Susanne Staun (1957 – )

Søndag d. 31. december fylder den danske forfatter Susanne Staun 60 år.

Susanne Staun kom til verden nytårsaften kl. 23.50 på Frederiksberg. Hun var efternøler hos en finere overlægefamilie fra Frederikssund.

Som barn udviklede Susanne efterhånden et større repertoire af skarnsstreger i skolen såvel som i hjemmet, og gymnasieårene foregik efter sigende i en hashtåge, men på trods af en dumpekarakter i matematik, hvor hun nægtede at udtale sig, lykkedes det den kommende forfatterinde at blive student i 1976.

Hun blev vækket til dåd på universitetet, bl.a. grundet Philip Roths forfatterskab, og blev uddannet i cand.phil. i engelsk sprog og litteratur fra Københavns Universitet og M.Sc. i journalistik fra Syracuse University i USA.

Efter endt uddannelse var Staun 10 år hos Egmont Comic Creation, hvor hun fungerede som redaktør og manusforfatter. Herefter har hun primært arbejdet som freelancer for firmaer i bl.a. Danmark, Storbritannien, USA og Kuala Lumpur.

Staun er gift med en tysk matematiker og de bosatte sig i mormoderens gamle sommerhus i Frederikssund. Alt åndede fred og idyl indtil en hegnsstrid med naboen.

Denne førte til, at hun af ren og skær ærgrelse drak sig en smule fuld om aftnerne og skrev ”du er dum, du er dum, osv.”, hvilket dog helt tilfældigt udviklede sig til romanen Sådan lyder en salonriffel (1998). Efter debuten, har forfatterinden mere eller mindre udgivet en ny titel om året, hvoraf langt de fleste er spændingsromaner.

Forfatterinden er bedst kendt for sine krimier, og hun er en yndling blandt kritikerne. Blandt hendes største succeser er femikrimi-serien om adfærdspsykologen og profileringseksperten Fanny Fiske, der omfatter Som arvesynden (1999), Liebe (2000), Mit smukke lig (2002), Mine piger (2008) og Før jeg dør (2009), samt den efterfølgende trilogi om retsmedicineren Maria Kruse, der bliver udgjort af Døderummet (2010), Hilsen fra Rexville (2011) og Helt til grænsen (2013).

Andre værker fra forfatterindens hånd er bl.a. Gratis frokost (1999), Blå hav (2001), Langt fra mig (2003), Martas hjerte (2004), Skadestuen (2005), Fuck, en lækker røv (2015), Velkommen til mit mareridt (2015), Kort & Cool (2016) og Mediernes møgkællinger (2017).

Susanne Staun er i årenes løb blevet nomineret til mange priser for sine værker, og hun er da også løbet afsted med et par stykker af dem.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Susanne Staun – og et rigtig godt nytår til alle! 

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; bibliografi.dk; litteratursiden.dk; saxo.com; gyldendal.dk; krimisiden.dk)

Heinrich Böll (1917-1985)

Torsdag d. 21. december 2017 er det præcis 100 år siden, at den tyske forfatter Heinrich Böll kom til verden.

Heinrich Böll blev født i den tyske by Köln som sjette barn ind i en katolsk familie med faderen Victor, der arbejde som drejer, og moderen Maria.

Efter at være blevet student i 1937 kom Heinrich i lære i en boghandel, hvilket dog kun varede knap et år. I 1939 påbegyndte han studier i tysk og klassisk filologi og debuterede også i dette år med sin første roman Am Rande der Kirche.  

Bölls studietid blev dog kort, da han blev indkaldt til militærtjeneste, og han var soldat under hele 2. Verdenskrig, indtil han i april 1945 kom i amerikansk krigsfangenskab. 

Efter krigen begyndte Böll, med stor succes, at skildre krigens kedsommelighed og efterkrigstidens nød. Som eksempler kan her nævnes Toget kom præcis (1949), Hvor var du Adam? (1951), Huse uden fædre (1954) og Brødet i de unge år (1955).

Hans folkelige gennembrud var romanen – og han svarede dem ikke (1953). Denne blev efterfulgt af en lang række romaner, noveller og hørespil, der forholdt sig til den aktuelle vesttyske virkelighed, hvorfor forfatteren også er blevet et symbol for den vesttyske litteratur. Blandt hans værker kan her er bl.a. En klovns opgør (1963), Missionen endt (1966), Omsorgsfuld belejring (1979) og Kvinder foran flodlandskab (1985).

Forfatteren kastede sig også ud i at udvide perspektivet til hele Tysklands historie i 1900-tallet i fx Billard klokken halv ti (1959) og Gruppebillede med dame (1971).

Derudover omfattede Bölls forfatterskab også essays og anden litteratur om tysk politik, Köln og Rhinlandet. Han fungerede også som anmelder og sammen med sin kone Annemarie oversatte han engelsk og amerikansk litteratur til tysk.

Böll nærede igennem hele sit forfatterskab en modstand mod det perfekte, og hans sympati lå hos de ydmyge og forurettede, hvorfor han også, med både spot og anerkendelse, er blevet kaldt ”det gode menneske fra Köln”.

Han angav selv kærlighed og religion som hovedtemaer for sit forfatterskab, ”da de er følelser, der ikke kan dikteres”, og kan ses som modsætning til naziregimet. Han skrev med en stor portion humanisme, funderet i et kristent værdigrundlag, og var meget samfundskritisk mod det stive og konservative Tyskland, der efter 1945 primært havde fokus på økonomisk fremgang og fortrængning af de nationalsocialistiske forbrydelser.

En del af denne kritik var rettet mod den katolske kirke, som han selv var en del af, men han endte med at forlade kirken, da de dominerende, officielle katolske værdier lå ham for fjernt. Hans kritiske fokus flyttede sig senere i forfatterskabet til også at omfatte massemedierne og deres påvirken af samfundet og demokratiet, hvilket bl.a. kan ses i Katarina Blums tabte ære (1974).

Böll modtog igennem forfatterskabet et væld af litterære priser, og i 1972 fik han Nobelprisen i litteratur og siden 1980 har Köln uddelt den prestigefyldte litteraturpris ”Heinrich-Böll-Preis”.

Heinrich Böll døde d. 16. juli 1985 efter et længere sygdomsforløb i den tyske by Kreuzau, 67 år gammel.

(Kilder: wikipedia.dk; denstoredanske.dk; kristeligt-dagblad.dk)

Tove Ditlevsen (1917-76)

Torsdag d. 14. december er det 100 år siden, at den danske forfatter Tove Irma Margit Ditlevsen kom til verden på Vesterbro i København (hun fastholdt dog selv i hele sin levetid, at hun var født i 1918).

Toves far, Ditlev, arbejdede som fyrbøder, men blev afskediget i 1924, hvilket for familien kom til at betyde et liv fattigdom. Hendes mor, Alfrida, var en dominerende kvinde, og hende og datterens komplicerede og problemfyldte forhold kommer i høj grad til udtryk i Toves forfatterskab. Tove begyndte at skrive digte som 12-årig, og dette blev et frirum fra de fattige kår og den uberegnelige mor.

På trods af skolens anbefalinger blev Tove Ditlevsen taget ud af skolen efter sin mellemskoleeksamen, da hun skulle ud og arbejde. Hun var efterfølgende i huset og arbejdede også som kontordame. Senere blev hun ansat som brevkasseredaktør for Ugebladet Familie Journalen og kom herigennem i berøring med mange forskellige mennesker.

Tove Ditlevsen debuterede som 22-årig i 1937 med digtet Til mit døde barn i lyriktidsskriftet Vild Hvede (nu Hvedekorn). Her mødte hun også sin første mand, den 30 år ældre Viggo Frederik Møller, der var bladets redaktør. De blev gift i 1940, men ægteskabet holdt dog kun et par år.

Hendes debut i bogform kom i 1939 med digtsamlingen Pigesind og det mere folkelige gennembrud i 1941 med romanen Man gjorde et barn fortræd.

I 1942 blev hun gift for anden gang. Denne gang med den jævnaldrende akademiker Ebbe Munk, med hvem hun fik datteren Helle. Men også dette ægteskab sluttede efter et par år og i 1945 giftede hun sig for tredje gang med lægen Carl Theodor Ryberg. De fik sønnen Michael i 1946 og samme år adopterede Tove Ditlevsen Rybergs datter Trine. Under dette ægteskab udviklede forfatterinden et pille- og alkoholmisbrug, og hun blev i 1949 indlagt på et psykiatrisk hospital. Ægteskabet sluttede i 1950 og i 1951 giftede Ditlevsen sig for fjerde og sidste gang med embedsmanden og senere chefredaktør på Ekstra Bladet, Victor Andreasen. De fik i 1954 sønnen Peter. I slutningen af 1950´erne faldt forfatterinden tilbage i sit misbrug og i de næste par årtier var hun flere gange indlagt på psykiatriske hospitaler. Ditlevsens sidste ægteskab varede indtil 1973 og skilsmissen førte til nervesammenbrud og selvmordsforsøg.

Hendes nok bedst kendte værk er romanen Barndommens gade (1943). Romanen har egentlig oprindelse i digtet ”Barndommens Gade” fra Lille verden (1942) og er en kærlighedserklæring til det miljø, som hun voksede op i. Digtet er senere blevet tilføjet musik af Anne Linnet og indgik i filmatiseringen af romanen i 1986.

Ditlevsen bevægede sig inden for de fleste genrer, og hun skrev både digte, essays, noveller og romaner. Hendes forfatterskab er dog ikke desto mindre i sjælden grad tematisk sammenhængende, fra debuten Pigesind (1939) til den sidste essaysamling En sibylles bekendelser (1976). Temaet er ”det brændte barn” og dets videre hårde og smertefulde liv. Inspirationen til dette tema skal bl.a. findes i forfatterindens forhold til sin mor og sit alkohol- og pillemisbrug. Ditlevsen udgav også flere erindringsbøger som fx essaysamlingen Flugten fra opvasken (1956), Vilhelms værelse (1975) og Tove Ditlevsen om sig selv (1975).

Erindringsbøgerne Barndom (1967), Ungdom (1967) og Gift (1971) samt romanen Ansigterne (1968) er skrevet mens Ditlevsen var indlagt som patient på psykiatrisk afdeling.

Karakteristisk for forfatterskabet er, at det bevæger sig på grænsen mellem det (selv)biografiske og det fiktive. Et andet gennemgående tema i Ditlevsens liv – og dermed forfatterskab – er rodløsheden, der opstod, da familien flyttede fra Vesterbro, hvor hun var født, og hvis miljø hun følte sig tryg i.

Andre kendte værker fra Ditlevsens pen er bl.a. romanen For barnets skyld (1946), novellerne En flink dreng (1952) og Den onde lykke (1963) samt digtsamlingerne Blinkende lygter (1947), Kvindesind (1955) og Den hemmelige rude (1961).

Forfatterinden modtog flere priser for sine værker, bl.a. De Gyldne Laurbær i 1956, og i 2017 blev hun kåret som årets klassiker.

Tove Ditlevsen døde d. 7. marts 1976, 59 år gammel, ved egen hånd. Hun er begravet fra Kristkirken på Vesterbro og blev, med hendes status som folkekær digter, fulgt at nær ved tusind mennesker til graven.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk)

Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910).

Fredag d. 8. december er det 185 år siden, at den norske forfatter Bjørnstjerne Martinius Bjørnson kom til verden.

Bjørnstjerne blev født i Kvikne i Norge. Hans far var præst og blev overflyttet til et pastorat i Romsdal, hvor Bjørnstjerne voksede op.

Efter endt studentereksamen i 1852 arbejdede Bjørnson som journalist og teater- og litteraturkritiker. Han debuterede i 1857 som forfatter med romanen Synnøve Solbakken. Samme år udgav han det historiske skuespil Mellem Slagene (1857).

I de næste år skrev forfatteren en stor mængde romaner og teaterstykker og han fik, især med trilogien Sigurd Slembe (1862), slået sit navn fast som en betydningsfuld forfatter.

I 1858 blev Bjørnson gift med præstedatteren Karoline Reimers med hvem han fik 6 børn. Ægteskabet var dog langt fra problemfrit, og de gik fra hinanden i 1869.

I 1857-59 var Bj. Bjørnson chef for Bergens Teater og i 1865 blev han direktør for Kristiania Teater, og han benyttede denne stilling til at opføre en stor del af sine egne stykker. Han helligede sig det næste årti teaterledelse og politik, og hans bidrag til litteraturen var i denne periode derfor begrænset.

I 1875, efter et toårigt udenlandsophold, begyndte forfatteren dog atter at vise den digteriske virksomhed interesse, hvilket bl.a. resulterede i dramaerne En fallit (1875) og Redaktøren (1875). Disse stykker adskilte sig fra hans tidligere produktion, og En fallit regnes som Norges første realistiske drama. Det er i dramaerne fra denne periode, at forfatterens politiske engagement tydeligst kommer til udtryk.

Bjørnstjernes nok mest kendte værk er digtet Ja, vi elsker dette landet (1859), da det er Norges nationalsang, og forfatterens vedblivende storhed, skal da heller ikke nødvendigvis findes i selve hans litterære produktion, men nærmere i det, som han stod for. Han var i høj grad med til at definere Norge som selvstændig nation efter landets frigørelse fra Danmark i 1814. Norge blev egentlig lagt under Sverige ved denne frigørelse, men Bjørnson kæmpede for landets selvstændighed, hvilket bl.a. medførte en anklage for højforræderi og videre eksil i Paris indtil 1887. Det er da også svært at lave et skarpt skel mellem forfatterens politiske virksomhed og hans litterære bedrifter, da befrielsesbestræbelserne ses meget stærkt begge steder.

Bjørnson er bl.a. blevet kaldt ”digterhøvdingen”, og han var om nogen en forfatter, der tegnede det kulturelle og politiske liv i 1800-tallets Norge. Han har op til vore dage været symbol for den norske patriotisme. Han udgjorde sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland de såkaldte ”Fire store” af norske attenhundredetals forfattere, og han var i høj grad anerkendt i sin samtid.

Man kan se den norske nationalisme i forfatterens debutroman Synnøve Solbakken (1857), hvor han ”fornorsker” sit sprog, men på trods af dette er det bl.a. takket være Bjørnson, at vi danskere stadig har forholdsvis let ved at læse norske tekster. Det er også denne roman, der indleder forfatterens såkaldte Bondefortællinger, der var med til at forme den nationalromantiske periode i norsk litteratur. Blandt andre romaner i denne kategori finder vi Arne (1858), En glad gutt (1860) og Fiskerjenten (1868).

Bjørnstjerne Bjørnson deltog i allerhøjeste grad også i ligestillingsdebatten, hvilket især ses i hans dramaer. Han var hele sit liv engageret i kvindesagen, og bidrog med teaterstykket En handske (1883) til den store ”Sædelighedsfejde”, der føg hen over Skandinavien i 1880´erne. Han var her fortaler for både kvindens og mandens kyskhed inden ægteskabet og ikke for seksuel frigørelse i ligestillingens tegn.

I 1860´erne sluttede forfatteren sig til dansk-norske grundtvigianske højskolekredse. Han brød med kirken, men ikke med den kristne moral, og han bekendte sig til Darwins udviklingslære, men tolkede den videre ind i menneskelivet som en tro på sædernes højnelse. Denne ”omvendelse” kommer bl.a. til udtryk i dramaet Over Ævne 1 (1883).

Efter eksilet i Paris vendte forfatteren atter tilbage til Norge i 1887. Fra denne periode kan romanen Paa Guds veje (1889) og dramaet Sigurd Jorsalfar (1872) bl.a. nævnes.

Bjørnstjerne Bjørnsons produktion var stor, og han skrev indenfor de fleste genrer, selvom det dog er hans lyrik, der bedst har modstået tidens tand. Der er sat musik til mange af hans digte, og de er i dag en levende del af Norges nationale sangskat.

I 1897 sad Bjørnson i den første Nobelkomité og i 1903 modtog han selv Nobelprisen i litteratur.

Bjørnstjerne Bjørnson døde d. 26. april 1910 i Paris, Frankrig og hans jordiske rester blev ført til København i den norske konges salonvogn og herefter sejlet til hjemlandet i panserskibet ”Norge”. Denne ligfærd vidner om den status, som forfatteren havde opnået i de 77 år han havde levet.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 47f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Anne B. Ragde (1957 -)

Søndag d. 3. december fylder den norske forfatter Anne B. Ragde 60 år.

Anne Birkefeldt Ragde blev født i Hardanger i Norge som datter af en dansk mor og norsk far. Da hun var fire år flyttede familien til Trondheim, hvor hun voksede op og stadig bor. Da hun var otte blev hendes forældre skilt, og den lille Anne skulle herefter klare det meste selv. Hun boede sammen med sin mor, der lige efter skilsmissen havde svært ved at overskue tingene og Anne begyndte derfor bl.a. at tage ansvar for den fattige families økonomi. Moderen kom sig dog, tog et arbejde og gjorde livet lidt lettere for familien.

Som ung arbejde Ragde som veterinærassistent, da hun ville være dyrelæge, men hun endte alligevel som uddannet lingvist fra universitetet i Trondheim, hvor hun senere også arbejdede som universitetslektor i massekommunikation. Derudover har hun arbejdet som tekstforfatter for et reklamebureau.

Anne B. Ragde debuterede i 1986 som børnebogsforfatter med bogen Hallo! Her er Jo! 

Ragdes mor, Birte, har stor betydning for forfatterindens litterære liv, da hun ifølge Anne selv er årsagen til, at hun overhovedet blev forfatter. Moderen brød sig ikke om de norske børnebøger og derfor fik Anne fra hun var fire år læst højt af H. C. Andersen. Derudover opfordrede moderen sin datter til at læse. Desuden optræder moderen som hovedperson i romanerne Arseniktårnet (2001) og Jeg har et tæppe i tusind farver (2014). 

Forfatterinden har udgivet mere end 40 titler indenfor flere forskellige genrer, som fx erotiske noveller, krimier, biografier, digte samt børne- og ungdomsbøger, men det blev med romanerne, der ofte har hentet inspiration fra hendes eget liv, at hun fik sit folkelige gennembrud. En tiger for en engel (1990) anses som hendes romandebut.

Ragdes folkelige gennembrud kom med Berlinertrilogien om de tre Neshov-brødre, Berlinerpoplerne (2004), Erimitkrebsene(2005) og Ligge i grønne enge (2007), ikke mindst fordi de to første bind er blevet til en norsk tv-serie samt er blevet adapteret til teater. Serien fortsættes med udgivelsen af Altid tilgivelse (2016).

Blandt andre værker fra Radges hånd kan bl.a. nævnes Ved du hvad de voksne laver, mens du sover? (1989), Kunsten at forlade en mand – uden at tabe ansigt (1999), Majas glade dage (2001), På bunden af havet ligger et slot (2008), Natønsket (2010) og Jeg skal gøre dig så lykkelig (2012).

Forfatterinden har været under politibeskyttelse efter at have skrevet om sex og familieintriger.

Anne Ragde har været gift tre gange, men lever i dag alene, da hun efter eget udsagn til sidst kedede sig i forholdene og hellere selv vil bestemme hvornår hun skal hvad. Hun er mor til sønnen Jo.

Hun har vundet flere priser for sine bøger og er i dag en af Norges bedst sælgende forfattere.

 (Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; saxo.com; Rosinante-co.dk; Bibliografi.dk)