blive den store succes, der gav ham et gennembrud som forfatter.

Det var dog ikke med Simenons´ forlags gode vilje, at deres indbringende trivialforfatter havde skiftet stil, og forfatteren måtte kæmpe hårdt for Maigret og sin egen mulighed for at udvikle sig litterært. Maigret-romanerne blev dog med det samme en stor succes og gjorde med ét slag Simenon berømt. Romanerne blev hurtigt oversat til en række andre sprog og allerede i 1931 var et par af romanerne sikret filmatisering.

Sideløbende med værkerne om Maigret, skrev Simenon over hundrede pessimistisk-realistiske romaner om personer, der gør oprør mod tilgroede normer og som forfatteren selv betegnede som ”hårde romaner”. Blandt disse finder vi fx Menneskejagt (1933), Borgmesteren (1939), Sneen var sort (1948), Sandheden om en mand (1963) og Far og søn (1954).

I 1939 fik Régine sønnen Marc, der senere blev filminstruktør og bl.a. filmatiserede mange af sin fars romaner.

Under 2. Verdenskrig blev Simenon udnævnt som kommissær for belgiske flygtninge i området omkring La Rochelle i Frankrig. Flygtningenes skæbne bearbejdede forfatteren senere i romanerne Le Clan des Ostendais (1947) og Le Train (1961).

I 1945 flyttede den lille familie Simenon til New York, men på grund af forfatterens ringe engelskkundskaber rejste de snart videre til det fransktalende Canada. Her fandt han i sin nyansatte sekretær, Denyse Quimet, sin anden kone.

Simenon fortsatte med at rejse rundt, men nu var det europæiske kontinent udskiftet med det amerikanske. Régine havde for lang tid siden affundet sig med at ægtemandens udenomsægteskabelige affærer og et ménage á trois involverende Georges, Régine og Denyse blev ovenikøbet til en ménage á quatre, da Henriette Liberges ankom fra Frankrig. Denyse fødte Georges hans anden søn, John i 1949 og i 1950 lod Simenon sig skille fra Régine og ægtede dagen efter Denyse.

I 1953 fødte Denyse datteren Marie-Georges, kaldet Marie-Jo og et par år efter rejste familien tilbage til Frankrig, uden dog at bosætte sig et fast sted. I 1957 flyttede Simenon til Lausanne i den fransktalende del af Schweiz. I 1959 blev sønnen Pierre født, selvom Georges´ og Denyses ægteskab på dette tidspunkt var præget af druk og vold, og i 1962-64 lod Denyse sig indlægge på en psykiatrisk klinik. Hun flyttede herefter fra ægtemanden, selvom han til sin død modsatte sig en skilsmisse.

Efter at han i 1964 havde ladet Henriette Liberges gå i tjeneste hos sin søn Marc blev Teresa Sburelin ansat som tjenestepige, men blev snart hans elskerinde og desuden plejer, da han blev gammel.
George Simenons sidste roman var Maigret og advokaten (1972) og herefter stoppede han helt med at skrive romaner. Dog dikterede han en lang række erindringsbøger og fra 1973-79 blev det til i alt 21 selvbiografiske bånd.

Georges Simenon var en yderst produktiv forfatter og ud over 75 romaner og 28 noveller om Maigret, blev det til yderligere mindst 117 romaner og 134 noveller, skrevet i eget navn samt næsten 200 romaner og 1.000 noveller, der kan betegnes som triviallitteratur, der blev skrevet under forskellige pseudonymer. Alle hans værker er skrevet på fransk, og han var en af de få populære forfattere, der var højt værdsat af flere af sine forfatterkolleger. Desuden er hans romaner i stor udstrækning blevet filmatiseret. Der er lavet over 65 biograffilm og over 60 internationale tv-produktioner, som fx serier, baseret på forfatterens værker. Derudover skrev Simenon også en smule indenfor andre genrer, som fx rejseberetninger, brevvekslinger og selvbiografier.

Simenons livsstil var ikke uden konsekvenser. Fx skød datteren Marie-Jo sig selv i Paris 1978 og hendes aske blev strøet i Simenons have under et stort træ. Han forsøgte at retfærdiggøre sig selv i sin sidste bog, Mémoires intimes (1981).

I 1984 fik forfatteren med held fjernet en tumor i hjernen, men fik i 1988 en hjerneblødning og blev lammet. Georges Simenon døde d. 4. september 1989 i sit hus i Lausanne, 86 år gammel. Hans aske blev, som hans datters, strøet i haven. På dette tidspunkt havde forfatteren boet ikke mindre end 33 forskellige steder og kendt mere end 10.000 kvinder (ifølge ham selv – Denyse anslår derimod et tal på omkring de 1.200).

Herfra skal lyde en stor tak til den berejste og dameglade belgiske forfatter, der er en af de mest læste forfattere i det 20. århundrede og som især vil blive husket for den eminente kriminalkommissær Maigret.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 400f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk; arnoldbusck.dk)