Astrid Lindgren (1907-2002)

Tirsdag d. 14. november er det 110 år siden, at den svenske forfatterinde Astrid Anna Emilia Lindgren kom til verden på gården Näs i det smålandske, nær Vimmerby.

Hun voksede op med sin storebror og to yngre søstre på forældrenes gård blandt karle og tjenestepiger. Der var nok af arbejde på en svensk gård i starten af 1900-tallet, så børnene måtte også tage fat. Der var dog også tid til både leg og læsning for den unge Astrid.

Efter realeksamen i 1923 blev hun journalistelev ved Vimmerby Tidning, men det, der lignede begyndelsen på en strålende journalistkarriere endte brat, da hun i 1926 blev gravid med avisens ejer og chefredaktør Reinhold Blomberg. Den 50-årige Blomberg, der havde syv børn fra sit første ægteskab, lå midt i skilsmisse fra sin anden kone, og ønskede derfor ikke, at skilte med sine udenomsægteskabelige affærer, selvom han vedstod sig faderskabet. Astrid flyttede derfor alene til Stockholm for hverken at bringe skam over Blomberg eller sine forældre. Hun valgte dog at rejse til Danmark og føde på Rigshospitalet, da det var det eneste hospital i Norden, hvor man ikke skulle opgive faderens navn ved fødslen. Sønnen Lasse blev født og overladt til en plejemor i Brønshøj.

Astrid Lindgren blev uddannet indenfor stenografi og maskinskrivning i 1928 i Stockholm og blev efterfølgende ansat som sekretær ved bilforbundet KAK. Her mødte hun kontorchefen Sture Lindgren, som hun giftede sig med i 1931 og blev herefter hjemmegående. Astrid havde året forinden hentet Lasse hjem, da hans plejemor var blevet alvorlig syg. I 1934 fik Astrid og Sture datteren Karin.

Under 2. Verdenskrig fik Astrid arbejde i afdelingen for brevcensur under den svenske efterretningstjeneste, hvilket gav hende et særligt indblik i krigens udvikling og rædsler via gennemlæsningen af tusindvis af breve til og fra udlandet. Under hele krigen skrev hun dagbog. Denne udkom i 2016 under titlen Krigsdagbøger 1939-1945.

I 1941 flyttede familien til en stor lejlighed med udsigt over Vasaparken. Her boede Astrid frem til sin død i 2002. Samme år begyndte hun at fortælle sin datter historier om en pige ved navn Pippi Langstrømpe. I 1944 skrev Astrid nogle af de mange historier om Pippi ned og samlede dem til en lille bog, som Karin skulle have til sin 10 års fødselsdag. Det samme manuskript blev sendt til Bonniers forlag, som dog afslog at udgive dem.

Forfatterinden debuterede i 1944 med Britt-Mari finder sig selv igennem en konkurrence om pigebøger ved det nystartede forlag Rabén & Sjögren, hvor hun fik 2. pladsen. Det samme forlag udskrev året efter endnu en konkurrence og denne gang nappede Lindgren førstepladsen med en omarbejdet udgave af Pippi Langstrømpe (1945), og denne figur blev meget hurtig utroligt populær i både ind- og udland.

I 1947 begyndte Astrid Lindgren som forlagsredaktør på deltid med ansvar for børnebogsafdelingen på Rabén & Sjögren. Om eftermiddagen arbejdede hun på forlaget og formiddagene benyttede hun til selv at skrive. I 1970 gik Lindgren på pension fra Rabén & Sjögren, men hun fortsatte med at skrive de næste mange år frem.

I løbet af 1940´erne udkom bl.a. yderligere to Pippi-bøger, første bind af børnekrimien Mesterdetektiven Blomkvist (1946), Alle vi børn i Bulderby (1946) samt Nils Karlsson-Pusling (1949).

Lindgren er især kendt for sine børnebøger og mon ikke langt de fleste på et eller andet tidspunkt er stødt på enten Pippi Langstrømpe(1945), Emil fra Lønneberg (1963), Tvebak fra Brødrene Løvehjerte (1973) eller forfatterindens sidste roman Ronja Røverdatter (1981), og mon ikke også mindst én af disse karakterer har gjort et vist indtryk. Hendes bøger er da også blandt de mest læste og oversatte i verden.

Blandt andre kendte bøger fra forfatterindens hånd kan nævnes, Mio min Mio (1954), Karlsson på taget (1955) og Vi på Krageøen(1964).

Med inspiration hentet hos bl.a. Selma Lagerlöf og H. C. Andersen nedbryder forfatterinden grænserne mellem børne- og voksenlitteratur med blandingen af fantasi og virkelighed, alvor og munterhed, dybde og lethed. Hun nåede at skrive over 100 bøger, mere end 60 manuskripter til film og teater samt en masse sange og mange af hendes populære bøger er blevet filmatiseret og iscenesat med stor succes. Selvom forfatterinden som nævnt især er kendt for sine børnebøger har hun dog også skrevet adskillige essays og bøger for voksne.

Astrid Lindgren var meget politisk aktiv og i de sidste 30 år af sit liv deltog hun aktivt i samfundsdebatten, bl.a. når emnerne omhandlede EU, dyrevelfærd, børns rettigheder, miljø og skat.

Lindgren har i løbet af sit forfatterskab modtaget et væld af priser og et utal af skoler, gader, pladser, m.m. – samt en asteroide – er blevet navngivet efter hende. Astrid-Lindgren-prisen blev indstiftet i 1967 af forlaget Rabén & Sjögren, og belønner svenske forfattere i børnebogsgenren og Litteraturprisen til minde om Astrid Lindgren blev indstiftet af Sveriges regering i 2002. Udenfor bøgernes verden kan man opleve Lindgrens univers i eventyrparken Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby. 

Astrid Lindgren døde d. 28. januar 2002, 94 år gammel, i sin lejlighed i Stockholm efter kort tids sygdom grundet en virusinfektion. Allerede i 1988 havde hun truffet en aftale med en kvindelig præst om, at blive begravet på kvindernes kampdag, d. 8. marts, i Storkyrkan domkirke i Stockholm. 

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 271f); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; saxo.com; www.astridlindgren.se; gyldendal.dk)

Kazuo Ishiguro (1954 -)

Onsdag d. 8. november fylder den japanskfødte, britiske forfatter Kazuo Ishiguro 63 år.

Ishiguro blev født i Nagasaki i Japan, men flyttede sammen med sine forældre og to søstre til Storbritannien i 1960 grundet faderens job som oceanograf. 

Inden Ishiguro fik en bachelor i engelsk og filosofi på Kent University tog han et sabbatår, der blev brugt på at rejse rundt i USA og Canada. Han fortsatte studierne på University of East Anglia, hvor han i 1980 fik sin kandidatgrad i kreativ skrivning (creative writing). I 1982 blev han britisk statsborger.

Han debuterede i 1982 med romanen De fjerne blå bjerge, der har baggrund i Japans medvirken i 2. Verdenskrig, hvilket også er tilfældet med romanen Kunstner i den flydende verden (1986).

Centralt i forfatterskabet kan man finde temaer så som oplevelsen af at have levet et forfejlet liv, den nære fortid, sprækker i erindringen, selvbedrag og uforløste slutninger.

Han er gift med Lorna MacDougall, med hvem han har datteren Naomi.

Forfatteren vandt i 1989 Booker-prisen for romanen Resten af dagen (1989), der blev filmatiseret i 1993. Også romanerne Kunstner I den flydende verden (1988), Vi forældreløse (2000) og Slip mig aldrig, var nomineret til denne fornemme pris.

Blandt andre værker fra Ishiguros hånd kan nævnes Koncerten (1995), Nocturner: fem fortællinger om musik og skumring (2009) og Den begravede kæmpe (2015).

Forfatteren har desuden skrevet noveller, sanglyrik og tv-manuskripter og har vundet flere priser i løbet af sit forfatterskab.

Disse forfatterfødselsdage tager som regel en dag eller to at skrive, alt afhængig af andre gøremål, og de bliver ofte forberedt i god tid. Det var i morges, d. 5/10-2017, at jeg (Pernille) besluttede mig for, at forfatteren, der skulle hyldes i uge 45 skulle være Kazuo Ishiguro. Her til aften, hvor jeg så småt er ved de afsluttende manøvre, tikker beskeden ind, at Ishiguro netop i dag er vinder af Nobelprisen 2017 i litteratur! Nogle gange falder tingene pudsigt sammen. Men dejligt, at det ikke kun var mig, der mente, at han fortjente lidt opmærksomhed.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 222f); wikipedia.org; denstoredanske.dk)

Carl Soya (1896 -1983)

Mandag d. 30. oktober er det 121 år siden, at den danske forfatter og dramatiker Carl Erik Martin Soya-Jensen (han tog navneforandring i 1920 til Soya) kom til verden i København. 

Carl Soya voksede op i et bedre borgerligt kunstnerhjem. Hans far, maleren og professoren Carl Martin Soya-Jensen, døde da Carl var 15 år gammel og moderen, Ingeborg Regine (født Hammer), fulgte efter fire år senere. Arven fra forældrene gjorde dog, at Soya havde råd til at satse på en karriere som forfatter. 

Forfatteren blev i 1919 gift med den norske Esther Sættem. Ægteskabet blev dog opløst efter et par år og i 1925 indgik Soya endnu et ægteskab, denne gang med Agnes Augusta Zaar, med hvem han fik datteren Maj Soya.

I 1918 kom debuten med novellen De, der skammer sig, efterfulgt af hans officielle debut, eventyrsamlingen Kvinderne i Persien og andre Æventyr (1923).

Positionen som dansk modernistisk dramatiker vandt Soya med de eksperimenterende, freudiansk inspirerede skuespil Hvem er jeg? Eller når Fanden gi´r et tilbud (1932) og Min høje Hat (1939). Blandt andre væsentlige skuespil fra forfatterens hånd, hvoraf flere blev opført på Det Kgl. Teater, men de fleste på Folketeatret, kan bl.a. nævnes Parasitterne (1929), Den leende jomfru (1934), Umbabumba (1933), Brudstykker af et mønster ((1940) filmatiseret under titlen ”Soldaten og Jenny”)), Efter ((1947) filmatiseret under titlen ”Tre år efter”), Frit valg (1948) og Petersen i dødsriget (1957), ud af mange flere. 

I 1942 sad forfatteren tres dage i fængsel for romanen En Gæst (1941), der kunne opfattes som en allegorisk fortælling om tyskernes besættelse af Danmark, og hans holdning til besættelsesmagten bragte ham i en kort periode desuden i Horserødlejren. I 1945 flygtede han til Sverige.

Soya skrev primært satiriske skuespil og prosaværker som i samtiden var stærkt provokerende og hans forfatterskab kan karakteriseres som én lang provokation af borgerskabets værdier, ikke mindst på det seksuelle område. Hver ny bog eller teaterstykke fra Soyas hånd blev derfor modtaget med såvel forargelse som med nysgerrighed.

En del af forfatterens energi er desuden blevet benyttet til novelledigtning, der ofte blev tilegnet andre forfattere, som fx Ganske almindelige mennesker (1930), Handlingen foregår i Danmark (1936), Små venlige småfisk (1940) og Tilegnet Gud. Syv brutale fortællinger (1966).

Carl Soya udgav dog også værker indenfor andre genrer som fx dagbladsjournalistik, lyrik, børnebøger, anmeldelser, skolekomedier, m.m. Forfatteren publicerede udelukkende under navnet Soya, og hans publikum var derfor ikke bekendt med hans fornavne.

Da han var på sit højeste udgav han bøger, der efter danske forhold, solgte i astronomiske oplagstal. Forfatterens popularitet er dog i lige så astronomisk grad faldet i dag, hvilket bl.a. blev demonstreret, da Soyas forlag i 1996, i anledning af hundredåret for hans fødsel, genudgav et udvalg af hans væsentligste værker. Grunden til dette skal formentlig findes i, at det, der i Soyas samtid blev opfattet som forargende ikke vækker den samme opstandelse i dag som dengang.

Nogle af de bedst kendte værker er romanerne Min farmors hus (1943) og Sytten I-III (1953-54), der begge er blevet filmatiseret i hhv. 1984 og 1965.

Filmatiseringen af Sytten gav anledning til en lang række af softpornofilm, der lånte både titler og plots fra værket – og forfatterens novelle Mazurka på sengekanten fra værket Tilegnet Boccaccio, Syv pornografiske fortællinger (1958), indledte fra 1970 filmselskabet Palladiums serie af de såkaldte sengekantsfilm.

Carl Soya udgav i 1970´erne de tre erindringsbøger Potteskår (1970), Åndværkeren (1972) og Ærlighed koster mest (1975).

Forfatteren krev også under pseudonymet Joseph W. French og fik i årenes løb tildelt adskillige æresbevisninger og legater for sit arbejde.

Carl Soya døde i 1983, 87 år gammel i Rudkøbing. 

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Vita Andersen (1942 – )

Søndag d. 29. oktober fylder den danske forfatterinde Vita Andersen 75 år.

Vita Andersen blev født i København ind i en forfatterfamilie, som datter af forfatteren Aage Neutzsky-Wulff, en moder med forfatterdrømme og med halvbroderen Erwin Neutzsky-Wulff.

Hun voksede op hos sin moder, men var fra sit 5. til 8. år fjernet fra hjemmet og boede i den periode på børnehjem og i familiepleje hos sin moster. Denne periode har dannet det tematiske grundlag for forfatterskabet.

Vita gik på studenterkursus, uden dog at tage eksamen, læste en tid som skuespiller, arbejdede på en lakridsfabrik, hun tog et år i Grønland, og hun arbejdede som servitrice, i en bank, på et kontor og i et rejsebureau.

Forfatterinden debuterede i 1977 med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner.

Debuten blev efterfuldt af den feministiske novellesamling Hold kæft og vær smuk (1978) samt digtsamlingerne Næste kærlighed eller Laila og de andre (1978) og Det er bare ærgerligt (1981).

Som husdramatiker ved Århus Teater skrev Andersen de to skuespil Elsk mig (1980) og Kannibalerne (1982).

Efter en kortere skrivepause vendte Vita tilbage med romanerne Hva´for en hånd vil du ha´? (1987) og Sebastians kærlighed (1992).

Også børnebøger har Andersen prøvet kræfter med i form af Petrusjkas laksko (1989) og den prisbelønnede Coco (1997).

Endvidere har forfatterinden udgivet romanerne Get a life (2003), Anna Zoë (2006) og Sig det ikke til nogen (2012).

Karakteristisk for Vita Andersens forfatterskab er, at hovedpersonerne er præget af psykiske sår på sjælen på grund af svigt i barndommen fra de voksnes side, og rækker ud efter tryghed, sikkerhed og kærlighed. Hun skriver ud fra egne erfaringer og de temaer der behandles, kan ofte være ret barske.

Forfatterinden var i en periode gift med Mogens Camre, med hvem hun har tre børn.

Hun har modtaget flere priser for sine værker, heriblandt Kritikerprisen i 1987 og De Gyldne Laurbær i 1979 og siden 1991 har hun modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kvinfo.dk)