Donatien-Alphonse-Francois de Sade (1740-1814)

Den 2. juni er det 280 år siden, at den franske, aristokratiske forfatter Donatien-Alphonse-Francois de Sade, nok bedre kendt som libertineren Marquis de Sade, kom til verden i den franske hovedstad Paris som søn af diplomat Comte de Sade og Marie- Elénore de Maillé de Carman, der var kusine samt hofdame for prinsessen af Cindé.

Den lille Donatien-Alphonse-Francois voksede på denne måde op som en del af Frankrigs øverste samfundslag på slægtens slot La Coste nær Avignon og med de privilegier, som denne status medførte. Den unge Sade blev primært opdraget på en jesuiterskole for drenge samt af sin onkel, der var abbed. Barndommen var dog på trods bemærkelsesværdigt præget af et seksuelt frisind. Efter endt skolegang tilbragte Sade en tid indenfor militæret som officer i kavaleriet under Syvårskrigen (1756-1763).

I 1763 blev han gift med Renée-Pélagie de Montreuil, hvilket dog ikke umiddelbart hindrede ham i udenomsægteskabelige affærer, der ofte havde en noget voldelig karakter. På trods af dette hjalp både hans hustru og svigermor i flere tilfælde med at dække over hans eskapader.

På trods af denne familiære beskyttelse blev Sade i flere omgange sendt i fængsel og tilbragte alt i alt mere end 30 år af sit liv indespærret. I 1772 blev han in absentia dømt til døden, for at have forgiftet en prostitueret samt for at have haft et homoseksuelt forhold til sin tjener. Han blev efter kort tid fanget, men flygtede fra fængslet fire måneder senere, hvorefter han gemte sig på sit slot La Coste. Hertil hentede han sin hustru, der hjalp med at planlægge hans orgier. Der gik dog ikke lang tid, før end en ung ”ansat” kvinde klagede over seksuelt misbrug, og Sade måtte atter tage flugten. Han vendte dog tilbage for at fortsætte, hvor han havde sluppet, hvilket, ikke overraskende, afstedkom endnu en arrestation og fængsling i 1777. Også denne gang var der en dødsdom på programmet, som han dog undveg ved at appellere.

Det var i denne periode, at Sade for alvor begyndte sit forfatterskab. Han skrev både noveller, dramaer, filosofiske tekster, ateistiske skrifter og rebelske debatindlæg, især mod Rousseaus og oplysningstidens tro på menneskets naturlige godhed, og disse teser illustrerede han desuden i en række skønlitterære værker, præget af sadistiske voldsscener. Det er nok også disse romaner, som han især er kendt for, så som 120 dage i Sodoma (1785/1904), der sidenhen er blevet anset som det første forsøg på en katalogisering af seksuelle anormaliteter, beretningerne om de to søstre Justine og Juliette i Justine eller dydens genvordigheder (1787) / Ulykkerne følger den dydige eller Justine (1791), Den nye Justine (1797) og Juliette (1798).

I 1784 blev Sade flyttet til Bastillen, men efter at have været årsag til optøjer blev han overflyttet til sindssygehospitalet i Charenton, nær Paris, hvor han opholdt sig indtil det nye regime, der havde taget magten efter Den Franske Revolution, løslod ham.

Sade støttede op om den nye republik og begyndte at betegne sig selv som ”Borger Sade” ,og hans fængsling kom ham nu til gode, for da det netop var kongen, der havde fængslet ham, blev han ikke dømt sammen med de andre adelige. Han formåede til gengæld at opnå flere officielle embeder i den nye republik.

De nye gode tider varede dog ikke, og Sade blev i 1793 anklaget for at være moderat og måtte afsone et år i fængsel. Efter løsladelsen fik forfatteren økonomiske problemer og måtte sælge sit slot La Coste, og friheden varede i denne omgang også blot få år. I 1801 beordrede Napoleon Bonaparte forfatteren arresteret på grund af hans skrifter om Justine og Juliette, og han udgik kun lige med nød og næppe endnu engang guillotinen og blev i stedet idømt fængsel på livstid. På utallige opfordringer fra hans familie blev han dog 1803 erklæret sindssyg og vendte tilbage til sindssygeanstalten Charenton. Dette hindrede ham dog hverken i at skrive eller at fortsætte sit seksualliv frem til sin død i 1814.

Blandt andre af Sades værker finder vi også fx Samtale mellem en præst og en døende (1782) og Filosofien i sovekammeret (1795), der vender sig mod dødsstraf og forsvarer libertinerens livsførelse med udsvævelser og løsagtighed.

Marquis de Sades værker betegnes ofte som ekstreme og grænseoverskridende. Ofte er der en tredjepersons synsvinkel, der ellers er en sjældenhed indenfor erotisk litteratur, men giver en form for kølighed og udenforstående naturligt og upersonligt perspektiv. Værkerne afspejler på denne måde også en radikaliseret form for oplysningstidens materialisme, hvor alt er natur og alle lyster derfor er tilladt, naturen er neutral og er ikke i sig selv nødvendigvis god.

Sades værker blev tidligere stemplet som pornografi og var i mange år forbudt, og først i nyere tid er forfatterskabet blevet læst i et bredere psykoanalytisk og filosofisk perspektiv. Værkerne kan i dag derfor ikke karakteriseres som decideret pornografi, hvis mål er at fremkalde lystfølelser, men er nærmere et forsøg på at udforske seksualitetens status, for derigennem at sige noget om mennesket og det samfund, som det lever i, generelt. Men under alle omstændigheder er hans forfatterskab spækket med tabubelagte emner så som voldtægt, pædofili, blasfemi, tortur, nekrofili og fetichisme.

Donatien-Alphonse-Francois de Sade døde den 2. december 1814, 74 år gammel, på Charenton, af en infektionssygdom.

Omkring en fjerdedel af Sades omfangsrige forfatterskab blev destrueret af politiet under Napoleon, og efter forfatterens død brændte hans søn alle hans endnu ikke publicerede skrifter. Der er dog gennem årene på trods fundet adskillige bevarede manuskripter, heriblandt 120 dage i Sodoma (1785), der blev opdaget i 1904 i en sprække i væggen i forfatterens gamle celle på Bastillen.

Sades indflydelse kan spores indenfor stort set alle genrer, men det mest oplagte eksempel på forfatterens eftermæle er nok, at han kom til at lægge navn til seksuel tilfredsstillelse ved at dominere eller ydmyge anden part eller påføre smerte, altså sadisme.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 502f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 374);
wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk

Richard Adams (1920-2016)

Lørdag den 9. maj er det 100 år siden, at den engelske forfatter Richard George Adams kom til verden. Han blev født i den engelske forstad Wash Common nær Newbury, Berkshire som søn af Lillian Rosa Button og doktor Evelyn George Beadon Adams.

Den lille Richard begyndte i Horris Hill School i 1926, som han frekventerede frem til 1933. Fra 1933 til 1938 gik han på Bradfield College, inden han i 1938 begyndte at læse moderne historie på Worcester College i Oxford.

I 1940 blev den unge Richard kaldt til at kæmpe blandt de britiske tropper. Han tjente her under The Royal Army Service Corps og blev udvalgt til den luftbårne enhed, hvor han arbejdede som forbindelsesbrigade. Han tjente i både Palæstina, Europa og i det fjerne Østen, men var dog aldrig i direkte kamp med hverken tyskerne eller japanerne. Dog var han blandt de tropper, der marcherede ind i København under Danmarks befrielse 5. maj 1945.

I 1946 forlod han hæren og genoptog sine studier på Worcester College, hvor han færdiggjorde sin bachelor i 1948. Samme år fik han arbejde i den britiske nationale centraladministration, hvor han med tiden opnåede rang som assisterende sekretær i Miljøministeriet. I 1953 færdiggjorde han sin magistergrad.

I 1949 blev Adams gift med Elizabeth Barbara Acland. Parret boede sammen indtil hans bortgang i 2016 og fik de to døtre Juliet og Rosamond. De residerede i Whitechurch, beliggende omkring 16 km fra hans fødested.

Richard Adams debuterede som 52-årig med Kaninbjerget (1972), men på trods af den forholdsvis sene forfatterdebut, blev han verdensberømt for dette værk. Romanen, der egentlig blev skrevet som en børnebog men opnåede stor succes som voksenbog, omhandler kort fortalt en flok kaniners hårde kamp, da de forlader deres koloni på grund af menneskelig byudvidelse, for at finde et nyt hjem.

Idéen til Kaninbjerget opstod på bilture i det sydlige England med døtrene, hvor han fortalte dem opdigtede historier om de eventyrlystne kaniner. Pigerne insisterede på, at faderen skulle udgive historierne om kaninerne i bogform, og han påtog sig opgaven og påbegyndte romanen i 1966. Bogen var færdig to år efter, men der skulle en del afslag fra diverse forlag til, førend den endelig udkom i 1972. Værket er senere blevet filmatiseret som tegnefilm i 1978 og som animeret mini-tv-serie i 2018. I 1996 udkom opfølgeren Gensyn med Kaninbjerget.

I 1974 udkom forfatterens anden roman Shardik, der var den første af to bøger om det fiktive Bekla-imperium. Den anden roman, Maia, udkom i 1984.

Samme år som udgivelsen af Shardik (1974) opsagde Adams sit job i det britiske embedsvæsen og helligede sig forfatterskabet på fuld tid. I 1975 blev han optaget som medlem af Royal Society of Literature.

I 1977 udkom Hundeflugten (1977), der blandt andet havde til formål at sætte fokus på eksperimenter med dyr.

I 1982 fungerede Adams i et år som præsident for RSPCA (Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals). Han foretog i denne periode også en tur gennem Antarktis sammen med ornitologen Ronald Lockley.

Debutromanen, samt forfatterens dyrevelfærds-aktiviteter, er karakteristik for forfatterskabet, der primært udgøres af eventyrlige romaner om dyr for både børn og voksne. Mange af disse romaner er beretninger om konsekvenserne af menneskenes manglede forståelse af dyrenes liv og deres ødelæggelse af naturen. På denne måde fungerer Adams´ forfatterskab, dels som en direkte kritik af menneskets skalten og valten med naturen, dels som en allegorisk parallel til menneskets verden, men generelt med en vis mængde af humor såvel som skarp satire.

Adams skrev dog også science fiction, manuskripter og børnebøger og blandt endnu ikke nævnte titler finder vi fx fagbogen De fire årstider i naturen (1975), den historiske roman Traveller (1988), fortalt ud fra det noget usædvanlige perspektiv, nemlig hesten, der ledsagede sydstatsgeneralen Robert E. Lee under Borgerkrigen samt den psykologiske gyser Pigen i gyngen (1980), der delvis foregår i København.

Lige inden sin 90-års fødselsdag skrev Adams en historie til velgørenhedsbogen Gentle Footprints (2010), der skulle rejse penge til den internationale organisation for vilde dyr, the Born Free Foundation.

Adams modtog flere udmærkelser og hædersbevisninger for sit forfatterskab, især i forbindelse med Kaninbjerget (1972) og han har fungeret som ”writer-in residence” ved både University of Florida og ved Hollins University i Virginia. I 2015 blev han tildelt en æres-doktorgrad af University of Winchester.

Richard Adams døde den 24. december 2016, i det engelske Oxford, 96 år gammel, som følge af komplikationer ved en blodsygdom.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren og dyrevennen Richard Adams for hans bidrag til litteraturen såvel som til naturen.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 11); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 9); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; nyheder.tv2.dk;

Sven Holm (1940-2019)

Mandag den 13. april er det 80 år siden, at den danske forfatter Sven Holm kom til verden i København som søn af Else Schalburg Knudsen og oberst Vagn Holm.

I løbet af barndommen boede den lille Sven mange forskellige steder på grund af hans faders hverv, der ofte medførte udstationeringer. I slutningen af 1950’erne kom den unge Sven på Herlufsholm Kostskole, hvorfra han blev student i 1958. Det var her på kostskolen, at han for alvor fik interesse for at skrive, da den gav ham både rum og tid til dette, og under dække af lektielæsning skrev den unge forfatterspire både digte, små kriminalromaner og fortællinger.

Efter studentereksamen fra Herlufsholm fungerede den unge Holm de næste par år som huslærer på godset Oreby på Lolland.

Sven Holm debuterede i 1961 med novellesamlingen Den store fjende. De følgende år blev, ved siden af skriveriet, suppleret med forskellige jobs. Blandt andet var han dansk rejselektor i Sverige for Foreningen Norden. Fra midten af 1960’erne levede han af sit forfatterskab, men fik dog også sideløbende tid til, blandt andet, at fungere som litterær konsulent for DR (1967-85).

I løbet af 1960´erne skrev Holm en lang række noveller og fortællinger, blandt andet inspireret af Villy Sørensens forfatterskab, med behandling af især psykologiske og eksistentielle problemer og med et fantastisk-symbolsk formsprog. Ud over debuten kan fx novellesamlingen Nedstyrtningen (1963) og debutromanen Fra den nederste himmel (1965) i denne sammenhæng nævnes.

Fra midten af 1960´erne bliver det politiske aspekt også belyst i forfatterskabet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i romanerne Termush. Atlanterhavskysten (1967) og Min elskede – en skabelonroman (1968) samt i novellesamlingen Rex (1969). Der ses nu en større målrettethed i forfatterskabet, og en vægtforskydning fra en indadvendt kredsen om psykiske og eksistentielle sider af misforholdet mellem individ og omverden bliver nu til et større fokus på mere eksterne aspekter af politiske og sociale faktorer, som undertrykker kollektive længsler og trang til selvstændig livsudfoldelse.

I 1970´erne, såvel som i forfatterens senere værker, behandler Sven Holm i sine værker tidens dominerende temaer, kønsroller, samliv og kærlighed, i fx romanerne Det private liv (1974) og Aja, hvor skøn! (1980), En ufrivillig ømhed (1989) samt i novellesamlingerne Mænd og mennesker (1979) og Midt i den blanke nat (2011).

I 1978 udsendte forfatteren sin eneste digtsamling Luftens temperament og 33 andre digte fra Grønland.

Igennem hele Holms forfatterskab har han arbejdet med dramatikken til både teater, radio, tv og biografen. Selv om det resulterede i mange vellykkede samarbejder med teater- og tv-verdenen, var det dog også til tider både kaotisk og stormfuldt, som da han fx måtte igennem en retssag, som Det Danske Teater anlagde mod ham i forbindelse med splid om en aftale om et stykke, og da han blev nødt til at opgive en stort set færdig tv-serie om Dirch Passer.

I Holms dramatik er det ofte mennesker i magtens centrum, der er skildret som historiske skuespil, med deres splittelse mellem følelser og deres samfundsmæssige funktion. Dette ser vi i fx skuespillet om Christian VII, Struensee var her (1977), om Leonora Christine, Leonora – tre scener for en heltinde (1982), om Christian IV, Jeres majestæt (1988), om Jens Otto Krag, Statsministeren (2014) og i manuskriptet til filmen Peter von Scholten (1987). I andre af forfatterens dramatiske værker finder vi kunstneres situation gennemlyst, som i blandt andet i tv-serien om Liva Weel, Kald mig Liva (1993), skuespillene Schumanns nat (1994) og Kender du svimmel (2005) om H. C. Andersen. Derudover skrev Holm skuespil som fx Møbler er en sund baggrund (1978), Hans Egede eller Guds ord for en halv tønde spæk (1979), det science fiction-prægede Én mand gør ingen vinter (1980) og Koster det sol? (1981) og Kaktus og kanin (1990). Også radiospil som fx En ø næsten som et paradis (1969), Den himmelske graffiti – fantasi over en ung astronom (1990), Sølvbrunch (2006) og tv-spil som Syg og munter (1972, tv-spil i 1974) stod han bag.

Karakteristisk for Holms forfatterskab er en vilje til, tværs gennem dyster viden om den magtkamp og angst, der præger vores nuværende samfundsformer, at fastholde drømmen om helhed, individuel harmoni og et åbent medmenneskeligt fællesskab. Hans værker kredser ofte om modernitetens splittelsestema, spillet mellem kønnene og menneskets stilling i en fremmed verden.

Som forfatter bevæger Holm sig i flere retninger, med blandt andet humoristiske fortællinger om de skæve eksistenser, sanselige noveller, skuespil og morsomme ungdomshistorier. Hans værker tegner et varieret og broget billeder af Danmark, på både godt og ondt, men altid med et glimt i øjet og med et kærligt puf til alverdens magtfulde personer.

Selvom novellerne og dramatikken tydeligvis var Holms foretrukne, afstod han dog, som allerede antydet, ikke for at prøve kræfter med andre genrer som romaner, digte, børnebøger, ungdomsbøger og essays.

Blandt endnu ikke nævnte værker fra forfatterens pen finder vi fx også novellesamlingerne Syv passioner (1971), Hr. Henrys begravelse og andre fortællinger (1995), Sin egen vogter – 23 udvalgte noveller (2000), Kanten af himlen – 13 fortællinger (2001), romanerne Jomfrutur (1966), Langt borte taler byen med min stemme (1976), Ægteskabsleg (1977), Hummel af Danmark (1982), Den anden side af Krista X (2002), essayene Den standhaftige ælling – ansigt til ansigt med de sidste tyve år – artikler og digte (1982), Dronning Margrethes hår og 33 andre klip (2004) samt børnebøgerne Heksehaven (1983) og Familien hvide får (1989).

Ud over sin omfattende produktion engagerede forfatteren sig også i flere foreninger og sammenslutninger, heriblandt Forfatterforbundet, Danske Dramatikeres Forbund og Danske Skønlitterære Forfattere.

I løbet af sit forfatterskab modtog Holm flere priser og hædersbevisninger, heriblandt Akademiets store pris i 1974, Danske Dramatikeres Hæderspris i 1985, Holberg-medaillen i 1991, Nordisk Dramatikerpris i 1994 og Kritikerprisen i 2001. Samme år blev han medlem af Det Danske Akademi.

Forfatteren var gift i alt tre gange. Første gang i 1964 med den svenske forfatterkollega Sandra Margaretha Holm. Ægteskabet blev opløst i 1972. I 1979 ægtede han den bornholmske cand.phil. Karen Nørregaard, men heller ikke dette match holdt og ægteskabet blev opløst. I 1982 blev forfatteren gift for tredje – og lykkens – gang, med den aarhusianske bibliotekar og forfatter Bodil Randers.

Sven Holm døde den 11. maj 2019, 79 år gammel, efter nogen tids sygdom. Han er begravet på Holmens Kirkegård i København.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; gyldendal.dk; denstoredanske.dk; jyllands-posten.dk; litteratursiden.dk; litteraturpriser.dk;
bibliografi.dk

Ebbe Kløvedal Reich (1940-2005)

Lørdag den 7. marts er det 80 år siden, at den danske forfatter, foredragsholder og samfundsdebattør Hans Ebbe Reich Nielsen, nok bedre kendt som Ebbe Kløvedal Reich, kom til verden i den fynske hovedstad Odense, som søn af salgschef Helge Reich Nielsen og Karen Rosengård Hansen.

Den unge Ebbe blev student fra Aurehøj Gymnasium i 1959 og påbegyndte et par år herefter studier i historie ved Københavns Universitet. Her var det især sin samtids historie og asiatiske forhold, der vakte hans interesse.

Større var interessen dog ikke, end at han i 1965 opgav studierne. Samme år udkom hans første bog, Vietnam krigen i perspektiv (1965), skrevet i samarbejde med Preben Dollerup.

Fra 1965-1967 var Reich redaktør for det venstreorienterede tidsskrift Politisk Revy.

Tiden 1967-70 var en væksttid for den unge forfatter, og han involverede sig og havde generelt stor indflydelse i den politiske, offentlige debat. Han fungerede som talsmand for en række af tidens grupperinger, som fx kampagnen mod atomvåben, Vietnam-bevægelsen, Folkebevægelsen mod EF og fristaden Christiania, hvor han som fortaler for frigivelsen af hash fx i juli 1970 under ungdomsoprøret deltog i en aktion for fri hash med hashrygningen på Kulturministeriets trappe sammen med blandt andre Klaus Rifbjerg og Niels Skousen.

I 1967 udkom forfatterens anden bog, Kina – den ideologiske stormagt, som blandt andet beskæftigede sig med maoismen, og året efter stillede han op som kandidat for Det Radikale Venstre til Folketinget. Mellem 1968-69 fungerede han som lærer ved Askov Højskole.

Det var også i 1967, at Reich debuterede som lyriker med værket Billedalmanak fra en rejse i det europæiske, om Europas nyere historie og af samme politisk-historiske art er fx digtene i Hvem var Malatesta? – album fra en ny og gammel verden (1969).

Forfatterens mellemnavn Kløvedal stammer fra kollektivet Maos Lyst, der blev stiftet i 1968 i København og som Reich boede i, i sin ungdom. Navnet, som alle beboerne tog som mellemnavn, og som skulle symbolisere fællesskabet, stammer fra J. R. R. Tolkiens Ringenes Herre-univers (1954-55), hvor Kløvedal betegner elvernes og lavalfernes bolig (på engelsk Rivendell), der var stedet for rådsforsamling, fællesskab og restitution på hobbitternes lange rejse.

I 1969 udkom en samling af forfatterens egne taler og artikler i Svampens tid – af en uerfaren kronikærs optegnelser (1969), der var første bind i det, som Reich kaldte sin ”samtidskrønike”. Senere i denne serie fulgte Svampen og korset – fortsatte optegnelser til en krønike (1973), Du danske svamp – afsluttende optegnelser til en tiårs krønike (1974), Til forsvar for masselinien og den rette tro – tekster om politik, ideologi, kristendom og erotik (1976), Svaneøglen – notater fra et eksperiment i tidsrummet 9/4-1976 – 17/2-1978 (1978), Mediesvampen – lægprædiken og krønike 1978-80 (1980) og I svampens hede – krønike imod tidsånden (2002).

Især i Svaneøglen (1978) finder man den mest åbne og personlige fremstilling af forfatterens personlige forhold, og den kan ses som et hovedværk indenfor moderne bekendelseslitteratur. Her beretter han blandt andet om sin fascination af okkultisme, astrologi og mystik, der kulminerede omkring 1970.

I 1972 startede et nyt kapitel i forfatterskabet indledt med biografien Frederik – en folkebog om N.F.S. Grundtvigs tid og liv (1972). Dette værk, der må betragtes som et hovedværk i forfatterskabet, bragte Reich ud til en helt ny læserskare, og han fortsatte herefter med en række historiske romaner, hvor han gik ombord i Danmarkshistorien for at beskrive danskernes rolle og egenart. Disse historiske romaner har ofte en moraliserende tendens, hvor Reich i rollen som folkeopdrager forsøgte at få danskerne til at huske på den tradition for demokrati, ligestilling og tolerance, der, ifølge ham, var blevet grundlagt i jernalderen, men glemt og forladt, hvilket fx kom til udtryk ved enevældens indførelse i 1660 og i tilslutningen til EF i 1972. Overfor dette nordiske frihedssyn står fjenden som den romerske, katolske verdensorden og imperialisme og militarisme, hvor staten og systemet går forud for individet.

Netop enevældens indførelse i 1660 er også omdrejningspunktet for Reichs historiske roman Rejsen til Messias I-III (1974) og i næste historiske roman, Fæ og Frænde – syv en halv nats fortællinger om vejene til Rom og Danmark (1977) skildrer han det forjættede danske jernaldersamfund, hvor demokrati og lighed herskede mellem både klasser og køn.

Fra 1973-75 var Reich medredaktør på anti-EF-tidsskriftet Notat, fra 1975-77 på det litterære tidsskrift Fælleden og fra 1985-92 var han medlem af forretningsudvalget for Folkebevægelsen mod EF og fra 1993 medlem af Rådet for europæisk politik samt Nævnet vedr. EU-oplysning. Et udtryk for denne modstand mod EF kan fx ses i middelalderromanen Festen for Cæcilie – den hemmelige beretning om et kongemord (1979), hvor den romersk-katolske kirke står bag mordet på Erik Klipping i 1286 og infiltreres i det danske samfund, der hermed går i moralsk opløsning.

Reichs interesse for den danske forhistorie, gav yderligere udslag i fx genfortællingen af myterne om Holger Danske i Holger Danske – tolv fortællinger om en folkehelt (1970), efterskrift til Axel Olriks Danske heltesagn (1981) samt påbegyndelsen af danmarkshistorien i de tre bind: De første – 30 fortællinger om Danmarks fødsel (1981), Ploven og de to sværd – 30 fortællinger fra Danmarks unge dage (1982) og Den bærende magt – 30 fortællinger om Danmarks syv-otte yngste slægtled (1983).

Også kristendommen og folkekirken fangede forfatterens interesse, hvilket blandt andet kom til udtryk i hans senere bøger som fx de faglitterære værker Kun et gæstekammer – historien om den danske folkekirkes fødsel (1999) og Billeder af Jesus – en beretning fra danmarkshistorien (2001) samt biografien Solskin og lyn – Grundtvig og hans sang til livet (2000).

Flere har i tidens løb stillet Reich ved siden af kolleger som Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, som en forfatter, der søger danskernes identitet, som den spejles i historien. Politisk stod han for et folkeligt-grundtvigsk grundsyn fra et venstreorienteret perspektiv og gav som forfatter Grundtvig tilbage til det danske folk. Han var i en periode medlem af Det Radikale Venstre men stillede i 1990 op til Folketingsvalget for Enhedslisten.

Blandt andre romaner fra forfatterens pen, der som allerede indikeret, ofte blev udformet som en fusion mellem historie og fiktion, kan nævnes Kong Skildpadde (1985), Bygningen af en bro – en samtidsroman (1988), En engels vinger – roman fra det gotiske Norden (1990), Morgendagens mand (1993), Zenobias liv (1998) og Himlene og verden eller Himlene og Jorden – et hypatinsk rejseeventyr (2003)

Ebbe Kløvedal Reich skrev også skuespillene Hjertets søde morgendrøm eller til kamp mod dødbideriet (1983), Konfirmationen (1987) og Atterdag (1993). Han skrev desuden flere noveller, fortalte bibelhistorie og var konsulent på bibeloversættelsen fra 1992, gendigtede Dantes Guddommelig Komedie (1991) og skrev sangtekster til blandt andre Henrik Strube.

Derudover udgav han også flere børnebøger som fx Nissen fra Nürnberg – seks fortællinger om nissen fra Nürnberg og hans rejse fra Mille til Laurits til Hanne til Søren og tilbage igen (1979), Nornen fra Ygdrasil (1988), Till uglespil (1991) og serien om kong David bestående af David – de fredløses konge (1982), David – Guds udvalgte konge (1984) samt David – slægtens konge (1985).

Forfatteren formåede som ingen anden, at få to modpoler til at mødes i sit forfatterskab. På den ene side finder vi en kulturradikalisme, der dyrker det frie, grænseløse menneske og dets frisættende selvrealiseringsprojekt, hvor traditionen er en fjende, der skal bekæmpes for at skabe de optimale individuelle vækstmuligheder, og hvor religion repræsenterer forfald og tilbageskridt – og på den anden side en nationalchauvinisme, der dyrker kristendommen, fasthed, faglighed og familie, hvor traditionen er en nødvendighed, og det multikulturelle skal bekæmpes.

Forfatteren modtog et væld af priser og legater for sit arbejde, heriblandt De Gyldne Laurbær i 1978, Henri Nathansens mindelegat i 1986, Dansk Forfatterforenings Jubilæumspris i 1998, Holberg-Medaillen i 2003 og Otto Gelsted-prisen i 2004, for blot at nævne nogle få.

Ebbe Kløvedal Reich døde den 23. april 2005 i København, 65 år gammel, efter længere tids kræftsygdom. Han er begravet på Assistens Kirkegård i København.

Herfra skal lyde en stor tak til den marxistiske kristne forfatter for hans stemme i dansk ånds- og kulturliv og for hans bidrag til samfundsdebatten, hans hyldest til det danske jernaldersamfund og hans sammenknytning af tradition og modernitet.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; kristeligt-dagblad.dk; denstoredanske.dk; dr.dk; information.dk; fyens.dk; bibliografi.dk