Jørn Riel (1931)

Søndag d. 23. juli fylder den danske forfatter Jørn Riel 86 år.

Jørn Riel blev født i Odense, men familien flyttede senere til København grundet faderens erhverv som kongelig hoffrisør. Denne omvæltende flytning, er beskrevet i den delvist selvbiografiske trilogi Du bor i dit navn (1976).

Udlængslen trak tidligt i den unge Riel, og som 15-årig tomlede han til Paris sammen med en kammerat, selvom historien overfor faderen dog var, at de skulle på cykeltur i Jylland. 

I gymnasiet stiftede han bekendtkendskab med Lauge Kochs Grønlandsekspedition, og han ønskede derfor at komme på navigatørskole for at kvalificere sig til deltagelse i denne ekspedition. Ventetiden brugte han, udover at uddanne sig som navigatør og radiotelegrafist, i Nationalmuseets etnografiske afdeling. I 1951 kom han med på den to-årige Lauge Koch-ekspedition. Efter ekspeditionen blev han dog hængende i Grønland og begyndte at nedskrive de historier, som han fik fortalt af bl.a. eskimoer og andre folk i det arktiske. Siden er det blevet til 10 år som udstationeret i Grønland.

Ud over at have haft Grønland som bopæl, har han som bl.a. FN-observatør (1964-71) boet i Mellemøsten, Pakistan, Afrika, Sydøstasien, Canada, Småland i Sverige og senest Kuala Lumpur i Malaysia. Han er gift med den svenske Anett, med hvem han har sønnen Peter og adoptivdatteren Chindar.

Forfatteren debuterede i 1970 med En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt, der udgjorde første bind af romantrilogien Mine Fædres Hus, der senere også kom til at omfatte Vorherres rævefælde (1971) og Det første af altings fest (1972). Riel har i sin særlige skrøneform udgivet omkring ti værker med samme persongalleri, hvoriblandt Den kolde jomfru (1974) og Forliset og andre skrøner (1996), kan nævnes. 

Riel, hvis forfatterskab i høj grad er præget af et humoristisk strejf, har skrevet bøger til både børn og voksne såvel som digte og noveller. Hans forfatterskab udgøres primært af prosa om livet, i særdeleshed på Grønland, men også andre steder på kloden. Riels foretrukne fortælleform er som antydet skrønen, og hans seneste udgivelse vidner da også om dette med titlen Mit livs skrøne: En slags memoirer (2016). 

Riel har i årenes løb modtaget flere legater og priser, bl.a. Tom Kristensen legatet i 1993, De Gyldne Laurbær i 1995 for Cirkulæret og andre skrøner (1994) samt Akademiets Store Pris i 2010.

Herfra skal der lyde et stort tillykke med dagen til Jørn Riel.

(Kilder: forfatterweb.dk; saxo.com; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Jytte Borberg (1917)

Søndag d. 16. juli kunne den danske forfatter Jytte Borberg være fyldt 100 år.

Jytte Borberg (født Jytte Erichsen) blev født i Schweiz, med forældrene tandlæge Janus Erichsen og porcelænsmaler Olga Zuschlag. Familien flyttede i 1921 til Aalborg, hvor forfatterinden voksede op. Hun tog som 17-årig til København, hvor hun ernærede sig som en slags hjælpe-lærerinde for pubertetspiger, der var en smule bagefter deres jævnaldrende.

Som 21-årig blev hun gift med lægen Allan Borberg. Det unge par flyttede de første år af ægteskabet rundt i landet fra hospital til hospital, grundet husbondens karriere. De bosatte sig dog i Viborg, hvor gemalen blev ansat som psykiatrisk overlæge og Jytte uddannede sig som laborant på Aalborg Kommunehospital. Sammen fik de to drenge og en pige. Allan Borberg døde i 1979, og herefter flyttede forfatterinden til den midtjyske landsby Fjaltring, hvor hun boede indtil sin død i 2007, dog med hyppige visit til hovedstaden.

Forfatterinden debuterede som 51-årig med den modernistiske novellesamling Vindebroen (1968) og nåede at skrive et væld af romaner, noveller, artikler, antologier, skolebøger, børnebøger, dramatik og skuespil.

Hun trængte igennem til et større publikum med sine to historiske romaner, Eline Bessers læretid (1976) og Det bedste og det værste – Eline Besser til det sidste (1977) omhandlende en tjenestepige ved århundredeskiftet. Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes Orange (1972), Slaraffenland (1982), Skyggernes bog (1983), Maskerade (1988), Tvivlsomme erindringer (1990), Nærbilleder (1994), Verdens ende (1996) og Det er tilladt at smile (2001).

Jytte Borbergs romaner omhandler ofte den stærke og ukuelige kvinde, der søger friheden fra et snærende samfund i såvel fortid som nutid. Et andet karakteristisk træk ved forfatterskabet er autoritetskritik – men også humoren og en sans for en komisk drejning af en scene er et gennemgående træk.

Ud over flere legater og priser modtog Borberg i 1984 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Jytte Borberg døde i forbindelse med et møde på Rungstedlund (Karen Blixens landsted i Nordsjælland) for 10 år siden i 2007, 89 år gammel.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kvinfo.dk)

 Majbritte Ulrikkeholm (1964)

Fredag d. 7. fylder den danske sanger, komponist – og selvfølgelig forfatter – Majbritte Ulrikkeholm 53 år.

Majbritte Ulrikkeholm blev født i Bramming og debuterede som forfatter for 20 år siden med erindringsromanen Ind i min himmel(1997). Bogens titel er hentet fra en sang på albummet ”Sange til Elisabeth” fra 1996.

Hun er som forfatter især kendt for sin ”magiske” skrivestil, hvor magiske væsner, drøm og det spirituelle smelter sammen med virkeligheden og det mere jordnære.

Hendes romaner beskriver ofte kampen for at opnå en form for frihed til selv at vælge og forme sit eget liv, og fra forfatterindens pen kan nævnes bl.a. Marias mirakel (1999), Tilbage til Jorden (2000), der er opbygget som kombineret bog og album, Den perfekte elsker(2005), også akkompagneret af et temasammenhængende album og Rom, min elskede (2011), hvor der med bogen følger et soundtrack, der beskriver bogens hovedscener.

Forfatterens værk Pilgrim i hjertet: essays, digte og fortællinger (2013), er opbygget som en almanak med inspiration til livets forskellige årstider og hendes seneste værk er Rejsen til kærlighed sammen hver for sig og alene (2016)

Maibritte har også skrevet fagbøger som fx Det magiske rum (2002) og Gudindens genkomst (2009), der udspringer af hendes erfaring som underviser, og hvor hun bl.a. forsøger at lære andre, hvordan de kan forløse deres iboende ressourcer og slippe deres kunstneriske blokering.

Fra februar 2017 har forfatteren desuden været fast klummeskribent på Kristeligt Dagblad vedrørende emner som åndelighed, samfund og tro.

Majbrittes forfatterskab hænger umiskendelig sammen med hendes musik – men dette emne må behandles yderligere andetsteds. Herfra takker vi for bidraget til bogreolerne rundt omkring – og ønsker hende en rigtig dejlig fødselsdag.

(Kilder: majbritteulrikkeholm.com; forfatterweb.dk; wikipedia.dk; litteratursiden.dk)

Ugens forfatter-fødselar:

Martin Andersen Nexø (1869)

Mandag d. 26. juni kan vi fejre, at det er 148 år siden, at den danske forfatter Martin Andersen Nexø kom til verden på Christianshavn. Han var søn af en alkoholiseret stenhugger og fjerde barn i en søskendeflok på elleve.

Da Martin Andersen var otte år, flyttede familien på grund af arbejdsløshed fra København til faderens fødeø Bornholm (Kunstnernavnet Nexø føjede forfatteren selv til sit navn i 1894 efter den bornholmske by, hvor familien boede).

Her arbejdede den unge Martin som hyrdedreng, og senere, som 15-årig, som elev hos en skomager i Rønne. Han indså dog efter en række højskoleophold samt en længere rekreationsrejse (1892-94) til blandt andet Spanien, Italien og Tyskland, hvor han sendte rejsebeskrivelser hjem til danske aviser, at det var forfatter, han skulle være, så han kunne tale de undertryktes sag. Han arbejdede på forskellige grundtvigske skoler i perioden 1893-1901.

Martin Andersen Nexø anså sig selv for det internationale proletariats digter – og han skildrer i sine værker det danske samfunds fattigdom og sociale uretfærdighed, dog ledsaget af en optimistisk tro på, at menneskets revolutionære kræfter i sidste ende vil sejre og skabe en ny og bedre virkelighed.

Han debuterede i 1898 med novellesamlingen Skygger, hvor et gennemgående tema for forfatteren slås an – kvinden som skaber og opretholder af livet. Samme år blev han gift med landmandsdatteren Margrethe Thomsen og året efter udgav han sin første roman, Det bødes der for (1899). Endvidere lykkedes det ham at blive journalist på fuldtid, først på avisen København og fra 1902 på Politiken.

Nexø vekslede de næste år mellem at skrive og være rejsende journalist, hvilket formentligt har været en prøvelse for et ægteskab. Han blev i 1913 skilt fra sin kone, men giftede sig hurtigt igen med endnu en Margrethe, denne gang en lærerinde med efternavnet Hansen. Dette ægteskab holdt dog heller ikke, og i 1925 giftede han sig for tredje gang med den tyske Johanna May.

Forfatteren er dog nok bedst kendt for sit firebindsværk Pelle Erobreren (1906-1910), ikke mindst pga. Bille Augusts filmatisering af første bind i 1987, der modtog både De Gyldne Palmer og en Oscar. Det var bl.a. denne filmatisering, der afstedkom, at danskerne, mere end 30 år efter forfatterens død, fik øjnene op for Nexøs forfatterskab, da han hidtil, som kommunist og østtysk borger havde været ildeset i landet.

Pelle Erobreren er oversat til mere end 25 sprog og er, næstefter H. C. Andersens eventyr, det mest udbredte danske litterære værk i resten af verden. Værket er, ligesom en stor del af det øvrige forfatterskab, inspireret af hans egne oplevelser, med bl.a. en familie i dyb fattigdom og en fader med alkoholproblemer.

Ud over Pelle Erobreren er et af Nexøs hovedværker fembindsværket Ditte Menneskebarn (1917-1921). Også dette storværk (de tre første bind) er blevet filmatiseret (af Bjarne Henning-Jensen i 1946). Derudover har Nexø skrevet romantriologien bestående af Morten hin Røde (1945), Den fortabte generation (1948) og den posthume og ufuldendte Jeanette (1957), der kan ses som en slags fortsættelse af Pelle Erobreren. De skildrer alle arbejderklassens kamp i slutningen af 1800-tallet.

Som politisk figur meldte Nexø sig i 1910 ind i Socialdemokratiet, men brød dog med dette parti i 1918 og blev medlem af Socialistisk Arbejderpartis centralkomite (senere kendt som Danmarks Kommunistiske Parti, DKP). I 1935 var han med til at stifte foreningen Frisindet Kulturkamp, der primært bestod af antifascistiske intellektuelle i Danmark.

Martin Andersen Nexøs bøger blev ved Hitlers magtovertagelse i 1933 forbudt i Tyskland, og sammen med en lang række andre danske kommunister, blev han arresteret i 1941, men blev tre måneder efter frigivet på grund af sygdom. Han flygtede i 1943, først til Sverige, og året efter videre til Sovjetunionen, hvorfra han talte til den danske og norske befolkning over Radio Moskva. I 1945 vendte Nexø tilbage til Danmark, hvor han først blev hyldet, men siden kritiseret for sine politiske holdninger, hvilket afstedkom, at han i 1951 flyttede til Dresden i DDR, hvor han blev udnævnt til æresborger. Her fik han flere veje, pladser og skoler opkaldt efter sig.

Martin Andersen Nexø døde i Dresden, DDR, i 1954, 85 år gammel. Han er begravet på Assistens Kirkegård i København, afd. H-211/212.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; andersennexoe.dk)