Phyllis Dorothy James (1920-2014)

Lørdag den 3. august, er det 100 år siden, at den britiske forfatterinde Phyllis Dorothy James, bedre kendt som P. D. James, kom til verden i Oxford, Storbritannien.

Den lille Phyllis voksede op som den ældste af tre søskende i en middelklassefamilie. Faderen, Sydney Victor James, var ansat ved skattevæsenet som skatteinspektør og moderen Amelia James (tidligere Hone) var hjemmegående.

I 1931 flyttede familien til Cambridge, hvor den unge Phyllis gik på Cambridge Girls High School. Herefter fortsatte hun på Long Road Sixth Form College, men forlod skolen midt i sine teenageår for at arbejde på kontor. Faderen mente ikke, at det var nødvendigt at spilde penge på yderligere uddannelse for en pige, da hun jo alligevel bare skulle giftes senere.

Gift blev den unge Phyllis Dorothy da også, fire år efter, med lægen Ernest Connor Bantry White. I 1942 fik parret datteren Clare og et par år efter i 1944 fulgte datteren Jane. Det var dog ikke en mand i den bedste forfatning Phyllis fik fingrene i.

Efter 2. Verdenskrig vendte han nemlig hjem som en psykisk nedbrudt mand, der tilbragte en stor del af sin tid, indtil sin død i 1964, på psykiatrisk hospital. Under krigen arbejdede Phyllis selv som sygeplejerske for blandt andet Røde Kors og i 1949 fik hun arbejde i administrationen ved North West Regional Hospital Board i London.

Phyllis Dorothy James debuterede som forfatterinde i en alder af 42 år med detektivromanen Dæk ansigtet til (1962), der nok bedst kan betegnes som en engelsk hyggekrimi, som vi også kender den fra blandt andet Agatha Christie, Dorothy Sayers og Margery Allingham. Bogen blev en stor succes, men hun beholdt dog sit job på hospitalet, da hun blev nødt til at forsørge sin familie på egen hånd, grundet hendes mands psykiske lidelser.

Hun fandt dog stadig tid til at skrive, i tidsrummet mellem klokken 6 og 8 hver morgen inden hun tog på arbejde – en arbejdsform hun i øvrigt fortsatte med efter sin pension.

Hovedpersonen fra debutromanen, Adam Dalgliesh, skulle komme til at udgøre en grundpille i forfatterskabet, da der i løbet af årene fulgte en lang række kriminalromaner med denne poet og politiinspektør ved Scotland Yard, Adam Dalgliesh. Romanserien er desuden blevet omformet til en yderst populær tv-serie med Roy Marsden i hovedrollen som Dalgliesh, senere spillet af Martin Shaw.

Blandt Adam Dalgliesh-bøgerne finder vi ud over debuten, også blandt andet Med kniven i hjertet (1963), der foregår på et psykiatrisk hospital og hvor Dalgliesh for alvor introduceres, Unaturlige årsager (1967), Døde nattergale (1971), Det sorte tårn (1975), Mord på laboratoriet (1977), Indviet til mord (1986), List og længsler (1989), Arvesynd (1994), En form for retfærdighed (1997), Gejstlig død (2001), Mordsalen (2003), Fyret (2005) og Ar for livet (2008).

Efter sin mands død i 1964 skiftede hun, efter målrettet videreuddannelse, i 1968 job til en stilling ved den retsvidenskabelige afdeling for Justitsministeriet, hvor hun arbejdede, indtil hun gik på pension i 1979.

Det var dog først i 1980 med romanen Fortidens skygge, at P. D. James slog igennem internationalt.

Kriminalromanen blev P. D. James` lod, hvilket blandt andet skyldtes de mange spændingsbøger som hun selv satte til livs som læser. Hun satte især pris på forfattere som Graham Greene, Dorothy L. Sayers, Jane Austen og Evelyn Waugh.

Blandt andre store romaner fra forfatterindens pen, kan nævnes De to romaner med den unge engelske privatdetektiv Cordelia Grey som hovedperson, Det du`r piger ikke til / Et job uegnet for kvinder (1972), og Min søsters vogter (1982), samt Uskyldigt blod (1980), Døden kommer til Pemberley (2011), der er en fortsættelse af Jane Austens storværk Stolthed og fordom (1813) samt selvbiografien Tiden er inde – brudstykke af en selvbiografi (1999).

Karakteristisk for James` forfatterskab, er de lukkede bureaukratiske institutioner og miljøer, som morderen som regel skal findes i, hvilket fx kan ses i fysisk form i Gejstlig død (2001) og Fyret (2005) eller i psykisk form i Indviet til mord (1986) og Arvesynd (1994). Desuden har hun flere gange brugt sine erfaringer fra det engelske sygehusvæsen, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Døde nattergale (1971), Det sorte tårn (1975) og Mord på laboratoriet (1977).

Senere i James’ forfatterskab træder det detektivistiske, repræsenteret af Adam Dalgliesh og Cordelia Grey, i baggrunden til fordel for mere indgående karakterstudier og med en tiltagende fascination af brutalitet og død, hvilket fx kan ses i Menneskebørn (1992) og En form for retfærdighed (1997).

Flere af forfatterindens værker er blevet filmatiseret. Ud over serien om Adam Dalgliesh er blandt andet fortællingerne om Cordelia Grey også filmatiseret til tv samt Menneskebørn / Children of men (1992) i 2006 af Alfonso Cuarón.

P. D. James har igennem årene modtaget et utal af litterære priser og æresbevisninger. Hun modtog fx i 1983 en OBE (Order of the British Empire), blev i 1991 adlet med titlen Baronesse James af Holland Park, fik i 2005 æresmedaljen for litteratur og var Medlem af Royal Society of Literature.

Phyllis Dorothy James døde den 27. november 2014, 94 år gammel, i sit hjem i Oxford, Storbritannien.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 289f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 225f); wikipedia.org; information.dk; jyllands-posten.dk; krimileksikon.dk; bibliografi.dk; rsliterature.org.

Mohammed Dib (1920-2003)

Tirsdag den 21. juli er det 100 år siden, at den algeriske forfatter, Mohammed Dib, kom til verden i Tlemcen i Algeriet, nær den marokkanske grænse. Han voksede her op i en middelklassefamilie, der dog med tiden blev fattigere og fattigere.

Den unge Mohammed mistede i en ung alder sin far og begyndte herefter, i en alder af 15 år, at nedfælde de første digte i det, der skulle blive et langt og produktivt forfatterskab.

Som 18-årig begyndte Dib at undervise i det nærliggende Oujda i Marokko. I sine 20’ere og 30’ere bestred han, udover lærerrollen, flere forskellige hverv, blandt andet som væver, revisor, tolk for det franske og britiske militær samt journalist ved flere aviser, fx den kommunistiske avis Algier Républicain og Liberté, der fungerede som talerør for det Algeriske kommunistparti.

I 1952, to år før den Algeriske revolution (1954–1962), ægtede Dib den franske Colette Bellissant, som han var gift med frem til sin død i 2003. Samme år meldte han sig ind i det algeriske kommunistparti og rejste til Frankrig, for at besøge sin hustrus hjemland.

Mohammed Dib debuterede med romanen Det store hus i 1952, der blev efterfulgt af Branden (1954) og Væverammen (1957). Alle tre romaner, der er skrevet under det franske herredømme i Algeriet, udspringer af Dibs politiske engagement som journalist og bliver i dag anset som klassikere indenfor nordafrikansk litteratur. Trilogien har desuden spillet en stor rolle for befolkningens nationale selvforståelse og sociale bevidsthed i Algeriet. De tre bøger, der delvist er selvbiografiske, følger en stor algerisk familie med Omar som hovedfortælleren. I Det store hus (1952) følger vi den unge Omar, der vokser op i fattigdom i Algeriet lige inden 2. Verdenskrig, Branden (1954) handler om Omars liv under 2. Verdenskrig og den sidste bog i trilogien, Væverammen (1957) handler om Omars voksenliv som arbejdsmand i Algeriet.

Dib var medlem af ”Generation ’52”, der var en gruppe af algeriske forfattere, der også talte blandt andet Albert Camus og Mouloud Feraoun.

I 1959 blev Dib udvist af Algeriet af de franske autoriteter på grund af sin støtte til den algeriske uafhængighed, men også på grund af succesen som forfatter, med romaner, der beskrev virkeligheden for en stor del af befolkningen i det koloniserede Algeriet.

I stedet for at gå i eksil i Cairo, som mange andre algeriske nationalister, valgte Dib at flytte til Frankrig, hvilket han fik lov til efter at flere forfattere, heriblandt Albert Camus, havde overtalt den franske regering. Fra 1967 fik han permanent residens i La Celle-Saint-Cloud nær Paris.

Ud over forfatterens delvist realistiske romaner, skrev han også mere kompleks poesi, der blev udgivet efter udvisningen fra Algeriet i 1959. Her kan blandt andet Vogterens skygge (1961), Formularer (1970), Ild, smukke ild (1975) og Oh leve (1987), nævnes. Disse digtsamlinger forener, på en meget personlig måde, den franske litterære tradition med algerisk inspiration. Selvom Dib skrev over 30 romaner, talrige noveller, et par skuespil samt børnelitteratur, anså han dog først og fremmest sig selv som digter.

Fra 1976-77 underviste Dib på University of California i Los Angeles og han har også fungeret som professor ved Sorbonne i Paris. I forfatterens senere år rejste han ofte til Finland, som også udgør rammen for nogle af hans senere romaner. Han skrev blandt andet fire semi-selvbiografiske romaner fra 1985 til 1994 om en nordafrikansk mand, der besøger dette nordiske land, hvor han kommer i et forhold med en lokal kvinde, med hvem han får et barn. Den sidste bog i tetralogien, handler om barnets besøg i faderens hjemland.

Dib oversatte også flere finske bøger til fransk, men stort set ingen af hans værker er blevet oversat til dansk. Alle forfatterens værker blev oprindeligt skrevet på fransk.

Forfatterskabet bevægede sig efterhånden mere og mere væk fra realismen, og behandlede på forskellig litterær vis blandt andet krigens rædsler, erindringens betydning og forskellige dilemmaer i den moderne verden. Han benyttede sig i stigende grad af symbolik, myte, allegori og fantasi til at portrættere den franske koloniserings undertrykkelse af det algeriske folk, en søgen efter et autentisk udtryk for algerisk personlighed, krigen for uafhængighed og dets følger, det nye uafhængige Algeriet og skæbnen for algeriske emigrantarbejdere i Frankrig. Blandt værkerne i denne periode finder vi fx Kongens dans (1968), Gud i barbari (1970), Jagtherren (1973), Orsols terrasser (1985) og Evas søn (1989).

Ligesom i den tidligere fase af forfatterskabet udtrykker den senere fase dog en optimisme omkring menneskehedens broderskab.

Mohammed Dib døde den 2. maj 2003, 82 år gammel, i La Celle-Saint-Cloud, Frankrig.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 158); wikipedia.org; denstoredanske.dk; britannica.com

Donatien-Alphonse-Francois de Sade (1740-1814)

Den 2. juni er det 280 år siden, at den franske, aristokratiske forfatter Donatien-Alphonse-Francois de Sade, nok bedre kendt som libertineren Marquis de Sade, kom til verden i den franske hovedstad Paris som søn af diplomat Comte de Sade og Marie- Elénore de Maillé de Carman, der var kusine samt hofdame for prinsessen af Cindé.

Den lille Donatien-Alphonse-Francois voksede på denne måde op som en del af Frankrigs øverste samfundslag på slægtens slot La Coste nær Avignon og med de privilegier, som denne status medførte. Den unge Sade blev primært opdraget på en jesuiterskole for drenge samt af sin onkel, der var abbed. Barndommen var dog på trods bemærkelsesværdigt præget af et seksuelt frisind. Efter endt skolegang tilbragte Sade en tid indenfor militæret som officer i kavaleriet under Syvårskrigen (1756-1763).

I 1763 blev han gift med Renée-Pélagie de Montreuil, hvilket dog ikke umiddelbart hindrede ham i udenomsægteskabelige affærer, der ofte havde en noget voldelig karakter. På trods af dette hjalp både hans hustru og svigermor i flere tilfælde med at dække over hans eskapader.

På trods af denne familiære beskyttelse blev Sade i flere omgange sendt i fængsel og tilbragte alt i alt mere end 30 år af sit liv indespærret. I 1772 blev han in absentia dømt til døden, for at have forgiftet en prostitueret samt for at have haft et homoseksuelt forhold til sin tjener. Han blev efter kort tid fanget, men flygtede fra fængslet fire måneder senere, hvorefter han gemte sig på sit slot La Coste. Hertil hentede han sin hustru, der hjalp med at planlægge hans orgier. Der gik dog ikke lang tid, før end en ung ”ansat” kvinde klagede over seksuelt misbrug, og Sade måtte atter tage flugten. Han vendte dog tilbage for at fortsætte, hvor han havde sluppet, hvilket, ikke overraskende, afstedkom endnu en arrestation og fængsling i 1777. Også denne gang var der en dødsdom på programmet, som han dog undveg ved at appellere.

Det var i denne periode, at Sade for alvor begyndte sit forfatterskab. Han skrev både noveller, dramaer, filosofiske tekster, ateistiske skrifter og rebelske debatindlæg, især mod Rousseaus og oplysningstidens tro på menneskets naturlige godhed, og disse teser illustrerede han desuden i en række skønlitterære værker, præget af sadistiske voldsscener. Det er nok også disse romaner, som han især er kendt for, så som 120 dage i Sodoma (1785/1904), der sidenhen er blevet anset som det første forsøg på en katalogisering af seksuelle anormaliteter, beretningerne om de to søstre Justine og Juliette i Justine eller dydens genvordigheder (1787) / Ulykkerne følger den dydige eller Justine (1791), Den nye Justine (1797) og Juliette (1798).

I 1784 blev Sade flyttet til Bastillen, men efter at have været årsag til optøjer blev han overflyttet til sindssygehospitalet i Charenton, nær Paris, hvor han opholdt sig indtil det nye regime, der havde taget magten efter Den Franske Revolution, løslod ham.

Sade støttede op om den nye republik og begyndte at betegne sig selv som ”Borger Sade” ,og hans fængsling kom ham nu til gode, for da det netop var kongen, der havde fængslet ham, blev han ikke dømt sammen med de andre adelige. Han formåede til gengæld at opnå flere officielle embeder i den nye republik.

De nye gode tider varede dog ikke, og Sade blev i 1793 anklaget for at være moderat og måtte afsone et år i fængsel. Efter løsladelsen fik forfatteren økonomiske problemer og måtte sælge sit slot La Coste, og friheden varede i denne omgang også blot få år. I 1801 beordrede Napoleon Bonaparte forfatteren arresteret på grund af hans skrifter om Justine og Juliette, og han udgik kun lige med nød og næppe endnu engang guillotinen og blev i stedet idømt fængsel på livstid. På utallige opfordringer fra hans familie blev han dog 1803 erklæret sindssyg og vendte tilbage til sindssygeanstalten Charenton. Dette hindrede ham dog hverken i at skrive eller at fortsætte sit seksualliv frem til sin død i 1814.

Blandt andre af Sades værker finder vi også fx Samtale mellem en præst og en døende (1782) og Filosofien i sovekammeret (1795), der vender sig mod dødsstraf og forsvarer libertinerens livsførelse med udsvævelser og løsagtighed.

Marquis de Sades værker betegnes ofte som ekstreme og grænseoverskridende. Ofte er der en tredjepersons synsvinkel, der ellers er en sjældenhed indenfor erotisk litteratur, men giver en form for kølighed og udenforstående naturligt og upersonligt perspektiv. Værkerne afspejler på denne måde også en radikaliseret form for oplysningstidens materialisme, hvor alt er natur og alle lyster derfor er tilladt, naturen er neutral og er ikke i sig selv nødvendigvis god.

Sades værker blev tidligere stemplet som pornografi og var i mange år forbudt, og først i nyere tid er forfatterskabet blevet læst i et bredere psykoanalytisk og filosofisk perspektiv. Værkerne kan i dag derfor ikke karakteriseres som decideret pornografi, hvis mål er at fremkalde lystfølelser, men er nærmere et forsøg på at udforske seksualitetens status, for derigennem at sige noget om mennesket og det samfund, som det lever i, generelt. Men under alle omstændigheder er hans forfatterskab spækket med tabubelagte emner så som voldtægt, pædofili, blasfemi, tortur, nekrofili og fetichisme.

Donatien-Alphonse-Francois de Sade døde den 2. december 1814, 74 år gammel, på Charenton, af en infektionssygdom.

Omkring en fjerdedel af Sades omfangsrige forfatterskab blev destrueret af politiet under Napoleon, og efter forfatterens død brændte hans søn alle hans endnu ikke publicerede skrifter. Der er dog gennem årene på trods fundet adskillige bevarede manuskripter, heriblandt 120 dage i Sodoma (1785), der blev opdaget i 1904 i en sprække i væggen i forfatterens gamle celle på Bastillen.

Sades indflydelse kan spores indenfor stort set alle genrer, men det mest oplagte eksempel på forfatterens eftermæle er nok, at han kom til at lægge navn til seksuel tilfredsstillelse ved at dominere eller ydmyge anden part eller påføre smerte, altså sadisme.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 502f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 374);
wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk

Richard Adams (1920-2016)

Lørdag den 9. maj er det 100 år siden, at den engelske forfatter Richard George Adams kom til verden. Han blev født i den engelske forstad Wash Common nær Newbury, Berkshire som søn af Lillian Rosa Button og doktor Evelyn George Beadon Adams.

Den lille Richard begyndte i Horris Hill School i 1926, som han frekventerede frem til 1933. Fra 1933 til 1938 gik han på Bradfield College, inden han i 1938 begyndte at læse moderne historie på Worcester College i Oxford.

I 1940 blev den unge Richard kaldt til at kæmpe blandt de britiske tropper. Han tjente her under The Royal Army Service Corps og blev udvalgt til den luftbårne enhed, hvor han arbejdede som forbindelsesbrigade. Han tjente i både Palæstina, Europa og i det fjerne Østen, men var dog aldrig i direkte kamp med hverken tyskerne eller japanerne. Dog var han blandt de tropper, der marcherede ind i København under Danmarks befrielse 5. maj 1945.

I 1946 forlod han hæren og genoptog sine studier på Worcester College, hvor han færdiggjorde sin bachelor i 1948. Samme år fik han arbejde i den britiske nationale centraladministration, hvor han med tiden opnåede rang som assisterende sekretær i Miljøministeriet. I 1953 færdiggjorde han sin magistergrad.

I 1949 blev Adams gift med Elizabeth Barbara Acland. Parret boede sammen indtil hans bortgang i 2016 og fik de to døtre Juliet og Rosamond. De residerede i Whitechurch, beliggende omkring 16 km fra hans fødested.

Richard Adams debuterede som 52-årig med Kaninbjerget (1972), men på trods af den forholdsvis sene forfatterdebut, blev han verdensberømt for dette værk. Romanen, der egentlig blev skrevet som en børnebog men opnåede stor succes som voksenbog, omhandler kort fortalt en flok kaniners hårde kamp, da de forlader deres koloni på grund af menneskelig byudvidelse, for at finde et nyt hjem.

Idéen til Kaninbjerget opstod på bilture i det sydlige England med døtrene, hvor han fortalte dem opdigtede historier om de eventyrlystne kaniner. Pigerne insisterede på, at faderen skulle udgive historierne om kaninerne i bogform, og han påtog sig opgaven og påbegyndte romanen i 1966. Bogen var færdig to år efter, men der skulle en del afslag fra diverse forlag til, førend den endelig udkom i 1972. Værket er senere blevet filmatiseret som tegnefilm i 1978 og som animeret mini-tv-serie i 2018. I 1996 udkom opfølgeren Gensyn med Kaninbjerget.

I 1974 udkom forfatterens anden roman Shardik, der var den første af to bøger om det fiktive Bekla-imperium. Den anden roman, Maia, udkom i 1984.

Samme år som udgivelsen af Shardik (1974) opsagde Adams sit job i det britiske embedsvæsen og helligede sig forfatterskabet på fuld tid. I 1975 blev han optaget som medlem af Royal Society of Literature.

I 1977 udkom Hundeflugten (1977), der blandt andet havde til formål at sætte fokus på eksperimenter med dyr.

I 1982 fungerede Adams i et år som præsident for RSPCA (Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals). Han foretog i denne periode også en tur gennem Antarktis sammen med ornitologen Ronald Lockley.

Debutromanen, samt forfatterens dyrevelfærds-aktiviteter, er karakteristik for forfatterskabet, der primært udgøres af eventyrlige romaner om dyr for både børn og voksne. Mange af disse romaner er beretninger om konsekvenserne af menneskenes manglede forståelse af dyrenes liv og deres ødelæggelse af naturen. På denne måde fungerer Adams´ forfatterskab, dels som en direkte kritik af menneskets skalten og valten med naturen, dels som en allegorisk parallel til menneskets verden, men generelt med en vis mængde af humor såvel som skarp satire.

Adams skrev dog også science fiction, manuskripter og børnebøger og blandt endnu ikke nævnte titler finder vi fx fagbogen De fire årstider i naturen (1975), den historiske roman Traveller (1988), fortalt ud fra det noget usædvanlige perspektiv, nemlig hesten, der ledsagede sydstatsgeneralen Robert E. Lee under Borgerkrigen samt den psykologiske gyser Pigen i gyngen (1980), der delvis foregår i København.

Lige inden sin 90-års fødselsdag skrev Adams en historie til velgørenhedsbogen Gentle Footprints (2010), der skulle rejse penge til den internationale organisation for vilde dyr, the Born Free Foundation.

Adams modtog flere udmærkelser og hædersbevisninger for sit forfatterskab, især i forbindelse med Kaninbjerget (1972) og han har fungeret som ”writer-in residence” ved både University of Florida og ved Hollins University i Virginia. I 2015 blev han tildelt en æres-doktorgrad af University of Winchester.

Richard Adams døde den 24. december 2016, i det engelske Oxford, 96 år gammel, som følge af komplikationer ved en blodsygdom.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren og dyrevennen Richard Adams for hans bidrag til litteraturen såvel som til naturen.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 11); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 9); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; nyheder.tv2.dk;

Sven Holm (1940-2019)

Mandag den 13. april er det 80 år siden, at den danske forfatter Sven Holm kom til verden i København som søn af Else Schalburg Knudsen og oberst Vagn Holm.

I løbet af barndommen boede den lille Sven mange forskellige steder på grund af hans faders hverv, der ofte medførte udstationeringer. I slutningen af 1950’erne kom den unge Sven på Herlufsholm Kostskole, hvorfra han blev student i 1958. Det var her på kostskolen, at han for alvor fik interesse for at skrive, da den gav ham både rum og tid til dette, og under dække af lektielæsning skrev den unge forfatterspire både digte, små kriminalromaner og fortællinger.

Efter studentereksamen fra Herlufsholm fungerede den unge Holm de næste par år som huslærer på godset Oreby på Lolland.

Sven Holm debuterede i 1961 med novellesamlingen Den store fjende. De følgende år blev, ved siden af skriveriet, suppleret med forskellige jobs. Blandt andet var han dansk rejselektor i Sverige for Foreningen Norden. Fra midten af 1960’erne levede han af sit forfatterskab, men fik dog også sideløbende tid til, blandt andet, at fungere som litterær konsulent for DR (1967-85).

I løbet af 1960´erne skrev Holm en lang række noveller og fortællinger, blandt andet inspireret af Villy Sørensens forfatterskab, med behandling af især psykologiske og eksistentielle problemer og med et fantastisk-symbolsk formsprog. Ud over debuten kan fx novellesamlingen Nedstyrtningen (1963) og debutromanen Fra den nederste himmel (1965) i denne sammenhæng nævnes.

Fra midten af 1960´erne bliver det politiske aspekt også belyst i forfatterskabet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i romanerne Termush. Atlanterhavskysten (1967) og Min elskede – en skabelonroman (1968) samt i novellesamlingen Rex (1969). Der ses nu en større målrettethed i forfatterskabet, og en vægtforskydning fra en indadvendt kredsen om psykiske og eksistentielle sider af misforholdet mellem individ og omverden bliver nu til et større fokus på mere eksterne aspekter af politiske og sociale faktorer, som undertrykker kollektive længsler og trang til selvstændig livsudfoldelse.

I 1970´erne, såvel som i forfatterens senere værker, behandler Sven Holm i sine værker tidens dominerende temaer, kønsroller, samliv og kærlighed, i fx romanerne Det private liv (1974) og Aja, hvor skøn! (1980), En ufrivillig ømhed (1989) samt i novellesamlingerne Mænd og mennesker (1979) og Midt i den blanke nat (2011).

I 1978 udsendte forfatteren sin eneste digtsamling Luftens temperament og 33 andre digte fra Grønland.

Igennem hele Holms forfatterskab har han arbejdet med dramatikken til både teater, radio, tv og biografen. Selv om det resulterede i mange vellykkede samarbejder med teater- og tv-verdenen, var det dog også til tider både kaotisk og stormfuldt, som da han fx måtte igennem en retssag, som Det Danske Teater anlagde mod ham i forbindelse med splid om en aftale om et stykke, og da han blev nødt til at opgive en stort set færdig tv-serie om Dirch Passer.

I Holms dramatik er det ofte mennesker i magtens centrum, der er skildret som historiske skuespil, med deres splittelse mellem følelser og deres samfundsmæssige funktion. Dette ser vi i fx skuespillet om Christian VII, Struensee var her (1977), om Leonora Christine, Leonora – tre scener for en heltinde (1982), om Christian IV, Jeres majestæt (1988), om Jens Otto Krag, Statsministeren (2014) og i manuskriptet til filmen Peter von Scholten (1987). I andre af forfatterens dramatiske værker finder vi kunstneres situation gennemlyst, som i blandt andet i tv-serien om Liva Weel, Kald mig Liva (1993), skuespillene Schumanns nat (1994) og Kender du svimmel (2005) om H. C. Andersen. Derudover skrev Holm skuespil som fx Møbler er en sund baggrund (1978), Hans Egede eller Guds ord for en halv tønde spæk (1979), det science fiction-prægede Én mand gør ingen vinter (1980) og Koster det sol? (1981) og Kaktus og kanin (1990). Også radiospil som fx En ø næsten som et paradis (1969), Den himmelske graffiti – fantasi over en ung astronom (1990), Sølvbrunch (2006) og tv-spil som Syg og munter (1972, tv-spil i 1974) stod han bag.

Karakteristisk for Holms forfatterskab er en vilje til, tværs gennem dyster viden om den magtkamp og angst, der præger vores nuværende samfundsformer, at fastholde drømmen om helhed, individuel harmoni og et åbent medmenneskeligt fællesskab. Hans værker kredser ofte om modernitetens splittelsestema, spillet mellem kønnene og menneskets stilling i en fremmed verden.

Som forfatter bevæger Holm sig i flere retninger, med blandt andet humoristiske fortællinger om de skæve eksistenser, sanselige noveller, skuespil og morsomme ungdomshistorier. Hans værker tegner et varieret og broget billeder af Danmark, på både godt og ondt, men altid med et glimt i øjet og med et kærligt puf til alverdens magtfulde personer.

Selvom novellerne og dramatikken tydeligvis var Holms foretrukne, afstod han dog, som allerede antydet, ikke for at prøve kræfter med andre genrer som romaner, digte, børnebøger, ungdomsbøger og essays.

Blandt endnu ikke nævnte værker fra forfatterens pen finder vi fx også novellesamlingerne Syv passioner (1971), Hr. Henrys begravelse og andre fortællinger (1995), Sin egen vogter – 23 udvalgte noveller (2000), Kanten af himlen – 13 fortællinger (2001), romanerne Jomfrutur (1966), Langt borte taler byen med min stemme (1976), Ægteskabsleg (1977), Hummel af Danmark (1982), Den anden side af Krista X (2002), essayene Den standhaftige ælling – ansigt til ansigt med de sidste tyve år – artikler og digte (1982), Dronning Margrethes hår og 33 andre klip (2004) samt børnebøgerne Heksehaven (1983) og Familien hvide får (1989).

Ud over sin omfattende produktion engagerede forfatteren sig også i flere foreninger og sammenslutninger, heriblandt Forfatterforbundet, Danske Dramatikeres Forbund og Danske Skønlitterære Forfattere.

I løbet af sit forfatterskab modtog Holm flere priser og hædersbevisninger, heriblandt Akademiets store pris i 1974, Danske Dramatikeres Hæderspris i 1985, Holberg-medaillen i 1991, Nordisk Dramatikerpris i 1994 og Kritikerprisen i 2001. Samme år blev han medlem af Det Danske Akademi.

Forfatteren var gift i alt tre gange. Første gang i 1964 med den svenske forfatterkollega Sandra Margaretha Holm. Ægteskabet blev opløst i 1972. I 1979 ægtede han den bornholmske cand.phil. Karen Nørregaard, men heller ikke dette match holdt og ægteskabet blev opløst. I 1982 blev forfatteren gift for tredje – og lykkens – gang, med den aarhusianske bibliotekar og forfatter Bodil Randers.

Sven Holm døde den 11. maj 2019, 79 år gammel, efter nogen tids sygdom. Han er begravet på Holmens Kirkegård i København.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; gyldendal.dk; denstoredanske.dk; jyllands-posten.dk; litteratursiden.dk; litteraturpriser.dk;
bibliografi.dk