Henrik Pontoppidan (1857)
Mandag d. 24. juli er det 160 år siden, at den danske forfatter Henrik Pontoppidan kom til verden i Fredericia som præstesøn i en søskendeflok på i alt 16 børn. I 1863 flyttede familien til Randers grundet faderens hverv.
Den unge Henrik valgte i bevidst opposition til faderens præstegerning at kaste sig over ingeniørstudiet. Umiddelbart inden den afsluttende eksamen i 1879 sprang han dog fra studiet, og en efterfølgende sikker karriere, for at forfølge den mere usikre vej som forfatter. I perioden herefter underviste han på broderen, Morten Pontoppidans, højskoler, men det grundtvigianske højskolemiljø faldt dog ikke just i forfatterens smag.
Pontoppidan debuterede i 1881 med novellesamlingen Stækkede vinger. Samme år giftede han sig med bondedatteren Mette Marie Hansen. Med hende fik han tre børn, hvoraf det ene dog døde som barn. Ægteskabet blev opløst i 1892, og han giftede sig i stedet med Antoinette Kofoed. Hende fik han to børn med. I denne periode ændrede Pontoppidans forfatterskab sig også. Fra at skrive noveller om den aktuelle situation på landet, skiftede temaet nu til mere klassiske eksistentielle temaer.
I Pontoppidans unge år var forfatterskabet præget af en samfundskritisk tone og et opgør med den fædrene tro. Denne politiske agenda blev dog i løbet af forfatterskabet udtyndet og erstattet med et mere indadskuende perspektiv.
Forfatterens andet ægteskab var lykkeligt, hvilket bl.a. kan ses i romanen Et kærlighedseventyr(1917), der er den eneste roman fra Pontoppidans hånd med en lykkelig slutning. Den er skrevet i forbindelse med parrets sølvbryllup. Da Antoinette døde i 1928 valgte Pontoppidan dog at ændre romanens slutning til at ende på tragisk vis.
Pontoppidans foretrukne litterære form var romanen og blandt hans mest kendte af slagsen finder man Det forjættede land (1892), Lykke-Per (1898-1904) og De dødes rige (1917), der alle har form som en slags skæbnefortællinger, hvor det enkelte menneske er henvist til at føje sin natur og kulturelle baggrund. Alle tre romaner blev desuden oprindeligt udgivet som føljetoner, grundet økonomiske begrænsninger.
Kendetegnende for Pontoppidans forfatterskab er også, at han aldrig slog sig til ro i en bestemt livsanskuelse, hvilket bl.a. kan ses i erindringsværker som fx Drengeaar (1933), Hamskifte (1936), Arv og Gæld (1938) og Familjeliv (1940).
Pontoppidan rettede stort set alle sine værker til inden en nyudgivelse, på jagten efter det perfekte og sprogligt helt enkle og rene. Disse rettelser har dog i visse tilfælde givet karakter af helt nye værker. Forfatteren har desuden benyttet sig af pseudonymet Urbanus.
Det er i år nøjagtigt 100 år siden, at Henrik Pontoppidan (sammen med Karl Gjellerup) modtog Nobelprisen i litteratur for ”hans autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark”.
Forfatteren døde i 1943, 86 år gammel. Han er begravet på familiens gravsted på Rørvig kirkegård.
Herfra skal lyde en stort tak til Henrik Pontoppidan for hans store litterære produktion, der har beriget et utal af bogreoler i mange år allerede og kommer til det i mange år frem.
(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)
