Carit Etlar (1816)

Mandag d. 7. august er det 201 år siden, at den danske forfatter Johan Carl Christian Brosbøll kom til verden i Fredericia som den ældste af fem børn og søn af købmanden, tobaksfabrikanten og brandinspektøren Jørgen Christian Brosbøll og Ursula Margrethe.

De fleste kender dog nok bedre Carl Brosbøll under pseudonymet Carit Etlar.

Den unge Carl rejste som 16-årig til København for at gå på kunstakademiet. Herefter deltog han i treårskrigen i 1848-51, stod til søs i nogle år og blev fra 1853 ansat på Det kgl. Bibliotek. Fra 1885 kunne han dog leve af sit forfatterskab.

Carl Brosbøll debuterede i 1838 med De to Studenter og Amors Skærmydsler.

I 1851 blev forfatteren gift med Hansine Erasmine Thorbjørnsen, men dette ægteskab blev ophævet i 1888 og Brosbøll indgik atter ægteskab, denne gang med den 37 år yngre Olga Augusta Schultz, som han levede med til sin død i 1900. 

Fortællingen Smuglerens søn (1839) var det første rigtigt succesrige værk fra forfatterens hånd. Han er i dag nok bedst kendt for sine romaner om Gjøngehøvdingen (1853) og fortsættelsen Dronningens Vagtmester (1855) om den folkelige modstand mod svenskerne under krigen 1658-60. 

Generelt set kan Brosbølls romaner ofte beskrives som historiske fortællinger, centreret omkring krige og konflikter og blandt hans inspirationskilder kan de franske Alexandre Dumas (både den ældre og den yngre) samt Steen Steensen Blicher nævnes. Det blev til henved i alt halvtreds folkelige historiske romaner fra forfatterens hånd, hvoraf mange siden er blevet til klassiske ungdomsbøger.

Blandt andre værker fra forfatteren kan nævnes romanerne Strandrøverne (1853), Våbenmesteren (1955), Tranens Varsel (1869),Viben Peter (1874) og Fangen på Kalø (1877), novellesamlingerne Herremænd (1855) og Broget Selskab (1868) og skuespillet Tordenskjold i Dynekilen (1872).

Pseudonymet Carit Etlar opstod for øvrigt ved en sammenblanding af hans eget samt hans første digtermuses fornavne. Hun hed Tertia Fabricius og døde i en tidlig alder. Carl+Tertia er således blevet til Carit Etlar.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; fredericiashistorie.dk)

Onsdag d. 2. august fylder den chilensk/amerikanske forfatterinde Isabel Allende 75 år.

Isabel Allende Llona kom til verden i Chiles hovedstad, Lima, som datter af den chilenske ambassadør i Peru. Hun voksede op hos sine bedsteforældre, sammen med sine to søskende, i det politisk urolige Chile, efter hendes forældres skilsmisse i 1945. Der var et par afstikkere fra 1953, til både Bolivia og Libanon, p.g.a. moderens nye mand, men familien flyttede dog tilbage til Chile i 1958. 

Allende blev i 1962 gift med Miguel Frías og arbejde fra hun var 16 år gammel som journalist, foruden som tv-rapporter, manuskriptforfatter og bladredaktør.

Urolighederne i Chile kulminerede i 1973 med militærkuppet og mordet på hendes halvonkel, Chiles socialistiske præsident, Salvador Allende.

Militærkuppet førte til forfølgelse af hele Allende-familien og forfatterindens mor og stedfar blev ofre for et attentat i Argentina. Som følge af dette, valgte Isabel Allende, sammen med sin mand, i 1975 at flygte til Venezuela. Her forblev hun i eksil i 13 år og fortsatte sit arbejde som journalist. Hendes baggrund i politisk urolighed kan bl.a. ses udtrykt i værkerne Åndernes Hus (1982), Kærlighed og mørke (1984), Eva Luna (1987) og Eva Luna fortæller (1990).

Forfatterinden debuterede i 1982 med den selvbiografiske slægtskrønike Åndernes hus, der oprindeligt var et brev til hendes hundredårige, døende morfar. Debuten blev en succes, der blot tiltog, da Bille August i 1993 filmatiserede værket med bl.a. Meryl Streep og Winona Ryder på rollelisten.

Allendes forfatterskab består primært af romaner, og et centralt tema i hendes værker er kvindens kamp for retfærdighed og lighed i en mandsdomineret verden. Hun er især kendt for sin brug af genren magisk realisme, der først blev benyttet af Gabriel García Márquez og kredser om den magiske fortid med folklore, eksotisme og ånder kombineret med den realistiske latinamerikanske nutid med vold, undertrykkelse, oprør og håb.

Forfatterinden har dog ud over romaner også bl.a. skrevet den erotiske kogebog Afrodite(1997), ungdomstrilogien bestående af Uhyrernes by (2002), Gulddragens rige (2003) og Pygmæernes skov (2004), om drengen Alexander, der tager på eventyrlige rejser sammen med sin journalist-farmor, og selvbiografien Mit opdigtede land (2004). I årenes løb har Isabel Allende vundet et væld af internationale priser for sine værker. 

Under en rejse til USA i slutningen af 1980´erne mødte hun sin anden ægtemand, Willie Gordon, og flyttede til San Francisco, og hun er i dag stadig bosat i den amerikanske stat Californien og har amerikansk statsborgerskab.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 13f); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; saxo.com; isabelallende.com)

Henrik Pontoppidan (1857)

Mandag d. 24. juli er det 160 år siden, at den danske forfatter Henrik Pontoppidan kom til verden i Fredericia som præstesøn i en søskendeflok på i alt 16 børn. I 1863 flyttede familien til Randers grundet faderens hverv. 

Den unge Henrik valgte i bevidst opposition til faderens præstegerning at kaste sig over ingeniørstudiet. Umiddelbart inden den afsluttende eksamen i 1879 sprang han dog fra studiet, og en efterfølgende sikker karriere, for at forfølge den mere usikre vej som forfatter. I perioden herefter underviste han på broderen, Morten Pontoppidans, højskoler, men det grundtvigianske højskolemiljø faldt dog ikke just i forfatterens smag.

Pontoppidan debuterede i 1881 med novellesamlingen Stækkede vinger. Samme år giftede han sig med bondedatteren Mette Marie Hansen. Med hende fik han tre børn, hvoraf det ene dog døde som barn. Ægteskabet blev opløst i 1892, og han giftede sig i stedet med Antoinette Kofoed. Hende fik han to børn med. I denne periode ændrede Pontoppidans forfatterskab sig også. Fra at skrive noveller om den aktuelle situation på landet, skiftede temaet nu til mere klassiske eksistentielle temaer.

I Pontoppidans unge år var forfatterskabet præget af en samfundskritisk tone og et opgør med den fædrene tro. Denne politiske agenda blev dog i løbet af forfatterskabet udtyndet og erstattet med et mere indadskuende perspektiv.

Forfatterens andet ægteskab var lykkeligt, hvilket bl.a. kan ses i romanen Et kærlighedseventyr(1917), der er den eneste roman fra Pontoppidans hånd med en lykkelig slutning. Den er skrevet i forbindelse med parrets sølvbryllup. Da Antoinette døde i 1928 valgte Pontoppidan dog at ændre romanens slutning til at ende på tragisk vis. 

Pontoppidans foretrukne litterære form var romanen og blandt hans mest kendte af slagsen finder man Det forjættede land (1892), Lykke-Per (1898-1904) og De dødes rige (1917), der alle har form som en slags skæbnefortællinger, hvor det enkelte menneske er henvist til at føje sin natur og kulturelle baggrund. Alle tre romaner blev desuden oprindeligt udgivet som føljetoner, grundet økonomiske begrænsninger.

Kendetegnende for Pontoppidans forfatterskab er også, at han aldrig slog sig til ro i en bestemt livsanskuelse, hvilket bl.a. kan ses i erindringsværker som fx Drengeaar (1933), Hamskifte (1936),  Arv og Gæld (1938) og Familjeliv (1940). 

Pontoppidan rettede stort set alle sine værker til inden en nyudgivelse, på jagten efter det perfekte og sprogligt helt enkle og rene. Disse rettelser har dog i visse tilfælde givet karakter af helt nye værker. Forfatteren har desuden benyttet sig af pseudonymet Urbanus.

Det er i år nøjagtigt 100 år siden, at Henrik Pontoppidan (sammen med Karl Gjellerup) modtog Nobelprisen i litteratur for ”hans autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark”.

Forfatteren døde i 1943, 86 år gammel. Han er begravet på familiens gravsted på Rørvig kirkegård.

Herfra skal lyde en stort tak til Henrik Pontoppidan for hans store litterære produktion, der  har beriget et utal af bogreoler i mange år allerede og kommer til det i mange år frem.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Jørn Riel (1931)

Søndag d. 23. juli fylder den danske forfatter Jørn Riel 86 år.

Jørn Riel blev født i Odense, men familien flyttede senere til København grundet faderens erhverv som kongelig hoffrisør. Denne omvæltende flytning, er beskrevet i den delvist selvbiografiske trilogi Du bor i dit navn (1976).

Udlængslen trak tidligt i den unge Riel, og som 15-årig tomlede han til Paris sammen med en kammerat, selvom historien overfor faderen dog var, at de skulle på cykeltur i Jylland. 

I gymnasiet stiftede han bekendtkendskab med Lauge Kochs Grønlandsekspedition, og han ønskede derfor at komme på navigatørskole for at kvalificere sig til deltagelse i denne ekspedition. Ventetiden brugte han, udover at uddanne sig som navigatør og radiotelegrafist, i Nationalmuseets etnografiske afdeling. I 1951 kom han med på den to-årige Lauge Koch-ekspedition. Efter ekspeditionen blev han dog hængende i Grønland og begyndte at nedskrive de historier, som han fik fortalt af bl.a. eskimoer og andre folk i det arktiske. Siden er det blevet til 10 år som udstationeret i Grønland.

Ud over at have haft Grønland som bopæl, har han som bl.a. FN-observatør (1964-71) boet i Mellemøsten, Pakistan, Afrika, Sydøstasien, Canada, Småland i Sverige og senest Kuala Lumpur i Malaysia. Han er gift med den svenske Anett, med hvem han har sønnen Peter og adoptivdatteren Chindar.

Forfatteren debuterede i 1970 med En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt, der udgjorde første bind af romantrilogien Mine Fædres Hus, der senere også kom til at omfatte Vorherres rævefælde (1971) og Det første af altings fest (1972). Riel har i sin særlige skrøneform udgivet omkring ti værker med samme persongalleri, hvoriblandt Den kolde jomfru (1974) og Forliset og andre skrøner (1996), kan nævnes. 

Riel, hvis forfatterskab i høj grad er præget af et humoristisk strejf, har skrevet bøger til både børn og voksne såvel som digte og noveller. Hans forfatterskab udgøres primært af prosa om livet, i særdeleshed på Grønland, men også andre steder på kloden. Riels foretrukne fortælleform er som antydet skrønen, og hans seneste udgivelse vidner da også om dette med titlen Mit livs skrøne: En slags memoirer (2016). 

Riel har i årenes løb modtaget flere legater og priser, bl.a. Tom Kristensen legatet i 1993, De Gyldne Laurbær i 1995 for Cirkulæret og andre skrøner (1994) samt Akademiets Store Pris i 2010.

Herfra skal der lyde et stort tillykke med dagen til Jørn Riel.

(Kilder: forfatterweb.dk; saxo.com; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Jytte Borberg (1917)

Søndag d. 16. juli kunne den danske forfatter Jytte Borberg være fyldt 100 år.

Jytte Borberg (født Jytte Erichsen) blev født i Schweiz, med forældrene tandlæge Janus Erichsen og porcelænsmaler Olga Zuschlag. Familien flyttede i 1921 til Aalborg, hvor forfatterinden voksede op. Hun tog som 17-årig til København, hvor hun ernærede sig som en slags hjælpe-lærerinde for pubertetspiger, der var en smule bagefter deres jævnaldrende.

Som 21-årig blev hun gift med lægen Allan Borberg. Det unge par flyttede de første år af ægteskabet rundt i landet fra hospital til hospital, grundet husbondens karriere. De bosatte sig dog i Viborg, hvor gemalen blev ansat som psykiatrisk overlæge og Jytte uddannede sig som laborant på Aalborg Kommunehospital. Sammen fik de to drenge og en pige. Allan Borberg døde i 1979, og herefter flyttede forfatterinden til den midtjyske landsby Fjaltring, hvor hun boede indtil sin død i 2007, dog med hyppige visit til hovedstaden.

Forfatterinden debuterede som 51-årig med den modernistiske novellesamling Vindebroen (1968) og nåede at skrive et væld af romaner, noveller, artikler, antologier, skolebøger, børnebøger, dramatik og skuespil.

Hun trængte igennem til et større publikum med sine to historiske romaner, Eline Bessers læretid (1976) og Det bedste og det værste – Eline Besser til det sidste (1977) omhandlende en tjenestepige ved århundredeskiftet. Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes Orange (1972), Slaraffenland (1982), Skyggernes bog (1983), Maskerade (1988), Tvivlsomme erindringer (1990), Nærbilleder (1994), Verdens ende (1996) og Det er tilladt at smile (2001).

Jytte Borbergs romaner omhandler ofte den stærke og ukuelige kvinde, der søger friheden fra et snærende samfund i såvel fortid som nutid. Et andet karakteristisk træk ved forfatterskabet er autoritetskritik – men også humoren og en sans for en komisk drejning af en scene er et gennemgående træk.

Ud over flere legater og priser modtog Borberg i 1984 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Jytte Borberg døde i forbindelse med et møde på Rungstedlund (Karen Blixens landsted i Nordsjælland) for 10 år siden i 2007, 89 år gammel.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kvinfo.dk)