Raymond Chandler (1888-1959)

Mandag d. 23. juli er det 130 år siden at den amerikanske forfatter Raymond Thornton Chandler kom til verden.

Raymond Chandler kom til verden i Chicago, Illinois. Han var søn af irsk-amerikanske forældre og voksede op i blandt andet Wyoming og Nebraska. Da den lille Raymond var seks år gammel forlod faderen dog hjemmet, og i 1900 flyttede han med moderen til London. Her blev han uddannet i klassisk sprog og arbejdede blandt andet som journalist på The Daily Express og The Westminster Gazette. Derudover rejste han rundt i et par år, med blandt andet studier i Paris, arbejde som huslærer i Tyskland og som tjenestemand i England.

I 1912 vendte Chandler tilbage til USA, hvor han arbejdede som bogholder. I 1917 rejste han til British Columbia, hvor han meldte sig ind i den canadiske hær og gjorde tjeneste under 1. Verdenskrig på engelsk side, hvor han blandt andet i en kort periode var i skyttegravene ved Vestfronten i Frankrig. I 1928 blev han pilotuddannet ved Royal Air Force.

I 1924 blev han gift med Cissy Pascal (Pearl Cecily Eugenia Hulburt), der var atten år ældre end Chandler og havde været gift og skilt et par gange forinden. Ægteskabet varede indtil hendes død i 1954.

Efter hjemsendelsen fra krigen genoptog Chandler journalistikken, men blev i 1924 regnskabschef og senere vicedirektør hos olieselskabet Dabney Oil Syndicate i Los Angeles. Her var han indtil 1932, hvor han blev afskediget på grund af druk, diverse affærer med de ansatte og generel forsømmelighed.

Fyringen satte dog gang i Chandlers litterære virke og han begyndte at skrive historier til amerikanske kriminalmagasiner som Black Mask og Detective Fiction Weekly. Her debuterede han med novellen Blackmailers don´t shoot (1933) i Black Mask og det blev til i alt 18 noveller til disse ”Pulp magasiner”.

I 1939 udkom forfatterens første roman, Den lange søvn (tidligere udgivet på dansk under titlen Det byder man ikke Carmen og senere med titlen Sternwoodmysteriet) om privatdetektiven Philip Marlowe fra Los Angeles.

Det blev til i alt syv kriminalromaner om Philip Marlowe. Efter debuten fulgte Farvel, min elskede (1940), Det høje vindue (1942), Kvinden i søen (1943), Lille søster (1949), Det lange farvel (1954) og Blindebuk (1958). Den ottende roman, Marlowe i Poodle Springs (1988), som han var i gang med ved sin død, blev skrevet færdig af den amerikanske krimiforfatter Robert B. Parker.

Stort set alle Marlowe-romanerne er blevet filmatiseret, nogle op til flere gange og især Humphrey Bogart er kendt i rollen som Philip Marlowe.

Disse romaner, der foregår i det kriminelle Californien kort efter Depressionen, betragtes som klassikere inden for krimigenren med deres blanding af vold, kynisme og romantik, og forfatteren blev især kendt for sine dialoger og sin miljørealisme. Chandler har haft enorm indflydelse på den amerikanske triviallitteratur og bliver anset som én af ophavsmændene til den hårdkogte og rå krimistil som kontrast til samtidens britiske kvinders ”pænere” kriminalromaner. Inden for dansk litteratur kan indflydelsen blandt andet ses i Dan Turélls 12-binds Mord-serie.

Det er ikke kun inden for litteraturen, at Raymond Chandler har haft en vis indflydelse, men også inden for både filmens og musikkens verden har han sat tydelige aftryk, hvilket fx kan ses i Shane Blacks film Kiss Kiss Bang Bang (2005) med Robert Downey Jr. i hovedrollen og i musiker Tom Waits´ tidlige produktioner.

Ud over kriminalromanerne skrev Chandler dog også både digte, noveller, filmmanuskripter til Hollywood og diverse essays, blandt andet novellerne Perler er en plage (1946), Nat over Noon Street (1965), Nevada gas (1965) og Små slyngler skyder ikke (1965).

Raymond Chandler døde d. 26. marts 1959 i La Jolla, Californien af druk og lungebetændelse.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, som i særlig grad bidrog til en udvidelse af den litterære krimigenre til stor glæde for utallige læsere verden over.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 89f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; dansklf.dk)

Per Højholt (1928-2004)

Søndag d. 22. juli er det 90 år siden, at den danske digter Per Højholt Jørgensen (navneændring i 1958) kom til verden.

Per Højholt blev født i Esbjerg og uddannede sig som bibliotekar, en stilling som han bestred frem til 1966, hvor han kastede sig over tilværelsen som forfatter, anmelder, fagkonsulent, højskolelærer, tidsskriftsredaktør, foredragsholder, m.m.

Han debuterede som lyriker i 1948 med digtkredsen De nøgne i det litterære tidsskrift Heretica. Året efter udkom digtsamlingen Hesten og solen (1949), efterfulgt af de eksperimenterende og modernistiske digtsamlinger Poetens hoved (1949), Provinser (1964), Min hånd 66 (1966) og Show (1966).

I 1955 blev han gift med børnehavelærerinde Lone Bang Hansen.

Forfatteren er især kendt for sin evne til at teoretisere og filosofere over sin egen digtning, hvilket fx kan ses i hans ”poetikker”; Cezannes metode (1967), Intethedens grimasser (1972) og Nuet drukner i latter (1983) foruden Stenvaskeriet og andre stykker (1994) samt en stort antal avisanmeldelser, foretaget af ham selv.

Digtsamlingen Turbo (1968) blev indspillet som noget af det tidligste danske elektroniske musik som en radiomontage i 1968, og står som en milepæl indenfor denne genre.

Højholt forsøgte også at iscenesætte sin lyrik på en humoristisk, performativ og publikumsinddragende måde, som fx kan ses i radio- og tv-stykkerne Stock car (1975), Enhjørningens kvababbelser (1979) og Gittes monologer (1981 og 1985), som gav ham et stort folkeligt gennembrud.

Udover allerede nævnte er forfatteren kendt for sin Praksis-serie, Praksis, Band 1-12 (1977-1996) samt romanerne 6512 (1969), Auricula (2003) samt den posthume Hans Henrik Mattesen – En monografi (2007).

Per Højholt modtog flere legater og priser for sit forfatterskab, blandt andet Kollegernes Ærespris i 1977, Det danske Akademis litteraturpris i 1982 og Modersmål-Selskabets Pris i 1991.

Per Højholt døde den 15. oktober 2004, 76 år gammel i Hørbylunde ved Silkeborg, hvor han var bosat en stor del af sit liv.

Herfra skal lyde en stor tak til Per Højholt for hans nytænkende lyrik og humor, der bibragte et nyt niveau til den danske digtning.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kristeligt-dagblad.dk)

Anne Marie Løn (1947 – )

Torsdag d. 12. juli fylder den danske forfatter Anne Marie Løn 71 år.

Anne Marie Løn blev født i Tranebjerg på Samsø og voksede op i Vendsyssel og Vestjylland som datter af dyrelæge Otto Løn og registrator Ingerid Glob.

I første omgang blev Løns litterære talent udfoldet indenfor journalistikken, først som journalistelev på Frederikshavn Avis fra 1966-69 og efter færdiggjort uddannelse ved dagbladet Vestkysten, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med skole- og undervisningsstof. Indimellem fik hun dog også tid til at køre lastbil for et cirkus og fra 1971-72 opholdt hun sig i længere perioder i Frankrig og Italien, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med teaterstudier.

I 1972 blev hun ansat som pressesekretær på Aalborg Teater, men allerede året efter flyttede hun til København, hvor hun de næste seks år var ansat som reportagejournalist på B.T.s aften- og natredaktion.

Forfatteren debuterede i 1977 med romanen Hvorfor hvisker I til mig?

Året efter fulgte Løns biografi om forfatteren fra det forrige århundrede, Adda Ravnkilde (1978), der begik selvmord som 21-årig.

Fra 1979 og indtil 1998 har hun boet sammen med dyrelæge Erik Dam Sørensen i Asnæs på Sjælland, hvor hun fortsat er bosat. Med Erik fik hun i 1979 datteren Ida, efterfulgt af sønnen Emil i 1984 og datteren Nina året efter.

I 1979 kastede hun sig ud i hvervet som fuldtidsforfatter. Hun slap dog ikke helt journalistikken og var på freelancebasis blandt andet anmelder ved Aktuelt, klummeskribent ved Politiken og fra 1998 ved Familie Journalen.

Løn fik sit danske gennembrud med romanenerne Veras vrede (1982) om en kvindelig rapporter på et kynisk sensationsblad og Fodretid (1984) om en nordjysk landmand, der omlægger driften til moderne svineproduktion, med etiske overvejelser omkring vanrøgt af dyrene og krav fra det moderne samfund.

Det er især livet i provinsen og på landet, der har fyldt i Løns forfatterskab. Hendes opvækst på landet har tydeligvis ikke skadet hendes evne til at skildre blandt andet bøndernes livsvilkår og værdier, hvilket hun da også har høstet ros for.

En af forfatterens mest populære værker er slægtsromanen Prinsesserne (1996), der er baseret på to virkelige søstres liv i Vendsyssel og skildrer Valborg og Violet fra vugge til grav, hvis liv starter lovende som døtre af en velhavende proprietær men med tiden degenererer.

Blandt andre romaner fra Anne Marie Løns hånd har vi to-binds-serien fra besættelsestiden om enken og pensionatejeren Thyra, Traktørstedet (1985) og Café Danmark (1987) samt Den sorte liste (1988), Sent bryllup (1990), Det store nummer (1992), Willums veje (1994), Dværgenes dans (1998), Hvis barn… (2002), Serafia (2005) og Sekstetten (2008).

Ud over voksenromanerne, har Løn også taget livsgreb med børnebøger som fx Lasse og Nina – Vi har pelset en hugorm (1987) og Lasse og Nina – Vi laver store projekter (1989), noveller som fx samlingen Nordjyske motiver (1977), Fastelavnsfesten (1981), Er det hele forbi (1982), Søstre (1987), Værelse med indbygget kat (1992) og Det allerstørste hav (1993) samt digte som Optaget på prøve (1978) og Byens svar på mine længsler (1980).

Forfatteren har i årenes løb deltaget aktivt i kvindedebatten, blandt andet angående teknologiseringen af fødsler, som fx kan ses udtrykt i digtsamlingen Et barn er født (1982).

Anne Marie Løn er en efterspurgt foredragsholder og har igennem flere år været medlem af bestyrelsen i den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening. Hun har høstet flere legater og vundet flere priser for sit forfatterskab, blandt andet De Gyldne Laurbær for romanen Kærlighedens rum (2000).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatteren, der igennem fire årtier har givet os skildringer af danske skæbner på godt og ondt, men altid med en optimistisk tro på, at det hele nytter noget.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kvinfo.dk; bibliografi.dk; nota.dk)

Knud Erik Pedersen (1934 – )

Onsdag d. 4. juli fylder den danske forfatter Knud Erik Pedersen 84 år.

Knud Erik Pedersen blev født og voksede op i den himmerlandske landsby Skarpsalling, som den yngste af fire sønner, af husmand og landpost Anæus og hustruen Christine. Moderen døde dog, da den lille Knud Erik kun var knap 5 år gammel.

Han tog i 1956 lærereksamen fra Ranum Statsseminarium og virkede som folkeskolelærer fra 1956-1982, bl.a. i Sønder Felding, Vigersted og Boddum-Ydby, herefter har han levet af sin forfattergerning.

Forfatteren debuterede i 1977 med romanen Puslingelandet. Dette var det første bind i en serie på i alt seks bøger om Esben Poulsen fra Skarring: Fra asken (1980), Lystgården (1984), I fjederhammen (1989), Sommerblusset (1999) og Under kommando (2004) udgør de fem yderligere bind i serie.

Fortællingen om Esben Poulsen er ikke kun forbeholdt de voksne, men blev fra 1982 omformet til børne-/ungdomsbøger om den tænksomme husmandsknægt. Esben (1982), der var startskuddet til denne serie er senere blevet efterfulgt af blandt andet Esben og Jakob (1982), Esbens nytårsaften (1983), Esbens hemmelighed (1984), Esbens flugt (1986), Esben ved skillevejen (1991) og Esben i det fremmede (1996).

Blandt andre bøger – der ikke omfatter Esben – fra forfatterens hånd, kan blandt andet nævnes: Romanen Hanegal bag muren (1986), børnebøgerne Joel og drømmefuglen (1985), Er der håb, Cassio? (1991), Hvem der først bliver vred (2000), Peik (2003) og Pjaltehætte (2006) samt flere noveller.

Knud Erik Pedersen har gennem tiden fået flere legater og vundet en del priser for sit forfatterskab, heriblandt Kulturministeriets Børnebogspris, Martin Andersens Nexø Fondens Pris, Blicherprisen og Limfjordsegnens Litteraturpris.

Herfra skal lyde en stort tak og tillykke til den himmerlandske forfatter!

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; kristeligt-dagblad.dk

George Orwell (1903-1950)

Mandag d. 25. juni er det 115 år siden, at den engelske forfatter og journalist, Eric Arthur Blair, bedre kendt under pseudonymet George Orwell, kom til verden.

Eric Arthur Blair blev født i den bengalske by Motihari i Indien, mens landet stadig var en del af det britiske imperium. Hans moder tog dog den lille Eric med tilbage til England, da denne var et år gammelt, mens faderen blev i Indien. Familien blev først samlet igen i 1907, da faderen havde tre måneders orlov fra sin stilling i opiumdepartementet. Familien, der tilhørte den lavere middelklasse, bestod desuden af den ældre søster Marjorie og lillesøsteren Avril.

Den unge Eric Arthur var en dygtig elev, hvilket gav ham et stipendium til den prestigefulde britiske kostskole Eton fra 1917-1921. Her løjede hans flid dog en smule af, hvorfor han ikke fik et stipendium til et videre universitetsstudium.

Han meldte sig ind i Indian Imperial Police og fra 1922 og fem år frem, var Blair derfor udstationeret i Burma. Dette ophold inspirerede ham til sin første roman Burma dage (1934), der kritisk beskriver imperialismen og den burmesiske overklasse samt essays som fx Jeg skyder en elefant (1938).

I 1927 forlod han politiet og flyttede året efter til Paris, hvor hans tante boede. Hans hensigt var at ernære sig som freelance-journalist, hvilket dog ikke rigtig lykkedes. I stedet blev det til et række småjobs som blandt andet tallerkenopvasker, samtidig med at han skrev artikler, essays og digte for forskellige aviser og tidsskifter.

I 1929 flyttede forfatteren, syg og fattig, tilbage til sine forældres hus i Suffolk, men han kunne ikke slippe sine oplevelser i Paris. Han foretog i denne periode mindre rejser som vagabond, hvilket resulterede i hans første publikation, den selvbiografiske dokumentarbog Paris og London på vrangen / Elendighedens London og Paris (1933). Kort inden bogens udgivelse tog Blair pseudonymet George Orwell efter at have forkastet pseudonymerne Kenneth Miles, H. Lewis Allways og P. S. Burton.

Herefter arbejdede Orwell en periode som lærer, hvilket blandt andet resulterede i romanen A clergyman´s daughter (1935) og fra 1934 og de næste par år arbejdede han i en boghandel, hvilket bibragte romanen Keep the Aspidistra flying (1936), hvoraf ingen af disse dog vakte den store opmærksomhed.

I 1936 giftede forfatteren sig med Eileen O´Shaughnessy og året efter vendte forfatteren tilbage til dokumentargenren med The road to Wagan Pier (1937), der beskriver arbejdsløshed og fattigdom i Nordengland.

Hyldest til Catalonien (1938) beskriver Orwells oplevelser som kæmpende på republikanernes side i Den Spanske Borgerkrig. I krigen blev han en del af ILP (Independent Labour Party), der bestod af et par snese briter, som sluttede sig til militsen under det revolutionære socialistiske POUM (Partido Obrero de Unificación Marxista). Orwell blev ved fronten ramt i halsen af en kugle fra en snigskytte og næsten dræbt.

Herefter virker det til, at George Orwell havde fundet sin litterære rolle som uafhængig socialistisk journalist og debattør, samfundskritiker og revser af totalitarismen, hvilket blandt andet også kommer til udtryk i en række essaysamlinger fra 1940´erne.

I 1941 begyndte Orwell at arbejde som producer på BBC med ansvar for at udvikle propaganda-radioprogrammer, der skulle sikre støtte fra Indien og Østasien til Storbritanniens krigsindsats. Han var dog langt fra begejstret for propagandaaspektet i sit hverv og i 1943 skiftede han job og blev litteraturredaktør på det venstreorienterede tidsskrift Tribune, hvor han indtil 1945 blandt andet havde den faste ugentlige klumme ”As I please”.

Herefter var forfatteren en kort periode krigskorrespondent for The Observer, men vendte samme år tilbage til Tribune.
I 1945 døde hans kone under en operation, kort efter at parret havde adopteret den ét år gamle Ricard Horatio Blair.

I 1946 flyttede forfatteren til en fjerntliggende gård på den Hebridiske ø Jura ud for Skotlands kyst, på trods af et stadigt ringere helbred. Her arbejdede han som journalist, primært for Tribune, The Observer og Machester Evening News, men også for flere små politiske og litterære tidsskrifter, samtidig med, at han skrev på sin sidste roman 1984 (1949).
Det er Orwells to sidste romaner, der for eftertiden er kommet til at cementere hans forfatterskab, nemlig Kammerat Napoleon (1945), der er fablen om, hvordan dyrene på en bondegård gør oprør mod de undertrykkende mennesker, for efterfølgende selv at skabe et lignede undertrykkende magtsystem og 1984 (1949), der er en fremtidsroman, som udspiller sig i et London, der har udviklet sig til et totalitært overvågningssamfund uden plads til fri tænkning og som introducerede begreber som fx ”Big brother” og ”Tankepoliti”. Begge romaner afspejler tydeligt en afstandtagen fra propaganda, stalinismen, kommunismen, totalitarismen og diktaturet.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, heriblandt Kammerat Napoleon (som tegnefilm, 1954), 1984 (1984), Keep the Aspidistra flying (1997) og Jeg skyder en elefant (2016).

I 1949 giftede Orwell sig med Sonia Brownell.
Eric Arthur Blair døde den 21. januar 1950 i London, Storbritannien, 46 år gammel, efter en længerevarende tuberkulose, som han formentlig havde pådraget sig i Paris eller London mens han fandt inspiration til Paris og London på vrangen (1933). Han ligger begravet på All Saints kirkegård i Sutton Courtenay, Oxfordshire.

Herfra vil vi mindes Eric Arthur Blair, der med sine romaner, essays og samfundskritik aldrig har været mere aktuel end nu qua hans syn på det totalitære og overvågende samfund.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 330f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)