Christopher Isherwood (1904 – 1986)

Lørdag d. 26. august er det 113 år siden, at den britisk-amerikanske forfatter Christopher Isherwood kom til verden.

Christopher William Bradshaw Isherwood blev født i Cheshire, nær Manchester, England. Han forlod college i Cambridge uden afsluttet eksamen i 1925, studerede medicin i et halvt års tid indtil 1929, men opgav også disse studier og valgte i stedet at rejse til Berlin.

Christopher Isherwood debuterede i 1928 med All The Conspirators.

Isherwood er især kendt for romanerne Mr. Norris skifter tog (1935) og Farvel til Berlin (1939), der begge er inspireret af hans egne oplevelser som ung mand i Berlin under Weimarrepublikken. Farvel til Berlin danner desuden det litterære forlæg til musicalen og filmen Cabaret (hhv. 1966 og 1972).

Forfatteren emigrerede i 1939 sammen med sin gode ven, digteren W. H. Auden til USA som følge af sin pacifistiske filosofi og han fik amerikansk statsborgerskab i 1946. I USA udskiftede han sit berlinske ungdomsoprørs ateisme med californisk-indisk mystik, der bl.a. blev introduceret til ham af forfatteren Aldous Huxley. Isherwood blev én af Ramakrishna-munken Swami Prabhavanandas disciple. Dette skrift kan bl.a. ses afspejlet i selvbiografierne Christopher og hans kreds (1976) og Ramakrishna og hans disciple (1982). Han levede som drejebogsforfatter i Hollywood sideløbende med, at han skrev romaner.

Homoseksualitet er, på trods af det ofte usagte og underspillede, et tema i Isherwoods forfatterskab, hvilket bl.a. kan ses i Enlig Herre (1968). Blandt andre af forfatterens bøger kan romanerne Møde ved Floden (1968), Essentials of Vedanta (1969) og rejsebogen, Journey to War (1939) skrevet sammen med W. H. Auden, nævnes.

I 1953 mødte forfatteren den 30 år yngre kunstner Don Barchardy, som han levede sammen med i Santa Monica, Californien, frem til sin død i januar 1986.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; bibliografi.dk)

Stieg Larsson (1954 – 2004)

Tirsdag d. 15. august kunne den svenske journalist og forfatter Karl-Stig Erland Larsson være fyldt 63 år.

Karl-Stig blev født i den svenske by Skellefteå i 1954, boede i Umeå fra han var ca. 9 – 21 år gammel, og lagde allerede i gymnasietiden stenene til sin fremtidige journalistkarriere.

I 1972 mødte han den arkitektstuderende Eva Gabrielsson, der blev hans livsledsager. Han aftjente sin værnepligt og rejste efterfølgende til borgerkrigen i Etiopien, hvor han hjalp til med at uddanne guerillasoldater. Han valgte dog at flytte tilbage til hjemlandet, og bosatte sig i 1977 i Stockholm. Her fik han job på Tidningarnas Telegrambyråd (TT), hvor han blev i 20 år.

Som journalist havde Larsson speciale i højreekstremistiske og antidemokratiske bevægelser og var en af Sveriges mest fremmeste eksperter indenfor området. I en større mængde artikler og et par bøger (bl.a. Extremhögern, 2011) afdækkede han svensk nynazisme, og han var foredragsholder og initiativtager til kampagner mod racistisk vold. Det er da bl.a. også indenfor det journalistiske virke, at stoffet til hans succesfulde, om end alt for korte, krimiforfatterkarriere skal findes. 

Stieg Larsson havde et dybt samfundsengagement, der bl.a. gav sig til udtryk i, at han i 1995 grundlagde Expo, en privat forskningsinstitution, der arbejdede for beskyttelsen af demokrati og ytringsfrihed mod racistiske og totalitære bevægelser. Denne forskningsinstitution havde et tidsskrift, ”Expo” tilknyttet, som Larsson frem til sin død var chefredaktør for. 

Forfatteren debuterede med et brag i 2005, med sin Millennium-trilogis første bog, Mænd der hader kvinder. Han havde indleveret tre store romaner til forlaget Nordstedts med en besked om, at der var planlagt i alt 10. Disse bøger skulle fungere som en slags pensionsopsparing.

Krimierne, der er centreret omkring makkerparret journalisten Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander har slået alle rekorder for oversat fiktion i Danmark og har vundet adskillige priser. De to andre bøger i Millenium-trilogien er Pigen der legede med ilden (2006) og Luftkastellet der blev sprængt (2007). Alle tre bøger blev for første gang filmatiseret i 2009.

Forfatteren nåede dog aldrig selv at opleve, at hans romaner blev udgivet, da han i 2004 døde, kun 50 år gammel, af en blodprop kort tid inden den første bog udkom.

Den sidste udgivelse fra Stieg Larsons og forfatteren David Lagercrantz´ hånd er 4. bog og fritstående fortsættelse af Millenium-serien (der efter forfatterens død lå som kladde) med titlen Det der ikke slår os ihjel (2015). 

Der har været en del polemik omkring arven efter Stieg Larsson. Han og samleveren Eva Gabrielsson var ikke gift, og derfor tilfaldt finansielle tilgodehavender fra litterær virksomhed forfatterens far og bror. Fire år efter Larssons død blev det afsløret, at der fandtes et testamente, hvor forfatteren kort efter sin udrejse til Afrika, testamenterede sine penge til Kommunistisk Arbejderforbund i Umeå, men da dette testamente ikke var bevidnet, var det ikke juridisk bindende.

Et posthumt tillykke og tak til en af nutidens største krimiforfattere herfra.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; modtryk.dk; denstoredanske.dk)

Carit Etlar (1816)

Mandag d. 7. august er det 201 år siden, at den danske forfatter Johan Carl Christian Brosbøll kom til verden i Fredericia som den ældste af fem børn og søn af købmanden, tobaksfabrikanten og brandinspektøren Jørgen Christian Brosbøll og Ursula Margrethe.

De fleste kender dog nok bedre Carl Brosbøll under pseudonymet Carit Etlar.

Den unge Carl rejste som 16-årig til København for at gå på kunstakademiet. Herefter deltog han i treårskrigen i 1848-51, stod til søs i nogle år og blev fra 1853 ansat på Det kgl. Bibliotek. Fra 1885 kunne han dog leve af sit forfatterskab.

Carl Brosbøll debuterede i 1838 med De to Studenter og Amors Skærmydsler.

I 1851 blev forfatteren gift med Hansine Erasmine Thorbjørnsen, men dette ægteskab blev ophævet i 1888 og Brosbøll indgik atter ægteskab, denne gang med den 37 år yngre Olga Augusta Schultz, som han levede med til sin død i 1900. 

Fortællingen Smuglerens søn (1839) var det første rigtigt succesrige værk fra forfatterens hånd. Han er i dag nok bedst kendt for sine romaner om Gjøngehøvdingen (1853) og fortsættelsen Dronningens Vagtmester (1855) om den folkelige modstand mod svenskerne under krigen 1658-60. 

Generelt set kan Brosbølls romaner ofte beskrives som historiske fortællinger, centreret omkring krige og konflikter og blandt hans inspirationskilder kan de franske Alexandre Dumas (både den ældre og den yngre) samt Steen Steensen Blicher nævnes. Det blev til henved i alt halvtreds folkelige historiske romaner fra forfatterens hånd, hvoraf mange siden er blevet til klassiske ungdomsbøger.

Blandt andre værker fra forfatteren kan nævnes romanerne Strandrøverne (1853), Våbenmesteren (1955), Tranens Varsel (1869),Viben Peter (1874) og Fangen på Kalø (1877), novellesamlingerne Herremænd (1855) og Broget Selskab (1868) og skuespillet Tordenskjold i Dynekilen (1872).

Pseudonymet Carit Etlar opstod for øvrigt ved en sammenblanding af hans eget samt hans første digtermuses fornavne. Hun hed Tertia Fabricius og døde i en tidlig alder. Carl+Tertia er således blevet til Carit Etlar.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; fredericiashistorie.dk)

Onsdag d. 2. august fylder den chilensk/amerikanske forfatterinde Isabel Allende 75 år.

Isabel Allende Llona kom til verden i Chiles hovedstad, Lima, som datter af den chilenske ambassadør i Peru. Hun voksede op hos sine bedsteforældre, sammen med sine to søskende, i det politisk urolige Chile, efter hendes forældres skilsmisse i 1945. Der var et par afstikkere fra 1953, til både Bolivia og Libanon, p.g.a. moderens nye mand, men familien flyttede dog tilbage til Chile i 1958. 

Allende blev i 1962 gift med Miguel Frías og arbejde fra hun var 16 år gammel som journalist, foruden som tv-rapporter, manuskriptforfatter og bladredaktør.

Urolighederne i Chile kulminerede i 1973 med militærkuppet og mordet på hendes halvonkel, Chiles socialistiske præsident, Salvador Allende.

Militærkuppet førte til forfølgelse af hele Allende-familien og forfatterindens mor og stedfar blev ofre for et attentat i Argentina. Som følge af dette, valgte Isabel Allende, sammen med sin mand, i 1975 at flygte til Venezuela. Her forblev hun i eksil i 13 år og fortsatte sit arbejde som journalist. Hendes baggrund i politisk urolighed kan bl.a. ses udtrykt i værkerne Åndernes Hus (1982), Kærlighed og mørke (1984), Eva Luna (1987) og Eva Luna fortæller (1990).

Forfatterinden debuterede i 1982 med den selvbiografiske slægtskrønike Åndernes hus, der oprindeligt var et brev til hendes hundredårige, døende morfar. Debuten blev en succes, der blot tiltog, da Bille August i 1993 filmatiserede værket med bl.a. Meryl Streep og Winona Ryder på rollelisten.

Allendes forfatterskab består primært af romaner, og et centralt tema i hendes værker er kvindens kamp for retfærdighed og lighed i en mandsdomineret verden. Hun er især kendt for sin brug af genren magisk realisme, der først blev benyttet af Gabriel García Márquez og kredser om den magiske fortid med folklore, eksotisme og ånder kombineret med den realistiske latinamerikanske nutid med vold, undertrykkelse, oprør og håb.

Forfatterinden har dog ud over romaner også bl.a. skrevet den erotiske kogebog Afrodite(1997), ungdomstrilogien bestående af Uhyrernes by (2002), Gulddragens rige (2003) og Pygmæernes skov (2004), om drengen Alexander, der tager på eventyrlige rejser sammen med sin journalist-farmor, og selvbiografien Mit opdigtede land (2004). I årenes løb har Isabel Allende vundet et væld af internationale priser for sine værker. 

Under en rejse til USA i slutningen af 1980´erne mødte hun sin anden ægtemand, Willie Gordon, og flyttede til San Francisco, og hun er i dag stadig bosat i den amerikanske stat Californien og har amerikansk statsborgerskab.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 13f); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; saxo.com; isabelallende.com)

Henrik Pontoppidan (1857)

Mandag d. 24. juli er det 160 år siden, at den danske forfatter Henrik Pontoppidan kom til verden i Fredericia som præstesøn i en søskendeflok på i alt 16 børn. I 1863 flyttede familien til Randers grundet faderens hverv. 

Den unge Henrik valgte i bevidst opposition til faderens præstegerning at kaste sig over ingeniørstudiet. Umiddelbart inden den afsluttende eksamen i 1879 sprang han dog fra studiet, og en efterfølgende sikker karriere, for at forfølge den mere usikre vej som forfatter. I perioden herefter underviste han på broderen, Morten Pontoppidans, højskoler, men det grundtvigianske højskolemiljø faldt dog ikke just i forfatterens smag.

Pontoppidan debuterede i 1881 med novellesamlingen Stækkede vinger. Samme år giftede han sig med bondedatteren Mette Marie Hansen. Med hende fik han tre børn, hvoraf det ene dog døde som barn. Ægteskabet blev opløst i 1892, og han giftede sig i stedet med Antoinette Kofoed. Hende fik han to børn med. I denne periode ændrede Pontoppidans forfatterskab sig også. Fra at skrive noveller om den aktuelle situation på landet, skiftede temaet nu til mere klassiske eksistentielle temaer.

I Pontoppidans unge år var forfatterskabet præget af en samfundskritisk tone og et opgør med den fædrene tro. Denne politiske agenda blev dog i løbet af forfatterskabet udtyndet og erstattet med et mere indadskuende perspektiv.

Forfatterens andet ægteskab var lykkeligt, hvilket bl.a. kan ses i romanen Et kærlighedseventyr(1917), der er den eneste roman fra Pontoppidans hånd med en lykkelig slutning. Den er skrevet i forbindelse med parrets sølvbryllup. Da Antoinette døde i 1928 valgte Pontoppidan dog at ændre romanens slutning til at ende på tragisk vis. 

Pontoppidans foretrukne litterære form var romanen og blandt hans mest kendte af slagsen finder man Det forjættede land (1892), Lykke-Per (1898-1904) og De dødes rige (1917), der alle har form som en slags skæbnefortællinger, hvor det enkelte menneske er henvist til at føje sin natur og kulturelle baggrund. Alle tre romaner blev desuden oprindeligt udgivet som føljetoner, grundet økonomiske begrænsninger.

Kendetegnende for Pontoppidans forfatterskab er også, at han aldrig slog sig til ro i en bestemt livsanskuelse, hvilket bl.a. kan ses i erindringsværker som fx Drengeaar (1933), Hamskifte (1936),  Arv og Gæld (1938) og Familjeliv (1940). 

Pontoppidan rettede stort set alle sine værker til inden en nyudgivelse, på jagten efter det perfekte og sprogligt helt enkle og rene. Disse rettelser har dog i visse tilfælde givet karakter af helt nye værker. Forfatteren har desuden benyttet sig af pseudonymet Urbanus.

Det er i år nøjagtigt 100 år siden, at Henrik Pontoppidan (sammen med Karl Gjellerup) modtog Nobelprisen i litteratur for ”hans autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark”.

Forfatteren døde i 1943, 86 år gammel. Han er begravet på familiens gravsted på Rørvig kirkegård.

Herfra skal lyde en stort tak til Henrik Pontoppidan for hans store litterære produktion, der  har beriget et utal af bogreoler i mange år allerede og kommer til det i mange år frem.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)