Anne Marie Løn (1947 – )

Torsdag d. 12. juli fylder den danske forfatter Anne Marie Løn 71 år.

Anne Marie Løn blev født i Tranebjerg på Samsø og voksede op i Vendsyssel og Vestjylland som datter af dyrelæge Otto Løn og registrator Ingerid Glob.

I første omgang blev Løns litterære talent udfoldet indenfor journalistikken, først som journalistelev på Frederikshavn Avis fra 1966-69 og efter færdiggjort uddannelse ved dagbladet Vestkysten, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med skole- og undervisningsstof. Indimellem fik hun dog også tid til at køre lastbil for et cirkus og fra 1971-72 opholdt hun sig i længere perioder i Frankrig og Italien, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med teaterstudier.

I 1972 blev hun ansat som pressesekretær på Aalborg Teater, men allerede året efter flyttede hun til København, hvor hun de næste seks år var ansat som reportagejournalist på B.T.s aften- og natredaktion.

Forfatteren debuterede i 1977 med romanen Hvorfor hvisker I til mig?

Året efter fulgte Løns biografi om forfatteren fra det forrige århundrede, Adda Ravnkilde (1978), der begik selvmord som 21-årig.

Fra 1979 og indtil 1998 har hun boet sammen med dyrelæge Erik Dam Sørensen i Asnæs på Sjælland, hvor hun fortsat er bosat. Med Erik fik hun i 1979 datteren Ida, efterfulgt af sønnen Emil i 1984 og datteren Nina året efter.

I 1979 kastede hun sig ud i hvervet som fuldtidsforfatter. Hun slap dog ikke helt journalistikken og var på freelancebasis blandt andet anmelder ved Aktuelt, klummeskribent ved Politiken og fra 1998 ved Familie Journalen.

Løn fik sit danske gennembrud med romanenerne Veras vrede (1982) om en kvindelig rapporter på et kynisk sensationsblad og Fodretid (1984) om en nordjysk landmand, der omlægger driften til moderne svineproduktion, med etiske overvejelser omkring vanrøgt af dyrene og krav fra det moderne samfund.

Det er især livet i provinsen og på landet, der har fyldt i Løns forfatterskab. Hendes opvækst på landet har tydeligvis ikke skadet hendes evne til at skildre blandt andet bøndernes livsvilkår og værdier, hvilket hun da også har høstet ros for.

En af forfatterens mest populære værker er slægtsromanen Prinsesserne (1996), der er baseret på to virkelige søstres liv i Vendsyssel og skildrer Valborg og Violet fra vugge til grav, hvis liv starter lovende som døtre af en velhavende proprietær men med tiden degenererer.

Blandt andre romaner fra Anne Marie Løns hånd har vi to-binds-serien fra besættelsestiden om enken og pensionatejeren Thyra, Traktørstedet (1985) og Café Danmark (1987) samt Den sorte liste (1988), Sent bryllup (1990), Det store nummer (1992), Willums veje (1994), Dværgenes dans (1998), Hvis barn… (2002), Serafia (2005) og Sekstetten (2008).

Ud over voksenromanerne, har Løn også taget livsgreb med børnebøger som fx Lasse og Nina – Vi har pelset en hugorm (1987) og Lasse og Nina – Vi laver store projekter (1989), noveller som fx samlingen Nordjyske motiver (1977), Fastelavnsfesten (1981), Er det hele forbi (1982), Søstre (1987), Værelse med indbygget kat (1992) og Det allerstørste hav (1993) samt digte som Optaget på prøve (1978) og Byens svar på mine længsler (1980).

Forfatteren har i årenes løb deltaget aktivt i kvindedebatten, blandt andet angående teknologiseringen af fødsler, som fx kan ses udtrykt i digtsamlingen Et barn er født (1982).

Anne Marie Løn er en efterspurgt foredragsholder og har igennem flere år været medlem af bestyrelsen i den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening. Hun har høstet flere legater og vundet flere priser for sit forfatterskab, blandt andet De Gyldne Laurbær for romanen Kærlighedens rum (2000).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatteren, der igennem fire årtier har givet os skildringer af danske skæbner på godt og ondt, men altid med en optimistisk tro på, at det hele nytter noget.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kvinfo.dk; bibliografi.dk; nota.dk)

Knud Erik Pedersen (1934 – )

Onsdag d. 4. juli fylder den danske forfatter Knud Erik Pedersen 84 år.

Knud Erik Pedersen blev født og voksede op i den himmerlandske landsby Skarpsalling, som den yngste af fire sønner, af husmand og landpost Anæus og hustruen Christine. Moderen døde dog, da den lille Knud Erik kun var knap 5 år gammel.

Han tog i 1956 lærereksamen fra Ranum Statsseminarium og virkede som folkeskolelærer fra 1956-1982, bl.a. i Sønder Felding, Vigersted og Boddum-Ydby, herefter har han levet af sin forfattergerning.

Forfatteren debuterede i 1977 med romanen Puslingelandet. Dette var det første bind i en serie på i alt seks bøger om Esben Poulsen fra Skarring: Fra asken (1980), Lystgården (1984), I fjederhammen (1989), Sommerblusset (1999) og Under kommando (2004) udgør de fem yderligere bind i serie.

Fortællingen om Esben Poulsen er ikke kun forbeholdt de voksne, men blev fra 1982 omformet til børne-/ungdomsbøger om den tænksomme husmandsknægt. Esben (1982), der var startskuddet til denne serie er senere blevet efterfulgt af blandt andet Esben og Jakob (1982), Esbens nytårsaften (1983), Esbens hemmelighed (1984), Esbens flugt (1986), Esben ved skillevejen (1991) og Esben i det fremmede (1996).

Blandt andre bøger – der ikke omfatter Esben – fra forfatterens hånd, kan blandt andet nævnes: Romanen Hanegal bag muren (1986), børnebøgerne Joel og drømmefuglen (1985), Er der håb, Cassio? (1991), Hvem der først bliver vred (2000), Peik (2003) og Pjaltehætte (2006) samt flere noveller.

Knud Erik Pedersen har gennem tiden fået flere legater og vundet en del priser for sit forfatterskab, heriblandt Kulturministeriets Børnebogspris, Martin Andersens Nexø Fondens Pris, Blicherprisen og Limfjordsegnens Litteraturpris.

Herfra skal lyde en stort tak og tillykke til den himmerlandske forfatter!

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; kristeligt-dagblad.dk

George Orwell (1903-1950)

Mandag d. 25. juni er det 115 år siden, at den engelske forfatter og journalist, Eric Arthur Blair, bedre kendt under pseudonymet George Orwell, kom til verden.

Eric Arthur Blair blev født i den bengalske by Motihari i Indien, mens landet stadig var en del af det britiske imperium. Hans moder tog dog den lille Eric med tilbage til England, da denne var et år gammelt, mens faderen blev i Indien. Familien blev først samlet igen i 1907, da faderen havde tre måneders orlov fra sin stilling i opiumdepartementet. Familien, der tilhørte den lavere middelklasse, bestod desuden af den ældre søster Marjorie og lillesøsteren Avril.

Den unge Eric Arthur var en dygtig elev, hvilket gav ham et stipendium til den prestigefulde britiske kostskole Eton fra 1917-1921. Her løjede hans flid dog en smule af, hvorfor han ikke fik et stipendium til et videre universitetsstudium.

Han meldte sig ind i Indian Imperial Police og fra 1922 og fem år frem, var Blair derfor udstationeret i Burma. Dette ophold inspirerede ham til sin første roman Burma dage (1934), der kritisk beskriver imperialismen og den burmesiske overklasse samt essays som fx Jeg skyder en elefant (1938).

I 1927 forlod han politiet og flyttede året efter til Paris, hvor hans tante boede. Hans hensigt var at ernære sig som freelance-journalist, hvilket dog ikke rigtig lykkedes. I stedet blev det til et række småjobs som blandt andet tallerkenopvasker, samtidig med at han skrev artikler, essays og digte for forskellige aviser og tidsskifter.

I 1929 flyttede forfatteren, syg og fattig, tilbage til sine forældres hus i Suffolk, men han kunne ikke slippe sine oplevelser i Paris. Han foretog i denne periode mindre rejser som vagabond, hvilket resulterede i hans første publikation, den selvbiografiske dokumentarbog Paris og London på vrangen / Elendighedens London og Paris (1933). Kort inden bogens udgivelse tog Blair pseudonymet George Orwell efter at have forkastet pseudonymerne Kenneth Miles, H. Lewis Allways og P. S. Burton.

Herefter arbejdede Orwell en periode som lærer, hvilket blandt andet resulterede i romanen A clergyman´s daughter (1935) og fra 1934 og de næste par år arbejdede han i en boghandel, hvilket bibragte romanen Keep the Aspidistra flying (1936), hvoraf ingen af disse dog vakte den store opmærksomhed.

I 1936 giftede forfatteren sig med Eileen O´Shaughnessy og året efter vendte forfatteren tilbage til dokumentargenren med The road to Wagan Pier (1937), der beskriver arbejdsløshed og fattigdom i Nordengland.

Hyldest til Catalonien (1938) beskriver Orwells oplevelser som kæmpende på republikanernes side i Den Spanske Borgerkrig. I krigen blev han en del af ILP (Independent Labour Party), der bestod af et par snese briter, som sluttede sig til militsen under det revolutionære socialistiske POUM (Partido Obrero de Unificación Marxista). Orwell blev ved fronten ramt i halsen af en kugle fra en snigskytte og næsten dræbt.

Herefter virker det til, at George Orwell havde fundet sin litterære rolle som uafhængig socialistisk journalist og debattør, samfundskritiker og revser af totalitarismen, hvilket blandt andet også kommer til udtryk i en række essaysamlinger fra 1940´erne.

I 1941 begyndte Orwell at arbejde som producer på BBC med ansvar for at udvikle propaganda-radioprogrammer, der skulle sikre støtte fra Indien og Østasien til Storbritanniens krigsindsats. Han var dog langt fra begejstret for propagandaaspektet i sit hverv og i 1943 skiftede han job og blev litteraturredaktør på det venstreorienterede tidsskrift Tribune, hvor han indtil 1945 blandt andet havde den faste ugentlige klumme ”As I please”.

Herefter var forfatteren en kort periode krigskorrespondent for The Observer, men vendte samme år tilbage til Tribune.
I 1945 døde hans kone under en operation, kort efter at parret havde adopteret den ét år gamle Ricard Horatio Blair.

I 1946 flyttede forfatteren til en fjerntliggende gård på den Hebridiske ø Jura ud for Skotlands kyst, på trods af et stadigt ringere helbred. Her arbejdede han som journalist, primært for Tribune, The Observer og Machester Evening News, men også for flere små politiske og litterære tidsskrifter, samtidig med, at han skrev på sin sidste roman 1984 (1949).
Det er Orwells to sidste romaner, der for eftertiden er kommet til at cementere hans forfatterskab, nemlig Kammerat Napoleon (1945), der er fablen om, hvordan dyrene på en bondegård gør oprør mod de undertrykkende mennesker, for efterfølgende selv at skabe et lignede undertrykkende magtsystem og 1984 (1949), der er en fremtidsroman, som udspiller sig i et London, der har udviklet sig til et totalitært overvågningssamfund uden plads til fri tænkning og som introducerede begreber som fx ”Big brother” og ”Tankepoliti”. Begge romaner afspejler tydeligt en afstandtagen fra propaganda, stalinismen, kommunismen, totalitarismen og diktaturet.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, heriblandt Kammerat Napoleon (som tegnefilm, 1954), 1984 (1984), Keep the Aspidistra flying (1997) og Jeg skyder en elefant (2016).

I 1949 giftede Orwell sig med Sonia Brownell.
Eric Arthur Blair døde den 21. januar 1950 i London, Storbritannien, 46 år gammel, efter en længerevarende tuberkulose, som han formentlig havde pådraget sig i Paris eller London mens han fandt inspiration til Paris og London på vrangen (1933). Han ligger begravet på All Saints kirkegård i Sutton Courtenay, Oxfordshire.

Herfra vil vi mindes Eric Arthur Blair, der med sine romaner, essays og samfundskritik aldrig har været mere aktuel end nu qua hans syn på det totalitære og overvågende samfund.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 330f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)

Henrik Arnold Wergeland (1808-1845)
Søndag d. 17. juni er det 210 år siden, at den norske forfatter og lyriker Henrik Arnold Wergeland kom til verden i Kristiansand, som søn af forfatteren og præsten Nicolai Wergeland og Alette Dorothea Thaulow.

Henrik var opkaldt efter sin morfader Henrik Arnold Thaulow, der bl.a. stod bag stiftelsen af Det Dramatiske Selskab i Kristiansand.

Den lille Henriks fødsel inspirerede faderen til Henrikcopedien (1808), en vejledning for forældre med 43 læresætninger, inspireret af Rousseaus tanker om opdragelse. Sidenhen kom der yderligere fire børn til i Wergeland-klanen, heriblandt forfatteren og kvindesagsforkæmperen Camilla Collett.

Den unge Henrik studerede teologi ved universitetet i Oslo og virkede sideløbende med sit forfatterskab bl.a. som teolog, journalist, historiker, dramatiker og arkivar.

Henrik Wergeland er især blevet kendt for sin digtekunst, med påvirkninger fra datidens romantiske strømninger og hvor værker som fx versromanen Den engelske lods (1881) og de novellistiske skitser og digte som Digte, første ring (1829), Skabelsen, mennesket og Messias (1830), Cæsaris (1833), Digte, anden ring (1833), Spaniolen (1833) og Jan van Huysums blomsterstykke (1840) kan nævnes. Forfatteren skrev flere gange under pseudonymet Siful Sifadda.

Ud over digtekunsten udgav Wergeland også en række skuespil, historiske værker, biografier, samt de selvbiografiske skitser Hassel-Nødder (1845), skrevet på sygelejet kort forinden hans død.

Wergeland var i høj grad påvirket af den nationale patriotisme og pådrog sig mange fjender som aktiv deltager i datidens kulturkamp, hvor han bl.a. kæmpede for sproglig og kulturel løsrivelse fra Danmark og politisk frigørelse fra Sverige.

Forfatteren var desuden inspireret af den franske revolutions sociale og demokratiske ideer og var derudover forkæmper for religiøs tolerance, både for jødedom og islam, hvilket fx kan ses i digtsamlingerne Jøden (1842) og Jødinden (1844), der bl.a. polemiserer mod Norges daværende grundlov, der indeholdt et forbud for jøder mod at få adgang til Norge.

Wergeland var gift med Amalie Sofie Bekkevold, med hvem han fik sønnen Olaf Knutsen.

Henrik Wergeland døde den 12. juli 1845, kun 37 år gammel af tuberkulose i Oslo.

Forfatterens eftermæle hører til et af de mere omfangsrige. Han kan stadig vække offentlig debat, men dog ikke mere, end at hans portræt prægede den norske hundredkroneseddel fra 1949-77.

Desuden er et væld af veje og pladser er opkaldt efter ham og The European Wergeland Center, der er et resursecenter for uddannelse for interkulturel forståelse, menneskerettigheder og demokratisk medborgerskab for medlemslandene i Europarådet, viser også hans indflydelse for eftertiden. Nordmændene hylder ham desuden fortsat som initiativtager til fejringen af d. 17. maj som Norges nationaldag.

Herfra mindes vi forfatteren, der er blevet betegnet som Norges største lyriker og er blevet sammenlignet med forfattere som Byron og Hugo og takker for hans bidrag til litteraturen.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 468f); wikipedia.org; denstoredanske.dk)

Bent Haller (1946 – )

Grundlovsdag, tirsdag d. 5. juni, fylder den danske forfatter og billedkunstner Bent Haller 72 år.

Bent Haller blev født i Bangsbostrand, lidt uden for Frederikshavn (denne lille plet i provinsen danner udgangspunkt for mange af hans bøger). Den unge Bent begyndte, som de fleste af sine jævnaldrende, som lærling på skibsværftet i Frederikshavn. Dette blev dog afbrudt, da han blev optaget på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, hvorfra han blev uddannet billedkunstner, maler og grafiker.

Forfatteren debuterede i 1972 med Den indre klokkes klang, men det var hans romandebut, den samfundskritiske ungdomsroman Katamaranen (1976), der for alvor vakte opsigt. Romanen, der blev fortsat med Sabotage (1977) ledte til en ophidset debat, på grund af værkernes usminkede skildring af en gruppe børns miserable liv i et moderne betonbyggeri, og det førte sågar til, at byrådet i Thisted nedlagde forbud mod bøgernes tilstedeværelse på byens bibliotek.

Hallers socialrealistiske stil blev med tiden justeret med inddragelse af dyrefabler, hvilket kan ses i bl.a. Kaskelotternes sang (1981) om forurening og truede dyrearter og Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990) om samfundets magtforhold. Begge værker er med succes blevet til animationsfilmene Samson og Sally (1984) og Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990). Flere af Hallers andre værker er også blevet filmatiseret.

I 1990´erne skrev forfatteren flere store historiske romaner, heriblandt Det romanske hus (1990), Brage Kongesøns saga (1993) og Lille Lucifer (1996).

Haller har primært skrevet romaner og noveller for børn og unge, men hans produktion omfatter også bøger for voksne, digte, noveller, biografier samt manuskripter til børnefilm og – teater.

Bent Haller har i årenes løb har modtaget flere priser for sit forfatterskab, især for sine børne- og ungdomsbøger.

Blandt andre af forfatterens mange værker, kan som et fåtal nævnes novellerne Morgen (1975), Hjemkomst (1981) og Hos regnormene (1998), børnebøgerne Indianeren (1978), Fredsaberne (1981), I englens spor (1988), Tossernes kærlighed (1997) og Historien om Julemanden (2004), ungdomsbøgerne Sin egen herre (1982), Kærligheden at føle (1992), Neondrengens profeti (1993) og Lazarus (2012), digtsamlingen Gud er blevet ædt af kannibaler (1983) samt gendigtninger af bl.a. Odysseen (1999) og Iliaden (2000).

Forfatteren er gift med Alice, med hvem han har fire børn. De boede i en årrække i Thisted, hvor Haller skrev fast for den lokale avis. I dag er de bosat i Aalborg.

Forfatteren optræder sjældent i medierne, da han ikke er interesseret i sine bøger efter at de er udkommet, men i stedet anser processen som det vigtige. Hans forholdsvis isolerede tilværelse fortæller han selv om i erindringsbogen Det man husker (2015).

Herfra skal lyde et stort tillykke til Bent Haller og ikke mindst en stor tak for at have bidraget til at lære os om rigtig og forkert, ret og uret og blot fortælle den gode historie, som vi fik fortalt som børn.

(Kilder: forfatterweb.dk; da.wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)