Marie Cardinal (1929-2001)
Lørdag den 9. marts er det 90 år siden, at den franske forfatterinde Simone Odette Marie-Thérese Cardinal kom til verden i Fransk Algeriet (Algeriet under Frankrigs kolonistyre, 1830-1962).
Den unge Marie voksede op i Alger sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse.

I 1953 blev hun gift med den franske dramatiker, skuespiller og instruktør Jean-Pierre Ronfard med hvem hun fik børnene Alice, Bénédicte og Benoît.
Hun blev uddannet i filosofi fra Sorbonne og underviste fra 1953 i filosofi i både Grækenland, Portugal, Østrig og Canada.

I 1957 kom hun til Frankrig og begyndte en karriere som journalist og forfatter.
Marie Cardinal debuterede i 1962 med kærlighedsromanen Lyt til havet, der gennem 1960 blev efterfulgt af yderligere tre romaner, heriblandt Mulæslets grønne jord (1963).
I 1967 havde hun et par filmroller i henholdsvis Mouchette – Den voldtagne (instrueret af Jean-Luc Godard) og Jeg ved 2-3 ting om hende (instrueret af Robert Bresson).

Forfatterinden fik sit gennembrud i 1970´erne, først med Nøglen sidder i døren (1972), med baggrund i 1968´s generationskonflikter og kvindens situation i familien, efterfulgt af den selvbiografiske roman Ord som forløser (1975), der utilsløret fremlægger en psykisk krise igennem en kvindes mangeårige psykoanalyse og desuden tematiserer mor-datter forholdet.

Begge romaner blev store succeser og sidstnævnte gav forfatterinden hendes internationale gennembrud.
Karakteristisk for forfatterskabet er et stærkt feministisk engagement med selvbiografiske og realistiske udtryk. Dette kan blandt andet ses i Et liv for to (1978) om et midaldrende ægtepars rejse til Irland og i Kaos (1987) om en mors kamp mod datterens narkomisbrug.

Blandt andre romaner fra forfatterindens pen kan nævnes Med andre ord (1977), Mine rødders land (1980), Fortiden foran mig (1983), Ingen verdens ting (1990), Charles og Lulas torsdag (1994) og Kærlighed (1998).
Simone Odette Marie-Thérese Cardinal døde den 9. maj 2001, 72 år gammel, i den franske by Valréas.
Herfra skal lyde en stor tak til Marie Cardinal for hendes bidrag til verdenslitteraturen.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 82); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi

Kristina Ohlsson (1979 – )

Lørdag den 2. marts fylder den svenske efterforsker og forfatterinde Kristina Ohlsson 40 år.

Kristina Ohlsson blev født i den svenske by Kristianstad og er uddannet i Statskundskab fra Göteborg og Uppsala.

I 2005 søgte Ohlsson ind hos politiet, og hun har siden da været beskæftiget som akademisk analytiker hos Säpo, det svenske sikkerhedspoliti, svarende til det danske PET. I perioder har hun været omkring det svenske forsvarsakademi og det svenske udenrigsministerium. I 2010 udstationerede dette ministerium hende fire måneder i Bagdad, Irak og hele 2011 tilbragte hun i Wien hos OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som counter terrorist officer i afdelingen Action Against Terrorism Units.

Forfatterindens erfaringer inden for terroristbekæmpelse og sikkerhedspolitisk analyse fra Stockholm, Bagdad og Wien er blandt andet blevet omsat i hendes spændende krimier. Hvert år tager hun tjenestefri i nogle uger for at skrive, men har ingen intentioner om at forlade jobbet hos politiet, og det er da også netop dette job, der giver den store mængde inspiration til forfatterkarrieren.

Ohlsson debuterede i 2009 med Askepot, der var den første bog i serien om Alex Rechts specialenhed ved det svenske politi, hvor også den introverte violinspillende efterforsker Fredrika Bergman er en væsentlig karakter. I denne serie er senere kommet Tusindfryd (2010), Skytsengle (2011), Paradisoffer (2012), Davidsstjerner (2013) og Syndfloder (2017).

I 2014 påbegyndte hun en ny romanserie med hovedpersonen Martin Brenner, der indtil videre består af Lotus blues (2014) og Mios blues (2015).

Ud over krimigenren har forfatterinden også begået sig inden for børnebøger og fagbøger. Som børnebogsforfatter debuterede Ohlsson i 2013 med Glasbørnene, den første bog i trilogien om vennerne Billie og Aladdin. De to andre bøger er Sølvdrengen (2014) og Stenengle (2015). Derudover har hun inden for børne- og ungdomsgenren udgivet Mysteriet på Hester Hill (2015), Zombiefeber (2016) og Varulvens hemmelighed (2017), gyserromanen Syge sjæle (2016) og som fagbogsforfatter har hun blandt andet skrevet om Mellemøstkonflikten og EU’s udenrigspolitik.

Hendes bøger udkommer på Piratförlaget i Stockholm, med stiftere som Jan Guillou og Liza Marklund, der med deres erfaring kan give god sparring til den unge forfatterinde.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Kristina Ohlsson på hendes runde dag og et håb om, at hun fortsat vil omsætte sine erfaringer fra et spændende job til spændende bøger.

Kilder: forfatterweb.dk; bog-ide.dk; alvilda.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk

Hanne-Vibeke Holst (1959 – )

Torsdag den 21. februar fylder den danske journalist og forfatterinde Hanne-Vibeke Holst 60 år.

Hanne-Vibeke Holst blev født i Hjørring og voksede op i Løkken som den ældste af tre døtre af forfatterparret Knud og Kirsten Holst.

Som 14-årig tilbragte hun et år på en pigeskole i Wien, hvor litteraturen havde en værnene effekt mod følelsen af isolation i en ukendt verden. Hun blev i 1977 student fra Brønderslev Gymnasium og drog herefter til Paris som au-pair, hvor hun skrev dagbøger i stakkevis og blev stamgæst på byens mange museer.

Imens den unge forfatterspire var udenlands blev forældrene skilt. Efter hjemkomsten fra Frankrig fortsatte Hanne-Vibeke på Danmarks Journalisthøjskole, hvorfra hun fik eksamen i 1984.

Samme år blev hun gift med kabinetschef Laurs Nørlund. De fik sammen sønnen Mikael i 1988 og datteren Anastasia året efter. Parret boede blandt andet i Bruxelles og Moskva inden ægteskabet fik en ende i 1996.

Hanne-Vibeke Holst debuterede i 1980 med ungdomsromanen Hejsa Majsa, der året efter blev efterfulgt af Ud af røret, Maja (1981).

Som journalist var hun blandt andet ansat på Berlingske Tidende og ugebladet Søndags B.T. Fra 1987 har hun dog arbejdet som freelancer, blandt andet som klummeskribent i Alt for Damerne fra 1995-2002, som skribent og debattør i Politiken og som forfatter til film, tv og selvfølgelig bøger.

Forfatterindens litterære gennembrud kom med de to roman-trilogier om henholdsvis Louise, som tæller Til sommer (1985), Nattens kys (1986) og Hjertets renhed (1990) samt om tv-journalisten Therese omfattende Thereses tilstand (1992), Det virkelige liv (1994) og En lykkelig kvinde (1998).

I 1997 ægtede hun filmfotograf Morten Bruus, med hvem hun i 1997 fik sønnen Jonathan. De bor i dag på Frederiksberg i København.

Ud over sine succesromaner har Holst også skrevet mere faglige bøger, heriblandt interviewbøgerne Nordjylland i McWorld – udvikling eller afvikling? (2001, med fotografier af Morten Bruus) og Da jeg blev vred – livshistorier fra kvindernes verden (2004).

I 2010 havde forfatterinden præmiere på teaterstykket Moskva og hun har desuden skrevet tv-dramaer, heriblandt Taxa og Strisser på Samsø.

Et træk, der ofte kan findes i Holsts romaner er, at de følger hendes eget livsforløb, og centrerer sig om oplevelser i den moderne kvindes liv og blandt andet kan foregå i barndomsbyen, eller også er de nøgleromaner, der tager udgangspunkt i nutidens politiske magtspil. Blandt disse populære romaner finder vi også Min mors migræne – eller hvordan jeg blev kvinde (1999), bestseller-trilogien bestående af Kronprinsessen (2002), Kongemordet (2005) og Dronningeofret (2008), Undskyldningen (2011), Knud, den store (2013) og Som pesten (2017).

Forfatterinden har i årenes løb modtaget et væld af priser, legater og æresbevisninger for sit arbejde. Hun fik blandt andet BMFs Børnebogspris i 1985 for Til sommer (1985), Søren Gyldendal Prisen i 2003, Boghandlernes Gyldne Laurbær i 2008 og Læsernes Bogpris i 2009. Hendes stemme i den offentlige debat, ofte med ligestilling som tema, har desuden medført diverse tillidshverv og bestyrelsesposter.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Hanne-Vibeke Holst og en stor tak for hendes bidrag til den danske litteratur og til samfundsdebatten.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; hannevibekeholst.dk; bog-ide.dk; gyldendal.dk; forfatterviden.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Charles Darwin (1809-1882)

Tirsdag den 12. februar er det 210 år siden, at den engelske naturforsker, geolog, rejseskribent og forfatter Charles Robert Darwin kom til verden i det velhavende lægehjem, Mount House, i den engelske by Shrewsbury, Shropshire.

Charles var det femte, af i alt seks, barn af den rige læge, finansmand og, modsat tidens tendenser, ateisten Robert Darwin og Susannah Darwin (født Wedgewood). Moderen døde dog i 1817, og den lille Charles blev året efter sendt på den nærliggende anglikanske kostskole, Shrewsbury School.

I sommeren 1825 var den unge Darwin i lære som læge og hjalp sin far med at behandle de fattige i Shropshire, og samme efterår begyndte han på University of Edinburgh Medical School. Han fandt dog forelæsningerne kedelige og kirurgi foruroligende, hvilket fik ham til at forsømme studiet. Han blev i stedet grebet af interessen for de naturvidenskabelige studier, som han derfor brugte sin tid på.

Forsømmelsen af lægestudiet irriterede faderen i en sådan grad, at han i 1827 sendte sønnen til Christ´s College i Cambridge for at han kunne læse til præst. Men også her optog de naturvidenskabelige discipliner Darwins fokus, og han udviklede et nært forhold til flere undervisere indenfor de naturvidenskabelige studier, som fx botanik, zoologi og geologi. Det lykkedes ham dog at få sin bachelorgrad 1831.

Samme år henvendte flåden sig til en af Darwins undervisere, botaniker, J. S. Henslow, for at få anvist en ung naturhistoriker til en jordomsejling med briggen H.M.S. Beagle, der blandt andet skulle kortlægge den sydamerikanske kystlinje, og Henslow anbefalede her den 22-årige Darwin.

Darwin havde ved afrejsen fået forærende første bind af Charles Lyells nyudkomne Principles of Geology (1830), der i høj grad inspirerede Darwin til sin berømte evolutionsteori og nærmest blev hans ”Bibel”.

Rejsen med H.M.S. Beagle var planlagt til to år, men kom til at vare fem (december 1831 – oktober 1836) og Darwin opholdt sig, som tilsigtet, det meste af tiden på land, især i Sydamerika, men også på Galapagosøerne, Tahiti, New Zealand og Australien, hvor han undersøgte geologien og foretog naturhistoriske indsamlinger, mens Beagle besigtigede og kortlagde kysterne.

Allerede inden hjemkomsten stod der respekt omkring Darwins navn, blandt andet på grund af hans omfattende indsamling af dyr og planter, som han artsbestemte og præserverede for derefter at sende materialet hjem til England.

Fra denne sejlads stammer blandt andet værkerne The zoology of the Voyage of H.M.S. Beagle (1839-43), Rejsen om jorden (1939) samt The structure and distribution of Coral reefs (1842).

I 1839 giftede Charles Darwin sig med sin kusine Emma. De slog sig først ned i London, men flyttede kort efter til landsbyen Down i Kent, små 30 km syd for London. Emma fødte ti børn, hvoraf to dog døde som helt små. Datteren Anne, der var Darwins yndling, døde som ti-årig, hvilken var en hændelse, der funderede Darwins agnostiske anskuelse, en anskuelse, der var af yderste vigtighed for hans evolutionsteori.

Darwin forlod kun sjældent hjemmet, og den ellers så raske eventyrer (hvis man ser bort fra at han led skrækkeligt af søsyge), var kort efter hjemkomsten fra H.M.S. Beagle blevet angrebet af en mystisk sygdom, om hvilken der er mange teorier, men under alle omstændigheder afstedkom, at han selv i de bedste perioder kun kunne arbejde i få timer på grund af psykisk såvel som fysisk svækkelse.

Darwin er, som allerede antydet, bedst kendt for sit bidrag til evolutionsteorien og hans teori om, at alle arter af liv nedstammer fra fælles forfædre. Grundtrækkene i denne teori blev nedskrevet i Darwins dagbøger igennem mere end 20 år, før de blev offentlig kendt i hovedværket Om arternes oprindelse ved kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede formers sejr i kampen for tilværelsen, populært blot kaldet Arternes oprindelse (1859, originaltitel: The origin of species by means of natural selection ).

Bogen er blevet den bærende teori for al biologisk forskning, men har også haft umådelig stor indflydelse på andre områder som fx litteratur og filosofi. Darwin havde dog allerede i 1842 nedskrevet teorien i en kort skitse og i et længere essay i 1844, men tankerne var for farlige at publicere. Arternes oprindelse blev på trods af dens yderst kontroversielle teori offentliggjort den 24. november 1859 og vakte straks enorm opsigt. Førsteoplaget blev udsolgt på udgivelsesdagen og bogen kom herefter i seks udgaver, den sidste i 1872.

I 1868 udkom opfølgeren til Arternes oprindelse (1859), The variation of animals and plants under domestication og herefter fulgte de store og betydningsfulde værker Menneskets afstamning og parringsvalget (1871, originaltitel: The descent of man, and selection in relation to sex) og The expression of the emotions in man and animals (1872).

Charles Robert Darwin døde den 19. april 1882, 73 år gammel, af hjertesvigt, i Down. Darwin fik, på trods af sin kontroversielle position og sit eget og familiens ønske om en stille bisættelse i Down, en statsbegravelse og blev stedt til hvile i Westminster Abbey.

Herfra skal lyde en stor tak til Charles Darwin for hans bidrag og betydning, der om muligt ikke kan overvurderes, til litteraturen og selvfølgelig naturvidenskaben, geologien, zoologien, filosofien, og alle de andre videnskaber, som hans arbejde har påvirket.

Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; saxo.com

Bertolt Brecht (1898-1956)

Søndag den 10. februar er det 121 år siden, at den tyske forfatter, dramatiker, lyriker, prosaist, litteraturteoretiker, instruktør og systemkritiker Eugen Bertolt Friedrich Brecht kom til verden i den bayerske by Augsburg.

Den lille Eugen voksede op i et borgerligt fabriksbestyrer-hjem i Augsburg. I 1917 begyndte han at studere filosofi, litteratur, medicin og naturvidenskab i München, men opgav dette til fordel for sine interesser indenfor teaterverdenen.

I 1924 flyttede den unge Brecht til Berlin, og arbejdede her blandt andet som dramaturg ved datidens førende teater, Max Reinhardts Deutsches Theater, i Berlin og knyttede her tætte bånd til Tysklands venstreorienterede elite.

I 1928 fik forfatteren sit store gennembrud med tigger-operaen Laser og pjalter (filmatiseret i 1931 og igen i 1963) og herefter kunne han få opført sine mere eksperimenterende dramatiske forsøg – de såkaldte ”lærestykker”.

Brechts forfatterskab er præget af et opgør med det borgerlige samfunds værdinormer, som han anså for at være dobbeltmoralske og livsfjendtlige. Dette opgør fik fra 1926 indflydelse fra marxismen, hvorfor en socialistisk samfundsmodel ifølge forfatteren ville være det bedste alternativ til den herskende orden. Han knyttede sig dog ikke til noget parti som socialist.

Med Hitlers magtovertagelse, og i kølvandet på rigsdagsbranden i 1933 i Tyskland, flygtede Brecht med sin familie og nærmeste medarbejdere. Han, hans kone og deres to børn kom i 1933, ved hjælp fra den danske forfatterinde Karin Michaëlis, til Skovbostrand ved Svendborg, hvor han boede indtil 1939. Han skrev her blandt andet digtsamlingen Svendborger Gedichte (1939) med den anti-nazistiske modstandsbevægelse i Tyskland som primære modtager, men også med refleksioner over sit eget liv i eksil.

I 1939 flygtede Brecht og hans familie videre, først til Sverige, og efter besættelsen af Danmark via Finland og Rusland til Hollywood, Californien, hvor de boede fra 1941-47.

I 1947 blev Brecht anklaget for ”uamerikansk virksomhed” og vendte tilbage til Europa. Her bosatte han sig med østrigsk pas i Østberlin, hvor han primært beskæftigede sig med opførelse af egne og andres stykker på blandt andet Theater am Schiffbauerdamm med sit Berliner Ensemble og sidenhen på sit eget teater, der i dag bærer hans navn.

Blandt forfatterens første værker finder vi dramaet Baal (1918) og hans første digtsamling er Hauspostille (1927). Begge værker er præget af samme antiborgerlige og anarkistiske livsholdning og vidner om Brechts store inspiration fra Luthers bibeloversættelse.

I slutningen af 1920´erne begyndte Brecht at udvikle sin teater-teori om et anti-aristokratisk, episk teater, som han fortsatte med at udvikle hele livet igennem, og blandt andet handler om at vise publikum, at ting er foranderlige for at vække dem til eftertanke og handling. Kernen i denne teori er begrebet ”Verfremdung” og kan blandt andet studeres nærmere i Om tidens teater (1957).

Brechts mest radikale teatereksperimenter er de såkaldte ”Lehrstücke”, som han skrev i 1929-30, heriblandt Die Massnahme og Der Jasager und der Neinsager. Hovedpointen i disse lærestykker er, at det er skuespillerne og ikke publikum, der skal lære noget, gennem gennemspilning og diskussion af forskellige reaktionsmønstre og handlingsmuligheder.

Sine store og kendte dramaer skrev forfatteren i eksilårene, heriblandt Galileis liv (1938-39), Mutter Courage og hendes børn (1939), Det gode menneske fra Sezuan (1939-41) og Den kaukasiske kridtcirkel (1944).

Blandt forfatterens prosaværker, der dog ikke har haft den samme gennemslagskraft som hans dramaer, digte og teoretiske skrifter, finder vi blandt andet novellerne Fire kalenderhistorier (1948) og Den sårede Sokrates (1949) og romanerne Moderen (1931) og Fru Carrars geværer (1937).

I 1922 blev Bertolt Brecht gift med Marianne Zoff. Ægteskabet holdt dog kun indtil 1927 og i 1930 blev han gift med Helene Weigel. Dette ægteskab varede frem til forfatterens død, på trods af hans mange kvindelige bekendtskaber.

Eugen Bertolt Friedrich Brecht døde den 14. august 1956, 58 år gammel, af en blodprop i hjertet, i Østberlin.

Herfra skal lyde en stor tak til en af de mest indflydelsesrige, fremtrædende og kontroversielle tyske forfattere for hans bidrag til litteraturen og ikke mindst dramatikken.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 55ff); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Paul Auster (1947 – )

Søndag den 3. februar er det 72 år siden at den amerikanske forfatter Paul Benjamin Auster kom til verden i Newark, New Jersey.

Den lille Paul voksede op i en jødisk middelklasse-forstads-kernefamilie og var en ualmindelig politisk og social bevidst dreng, der allerede som 10-årig udviste ubehag, når faderen luftede sit dollargrin foran naboerne, eller moderen trak ham med på shoppingture. Forældrenes ægteskab var ikke specielt lykkeligt og endte da også i skilsmisse, hvorefter Paul boede hos moderen.

Efter studier, først på Columbia High School og derefter Columbia College, afbrudt af tilfældige jobs og rejser til Europa, tog han i 1970 en mastergrad i litteratur fra Columbia University i New York og flyttede herefter til Frankrig. I Frankrig levede han som løsarbejder, mens han skrev udkast til sine senere romaner, litterær kritik og digte. Den unge forfatterspires oplevelser fra disse år kan læses i erindringsbogen Hand to mouth (1995).

Han vendte dog tilbage til Staterne i 1974, og samme år debuterede han med digtsamlingen Unearth samt fandt sin første kone, Lydia Davis, med hvem han i 1977 fik sønnen Daniel med. Ægteskabet holdt indtil 1979.

Igennem 1970´erne ernærede Auster sig som kritiker, oversætter, essayist og digter og i 1980´erne slog han sig på prosa og underviste blandt andet på Princeton.

I 1982 udsendte Auster Opfindelsen af ensomhed, hvor han blandt andet beskriver, hvordan faderens død udløser en større arv, der pludselig gav muligheden for at leve som forfatter. Den fraværende far er desuden et tema, der gang på gang dukker op i Austers forfatterskab, som fx i romanerne I det sidstes land (1987), Moon Palace (1989), Tilfældets musik (1990, filmatiseret i 1993) og Leviathan (1992).

Paul Auster romandebuterede i 1982 med detektivromanen Squeeze Play under pseudonymet Paul Benjamin. Samme år blev han gift med forfatter-kollegaen Siri Hustvedt, som han havde mødt året forinden til en digt-oplæsning og med hvem han har datteren Sophie.

Forfatterens gennembrud kom med de tre romaner By af glas (1985), Genfærd (1986) og Det aflåste værelse (1987), der sammen udgør hans New York trilogi.

Blandt forfatterens andre romaner finder vi Mr. Vertigo (1994), Timbuktu (1999), Illusionernes bog (2002), Brooklyn dårskab (2005), Rejser i Scriotoriet (2006), Mand i mørke (2008), Usynlig (2009), Sunset Park (2010), Vinternoter (2012), Rapport fra de indre landskaber og 4 3 2 1 (2017).

Foruden romaner har Auster også skrevet lyrik, essays og filmmanuskripter. Indenfor film har han blandt andet været involveret i manuskripter til Smoke (1995), Blue in the face (1995) og Lulu on the bridge (1998). Sidstnævnte som instruktør.

Karakteristisk for Austers skrivestil, hvor især romanerne er den bærende genre i forfatterskabet, er inspirationen fra både europæisk og amerikansk tradition, sammen med en fusion af en selvbiografisk og litterær motivverden og ofte i en kriminalistisk form.

Paul Auster er stort set ukendt i hjemlandet Amerika, men bliver hyldet som en af de største nulevende fortællere i Europa. Dette skyldes blandt andet, at han skriver indenfor en åndshistorisk tradition, der ligger væsentligt tættere på 1930´ernes Paris frem for nutidens Hollywood. Herhjemme i Danmark er vi særdeles begejstrede for Auster og alle hans romaner er blevet oversat til dansk. Flere af hans seneste romaner har endda ramt de danske boghandlere længe før, de er kommet på markedet i USA – eller noget andet land i verden for den sags skyld.

I dag er Auster bosat i Brooklyn, New York med Siri Husvedt.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 27f); forfatterweb.dk; lindhardtogringhof.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; bibliografi.dk; imdb.com)