Hanne-Vibeke Holst (1959 – )

Torsdag den 21. februar fylder den danske journalist og forfatterinde Hanne-Vibeke Holst 60 år.

Hanne-Vibeke Holst blev født i Hjørring og voksede op i Løkken som den ældste af tre døtre af forfatterparret Knud og Kirsten Holst.

Som 14-årig tilbragte hun et år på en pigeskole i Wien, hvor litteraturen havde en værnene effekt mod følelsen af isolation i en ukendt verden. Hun blev i 1977 student fra Brønderslev Gymnasium og drog herefter til Paris som au-pair, hvor hun skrev dagbøger i stakkevis og blev stamgæst på byens mange museer.

Imens den unge forfatterspire var udenlands blev forældrene skilt. Efter hjemkomsten fra Frankrig fortsatte Hanne-Vibeke på Danmarks Journalisthøjskole, hvorfra hun fik eksamen i 1984.

Samme år blev hun gift med kabinetschef Laurs Nørlund. De fik sammen sønnen Mikael i 1988 og datteren Anastasia året efter. Parret boede blandt andet i Bruxelles og Moskva inden ægteskabet fik en ende i 1996.

Hanne-Vibeke Holst debuterede i 1980 med ungdomsromanen Hejsa Majsa, der året efter blev efterfulgt af Ud af røret, Maja (1981).

Som journalist var hun blandt andet ansat på Berlingske Tidende og ugebladet Søndags B.T. Fra 1987 har hun dog arbejdet som freelancer, blandt andet som klummeskribent i Alt for Damerne fra 1995-2002, som skribent og debattør i Politiken og som forfatter til film, tv og selvfølgelig bøger.

Forfatterindens litterære gennembrud kom med de to roman-trilogier om henholdsvis Louise, som tæller Til sommer (1985), Nattens kys (1986) og Hjertets renhed (1990) samt om tv-journalisten Therese omfattende Thereses tilstand (1992), Det virkelige liv (1994) og En lykkelig kvinde (1998).

I 1997 ægtede hun filmfotograf Morten Bruus, med hvem hun i 1997 fik sønnen Jonathan. De bor i dag på Frederiksberg i København.

Ud over sine succesromaner har Holst også skrevet mere faglige bøger, heriblandt interviewbøgerne Nordjylland i McWorld – udvikling eller afvikling? (2001, med fotografier af Morten Bruus) og Da jeg blev vred – livshistorier fra kvindernes verden (2004).

I 2010 havde forfatterinden præmiere på teaterstykket Moskva og hun har desuden skrevet tv-dramaer, heriblandt Taxa og Strisser på Samsø.

Et træk, der ofte kan findes i Holsts romaner er, at de følger hendes eget livsforløb, og centrerer sig om oplevelser i den moderne kvindes liv og blandt andet kan foregå i barndomsbyen, eller også er de nøgleromaner, der tager udgangspunkt i nutidens politiske magtspil. Blandt disse populære romaner finder vi også Min mors migræne – eller hvordan jeg blev kvinde (1999), bestseller-trilogien bestående af Kronprinsessen (2002), Kongemordet (2005) og Dronningeofret (2008), Undskyldningen (2011), Knud, den store (2013) og Som pesten (2017).

Forfatterinden har i årenes løb modtaget et væld af priser, legater og æresbevisninger for sit arbejde. Hun fik blandt andet BMFs Børnebogspris i 1985 for Til sommer (1985), Søren Gyldendal Prisen i 2003, Boghandlernes Gyldne Laurbær i 2008 og Læsernes Bogpris i 2009. Hendes stemme i den offentlige debat, ofte med ligestilling som tema, har desuden medført diverse tillidshverv og bestyrelsesposter.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Hanne-Vibeke Holst og en stor tak for hendes bidrag til den danske litteratur og til samfundsdebatten.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; hannevibekeholst.dk; bog-ide.dk; gyldendal.dk; forfatterviden.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Charles Darwin (1809-1882)

Tirsdag den 12. februar er det 210 år siden, at den engelske naturforsker, geolog, rejseskribent og forfatter Charles Robert Darwin kom til verden i det velhavende lægehjem, Mount House, i den engelske by Shrewsbury, Shropshire.

Charles var det femte, af i alt seks, barn af den rige læge, finansmand og, modsat tidens tendenser, ateisten Robert Darwin og Susannah Darwin (født Wedgewood). Moderen døde dog i 1817, og den lille Charles blev året efter sendt på den nærliggende anglikanske kostskole, Shrewsbury School.

I sommeren 1825 var den unge Darwin i lære som læge og hjalp sin far med at behandle de fattige i Shropshire, og samme efterår begyndte han på University of Edinburgh Medical School. Han fandt dog forelæsningerne kedelige og kirurgi foruroligende, hvilket fik ham til at forsømme studiet. Han blev i stedet grebet af interessen for de naturvidenskabelige studier, som han derfor brugte sin tid på.

Forsømmelsen af lægestudiet irriterede faderen i en sådan grad, at han i 1827 sendte sønnen til Christ´s College i Cambridge for at han kunne læse til præst. Men også her optog de naturvidenskabelige discipliner Darwins fokus, og han udviklede et nært forhold til flere undervisere indenfor de naturvidenskabelige studier, som fx botanik, zoologi og geologi. Det lykkedes ham dog at få sin bachelorgrad 1831.

Samme år henvendte flåden sig til en af Darwins undervisere, botaniker, J. S. Henslow, for at få anvist en ung naturhistoriker til en jordomsejling med briggen H.M.S. Beagle, der blandt andet skulle kortlægge den sydamerikanske kystlinje, og Henslow anbefalede her den 22-årige Darwin.

Darwin havde ved afrejsen fået forærende første bind af Charles Lyells nyudkomne Principles of Geology (1830), der i høj grad inspirerede Darwin til sin berømte evolutionsteori og nærmest blev hans ”Bibel”.

Rejsen med H.M.S. Beagle var planlagt til to år, men kom til at vare fem (december 1831 – oktober 1836) og Darwin opholdt sig, som tilsigtet, det meste af tiden på land, især i Sydamerika, men også på Galapagosøerne, Tahiti, New Zealand og Australien, hvor han undersøgte geologien og foretog naturhistoriske indsamlinger, mens Beagle besigtigede og kortlagde kysterne.

Allerede inden hjemkomsten stod der respekt omkring Darwins navn, blandt andet på grund af hans omfattende indsamling af dyr og planter, som han artsbestemte og præserverede for derefter at sende materialet hjem til England.

Fra denne sejlads stammer blandt andet værkerne The zoology of the Voyage of H.M.S. Beagle (1839-43), Rejsen om jorden (1939) samt The structure and distribution of Coral reefs (1842).

I 1839 giftede Charles Darwin sig med sin kusine Emma. De slog sig først ned i London, men flyttede kort efter til landsbyen Down i Kent, små 30 km syd for London. Emma fødte ti børn, hvoraf to dog døde som helt små. Datteren Anne, der var Darwins yndling, døde som ti-årig, hvilken var en hændelse, der funderede Darwins agnostiske anskuelse, en anskuelse, der var af yderste vigtighed for hans evolutionsteori.

Darwin forlod kun sjældent hjemmet, og den ellers så raske eventyrer (hvis man ser bort fra at han led skrækkeligt af søsyge), var kort efter hjemkomsten fra H.M.S. Beagle blevet angrebet af en mystisk sygdom, om hvilken der er mange teorier, men under alle omstændigheder afstedkom, at han selv i de bedste perioder kun kunne arbejde i få timer på grund af psykisk såvel som fysisk svækkelse.

Darwin er, som allerede antydet, bedst kendt for sit bidrag til evolutionsteorien og hans teori om, at alle arter af liv nedstammer fra fælles forfædre. Grundtrækkene i denne teori blev nedskrevet i Darwins dagbøger igennem mere end 20 år, før de blev offentlig kendt i hovedværket Om arternes oprindelse ved kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede formers sejr i kampen for tilværelsen, populært blot kaldet Arternes oprindelse (1859, originaltitel: The origin of species by means of natural selection ).

Bogen er blevet den bærende teori for al biologisk forskning, men har også haft umådelig stor indflydelse på andre områder som fx litteratur og filosofi. Darwin havde dog allerede i 1842 nedskrevet teorien i en kort skitse og i et længere essay i 1844, men tankerne var for farlige at publicere. Arternes oprindelse blev på trods af dens yderst kontroversielle teori offentliggjort den 24. november 1859 og vakte straks enorm opsigt. Førsteoplaget blev udsolgt på udgivelsesdagen og bogen kom herefter i seks udgaver, den sidste i 1872.

I 1868 udkom opfølgeren til Arternes oprindelse (1859), The variation of animals and plants under domestication og herefter fulgte de store og betydningsfulde værker Menneskets afstamning og parringsvalget (1871, originaltitel: The descent of man, and selection in relation to sex) og The expression of the emotions in man and animals (1872).

Charles Robert Darwin døde den 19. april 1882, 73 år gammel, af hjertesvigt, i Down. Darwin fik, på trods af sin kontroversielle position og sit eget og familiens ønske om en stille bisættelse i Down, en statsbegravelse og blev stedt til hvile i Westminster Abbey.

Herfra skal lyde en stor tak til Charles Darwin for hans bidrag og betydning, der om muligt ikke kan overvurderes, til litteraturen og selvfølgelig naturvidenskaben, geologien, zoologien, filosofien, og alle de andre videnskaber, som hans arbejde har påvirket.

Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; saxo.com

Bertolt Brecht (1898-1956)

Søndag den 10. februar er det 121 år siden, at den tyske forfatter, dramatiker, lyriker, prosaist, litteraturteoretiker, instruktør og systemkritiker Eugen Bertolt Friedrich Brecht kom til verden i den bayerske by Augsburg.

Den lille Eugen voksede op i et borgerligt fabriksbestyrer-hjem i Augsburg. I 1917 begyndte han at studere filosofi, litteratur, medicin og naturvidenskab i München, men opgav dette til fordel for sine interesser indenfor teaterverdenen.

I 1924 flyttede den unge Brecht til Berlin, og arbejdede her blandt andet som dramaturg ved datidens førende teater, Max Reinhardts Deutsches Theater, i Berlin og knyttede her tætte bånd til Tysklands venstreorienterede elite.

I 1928 fik forfatteren sit store gennembrud med tigger-operaen Laser og pjalter (filmatiseret i 1931 og igen i 1963) og herefter kunne han få opført sine mere eksperimenterende dramatiske forsøg – de såkaldte ”lærestykker”.

Brechts forfatterskab er præget af et opgør med det borgerlige samfunds værdinormer, som han anså for at være dobbeltmoralske og livsfjendtlige. Dette opgør fik fra 1926 indflydelse fra marxismen, hvorfor en socialistisk samfundsmodel ifølge forfatteren ville være det bedste alternativ til den herskende orden. Han knyttede sig dog ikke til noget parti som socialist.

Med Hitlers magtovertagelse, og i kølvandet på rigsdagsbranden i 1933 i Tyskland, flygtede Brecht med sin familie og nærmeste medarbejdere. Han, hans kone og deres to børn kom i 1933, ved hjælp fra den danske forfatterinde Karin Michaëlis, til Skovbostrand ved Svendborg, hvor han boede indtil 1939. Han skrev her blandt andet digtsamlingen Svendborger Gedichte (1939) med den anti-nazistiske modstandsbevægelse i Tyskland som primære modtager, men også med refleksioner over sit eget liv i eksil.

I 1939 flygtede Brecht og hans familie videre, først til Sverige, og efter besættelsen af Danmark via Finland og Rusland til Hollywood, Californien, hvor de boede fra 1941-47.

I 1947 blev Brecht anklaget for ”uamerikansk virksomhed” og vendte tilbage til Europa. Her bosatte han sig med østrigsk pas i Østberlin, hvor han primært beskæftigede sig med opførelse af egne og andres stykker på blandt andet Theater am Schiffbauerdamm med sit Berliner Ensemble og sidenhen på sit eget teater, der i dag bærer hans navn.

Blandt forfatterens første værker finder vi dramaet Baal (1918) og hans første digtsamling er Hauspostille (1927). Begge værker er præget af samme antiborgerlige og anarkistiske livsholdning og vidner om Brechts store inspiration fra Luthers bibeloversættelse.

I slutningen af 1920´erne begyndte Brecht at udvikle sin teater-teori om et anti-aristokratisk, episk teater, som han fortsatte med at udvikle hele livet igennem, og blandt andet handler om at vise publikum, at ting er foranderlige for at vække dem til eftertanke og handling. Kernen i denne teori er begrebet ”Verfremdung” og kan blandt andet studeres nærmere i Om tidens teater (1957).

Brechts mest radikale teatereksperimenter er de såkaldte ”Lehrstücke”, som han skrev i 1929-30, heriblandt Die Massnahme og Der Jasager und der Neinsager. Hovedpointen i disse lærestykker er, at det er skuespillerne og ikke publikum, der skal lære noget, gennem gennemspilning og diskussion af forskellige reaktionsmønstre og handlingsmuligheder.

Sine store og kendte dramaer skrev forfatteren i eksilårene, heriblandt Galileis liv (1938-39), Mutter Courage og hendes børn (1939), Det gode menneske fra Sezuan (1939-41) og Den kaukasiske kridtcirkel (1944).

Blandt forfatterens prosaværker, der dog ikke har haft den samme gennemslagskraft som hans dramaer, digte og teoretiske skrifter, finder vi blandt andet novellerne Fire kalenderhistorier (1948) og Den sårede Sokrates (1949) og romanerne Moderen (1931) og Fru Carrars geværer (1937).

I 1922 blev Bertolt Brecht gift med Marianne Zoff. Ægteskabet holdt dog kun indtil 1927 og i 1930 blev han gift med Helene Weigel. Dette ægteskab varede frem til forfatterens død, på trods af hans mange kvindelige bekendtskaber.

Eugen Bertolt Friedrich Brecht døde den 14. august 1956, 58 år gammel, af en blodprop i hjertet, i Østberlin.

Herfra skal lyde en stor tak til en af de mest indflydelsesrige, fremtrædende og kontroversielle tyske forfattere for hans bidrag til litteraturen og ikke mindst dramatikken.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 55ff); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Paul Auster (1947 – )

Søndag den 3. februar er det 72 år siden at den amerikanske forfatter Paul Benjamin Auster kom til verden i Newark, New Jersey.

Den lille Paul voksede op i en jødisk middelklasse-forstads-kernefamilie og var en ualmindelig politisk og social bevidst dreng, der allerede som 10-årig udviste ubehag, når faderen luftede sit dollargrin foran naboerne, eller moderen trak ham med på shoppingture. Forældrenes ægteskab var ikke specielt lykkeligt og endte da også i skilsmisse, hvorefter Paul boede hos moderen.

Efter studier, først på Columbia High School og derefter Columbia College, afbrudt af tilfældige jobs og rejser til Europa, tog han i 1970 en mastergrad i litteratur fra Columbia University i New York og flyttede herefter til Frankrig. I Frankrig levede han som løsarbejder, mens han skrev udkast til sine senere romaner, litterær kritik og digte. Den unge forfatterspires oplevelser fra disse år kan læses i erindringsbogen Hand to mouth (1995).

Han vendte dog tilbage til Staterne i 1974, og samme år debuterede han med digtsamlingen Unearth samt fandt sin første kone, Lydia Davis, med hvem han i 1977 fik sønnen Daniel med. Ægteskabet holdt indtil 1979.

Igennem 1970´erne ernærede Auster sig som kritiker, oversætter, essayist og digter og i 1980´erne slog han sig på prosa og underviste blandt andet på Princeton.

I 1982 udsendte Auster Opfindelsen af ensomhed, hvor han blandt andet beskriver, hvordan faderens død udløser en større arv, der pludselig gav muligheden for at leve som forfatter. Den fraværende far er desuden et tema, der gang på gang dukker op i Austers forfatterskab, som fx i romanerne I det sidstes land (1987), Moon Palace (1989), Tilfældets musik (1990, filmatiseret i 1993) og Leviathan (1992).

Paul Auster romandebuterede i 1982 med detektivromanen Squeeze Play under pseudonymet Paul Benjamin. Samme år blev han gift med forfatter-kollegaen Siri Hustvedt, som han havde mødt året forinden til en digt-oplæsning og med hvem han har datteren Sophie.

Forfatterens gennembrud kom med de tre romaner By af glas (1985), Genfærd (1986) og Det aflåste værelse (1987), der sammen udgør hans New York trilogi.

Blandt forfatterens andre romaner finder vi Mr. Vertigo (1994), Timbuktu (1999), Illusionernes bog (2002), Brooklyn dårskab (2005), Rejser i Scriotoriet (2006), Mand i mørke (2008), Usynlig (2009), Sunset Park (2010), Vinternoter (2012), Rapport fra de indre landskaber og 4 3 2 1 (2017).

Foruden romaner har Auster også skrevet lyrik, essays og filmmanuskripter. Indenfor film har han blandt andet været involveret i manuskripter til Smoke (1995), Blue in the face (1995) og Lulu on the bridge (1998). Sidstnævnte som instruktør.

Karakteristisk for Austers skrivestil, hvor især romanerne er den bærende genre i forfatterskabet, er inspirationen fra både europæisk og amerikansk tradition, sammen med en fusion af en selvbiografisk og litterær motivverden og ofte i en kriminalistisk form.

Paul Auster er stort set ukendt i hjemlandet Amerika, men bliver hyldet som en af de største nulevende fortællere i Europa. Dette skyldes blandt andet, at han skriver indenfor en åndshistorisk tradition, der ligger væsentligt tættere på 1930´ernes Paris frem for nutidens Hollywood. Herhjemme i Danmark er vi særdeles begejstrede for Auster og alle hans romaner er blevet oversat til dansk. Flere af hans seneste romaner har endda ramt de danske boghandlere længe før, de er kommet på markedet i USA – eller noget andet land i verden for den sags skyld.

I dag er Auster bosat i Brooklyn, New York med Siri Husvedt.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 27f); forfatterweb.dk; lindhardtogringhof.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; bibliografi.dk; imdb.com)

Ugens forfatter-fødselar:

August Strindberg (1849-1912)

Tirsdag den 22. januar er det 170 år siden, at den svenske dramatiker, forfatter og multikunstner Johan August Strindberg kom til verden i den svenske hovedstad Stockholm.

I 1867 tog den unge Johan studentereksamen, og året efter begyndte han at studere filosofi og æstetik ved universitetet i Uppsala samt kemi og medicin ved Teknologiska Instituttet i Stockholm, men afbrød studierne og arbejdede efterfølgende som hus- og skolelærer. En kort periode forsøgte han sig som skuespiller, dog uden større succes.

I stedet fik han blandt andet arbejde som freelancejournalist og kunstkritiker ved siden af sin litterære produktion. Desuden gjorde han sig bemærket som forsker på Kungliga Biblioteket, blandt andet med speciale i sinologi, det videnskabelige studie af kinesisk sprog og kultur samt svensk historie.

Strindberg debuterede i 1869 med skuespillet Fritænkeren. Værket blev dog brændt af forfatteren, efter at være blevet afvist af den svenske nationalscene Dramaten. Han gav dog ikke op og fik hurtigt et par stykker, I Rom (1871) og Den fredløse (1872), der fulgte tidens trend for historiske skuespil opført på Kungliga Teatern, hvorefter svendestykket og forfatterens første hovedværk, Mester Olof (1872) fulgte. Stykket brød markant med tidens deklamatoriske historiedrama med dialogernes hverdagssprog.

Lige så nyskabende var forfatterens første roman Den røde stue (1879), der er blevet kaldt Sveriges første moderne roman.

I 1877 blev forfatteren gift for første, men ikke eneste gang. Hans første kone var den finsk-svenske adelskvinde og skuespillerinde Siri von Essen med hvem han fik datteren Karin Smirnov og ægteskabet varede indtil 1889. Fra 1893-1897 var han gift med den østrigske journalist Frida Uhl og mellem 1901-1904 med skuespillerinden Harriet Bosse, der fødte ham datteren Anne-Marie. Forfatterens stormomsuste ægteskab med Siri von Essen er skildret i P. O. Enquists drama Tribadernes Nat (1975) og de to følgende ægteskaber var heller ikke just harmoniske.

Efter at have erobret scenen producerede Strindberg værker i en løbende strøm. Historiske dramaer som Lykke-Pers rejse: Æventyrkomedie i 5 akter (1882) og Herr Bengts hustru (1882), svenske kulturhistoriske værker som Svenska folket (1880-82), romaner som Det nye rige (1882) og lyrik som Digte (1883).

Strindberg var især kendt for at provokere med omdebatterede artikler og kontroversielle skuespil og han havde da også både sine svenske forfatterkolleger, den svenske presse samt det svenske politi på nakken ad flere omgange. På grund af dette levede forfatteren indtil 1896 i flere omgange i frivilligt ”eksil” i blandt andet Frankrig, Tyskland og Danmark. Han boede fx i årene 1887-89 henholdsvis i Villa Maud på Strandvejen i Tårbæk og på landstedet Skovlyst i Virum.

I 1884 flyttede forfatteren til Schweiz efter at have skaffet sig fjender i forskellige lejre. Værkerne Lige og ulige (1885) og Utopier i virkeligheden (1885) var med til at starte branden, hvor Strindberg satte sig for at afsløre samfundets ”væv af løgne”, med skytset rettet mod den idealistiske ideologi, der besmykkede de kulturbærende institutioner som kirke, skole, familie og stat. Det var dog med Ægteskab 1-2 (1884-86), at bålet for alvor blussede op, da forfatteren pådrog sig en blasfemianklage, der gjorde hans forlæggere så nervøse, at det truede ham på levebrødet. Samtidig tog hans venner afstand fra hans kønspolitiske holdninger, og Georg Brandes kaldte ham blandt andet den første rigtige kvindehader i nordisk litteratur.

Forfatteren er ofte blevet opfattet som kvindefjendsk i sin dramatik og litteratur og er af mange blevet betragtet som en modsætning til norske Henrik Ibsen, der med sine værker kæmpede for kvinders rettigheder, især i hjemmet.

Strindberg blev dog frikendt af domstolen, men et behov for selvlegitimering opstod, hvilket han blandt andet forløste i litterære eksperimenter som fx selvbiografien Tjenestepigens søn (1886-1909) i fem bind, romanen En dåres forsvarstale (på fransk, 1887) og de naturalistiske sørgespil Faderen (1887) og Frøken Julie (1888).

Forfatterens nok bedst kendte stykke er Frøken Julie (1888), der blev skrevet under et ophold I Danmark, hvor det også havde præmiere, da ingen svenske skuespillere ville medvirke på grunde af dets vovede plot med utroskab og selvmord samt med moderne ideer om ”karakterløse” individer. Hovedrollen som grevens datter, den frigjorte frøken Julie, blev da også spillet af Strindbergs egen hustru. Både Faderen (1887) og Frøken Julie (1888) bygger på magtkampen mellem mand og kvinde og kampen mellem over- og underklasse.

I 1887 udkom den folkelige roman Folkene på Hemsø (omformet som tv-serie i 1966), der med lyse minder om ungdommen sommerophold i Stockholms skærgård står i skærende kontrast til Strindbergs tekster fra denne periode.

I 1889 vendte forfatteren, efter ophold i Schweiz og København, hvor han forgæves havde forsøgt at opbygge en eksperimentalscene, tilbage til Stockholm. Efter en opslidende skilsmisse fra Siri von Essen skrev han romanen I Hafsbandet (1890). Herefter rejste han til Berlin, hvor han for en kort bemærkning ægtede Frida Uhl. Videre gik det til Paris, hvor han studerede okkultisme og alkymi og gennemlevede den såkaldte Inferno-krise, hvis nærmere karakter er omstridt. Strindbergs oplevelser i Paris blev bearbejdet i skriftet Inferno (1897) og i dramatrilogien Til Damaskus 1-3 (1898-1901). Herefter fulgte historiske dramaer som Gustav Vasa (1899), Et drømmespil (1902) og Dronning Kristina (1903).

I 1904 blev forfatterens sidste ægteskab opløst og han vendte efter romanen I ensomhed (1903) tilbage med voldsomme angreb på det samtidige kulturliv i fx romanen Sorte faner (1907), der skaffede ham en lang række nye fjender.

I starten af 1900-tallet vendte Strindberg tilbage til teatret med det såkaldte moderne vandringsdrama, hvor drøm og virkelighed blandes og tid og rum ophæves samt kammerspil. Fra denne periode kan blandt andet nævnes skuespillene Et drømmespil (1901), Tordenluft (1907), Spøgelsessonaten (1907) og Casino (1907). Med disse gjorde forfatteren sig til foregangsmand for såvel det ekspressionistiske som det absurde drama.

Traditionelt deler man Strindbergs forfatterskab op i to perioder. Den første er naturalistisk, med værker som fx Ægteskab (1884), Faderen (1887) og Frøken Julie (1888). Den anden periode er inspireret af nye strømninger i Europa, så som symbolismen og ekspressionismen over surrealismen til absurdismen og herfra finder vi blandt andet værkerne Et drømmespil (1902) og Spøgelsessonaten (1907). Med sine formeksperimenterende skuespil fik Strindberg på denne måde central betydning for 1900-tallets drama.

Det er da også med dramatikken, at Strindberg har fået en plads i verdenslitteraturen. Han producerede mere end 50 skuespil, varierende over adskillige genrer.

Blandt hovedtemaerne i Strindbergs forfatterskab og dramaturgi finder vi det aristokratiske æreskodeks, kvinders magt og indflydelse, kønsroller samt det seksuelle område. Disse temaer er generelt karakteristiske for Det Moderne Gennembrud, der i 1870´erne slog igennem i København og hurtigt spredte sig til resten af Skandinavien.

I En blå bog 1-4 (1907-12) samlede forfatteren mod slutningen af sit liv videnskabelige indfald, filosofiske aforismer, psykologiske skitser. Satiriske udfald og små fortællinger. Her var Strindbergs autoriteter Swedenborg og Biblen og han lagde stor energi i at afvise den samtidige naturvidenskab og i at afsløre bedrageriet i det moderne samfund. Generelt havde forfatteren en usædvanlig stor hang til at skrive selvbiografiske værker som fx Tjenestepigens søn 1-4 (1886-1909), Inferno (1898), Legender (1898), I ensomhed (1903) og Han og hun (1919). Han havde ingen problemer med at udlevere sig selv eller sine hustruer for den sags skyld.

Ved siden af forfatterskabet var han desuden en ihærdig billedkunstner og arbejdede med både fotografi, maleri, tegning og skulptur. En del af hans værker kan i dag ses på Strindbergmuseet, der i 1973 blev indviet i den lejlighed i Blå tornet, Drottninggatan 85 i Stockholm, hvor han boede fra 1908 og frem til sin død i 1912.

Johan August Strindberg døde den 14. maj 1912 i Stockholm, 63 år gammel. Han blev, på trods af sin kontroversielle position, hyldet af store folkemasser og bliver i dag betragtet som Sveriges største digter.

Herfra skal lyde en stor tak til en af Sveriges mest betydningsfulde og internationalt kendte kunstnere, den provokerende forfatter og dramatiker, der via hans komplekse og brede forfatterskab har bidraget til at adaptere litteraturen den facetterede moderne verden.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 417ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)