Elsebeth Egholm (1960 – )

Torsdag den 17. september, er det 60 år siden, at den danske journalist og forfatterinde Elsebeth Egholm kom til verden i Nyborg.

Den lille Elsebeth voksede, fra 1969 og frem, op i Lisbjerg, nord for Aarhus, hvor hendes forældre drev et havecenter. Hun gik i skole på Lisbjergskolen til 7. klasse og derefter i 1. og 2. real på Nørre Boulevard Skole i Aarhus.

Hun blev samfundssproglig student fra Statsgymnasiet i Hasle og læste efterfølgende musikvidenskab ved Aarhus Universitet fra 1980-1981 og ved det Jyske Musikkonservatorium fra 1981-1985, hvor det især var klaverspillet, der var i fokus.

Den unge Elsebeth skiftede dog i 1985 retning, og blev i 1989 uddannet journalist fra Danmarks Journalist Højskole. Kort tid efter endt uddannelse fik hun job som bagsideredaktør ved Berlingske Tidende, der var avisen, hvor hun også havde aftjent sin praktikperiode.

Det var også i denne periode, at hun boede i Åbyhøj, som nabo til sin bogelskende mormor, der introducerede hende for alt fra Agatha Christie og Dorothy L. Sayers til Charles Dickens og Alexander Dumas.

I 1992 sagde Egholm sit job på Berlingske Tidende op og flyttede med sin mand, den britiske krimi- og thrillerforfatter Philip Nicholson, kendt under pseudonymet A. J. Quinnell, til den lille maltesiske ø Gozo i Middelhavet syd for Sicilien. Her ernærede hun sig som freelanceskribent, hvor hun blandt andet leverede noveller og klummer til diverse ugeblade. Her tilbragte Egholm og Nicholson halvdelen af året, mens den anden halvdel blev tilbragt hjemme i Kasted ved Aarhus. Efter ægtefællens død i 2005 flyttede Egholm permanent hjem til Kasted. Hun har skrevet om livet på Gozo i blandt andet novellesamlingen Mig og min ø (2000) og i krimien Scirocco (2000).

I 1998 dumpede et brev fra forlægger Lars Ringhof ind af brevsprækken, der, efter at have læst hendes klummer i Alt for Damerne, anmodede hende om at skrive noget til deres forlag. Det satte Egholm sig for, hvilket resulterede i samtidsromanen De frie kvinders klub (1999), der modtog Bogklubben 12 Bøgers læserpris.

Siden år 2000 har Egholm primært beskæftiget sig med at skrive fiktion.

Det blev efterhånden tydelig, at en krimibølge, med stærke kvindelige hovedpersoner var begyndt at rulle ind over USA og Europa og Egholm tog fat på, især inspireret af Liza Marklund, femi-krimi-genren. Hun påbegyndte krimiserien om den aarhusianske journalist og nysgerrige amatørdetektiv Dicte Svendsen, der skulle vise sig at blive en overordentlig stor succes. Serien indbefatter Skjulte fejl og mangler (2002), Selvrisiko (2004), Personskade (2005), Nærmeste pårørende (2006), Liv og legeme (2008), Vold og magt (2009) samt Dødvægt (2015).

To bøger, Tre hundes nat (2011) og De døde sjæles nat (2012), med Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup som hovedperson, er der også blevet plads til, samt Eget ansvar (2013) og Kød og blod (2014), hvor både mor Dicte og søn Peter udfylder hovedrollerne.

Serien om Dicte Svendsen blev i 2012 filmatiseret til tv som Dicte, der blev vist på TV2 fra 2013 og frem til 2016, med Iben Hjejle i hovedrollen.

Siden hen er Rina-serien blevet præsenteret, med den ansigtsblinde læge, Katarina Svane-Dissing, der lever dobbeltlivet som den hemmelig kunstner og klatrer, Private Eye, der sammen med efterforsker Helge Stanek rydder mordere af vejen i Aarhus. I denne serie finder vi Jeg finder dig altid (2017) samt Frit fald (2019).

Blandt andre værker fra forfatterinden finder vi også romanerne Kysser dig (2001) og Opium (2001) samt manuskriptet til tv-serien Den som dræber (2011).

Egholm beskriver selv sin stil og sit forfatterskab som værende af den objektive journalists, der fremlægger historien så nuanceret som muligt og overlader konklusionen til læseren. Hun har gode kontakter ved politiet i Aarhus og på Retsmedicinsk Institut, der hjælper hende med at undgå de værste polititekniske fejl og hun tager gerne ud og besøger forskellige lokaliteter, der kan indgå i hendes romaner.

Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere, og hendes bøger er solgt til udgivelse i mange andre lande, heriblandt Norge, Sverige, England, Tyskland, Holland, Polen, Frankrig, Italien og Japan.

Privat bor hun i Risskov ved Aarhus med labradoren Django og kæresten Jürgen Klahn, der handler aktier, men også skriver krimier. Hun har dog også stadig tilknytning til det maltesiske, da hun tager til Gozo og arbejder, når skriverierne skal intensiveres. Ud over romanerne ernærer hun sig desuden som klummeskribent og foredragsholder.

Elsebeth Egholm har modtaget flere æresbevisninger for sit forfatterskab, heriblandt prisen som Årets Østjyske Æreshåndværker i 2015 og for den første Rina-bog, Jeg finder dig altid (2017), blev hun i 2017 tildelt Harald Mogensen-prisen for Årets bedste danske krimi.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den danske forfatterinde og en stor tak for hendes bidrag til den danske krimi-litteratur.

Kilder: Elsebethegholm.dk; wikipedia.org; politikensforlag.dk; forfatterweb.dk; bog-ide.dk; litteratursiden.dk; arnoldbusck.dk; denstoredanske.lex.dk; imdb.com; bibliografi.dk

Phyllis Dorothy James (1920-2014)

Lørdag den 3. august, er det 100 år siden, at den britiske forfatterinde Phyllis Dorothy James, bedre kendt som P. D. James, kom til verden i Oxford, Storbritannien.

Den lille Phyllis voksede op som den ældste af tre søskende i en middelklassefamilie. Faderen, Sydney Victor James, var ansat ved skattevæsenet som skatteinspektør og moderen Amelia James (tidligere Hone) var hjemmegående.

I 1931 flyttede familien til Cambridge, hvor den unge Phyllis gik på Cambridge Girls High School. Herefter fortsatte hun på Long Road Sixth Form College, men forlod skolen midt i sine teenageår for at arbejde på kontor. Faderen mente ikke, at det var nødvendigt at spilde penge på yderligere uddannelse for en pige, da hun jo alligevel bare skulle giftes senere.

Gift blev den unge Phyllis Dorothy da også, fire år efter, med lægen Ernest Connor Bantry White. I 1942 fik parret datteren Clare og et par år efter i 1944 fulgte datteren Jane. Det var dog ikke en mand i den bedste forfatning Phyllis fik fingrene i.

Efter 2. Verdenskrig vendte han nemlig hjem som en psykisk nedbrudt mand, der tilbragte en stor del af sin tid, indtil sin død i 1964, på psykiatrisk hospital. Under krigen arbejdede Phyllis selv som sygeplejerske for blandt andet Røde Kors og i 1949 fik hun arbejde i administrationen ved North West Regional Hospital Board i London.

Phyllis Dorothy James debuterede som forfatterinde i en alder af 42 år med detektivromanen Dæk ansigtet til (1962), der nok bedst kan betegnes som en engelsk hyggekrimi, som vi også kender den fra blandt andet Agatha Christie, Dorothy Sayers og Margery Allingham. Bogen blev en stor succes, men hun beholdt dog sit job på hospitalet, da hun blev nødt til at forsørge sin familie på egen hånd, grundet hendes mands psykiske lidelser.

Hun fandt dog stadig tid til at skrive, i tidsrummet mellem klokken 6 og 8 hver morgen inden hun tog på arbejde – en arbejdsform hun i øvrigt fortsatte med efter sin pension.

Hovedpersonen fra debutromanen, Adam Dalgliesh, skulle komme til at udgøre en grundpille i forfatterskabet, da der i løbet af årene fulgte en lang række kriminalromaner med denne poet og politiinspektør ved Scotland Yard, Adam Dalgliesh. Romanserien er desuden blevet omformet til en yderst populær tv-serie med Roy Marsden i hovedrollen som Dalgliesh, senere spillet af Martin Shaw.

Blandt Adam Dalgliesh-bøgerne finder vi ud over debuten, også blandt andet Med kniven i hjertet (1963), der foregår på et psykiatrisk hospital og hvor Dalgliesh for alvor introduceres, Unaturlige årsager (1967), Døde nattergale (1971), Det sorte tårn (1975), Mord på laboratoriet (1977), Indviet til mord (1986), List og længsler (1989), Arvesynd (1994), En form for retfærdighed (1997), Gejstlig død (2001), Mordsalen (2003), Fyret (2005) og Ar for livet (2008).

Efter sin mands død i 1964 skiftede hun, efter målrettet videreuddannelse, i 1968 job til en stilling ved den retsvidenskabelige afdeling for Justitsministeriet, hvor hun arbejdede, indtil hun gik på pension i 1979.

Det var dog først i 1980 med romanen Fortidens skygge, at P. D. James slog igennem internationalt.

Kriminalromanen blev P. D. James` lod, hvilket blandt andet skyldtes de mange spændingsbøger som hun selv satte til livs som læser. Hun satte især pris på forfattere som Graham Greene, Dorothy L. Sayers, Jane Austen og Evelyn Waugh.

Blandt andre store romaner fra forfatterindens pen, kan nævnes De to romaner med den unge engelske privatdetektiv Cordelia Grey som hovedperson, Det du`r piger ikke til / Et job uegnet for kvinder (1972), og Min søsters vogter (1982), samt Uskyldigt blod (1980), Døden kommer til Pemberley (2011), der er en fortsættelse af Jane Austens storværk Stolthed og fordom (1813) samt selvbiografien Tiden er inde – brudstykke af en selvbiografi (1999).

Karakteristisk for James` forfatterskab, er de lukkede bureaukratiske institutioner og miljøer, som morderen som regel skal findes i, hvilket fx kan ses i fysisk form i Gejstlig død (2001) og Fyret (2005) eller i psykisk form i Indviet til mord (1986) og Arvesynd (1994). Desuden har hun flere gange brugt sine erfaringer fra det engelske sygehusvæsen, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Døde nattergale (1971), Det sorte tårn (1975) og Mord på laboratoriet (1977).

Senere i James’ forfatterskab træder det detektivistiske, repræsenteret af Adam Dalgliesh og Cordelia Grey, i baggrunden til fordel for mere indgående karakterstudier og med en tiltagende fascination af brutalitet og død, hvilket fx kan ses i Menneskebørn (1992) og En form for retfærdighed (1997).

Flere af forfatterindens værker er blevet filmatiseret. Ud over serien om Adam Dalgliesh er blandt andet fortællingerne om Cordelia Grey også filmatiseret til tv samt Menneskebørn / Children of men (1992) i 2006 af Alfonso Cuarón.

P. D. James har igennem årene modtaget et utal af litterære priser og æresbevisninger. Hun modtog fx i 1983 en OBE (Order of the British Empire), blev i 1991 adlet med titlen Baronesse James af Holland Park, fik i 2005 æresmedaljen for litteratur og var Medlem af Royal Society of Literature.

Phyllis Dorothy James døde den 27. november 2014, 94 år gammel, i sit hjem i Oxford, Storbritannien.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 289f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 225f); wikipedia.org; information.dk; jyllands-posten.dk; krimileksikon.dk; bibliografi.dk; rsliterature.org.

Mohammed Dib (1920-2003)

Tirsdag den 21. juli er det 100 år siden, at den algeriske forfatter, Mohammed Dib, kom til verden i Tlemcen i Algeriet, nær den marokkanske grænse. Han voksede her op i en middelklassefamilie, der dog med tiden blev fattigere og fattigere.

Den unge Mohammed mistede i en ung alder sin far og begyndte herefter, i en alder af 15 år, at nedfælde de første digte i det, der skulle blive et langt og produktivt forfatterskab.

Som 18-årig begyndte Dib at undervise i det nærliggende Oujda i Marokko. I sine 20’ere og 30’ere bestred han, udover lærerrollen, flere forskellige hverv, blandt andet som væver, revisor, tolk for det franske og britiske militær samt journalist ved flere aviser, fx den kommunistiske avis Algier Républicain og Liberté, der fungerede som talerør for det Algeriske kommunistparti.

I 1952, to år før den Algeriske revolution (1954–1962), ægtede Dib den franske Colette Bellissant, som han var gift med frem til sin død i 2003. Samme år meldte han sig ind i det algeriske kommunistparti og rejste til Frankrig, for at besøge sin hustrus hjemland.

Mohammed Dib debuterede med romanen Det store hus i 1952, der blev efterfulgt af Branden (1954) og Væverammen (1957). Alle tre romaner, der er skrevet under det franske herredømme i Algeriet, udspringer af Dibs politiske engagement som journalist og bliver i dag anset som klassikere indenfor nordafrikansk litteratur. Trilogien har desuden spillet en stor rolle for befolkningens nationale selvforståelse og sociale bevidsthed i Algeriet. De tre bøger, der delvist er selvbiografiske, følger en stor algerisk familie med Omar som hovedfortælleren. I Det store hus (1952) følger vi den unge Omar, der vokser op i fattigdom i Algeriet lige inden 2. Verdenskrig, Branden (1954) handler om Omars liv under 2. Verdenskrig og den sidste bog i trilogien, Væverammen (1957) handler om Omars voksenliv som arbejdsmand i Algeriet.

Dib var medlem af ”Generation ’52”, der var en gruppe af algeriske forfattere, der også talte blandt andet Albert Camus og Mouloud Feraoun.

I 1959 blev Dib udvist af Algeriet af de franske autoriteter på grund af sin støtte til den algeriske uafhængighed, men også på grund af succesen som forfatter, med romaner, der beskrev virkeligheden for en stor del af befolkningen i det koloniserede Algeriet.

I stedet for at gå i eksil i Cairo, som mange andre algeriske nationalister, valgte Dib at flytte til Frankrig, hvilket han fik lov til efter at flere forfattere, heriblandt Albert Camus, havde overtalt den franske regering. Fra 1967 fik han permanent residens i La Celle-Saint-Cloud nær Paris.

Ud over forfatterens delvist realistiske romaner, skrev han også mere kompleks poesi, der blev udgivet efter udvisningen fra Algeriet i 1959. Her kan blandt andet Vogterens skygge (1961), Formularer (1970), Ild, smukke ild (1975) og Oh leve (1987), nævnes. Disse digtsamlinger forener, på en meget personlig måde, den franske litterære tradition med algerisk inspiration. Selvom Dib skrev over 30 romaner, talrige noveller, et par skuespil samt børnelitteratur, anså han dog først og fremmest sig selv som digter.

Fra 1976-77 underviste Dib på University of California i Los Angeles og han har også fungeret som professor ved Sorbonne i Paris. I forfatterens senere år rejste han ofte til Finland, som også udgør rammen for nogle af hans senere romaner. Han skrev blandt andet fire semi-selvbiografiske romaner fra 1985 til 1994 om en nordafrikansk mand, der besøger dette nordiske land, hvor han kommer i et forhold med en lokal kvinde, med hvem han får et barn. Den sidste bog i tetralogien, handler om barnets besøg i faderens hjemland.

Dib oversatte også flere finske bøger til fransk, men stort set ingen af hans værker er blevet oversat til dansk. Alle forfatterens værker blev oprindeligt skrevet på fransk.

Forfatterskabet bevægede sig efterhånden mere og mere væk fra realismen, og behandlede på forskellig litterær vis blandt andet krigens rædsler, erindringens betydning og forskellige dilemmaer i den moderne verden. Han benyttede sig i stigende grad af symbolik, myte, allegori og fantasi til at portrættere den franske koloniserings undertrykkelse af det algeriske folk, en søgen efter et autentisk udtryk for algerisk personlighed, krigen for uafhængighed og dets følger, det nye uafhængige Algeriet og skæbnen for algeriske emigrantarbejdere i Frankrig. Blandt værkerne i denne periode finder vi fx Kongens dans (1968), Gud i barbari (1970), Jagtherren (1973), Orsols terrasser (1985) og Evas søn (1989).

Ligesom i den tidligere fase af forfatterskabet udtrykker den senere fase dog en optimisme omkring menneskehedens broderskab.

Mohammed Dib døde den 2. maj 2003, 82 år gammel, i La Celle-Saint-Cloud, Frankrig.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 158); wikipedia.org; denstoredanske.dk; britannica.com

Donatien-Alphonse-Francois de Sade (1740-1814)

Den 2. juni er det 280 år siden, at den franske, aristokratiske forfatter Donatien-Alphonse-Francois de Sade, nok bedre kendt som libertineren Marquis de Sade, kom til verden i den franske hovedstad Paris som søn af diplomat Comte de Sade og Marie- Elénore de Maillé de Carman, der var kusine samt hofdame for prinsessen af Cindé.

Den lille Donatien-Alphonse-Francois voksede på denne måde op som en del af Frankrigs øverste samfundslag på slægtens slot La Coste nær Avignon og med de privilegier, som denne status medførte. Den unge Sade blev primært opdraget på en jesuiterskole for drenge samt af sin onkel, der var abbed. Barndommen var dog på trods bemærkelsesværdigt præget af et seksuelt frisind. Efter endt skolegang tilbragte Sade en tid indenfor militæret som officer i kavaleriet under Syvårskrigen (1756-1763).

I 1763 blev han gift med Renée-Pélagie de Montreuil, hvilket dog ikke umiddelbart hindrede ham i udenomsægteskabelige affærer, der ofte havde en noget voldelig karakter. På trods af dette hjalp både hans hustru og svigermor i flere tilfælde med at dække over hans eskapader.

På trods af denne familiære beskyttelse blev Sade i flere omgange sendt i fængsel og tilbragte alt i alt mere end 30 år af sit liv indespærret. I 1772 blev han in absentia dømt til døden, for at have forgiftet en prostitueret samt for at have haft et homoseksuelt forhold til sin tjener. Han blev efter kort tid fanget, men flygtede fra fængslet fire måneder senere, hvorefter han gemte sig på sit slot La Coste. Hertil hentede han sin hustru, der hjalp med at planlægge hans orgier. Der gik dog ikke lang tid, før end en ung ”ansat” kvinde klagede over seksuelt misbrug, og Sade måtte atter tage flugten. Han vendte dog tilbage for at fortsætte, hvor han havde sluppet, hvilket, ikke overraskende, afstedkom endnu en arrestation og fængsling i 1777. Også denne gang var der en dødsdom på programmet, som han dog undveg ved at appellere.

Det var i denne periode, at Sade for alvor begyndte sit forfatterskab. Han skrev både noveller, dramaer, filosofiske tekster, ateistiske skrifter og rebelske debatindlæg, især mod Rousseaus og oplysningstidens tro på menneskets naturlige godhed, og disse teser illustrerede han desuden i en række skønlitterære værker, præget af sadistiske voldsscener. Det er nok også disse romaner, som han især er kendt for, så som 120 dage i Sodoma (1785/1904), der sidenhen er blevet anset som det første forsøg på en katalogisering af seksuelle anormaliteter, beretningerne om de to søstre Justine og Juliette i Justine eller dydens genvordigheder (1787) / Ulykkerne følger den dydige eller Justine (1791), Den nye Justine (1797) og Juliette (1798).

I 1784 blev Sade flyttet til Bastillen, men efter at have været årsag til optøjer blev han overflyttet til sindssygehospitalet i Charenton, nær Paris, hvor han opholdt sig indtil det nye regime, der havde taget magten efter Den Franske Revolution, løslod ham.

Sade støttede op om den nye republik og begyndte at betegne sig selv som ”Borger Sade” ,og hans fængsling kom ham nu til gode, for da det netop var kongen, der havde fængslet ham, blev han ikke dømt sammen med de andre adelige. Han formåede til gengæld at opnå flere officielle embeder i den nye republik.

De nye gode tider varede dog ikke, og Sade blev i 1793 anklaget for at være moderat og måtte afsone et år i fængsel. Efter løsladelsen fik forfatteren økonomiske problemer og måtte sælge sit slot La Coste, og friheden varede i denne omgang også blot få år. I 1801 beordrede Napoleon Bonaparte forfatteren arresteret på grund af hans skrifter om Justine og Juliette, og han udgik kun lige med nød og næppe endnu engang guillotinen og blev i stedet idømt fængsel på livstid. På utallige opfordringer fra hans familie blev han dog 1803 erklæret sindssyg og vendte tilbage til sindssygeanstalten Charenton. Dette hindrede ham dog hverken i at skrive eller at fortsætte sit seksualliv frem til sin død i 1814.

Blandt andre af Sades værker finder vi også fx Samtale mellem en præst og en døende (1782) og Filosofien i sovekammeret (1795), der vender sig mod dødsstraf og forsvarer libertinerens livsførelse med udsvævelser og løsagtighed.

Marquis de Sades værker betegnes ofte som ekstreme og grænseoverskridende. Ofte er der en tredjepersons synsvinkel, der ellers er en sjældenhed indenfor erotisk litteratur, men giver en form for kølighed og udenforstående naturligt og upersonligt perspektiv. Værkerne afspejler på denne måde også en radikaliseret form for oplysningstidens materialisme, hvor alt er natur og alle lyster derfor er tilladt, naturen er neutral og er ikke i sig selv nødvendigvis god.

Sades værker blev tidligere stemplet som pornografi og var i mange år forbudt, og først i nyere tid er forfatterskabet blevet læst i et bredere psykoanalytisk og filosofisk perspektiv. Værkerne kan i dag derfor ikke karakteriseres som decideret pornografi, hvis mål er at fremkalde lystfølelser, men er nærmere et forsøg på at udforske seksualitetens status, for derigennem at sige noget om mennesket og det samfund, som det lever i, generelt. Men under alle omstændigheder er hans forfatterskab spækket med tabubelagte emner så som voldtægt, pædofili, blasfemi, tortur, nekrofili og fetichisme.

Donatien-Alphonse-Francois de Sade døde den 2. december 1814, 74 år gammel, på Charenton, af en infektionssygdom.

Omkring en fjerdedel af Sades omfangsrige forfatterskab blev destrueret af politiet under Napoleon, og efter forfatterens død brændte hans søn alle hans endnu ikke publicerede skrifter. Der er dog gennem årene på trods fundet adskillige bevarede manuskripter, heriblandt 120 dage i Sodoma (1785), der blev opdaget i 1904 i en sprække i væggen i forfatterens gamle celle på Bastillen.

Sades indflydelse kan spores indenfor stort set alle genrer, men det mest oplagte eksempel på forfatterens eftermæle er nok, at han kom til at lægge navn til seksuel tilfredsstillelse ved at dominere eller ydmyge anden part eller påføre smerte, altså sadisme.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 502f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 374);
wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk

Richard Adams (1920-2016)

Lørdag den 9. maj er det 100 år siden, at den engelske forfatter Richard George Adams kom til verden. Han blev født i den engelske forstad Wash Common nær Newbury, Berkshire som søn af Lillian Rosa Button og doktor Evelyn George Beadon Adams.

Den lille Richard begyndte i Horris Hill School i 1926, som han frekventerede frem til 1933. Fra 1933 til 1938 gik han på Bradfield College, inden han i 1938 begyndte at læse moderne historie på Worcester College i Oxford.

I 1940 blev den unge Richard kaldt til at kæmpe blandt de britiske tropper. Han tjente her under The Royal Army Service Corps og blev udvalgt til den luftbårne enhed, hvor han arbejdede som forbindelsesbrigade. Han tjente i både Palæstina, Europa og i det fjerne Østen, men var dog aldrig i direkte kamp med hverken tyskerne eller japanerne. Dog var han blandt de tropper, der marcherede ind i København under Danmarks befrielse 5. maj 1945.

I 1946 forlod han hæren og genoptog sine studier på Worcester College, hvor han færdiggjorde sin bachelor i 1948. Samme år fik han arbejde i den britiske nationale centraladministration, hvor han med tiden opnåede rang som assisterende sekretær i Miljøministeriet. I 1953 færdiggjorde han sin magistergrad.

I 1949 blev Adams gift med Elizabeth Barbara Acland. Parret boede sammen indtil hans bortgang i 2016 og fik de to døtre Juliet og Rosamond. De residerede i Whitechurch, beliggende omkring 16 km fra hans fødested.

Richard Adams debuterede som 52-årig med Kaninbjerget (1972), men på trods af den forholdsvis sene forfatterdebut, blev han verdensberømt for dette værk. Romanen, der egentlig blev skrevet som en børnebog men opnåede stor succes som voksenbog, omhandler kort fortalt en flok kaniners hårde kamp, da de forlader deres koloni på grund af menneskelig byudvidelse, for at finde et nyt hjem.

Idéen til Kaninbjerget opstod på bilture i det sydlige England med døtrene, hvor han fortalte dem opdigtede historier om de eventyrlystne kaniner. Pigerne insisterede på, at faderen skulle udgive historierne om kaninerne i bogform, og han påtog sig opgaven og påbegyndte romanen i 1966. Bogen var færdig to år efter, men der skulle en del afslag fra diverse forlag til, førend den endelig udkom i 1972. Værket er senere blevet filmatiseret som tegnefilm i 1978 og som animeret mini-tv-serie i 2018. I 1996 udkom opfølgeren Gensyn med Kaninbjerget.

I 1974 udkom forfatterens anden roman Shardik, der var den første af to bøger om det fiktive Bekla-imperium. Den anden roman, Maia, udkom i 1984.

Samme år som udgivelsen af Shardik (1974) opsagde Adams sit job i det britiske embedsvæsen og helligede sig forfatterskabet på fuld tid. I 1975 blev han optaget som medlem af Royal Society of Literature.

I 1977 udkom Hundeflugten (1977), der blandt andet havde til formål at sætte fokus på eksperimenter med dyr.

I 1982 fungerede Adams i et år som præsident for RSPCA (Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals). Han foretog i denne periode også en tur gennem Antarktis sammen med ornitologen Ronald Lockley.

Debutromanen, samt forfatterens dyrevelfærds-aktiviteter, er karakteristik for forfatterskabet, der primært udgøres af eventyrlige romaner om dyr for både børn og voksne. Mange af disse romaner er beretninger om konsekvenserne af menneskenes manglede forståelse af dyrenes liv og deres ødelæggelse af naturen. På denne måde fungerer Adams´ forfatterskab, dels som en direkte kritik af menneskets skalten og valten med naturen, dels som en allegorisk parallel til menneskets verden, men generelt med en vis mængde af humor såvel som skarp satire.

Adams skrev dog også science fiction, manuskripter og børnebøger og blandt endnu ikke nævnte titler finder vi fx fagbogen De fire årstider i naturen (1975), den historiske roman Traveller (1988), fortalt ud fra det noget usædvanlige perspektiv, nemlig hesten, der ledsagede sydstatsgeneralen Robert E. Lee under Borgerkrigen samt den psykologiske gyser Pigen i gyngen (1980), der delvis foregår i København.

Lige inden sin 90-års fødselsdag skrev Adams en historie til velgørenhedsbogen Gentle Footprints (2010), der skulle rejse penge til den internationale organisation for vilde dyr, the Born Free Foundation.

Adams modtog flere udmærkelser og hædersbevisninger for sit forfatterskab, især i forbindelse med Kaninbjerget (1972) og han har fungeret som ”writer-in residence” ved både University of Florida og ved Hollins University i Virginia. I 2015 blev han tildelt en æres-doktorgrad af University of Winchester.

Richard Adams døde den 24. december 2016, i det engelske Oxford, 96 år gammel, som følge af komplikationer ved en blodsygdom.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren og dyrevennen Richard Adams for hans bidrag til litteraturen såvel som til naturen.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 11); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 9); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; nyheder.tv2.dk;